Kamara Pure Shadow Play Dry White 2020

Grækenlands svar på stor Chablis vover importøren at kalde Kamara Pures Shadow Play, og det er sgu ikke skudt helt ved siden af— for så vidt man vælger sin Chablis med omhu, uden for det konventionelle felt med fornemt afrettede og aflivede vine. Her er det stålsat Assyrtiko med to dages skindkontakt, og det er rankt, saftigt og syrefriskt, med fine noter af grønne æbler, pærer, kærnemælk, hvid balsamico, kamille, røllike og bivoks og stearin. Svævende saft. Dimitrios Kioutsoukis stak af fra storbyens jag i 2010 og slog sig sammen med sin familie ned nær Thessaloniki, hvor han etablerede et lille vinbrug, som han i dag driver i samvirke med sin datter Stavroula. Deres fortrinsvist indfødte sorter dyrkes økologisk i en form for permakultur, der skal bringe dem i nærmere forbindelse med naturen; og vinene forsøger de også at lave så naturnært som muligt, spontangærede, ufiltrerede og med ingen eller en kun meget lille dosis sulfit.

Flaske: Shadow Play 2020
Vinhus: Kamara Pure
Område: Thessaloniki
Land: Grækenland
Druesort: Assyrtiko
Jordbund: Ler, silt, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Niche Vine
Pris: 190,-

Comment