Viewing entries in
Permakultur

Comment

Kamara Pure Shadow Play Dry White 2020

Grækenlands svar på stor Chablis vover importøren at kalde Kamara Pures Shadow Play, og det er sgu ikke skudt helt ved siden af— for så vidt man vælger sin Chablis med omhu, uden for det konventionelle felt med fornemt afrettede og aflivede vine. Her er det stålsat Assyrtiko med to dages skindkontakt, og det er rankt, saftigt og syrefriskt, med fine noter af grønne æbler, pærer, kærnemælk, hvid balsamico, kamille, røllike og bivoks og stearin. Svævende saft. Dimitrios Kioutsoukis stak af fra storbyens jag i 2010 og slog sig sammen med sin familie ned nær Thessaloniki, hvor han etablerede et lille vinbrug, som han i dag driver i samvirke med sin datter Stavroula. Deres fortrinsvist indfødte sorter dyrkes økologisk i en form for permakultur, der skal bringe dem i nærmere forbindelse med naturen; og vinene forsøger de også at lave så naturnært som muligt, spontangærede, ufiltrerede og med ingen eller en kun meget lille dosis sulfit.

Flaske: Shadow Play 2020
Vinhus: Kamara Pure
Område: Thessaloniki
Land: Grækenland
Druesort: Assyrtiko
Jordbund: Ler, silt, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Niche Vine
Pris: 190,-

Comment

Comment

Frank Cornelissen Munjebel Bianco Classico 2017

Smidig og mild mango- og ferskensaft med listig syre og fine strøg af citrusskal, altheabolcher, malt, røg og salt. Nærmest burgundisk tekstur men med en potentiel energi og mørk mineralitet, som kun kan være Etna. Megen vin flydt fra vulkanen, siden David Harvey i 2004 døbte Cornelissens skindfermenterede hvide “orangevine”: Macerationstiden er skåret ned til fire dage, vinen mikrofiltreres, og der tilsættes mikroskopiske mængder sulfit. Denne årgang 2017 er altså en anden vin end den årgang 2011, som for en håndfuld år siden i René Langdahls glas “bobler lystigt, er mælket og tåget i al sin gyldne stråleglans” og kunne minde ham om både passito fra Pantelleria og Hoegarden! Det er en knapt så vild men stadigt svævende og meget mere samlet vin i dag.

Lige dele Carricante og Grecanico Dorato (Garganega) fra 40+ år gamle stokke på markerne Borriglione, Calderara, Crasà og Picciolo. Druerne håndhøstes, afstilkes og macereres fire dage, før de spontant gærer færdig på store glasfibertanke.

Frank Cornelissen Munjebel Bianco 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Munjebel Bianco 2017
Vinhus: Frank Cornelissen
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Carricante, Grecanico
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Permakultur
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Kunstprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 345,-

Comment

Comment

Frank Cornelissen MunJebel CS 2016

Chiusa Spagnolo er en lille parcel på Contrada Zottorinoto på det nordlige Etna, som Frank Cornelissen kunstfærdigt forvandler til vin. Stokkene står på den vulkanske jord i 620 meters højde, hvor de er plantet på egne rødder omkring 1925. Spontangæret på glasfibertanke med to måneders maceration. Det resulterer i en nærmest nebbiolosk vin, der udstråler stor seriøsitet. 2016 er saftig og slank og strammer til med fine tanniner. Kirsebær, ribs og tyttebær tilføjes efter en tid roser, figner, nelliker og røg. Stof til mange års udvikling.

Frank Cornelissen Munjebel CS 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: MunJebel CS 2016
Vinhus: Frank Cornelissen
Område: Etna
Land: Italien
Druesort: Nerello Mascalese
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Permakultur
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Kunstprop
Alkohol: 14%
Importør: Winewise
Pris: 460,-

Comment