Viewing entries in
Økologi

Comment

Weinhauerei 378 Grüner Veltliner Smaragd Ried Wösendorfer Höll 2022

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Höll 2022
Vinhus: Weinhauerei 378
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Sand, gnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Somlói Vándor Juhfark Öregtőkék 2023

Juhfark er ungarsk for lammehale og samtidigt en sjælden druesort fra Somló, hvor druen opnår en særligt krydret mineralitet på områdets vulkanske jorde. Den vinøse vagabond Tamás Kis lod sig magnetisere af området og slog sig siden ned med vineriet Somlói Vándor og er nu en ferm fortolker af sorten— økologisk dyrket og her fra ældre stokke, og det forlener den med en vis intensitet og kompleksitet. Sprøde grønne æbler, masser af spændstig syre, en smule kvæde og grønne rabarber, fint tørstof og så en salt og pebret krydring, som minder en smule om spejderhagl… spændende vin, og Juhfark ville ingen ende tage!

Historisk er Juhfark blevet tillagt adskillige helsebringende egenskaber, som kur mod alt fra forstoppelse til blodmangel. Den var endda kendt som a nászéjszakák bora, bryllupsnattens vin, da indtag efter sigende skulle øge chancen for mandligt afkom. Af samme grund skulle den efter sigende have været særligt afholdt af habsburgerne, selveste kejserinde Maria Theresia og ennda den engelske dronning Victoria. Sikkert er det, at den skærer gennem selv bastant kost og virker ganske forfriskende i sommervarmen.

Flaske: Juhfark Öregtőkék 2023
Vinhus: Somlói Vándor
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Juhfark
Jordbund: Sand, tuf, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Terroiristen
Pris: 210,-

Comment

Comment

Weingut Rosi Schuster Sankt Laurent Ried Repistye 2023

Sart og skøn Sankt Laurent fra Hannes Schuster, som har musikalsk fingerspidsfornemmelse for sorten. Ried Repistye er en enkeltmark lige vest for Zagersdorf i Leithaberg-området, og dér står over 60-år gamle stokke rodfæstet i en skønsom blanding af sand, sandsten og kalksten. Hannes dyrker økologisk, høster ved håndkraft og går forsigtigt til værks i kælderen med spontan gæring og lang lagring på små fade og småt med sulfitter. Det giver sig udslag i underfundige og udtryksfulde vine med liv og sjæl — Repistye er en yderst charmerende mundfuld saftige bær med silkeglat tekstur, smidige tanniner, stimulerende syre og elegant statur. Sursøde jordbær og skovbær, med strejf af skovbund, roser, vilde urter, skovmærke, tonkabønne. Bliver hængende og fortsætter med at fascinere. Flot og livlig rødvin med tiden foran sig.

Flaske: Sankt Laurent Repistye 2022
Vinhus: Rosi Schuster
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Sand, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinova
Pris: 600,-

Comment

Comment

Škegro Carsus Trnjak 2022

Håndhøstet enkeltmarks Trnjak fra familien Škegro i Hercegovina, som markedsfører en del af deres vine under det latinske navn Carsus, med henvisning til deres hjemstavns geologiske beskaffenhed, karst, carso eller krš alt afhængigt af sproglig tilbøjelighed. Tiltalende er vinen i hvert fald. Nymånemørk i glasset, fyldig og fortættet i duften, således også i smagen. Man mødes af de smidigste tanniner og en flot flydende koncentration af modne bær, syrlige røde og søde sorte kirsebær, brombær og morbær, og små indslag af balsamico, urter, tørv, kaffe og mørk chokolade. Balkan møder Bordeaux på den fede måde! Læs mere om den sjældne sort Trnjak her.

Flaske: Carsus Trnjak 2022
Vinhus: Škegro
Område: Mostar
Land: Bosnien-Hercegovina
Druesort: Trnjak
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Forhandlere: bl.a. wine&more
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Roxanich Lara 1/6 2016

Temperament og tålmod: Malvazija med lang skindkontakt og lang lagring, og giver man den god tid, giver det alt sammen mening. Istriske Mladen Rožanič lefler ikke for publikum, han har sin egen smag og sine meningers mod, og de sætter sig igennem i hans vin— her i opkaldt efter hans ældste datter Lara; og lad det være sagt med det samme, den kryber langsom under huden på en. Glødende ravgylden i glasset og først en smule svampet og kældret i snuden; men så åbner den for dybere dufte af honningtavle, eksotiske frugter og oxidative nøddenoter. I smagen går det stille og roligt løs med mango, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, Middelhavsurter og strejf af Campari og Amontillado sherry. Sært saftig og samtidigt særdeles tør, svingende syre og smidige tanniner, meget stimulerende mundfølelse og masser af stof at fordybe sig i. Spændende, spændende, siger næsten sig selv med to måneders maceration og syv års fadlagring. Høstet 12. september 2016 og flasket 7. februar 2024. Madvin og meditationsvin, kan med fordel dekanteres.

Flaske: Lara 2016
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Pelican Wines
Pris: 300,-

Comment

Comment

Vaira Aurelj Fz 2022

Nebbiolo af næsten ædel byrd men absolut betagende karakter. Bag Vaira Aurelj står brødrene Francesco og Giacomo, og vingården har de opkaldt efter deres afdøde far. FZ = fuori zona, uden for zonen, og dermed menes Barolo DOCG, hvor de ellers slår deres folder. Druerne kommer nemlig fra parcellen San Ponzio ved landsbyen Vergne mellem Barolo, La Morra, Novello og Narzole, og den ligger lige akkurat et slattent stenkast uden for det lovbestemte Barolo-område; men ifølge brødrene Vaira har vinen stadig blåt blod. Marken vender mod vest, og jordbunden er kalkholdig ler og silt, og i lige så klassisk ånd er der tale om Lampia-klonen af Nebbiolo, godt 25 år gamle stokke, som naturligvis dyrkes økologisk. Håndhøstet, afstilket og vinificeret på cementtanke og slavonske egetræsfade, et års modning og derefter aftappet uklaret, ufiltreret og med lav sulfit. Særdeles fine sager, der dufter af violer og roser og små strejf af våd asfalt og varm rågummi. Saftspændt, slank og rank i munden, med en smuk smag af røde bær og rabarber, og som tiden går tørrede tranebær, finsk lakrids, pibetobak og julekrydderier. Levende, elegant og kompleks, slet ikke så dårligt af en outsider.

Flaske: Fz 2022
Vinhus: Vaira Aurelj
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkholdig ler og silt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret i cementtank
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 300,-

Comment