Zorah Voskì 2022

Fascinerende at noget så gammelt kan smage så nyt. Zorik Gharibian og hans familie vækker fortiden til live igen i det armenske højland, her med en glimrende, gylden hvidvin på de indfødte sorter Voskehat og den sjældne Garan Dmak. Nuvel, stokkene er kun 30-40 år gamle, men selekteret fra bedagede marker og allerede dybt fæstet på egne rødder, da phylloxera aldrig har ramt den afsides beliggende bjergregion Vayots Dzor, og podning på amerikanske rødder derfor er unødvendigt. Vi er i godt 1.400 meters højde, jordbunden er sandet og stenet, rå kalksten, og klimaet kontinentalt med hede, solrige sommerdage og kolde nætter, der sikrer en syrlig nerve i druerne. Desuden rækker vækstsæsonen langt ind i oktober, og den langsomme modning giver en subtil aromatisk kompleksitet til vinen. I næsen er den kølig og kompakt, med mild duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. Fin balance, i munden saftig, glat, læskende og fritløbende, med lys stenfrugt, akaciehonning, kamillete, salt mineralitet og historiens vingesus.

Flaske: Voskì 2022
Vinhus: Zorah
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesorter: Voskehat, Garan Dmak
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia
Pris: cirka 300,-

Comment