Viewing entries in
Grækenland

Comment

Aoton Savatiano 2021

Sjældent syrestyret Savatiano med mineralsk nerve og nydelig aromatik. Sotiris Gkinis står bag vingården Aoton på Attika, hvor aspirationen er “at frembringe de fineste vine af sine slags” — på oldgræsk άωτον — af økologiske dyrkede druer af lokale sorter, “drevet af smagen og ikke metoden”. Med selektiv håndhøst ved nattetide, ti dages kold maceration, spontan gæring og ni måneder lang lagring på gærresterne lyser Savatianos friske ansigt op, og samtidigt i folder, som antyder hjertevarme og dybsindighed. I duften en sval brise gennem nåleskove, bergamot og urter, og i smagen samme kølige nerve, sart citrus og saftig stenfrugt samt milde gærnoter. Lækkert og let olieret tekstur og mineralsk summen. En delikat drik og meget madvenlig vin!

Flaske: Savatiano 2021
Vinhus: Aoton
Område: Attika
Land: Grækenland
Druesort: Savatiano
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Oinofilia
Pris: 189,-

Comment

Comment

Iliana Malihin Thrapsathiri 2021

Tæskelækker Thrapsathiri fra Iliána Malíhin på Kreta, elysisk i snuden og eurytmisk i munden. Dufter af rødmende ferskenskind, moden honningmelon og vilde blomster, med æteriske strejf af petroleumslampe, våd uld og bivoks. Smidig og silkeglat mundfølelse og fin smag af fersken, ananas og citrus, men forfriskende men mild syre og en svævende balance og betagende blødhed. Malíhin har sat sig for at genoplive vinavlen i Réthymno, en bjergrig region på hendes hjemø Kreta, hvor hun siden 2019 har oprettet eget vinhus med indkøb af druer fra økologisk og biodynamisk vinbrug, indfødte sorter som Vidiano, Thrapsathiri og Liatiko. Druerne til Thrapsathiri 2021 er håndhøstet fra skiferholdige vinmarker omkring Mélampes i omtrent 700-900 meter højde, fra vinstokke i aldergruppen fra 10 til 140 år! Afstilket, langsomt presset og spontant gæret på ståltanke og modnet på gæren i seks måneder (en mindre del på gamle egetræsfade), mens der blev afspillet kretensisk folkemusik i kælderen! Flasket ufiltreret og med blot et lille skvæt sulfitter.

Flaske: Thrapsathiri 2021
Vinhus: Iliana Malihín
Område: Kreta
Land: Grækenland
Druesort: Thrapsathiri
Jordbund: Ler og skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Oinofilia
Pris: 289,-

Comment

Comment

Kamara Pure Shadow Play Dry White 2020

Grækenlands svar på stor Chablis vover importøren at kalde Kamara Pures Shadow Play, og det er sgu ikke skudt helt ved siden af— for så vidt man vælger sin Chablis med omhu, uden for det konventionelle felt med fornemt afrettede og aflivede vine. Her er det stålsat Assyrtiko med to dages skindkontakt, og det er rankt, saftigt og syrefriskt, med fine noter af grønne æbler, pærer, kærnemælk, hvid balsamico, kamille, røllike og bivoks og stearin. Svævende saft. Dimitrios Kioutsoukis stak af fra storbyens jag i 2010 og slog sig sammen med sin familie ned nær Thessaloniki, hvor han etablerede et lille vinbrug, som han i dag driver i samvirke med sin datter Stavroula. Deres fortrinsvist indfødte sorter dyrkes økologisk i en form for permakultur, der skal bringe dem i nærmere forbindelse med naturen; og vinene forsøger de også at lave så naturnært som muligt, spontangærede, ufiltrerede og med ingen eller en kun meget lille dosis sulfit.

Flaske: Shadow Play 2020
Vinhus: Kamara Pure
Område: Thessaloniki
Land: Grækenland
Druesort: Assyrtiko
Jordbund: Ler, silt, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Niche Vine
Pris: 190,-

Comment

Comment

Tetramythos Agrippiotis orange natur 2019

Stærk græsk genkomst: Agrippiotis var ikke uddød, den var blot forsvundet— og nok stadig kritisk truet, men fremtiden tegner lyst: I hvert fald i orange skær efter Panayiotis Papagiannopoulos fra Tetramythos fandt nogle særegne stokke i sine gamle Roditis-marker ved Aigialeia på Peloponnes. De viste sig at være den gamle Agrippiotis, som han siden 2017 har genopdyrket en lille mark med — og gæret 20 dage med stilke, skaller og kerner giver druen alt det fra sig, der gør græsk vin spændende: En sælsom duft af sommerblomster, en saftig citrusfrugt med modne abrikoser, friske krydderurter og støvede tanniner. Det er smagen af Odysséen og Extinction Rebellion, og det er rigtigt sjovt på den rene og naturlige måde, uden klaring og filtrering og med kun meget få tilsatte sulfitter.

Flaske: Agrippiotis orange 2019
Vinhus: Tetramythos
Område: Peloponnes
Land: Grækenland
Druesort: Agrippiotis
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Oinofilia
Pris: 229,-

Comment

Comment

Thymiópoulos Ge kai Ouranós Xinomavro 2016

Xinomavro, den græske nordstjerne fra Makedonien, er som navnet siger syrerig og sort, men det er kun begyndelsen. Den dufter af drivhus og smager af saftige, mørke sommerbær, før dens fine tanniner griber fat og efterlader læder og tørrede krydderurter. Skovbær, blommer, solmodne tomater, sorte oliven, myrte, rosmarin, læder, tjære, våd muldjord. Apostolos Thymiopoulos arbejder med biodynamisk dyrkning og gamle stokke på sine marker i Trifolos (frodige, lavt liggende kalkstensjorde) og Fitia (højtbeliggende, vulkanske jorde) i Naoussa, hvor hans familie har dyrket Xinomavro i generationer. Jordbunden og himmelvendt vin.

Thymiopoulos Ge kai Ouranos Xinomavro 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ge kai Ouranós 2016
Vinhus: Thymiópoulos
Område: Naoussa
Land: Grækenland
Druesort: Xinomavro
Jordbund: Basalt, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Oinofilia
Pris: 269,-

Comment

Comment

Domaine Tatsis Roditis Orange 2015

Rødglødende hyben, tørrede abrikoser, kandiseret appelsinskal, akaciehonning— men bentør! En sirlig citrussyre og fine, støvede tanniner fra en måneds maceration giver seriøs struktur til brødrene Perikles og Stergios Tatsis spændende orange udgave af Roditis fra familievingården ved Goumenissa i det nordlige Grækenland. Ingen kunstvanding, biodynamisk jordbrug og en innovativ tilgang til traditionen. Vinstokkene vokser på bakker med grus og kalkholdig lerjord, frisket op af nordenvinden Vardaris.

Domaine Tatsis Roditis Orange 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Roditis Orange 2015
Vinhus: Tatsis
Område: Makedonien
Land: Grækenland
Druesort: Roditis
Jordbund: Ler, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration
Lagring: Store egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Oinofilia
Pris: 239,-

Comment