Vinas Mora Barbba 2021
Barbba er Vinas Moras hyldest til de gamle knarke omkring Primošten, som stædigt har holdt fast i at dyrke de gamle lokale sorter på de utaknemmeligt stenede vinmarker på skråningerne ned mod Adriaterhavet. Dér mestrer de ikke blot Babić, det her er det nordlige Dalmatien kondenseret på flaske, en co-fermentering af de blå sorter Plavina og Lasina og de grønne Maraština og Debit. Støvet men strålende rød som en uslebet rubin, saftig og frugtig og glødende, som skabt til at drikke nu, hvor dagene igen har halet ind på nætterne. Rødmende fersken, modne sommerbær, mild syre, små strøg af støvede tanniner og en let jordet, urtet krydring, anis, hibiscus, rabarber, granatæble og tørrede tranebær. Vindbidt og alligevel mild, den gamle mand og havet; og når forårssolen skinner, bliver han ung.
Flaske: Barbba 2021
Vinhus: Vinas Mora
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesorter: Plavina, Lasina,
Maraština, Debit
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 175,-