Viewing entries in
Rosévin

Comment

Vini Scirto All’Antica 2020

Kælen lava i det tyndtflydende, rødglødende spektrum. All’Antica er en læskende og forførende friskfrugtig vin fra Valeria og Giuseppe Scirto på Etnas magiske nordside. Mestendels Nerello Mascalese med kun få dages maceration, som skikken var i gamle dage, derfor navnet, en vin som Giuseppes bedstefar ville have lavet den. Virkeligt lækker tekstur, blid syre og ret så smidige tanniner og en mild smag af røde kirsebær, skovbær, Kongen af Danmark bolcher og kandiserede anisfrø. Seriøs saft på den sjove måde! Stokkene står på Contrada Pirao, har rundet de 80 år og passes og plejes efter økologiske principper. Druerne er høstet ved håndkraft, spontangæret på ståltanke uden temperaturkontrol og flasket uklaret og ufiltreret.

Flaske: All’Antica 2020
Vinhus: Scirto
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesorter: Nerello Mascalese,
Nerello Cappuccio
Jordbund: Vulkansk sand og tuf
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Azienda Vin
Pris: 192,-

Comment

Comment

Šember Rose Brut 2020

Šembers rosé er sitrende skum af sommerbær, smukt balanceret, elegant og charmerende Pinot Noir på den traditionelle metode men med ophav i Plešivicas bakker vest for Zagreb. Šember er et lille familieforetagende ved den lille landsby Donji Pavlovčani, som passioneret praktiserer økologisk vinavl og har specialiseret sig klassiske mousserende vine og orangevin. Første årgang af den mousserende rosé var 2005, og i dag er den konsekvent en af Kroatiens bedste mousserende vine, som leverer smæk for skillingen: Forførende aromaer af jasminer, røde roser og skovjordbær, med små sprøde bobler og sursød smag af jordbær, rødmende fersken og granatæblesaft. Hedonisme på højt plan og samtidigt seriøst nok til gastronomiske svinkeærinder. Fremstillet som saignée og modnet knapt to år på gærresterne før degorgement, doseret som brut.

Flaske: Rose Brut 2020
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 165,-

Comment

Comment

Stancija Collis Rosé 2019

Seriøs rosé, som man altid går og sukker efter den. Vi er i godt selskab hos Juraj Mastilović og hans familie på Stancija Collis i kroatiske Istrien. Deres rosé ulmer rødligt som selve den istriske jord, og den er presset af økologisk dyrkede Teran druer, en lokal sort, som faktisk gør sig glimrende som rosé med sin løsslupne syre og vilde frugtighed, der her er forvandlet til venligheden selv. Mild duft af jordbær med strejf af roser, i smagen går den mere i retning af ribs, tranebær og kirsebær og lidt lakrids og tobak i eftersmagen. Fin fylde, godt greb og sursødt spil med et pikant bittert bid til sidst.

Flaske: Rosé 2019
Vinhus: Collis
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Christian Tschida Himmel auf Erden Rosé 2020

Himmel og jord går i et i Alfred Hrdlickas raderinger og i Christian Tschidas altid elskelige rosé, som er lys og mørk, har friskhed og lethed, dybde og kompleksitet. Cabernet Franc er langt fra hverdagskost i Østrig, men Tschida tryller med den, tilsat en smule Blaufränkisch i årgang 2020. Druerne er dyrket økologisk på markerne Edelgraben og Thenau ved Purbach nær Neusiedlersee, kalk, kisel og skifer. Høstet manuelt og spontangæret og modnet på gærresterne i store Stockingerfade. Flasket uden hverken det ene eller det andet, så forvent en sprællevende og syrefrisk saft af rød grape, blodappelsin, tranebær, ribs og hindbær, indestængt henrykkelse og forårskuller.

Flaske: Himmel auf Erden Rosé 2020
Vinhus: Christian Tschida
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Cabernet Franc, Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kisel, kalksten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 265,-

Comment

Comment

Vinas Mora Barbba 2021

Barbba er Vinas Moras hyldest til de gamle knarke omkring Primošten, som stædigt har holdt fast i at dyrke de gamle lokale sorter på de utaknemmeligt stenede vinmarker på skråningerne ned mod Adriaterhavet. Dér mestrer de ikke blot Babić, det her er det nordlige Dalmatien kondenseret på flaske, en co-fermentering af de blå sorter Plavina og Lasina og de grønne Maraština og Debit. Støvet men strålende rød som en uslebet rubin, saftig og frugtig og glødende, som skabt til at drikke nu, hvor dagene igen har halet ind på nætterne. Rødmende fersken, modne sommerbær, mild syre, små strøg af støvede tanniner og en let jordet, urtet krydring, anis, hibiscus, rabarber, granatæble og tørrede tranebær. Vindbidt og alligevel mild, den gamle mand og havet; og når forårssolen skinner, bliver han ung.

Flaske: Barbba 2021
Vinhus: Vinas Mora
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesorter: Plavina, Lasina,
Maraština, Debit
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Gogo Wine Cuvée Bébés 2019

Livgivende saft med en dyb, indre glød, Cuvée Bébés er et blend af Rkatstiteli og Mtsvane med et stænk af Saperavi og bevæger sig således i grænselandet mellem rosé og orange. Blodappelsiner, abrikoser, havtorn, hibiscus og særegne strejf af pastinak og muskatblomme. Livlig syre og stringente tanniner, stimulerer med sin dialektiske spænding mellem ekstrem saftighed og tørhed. En vin til mad, meditation og løssluppen druk, gennemgående georgisk i sit væsen. Kvinden bag vinen er Ketevan Berishvili, som lavede sin første vin under navnet Gogo Wine i 2015, fra sin fars vingård ved landsbyen Artana i den østlige Kakheti-region. Keti dyrker biodynamisk, høster med hænderne og træder druerne med fødderne, hvorefter de gæres med skallerne i nedgravede qvevri i familiens marani, ganske som talløse generationer af georgere har gjort før hende; men hun gør det bare overbevisende godt. Cuvéen er navngivet i anledning af hendes moderskab i samme år som den første årgang 2017.

Flaske: Cuvée Bébés 2019
Vinhus: Gogo Wine
Område: Kakheti
Land: Georgien
Druesorter: Rkatsiteli,
Mtsvane, Saperavi
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 204,-

Comment