Clai Sveti Jakov Malvazija 2018
Sveti Jakov er en fyrig og righoldig mundfuld Malvazija, med gule rosiner, tørrede abrikoser, figner og kastanjecrème, og fine pennestrøg af nyskåret hø, urtete og laurbærblade i kanten. Stor fylde, fløjlsbløde tanniner og mundvandsfremkaldende mineralitet. Druerne er høstet fra en gammel mark (“Sankt Jakob”) syd for byen Buje i det nordvestlige Istrien, kun 4 km fra Clais landssted i Krasica. Vi er i “det hvide Istrien" med dets lyse, kalkholdige flysch, stærk indflydelse fra Adriaterhavet og masser af sol. 50 år gamle stokke, druerne dyrkes økologisk, håndplukkes, afstilkes og gæres spontant med skallerne på store træfade i godt tre måneder, hvorefter vinen lagres i to år på store gamle egetræsfade. 2018 er modnere og mørkere end vanligt, men trods sin høje ekstrakt og hede alkohol bevarer den alligevel en flot balance. Fuldkornsfornøjelser fra Istrien og en af orangevinens store mestre!