Peter Jakob Kühn Riesling Hallgartener Hendelberg 2019

Hendelberg ved Hallgarten er en af familien Kühns højest beliggende marker, med ryggen mod Taunusskoven, som sender kølig luft ned over den sydvendte skråning. Op mod 40% stigning op til de godt 350 meters højde, hvor Riesling-stokke plantet i 1976 strækker rødderne ned i forvitret grå fyllit-skifer— og vinen skuffer ikke, Peter Bernhard Kühns kloge og tålmodige tilgang giver pote: En smule hvide blomster i næsen, gule stenfrugter og mildt røget krydring. I munden er der mineralsk spænding og svulstig syre, med saftige gule æbler, modne abrikoser, citrongræs og citronverbena. 2019 var en ret tør og solrig årgang men med store temperatursvingninger gennem hele vækstsæsonen, hvilket mærkes i en usædvanlig spændstighed og rank karakter; men det klæder den dog. Den tekniske side af sagen: Selektiv håndhøst, langsom helklasepresning, naturlig sedimentering natten over; spontan gæring og modning på store Doppelstückfässer, omstukket efter et år og modnet et halvt år mere på gærresterne.

Peter Jakob Kühn Riesling Hendelberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hendelberg 2019
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 240,-

Comment