Ahr er et på mange måder næsten Tolkiensk landskab à la Herredet eller Kløvedal. Et afsondret, landligt og yderst naturskønt område, hvor alt ånder fordragelighed, og folk lever i fred og harmoni med deres daglige sysler, som i tilfældet Ahr indebærer frembringelse af nogle af Tysklands bedste rødvine. Ahr er en dyb dal med bølgende sider beklædt med svimlende vinmarker, som side om side skråner ned mod Ahrfloden, der sagte flyder gennem landskabet for senere at munde ud i Rhinen i nærheden af Bonn. Dalen skærmes mod nord af den vulkanske bjergkæde Eifel, som sammen med dalens ekstremt soleksponerede skråninger og sorte skifer skaber et særligt lunt mikroklima. Det er grunden til, at Ahr til trods for sin meget nordlige placering er et sandt smørhul for druesorter, der normalt er mere sol- og varmekrævende end Tysklands vanlige hvidvinssorter. Især Ahrs superstjerne Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, som i de senere år har nydt godt af et stigende antal solskinstimer og et generelt lunere klima.
Men i dag er Ahr et anderledes arret landskab, og de lokale lider svære men. De behagelige scener ved bækken og bøndernes muntre samvær blev pludseligt standset af uvejr og stormflod den 14. juli sidste år, da sommerens store skybrud og oversvømmelser ramte Tyskland. Særligt slemt gik det ud over det ellers så rolige Ahr, en skæbnesvanger følge af floddalens smalle udforming og bebyggelsernes beliggenhed langs bredderne; og fra de stejle, stenede skråninger havde vandet frit løb ned i floddalen. Et memento om, at konsekvenserne af klimaforandringer ikke hører en fjern fremtid til men foregår her og nu— og i stor hast.
Syndfloden
Sidste sommer bød på meget ekstreme vejrforhold i det nordlige og centrale Europa. Fra onsdag den 14. til torsdag den 15. juli 2021 faldt der flere steder i det vestlige Tyskland mere end 150 millimeter regn per kvadratmeter— på mindre end ét døgn næsten det dobbelte af, hvad der normalt falder hele måneden. Værst gik det ud over delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, og det førte til oversvømmelser i velkendte vinområder som Mosel og i særligt slem grad Ahr, hvor vandet begyndte at rejse sig ved seks-tiden og nåede et højdepunkt omkring midnat.
I en ellers meget varm og solrig sommer sendte et stort lavtrykssystem pludseligt enorme mængder nedbør ned over landet. Først steg flodvandet i Ahrfloden kun ganske stille, men ud på aftenen begyndte vandet at strømme ind fra alle sider i dalen, og vandstanden steg faretruende hurtigt. Små bække og åer forvandledes til floder, og den normalt så rolige Ahr blev selv til en brusende flodbølge. På få timer steg vandstanden visse steder op til otte meter og oversvømmede adskillige landsbyer langs floden. Den utroligt stærke strøm rev træer, biler, bygninger og broer med sig; forårsagede store jordskred og uforudset svære skader på både menneskeskabte og naturlige strukturer. Det sendte chokbølger gennem lokalbefolkningen; og selv de myndigheder, hvis opgave det var at overvåge og varsle om sådanne situationer.
Da vandet endelig trak sig tilbage, var områdets infrastruktur totalt kollapset: Varme- og strømforsyningerne afbrudt, drikkevand ditto, og der var ingen forbindelse til telefon- og internet. Gader og stræder var dækket af mudder, og blandt ruiner og murbrokker kunne man bl.a. finde vintønder og flasker, der var skyllet ud af kældrene på vinhuse længere oppe ad floden. Omvendt slap de fleste af områdets vinmarker så godt som uskadte gennem misèren, da de mestendels er beliggende højere oppe ad floddalens stejle skråninger. Tabt var dog trygheden, og tragedien var en realitet: En katastrofe af næsten bibelsk karakter. Alene i Ahr mistede 134 mennesker livet under oversvømmelserne, i Tyskland totalt 184. Over 24.000 skadesanmeldelser indløb i de følgende dage og uger, og opgørelser over de materielle skader gøres i dag op til omkring 30 milliarder euro. Det er uden sammenligning den største naturkatastrofe i historisk tid i Tyskland, og den gik allerede i dagene efter over i historiebøgerne som ikke en Jahrhundertflut men en Jahrtausendflut. Nyere tiders store oversvømmelser, som Oder-flodens i 1997 og Elbens i 2002 var, undskyld ordspillet, vand ved siden af.
Uddrivelsen af Paradis
Blandt de hårdt ramte af oversvømmelsen var Weingut Meyer-Näkel i Dernau med søstrene Dörte og Meike Näkel i spidsen. “Vores vigtigste aktiv, vinmarkerne, er stort set ubeskadigede,” berettede Meike kort efter katastrofen, “men oversvømmelserne ødelagde næsten fuldstændigt vores vingård: Kontoret, vinoteket og den gamle vinkælder med vores skatkammer var fuldstændig oversvømmet og begravet under mudder. Oversvømmelsen tog også stort set alt det, vi skal bruge både til markarbejdet og i kælderen, med sig. Vi stod virkelig uden noget— uden presse, uden tanke og tønder, og uden traktorer, og der var ikke engang sakse eller spande tilbage.”
Endnu værre var det gået Weingut Bertram-Baltes med det unge par Benedikt og Julia i front. Benedikt kommer oprindeligt fra Mayschoss, mens Julia er fra Dernau, hvor deres fælles vinhus også ligger; eller rettere lå, for begges barndomshjem og også parrets privatbolig gik tabt i vandmasserne.
“Vi betragter det her som et rent lykketræf, for overlevelse den nat var ikke en selvfølgelighed,” fortalte en rørt Julia få dage senere. “Uden nogen form for kommunikation, og uden broer og veje, tog det os 42 timer at finde tilbage til hinanden igen. Den første dag søgte vi efter Benedikt på de indsamlingssteder, hvor reddede personer og ofre blev bragt hen. Uden at have fundet ham var det en lang nat i uvished, før vi dagen efter med en kikkert kunne få øje på ham på den anden side af floden. Selv så Benedikt først sin far efter fire dages forsøg.”
“Men vi slap igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade. Desværre blev både vores vinkælder og flaskelager fuldstændigt ødelagt.” Hele årgang 2020 røg ud med flodvandet, sammen med næsten halvdelen af årgang 2019, som endnu ikke var skibet videre til aftagerne. Dog kunne de som et lille held i uheldet redde deres skatkammer med gamle flasker. Etiketterne er præget af oversvømmelsen, men indholdet er heldigvis intakt.”
Mange oversvømmede og vildfarne flasker er siden solgt som ‘Flutwein’ i en crowdfunding-kampagne på initiativ af den lokale reklamemand Daniel Koller og formanden for Ahrwein, Peter Kriechel fra Weingut Peter Kriechel. Fortjenesten fra disse Flutweine er så gået til det velgørende formål at genopbygge Ahrdalens vinhuse.
Peter Kriechel: “Det her var ikke en vandstigning eller en flodbølge, det var en ren tsunami, en kæmpestor bølge, som ødelagde alt her i dalen.” Familien mistede et par marker med Pinot Noir-stokke, mens hele 40.000 liter vin gik tabt fra fade og flasker i kælderen. Peters bror Michael Kriechel supplerer: “Vi blev slemt tilredt af oversvømmelseskatastrofen. Det lykkedes os, med hjælp fra mange frivillige medhjælpere og vores daglige medarbejdere, at bjerge vores forliste vinflasker; og vi har gjort hvad vi kunne for at få dem gjort rene og få dem på markedet” — og med hashtagget #solidAHRität som slogan stod resten af den tyske vinbranche tæt sammen og har støttet sine kriseramte kolleger i at komme på fode igen.
Efter den akutte indsats med at yde nødhjælp, skaffe rent drikkevand, lokalisere savnede og genhuse de pludseligt hjemløse, stod den større opgave så foran lokalbefolkningen: At komme videre og genoptage hverdagen. Det har været, og er fortsat, et langt, sejt træk. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys står det klart, at myndighederne ikke var forberedt på en katastrofe i det omfang; og at især Tysklands sociale infrastruktur ikke er gearet til at stille om i sådan en fart. Det kan synes mærkeligt i det, der angiveligt er et af verdens rigeste lande. Ser man alene på bruttonationalproduktet, er Tyskland nemlig Europas langt rigeste land, og stadig et af de rigeste, hvis man tæller efter BNP pr. indbygger beregnet efter købekraftsparitet.
Men heldigvis gik livet hurtigt videre sidste sommer. Hastigt kom man på benene igen, i kapløb med tiden for at blive færdige med den fornødne genopbygning, før høsten skulle i hus. Meike Näkel opsummerer strabadserne: “Det her var den mest udfordrende, udmattende og følelsesladede høst, vi nogensinde har haft. I juli måned var det utænkeligt, men med hjælp og støtte fra så mange mennesker, er alle druer høstet og vinene kommet på fad.”
Global hedetur, lokale skybrud
Adskilligere forskere slår fast, at den globale opvarmning har haft mere end en enkelt finger med i spillet på sidste sommers ekstreme vejr. Der er ikke kun videnskabeligt belæg for men også bred videnskabelig konsensus om, at de verserende klimaforandringer i videste udstrækning er menneskeskabte; og at den dokumenterede globale opvarmning fører mere ekstremt vejr med sig, såsom hedebølger og tørker men også haglbyger, skybrud og oversvømmelser.
De stigende temperaturer som følge af den globale opvarmning øger nemlig fordampningen fra havene, og selvom en varmere atmosfære faktisk kan holde på mere vanddamp, vil vandet uvægerligt falde som nedbør før eller siden. At det pludseligt skulle ske så voldsomt over Tyskland er måske et varsel om, at vi allerede nu ser nogle af de konkrete konsekvenser af opvarmningerne på længere sigt. Men deri ligger det djævelske også, at det er vanvittigt svært at forudsige, præcist hvordan klimaet vil ændre sig på lokalt plan.
Normalt er naturkatastrofer noget, vi forbinder med fjerne egne og udviklingslande— men: "Disse oversvømmelser har vist os, at selv udviklede lande ikke er sikrede mod de alvorlige konsekvenser af ekstreme vejrforhold, som vi har set, og som vi ved bliver værre med klimaforandringerne. Dette er en presserende global udfordring, og vi er nødt til at tage den op. Videnskaben er klar, og det har den været i årevis,” ifølge tyskfødte Dr. Friederike Otto, dengang tilknyttet Environmental Change Institute ved universitetet i Oxford og i dag docent ved Grantham Institute for Climate Change and the Environment på Imperial College London. Hun var sidste sommer medforfatter til en videnskabelig hasterapport om hændelserne; som konkluderede, at de nuværende klimaændringer har gjort sådanne stærke skybrud meget sandsynligere i Tyskland— op til 10% sandsynligere og 20% kraftigere. Stof til eftertanke for alle udledere af drivhusgasser, ikke mindst i Tyskland, som ligger i højt på den globale liste.
Det var dog ikke kun Ahr, som fik den kolde klimakærlighed at føle. I Tyskland gik det generelt også grimt for sig i Mosel; mens man på den anden side af grænsen i Luxembourg og Belgien også led slemme skader. Tidligere havde regnen raseret længere mod nord i det sydlige England; og senere skabte den store problemer over Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.
Ørkenvandring
Ahr har ellers, som en af verdens nordligste forposter for Pinot Noir, generelt nydt godt af de seneste årtiers opvarmning. Årgang efter årgang har Ahr på det seneste markeret sig som stabil grobund for mange af Tysklands bedste Spätburgundere med struttende moden frugt og en for nordtysk vin fornem fylde— fra veletablerede producenter som Jean Stodden, J.J. Adenauer og Maibachhof samt den seneste tids gazellevinerier som Bertram-Baltes og Meyer-Näkel.
Succesen er imponerende, områdets størrelse taget i betragtning. Ahr tæller blot 560 hektarer vinmarker, hvoraf hele 85% er beplantet med rødvinsdruer, så området dermed har den højeste andel rødvinsdruer i hele Tyskland. Spätburgunder står for 62%, mens Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser er de øvrige røde sorter. De hvide udgøres især af 11% Riesling og små mængder Müller-Thurgau og de hvide Burgundersorter. Den samlede Burgunder-familie har åbenbart glemt, at de foretrækker kalkholdige jorde, som man må spejde forgæves efter her. Mens de nedre dele af dalen er præget af mineralholdig løss, præger sort skifer og vulkanske stenarter nemlig de højere dele af skråningerne.
Skæbnens ironi er det dog, at Tysklands fordel fra den globale opvarmning tillige viser sig at være medaljens bagside, fordi de højere temperaturer generelt fører til tørke; og tørke har været et stort tema i tysk vin- og landbrug i årevis. For grundet den globale opvarmning øges fordampningen også fra landjorden. Det påvirker vinmarkernes væskebalance— forskellen mellem fordampningen fra jorden, plus planternes transpiration af vand, versus den samlede nedbør. Det solrigere, varmere vejrlig udtørrer ganske enkelt jorden, og den gennemsnitlige nedbør er ikke nok til at opveje udtørringen. Forholdene varierer selvfølgelig meget fra år til år; men de sidste ti år er den gennemsnitlige fordampning kun gået én vej, og det er støt opad.
Så selvom der midlertidigt måske kan se ganske grønt ud i mange vinmarkerne, så tæres der stille og roligt på vandreserverne; hvilket ses tydeligt i megen vild vegetation og på landets skove. Tyskland er altså ved at få en flig af samme sygdom som Sydeuropa, hvor hedebølger, tørke og skovbrande satte standarden i Spanien, Grækenland og Tyrkiet i 2021; sammen med en europæisk varmerekord på 48,8 grader målt på Sicilien i starten af august.
I vinmarker kunne kunstvanding være en udvej, men den er ikke i tråd med terroir-tænkning og heller ikke en langtidsholdbar løsning, hverken økologisk eller økonomisk. En mulig hjælp kunne være lavere beplantningstæthed, som det traditionelt praktiseres i middelhavslandene, så vinstokkene skal konkurrere mindre om vandet. Men vil man ikke omorganisere eller opgive vinmarkerne, kan et andet alternativ være at plante langt mere tørkeresistente sorter. Således har Kloster Eberbach taget springet og erstattet en parcel Riesling på Berg Rottland med Cabernet Sauvignon, som faktisk modner fint de fleste år. Lige så lovende, men mindre radikalt og endnu på forsøgsstadiet, er Schloss Vollrads’ beplantninger med en række Riesling-kloner fra Australien, som måske vil vise sig bedre egnede i et varmere og tørrere Tyskland.
Vinstokke er følsommere over for de klimatiske forhold end de fleste andre afgrøder, og det går igen i vinens kvalitet. Egnede dyrkningsområder for druer af høj kvalitet er derfor begrænset af klimatiske kriterier: Meget groft sagt kan en årlig gennemsnitstemperatur på mellem 10 og 20 grader betegnes som den nedre henholdsvist øvre grænse for vinbrug overhovedet. I vækstperiodens begyndelse er en længere periode med temperaturer over 10 grader afgørende for knopdannelsen. I blomstringensperioden bør dagtemperaturen helst ikke falde til under 15 grader eller stige til over 35, da det kan beskadige blomsterne. I modningsperioden er forholdsvist høje temperaturer også begunstigende for sukkerakkumulationen; og desuden spiller forholdet mellem dag- og nattemperatur-udsvingene en særlig rolle for syre- og fenol-indholdet og dermed for farve, smag og balance.
Et meget anvendt mål for forholdet mellem druesorterne og de termiske forhold er Huglin-indekset. Det beregner gennemsnittet af de daglige både gennemsnits- og maksimums- lufttemperaturer og summerer dem fra april til september. Ved at kortlægge et givet områdes Huglin-index, kan man så matche området med de påkrævede “grænseværdier” for specifikke druesorter; og fremskrivelserne er opsigtsvækkende for Tyskland. Således vil hele landet i løbet af få år ligge med et Huglin-indeks på over 1.500 og store dele af landet nå 2.000 i de næste årtier.
Huglins varmesumsindeks benyttes til at beregne, hvilke druesorter, der kan dyrkes hvor. De enkelte druesorter stammer fra specifikke mikroklimaer og kræver hver især en vis “varmesum” for at kunne dyrkes i et område på længere sigt. Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung
Risikerer Riesling så ikke at miste sin syrestyrede friskhed og delikate aromatik? De stadigt spændstige Spätburgundere at blive for fuldmodne og bombastiske? Vil det på lang sigt overhovedet være muligt at opretholde et nogenlunde naturnært vinbrug i Tysklands klassiske vinregioner? Skæbnesvangre spørgsmål, og der arbejdes intenst på at afdække konsekvenserne og udarbejde langtidsholdbare løsninger på de tyske universiteter og faghøjskoler for vinbrug. Det synes dog allerede klart, at det på sigt kommer til at kræve noget af en omkalftring af de tyske traditioner.
“Ekstremerne tager til, men i det store hele er de tyske vinbønder stadig vindere i den globale opvarmning, i og med at modningen samlet set skrider bedre frem end for 30 år siden,” fastslår Ernst Büscher forsigtigt som talsmand for Deutsches Weininstitut, om det nuværende stade i klimaforandringerne.”
Rød alarm, grønne tiltag
“Klimaforandringerne er et enormt problem, som vi må og skal beskytte os imod,” fastslår Peter Kriechel; og de tyske vinbønder står, som de fleste af deres europæiske og oversøiske kolleger, altså kort og godt over for to udfordringer: For det første at reducere deres eget og branchens bidrag til den globale opvarmning. Det kan ske ved at skære ned på deres eget energiforbrug og udledning af drivhusgasser; men det forbliver er en dråbe i havet, hvis ikke resten af verdens landbrug og industri følger med. For det andet skal vinbønderne løbende tilpasse deres vinbrug de forandringer, der allerede er ved at ske, hvis der fortsat skal sættes god vin på bordene; og det er en langt mere lavpraktisk, omend krævende opgave.
Mange af de lavpraktiske løsninger er at finde i økologisk og biodynamisk vinbrug, hvor man allerede arbejder ‘på naturens nåde’ i forhold til udsving i temperaturer og nedbør. Naturligt grønt bunddække er en selvfølgelighed hos de fleste økologer; og ikke nok med, at disse dækplanter hjælper med at holde på vandet i jorden, de kan desuden bidrage med en øget binding af kvælstof og kulstof. De holder også bedre sammen på jorden, så man i tilfælde af f.eks. ekstrem regn undgår erosion— en særdeles vigtig egenskab, især på skrånende marker.
Brugen af kompost, som er biodynamikernes særlige kæphest, synes at skabe et rigere mikrobielt liv i vinmarken, som er med til at skabe en bedre balance i økosystemet. Fortalerne fremhæver det som forklaringen på mange biodynamiske vines bedre balance og større friskhed, selv i meget kolde, våde, varme og tørre år. Samtidigt gavner naturligt bunddække og kompost biodiversiteten, som i forvejen er truet af klimaforandringerne.
Forsmag på fremtiden: Her sammenlignes, hvor der kan dyrkes vin i Tyskland, og hvilke sorter, der kan modnes der. Vinområderne rykker ud i hele landet og langt mod nord; og Merlot, Cabernet og Grenache vil snart kunne modne tilfredsstillende. Drøm eller mareridt? Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung
Andre ændringsforslag kommer fra forskning i alternative dyrkningsmetoder og nye druesorter. Franske og andre mere sydlandske sorter er allerede med en vis succes introduceret i det tyske, tag blot Ahrs succes med Pinot Noir og Badens nylige succeser med Bordeaux-sorterne og Syrah. Omvendt har øko- og bio-pionererne på Weingut Schönhals i Rheinhessen f.eks. satset stort på nye tyske druer, de såkalte PIWI-sorter (pilzwiderstandsfähige = svampe-modstandsdygtige), som er krydsninger med gode resistensegenskaber over for skimmel og meldug. De er dermed velegnede til både varmere, fugtigere forhold og især til økologisk dyrkning, da de klarer sig fortrinligt uden fungicider. De fleste PIWI'er tåler desuden også tørkestress glimrende. Bonus på begge parametre. Hanneke Schönhals bedyrer ligefrem, at hun med sorter som rivaner, regent, saphira og cabernet blanc laver Zukunftsweine, fremtidssikrede vine.
Håndarbejde og letvægt
Atter andre forbedringer kan komme fra gentænkning af ekstremt lavpraktiske forhold: “Tunge flasker er en forbrydelse!” udbryder Dr. Keith Ulrich, da jeg taler med ham om grøn omstilling i vinbranchen. Ulrich er formand for det bæredygtige konsulent- og certificeringsfirma Fair’n Green. Han er specialist i energieffektivitet og logistik og har tidligere ledet innovationsafdelingen hos DHL, hvor han stod for udviklingen af GoGreen, en løsning til klimaneutral transport. “En vinflaske bør veje mindre end sit indhold,” siger han, “og den kan sagtens veje meget mindre. Vi arbejder med gode flasker på under 600 og helt ned til under 300 gram. Man er nødt til at opgive den gamle idé om, at ‘en god vin har brug for en tung flaske’. Dermed vil meget allerede være gjort.”
Kernen i de bæredygtige bedrifter er generelt at stræbe efter at optimere hele bedriftsledelsen— fra markdriften over kælderforvaltningen til markedsføringen— som del af en samlet helhed med målet langtidsholdbar og bæredygtig drift. Hvert trin i processen forsøges fortløbende forbedret, under vejledning og opsyn fra forskellige instanser. I Tyskland er det eksempelvis organisationerne EcoStep-Wein, FairChoice og førnævnte Fair’n Green.
Hvad indebærer et mere bæredygtigt vinbrug så i praksis? Jo, man bestræber sig på at arbejde grønnere og mindre indgribende på flere måder. I markerne benytter man kun gødning og sprøjtemidler, hvis et behov rejser sig og ellers ikke. Generelt søges anvendelsen nedbragt, og en lang række sprøjtegifte, f.eks. glyfosat (Roundup) er bandlyst. Andre indsatsområder er reduktion af vandforbrug, både til vanding og i kælderarbejdet. Desuden er der bestræbelser på at øge biodiversitet gennem forskellige tiltag som eks. grønt bunddække mellem rækkerne, vilde hegn ved vinmarkerne samt insekthoteller.
Stor biodiversitet i bunddækket i en økologisk dyrket vinmark.
Det største indsatsområde i denne sammenhæng er dog CO2-aftrykket: Man kan forsøge at køre mindre traktor eller skifte til mere energirigtige el-traktorer. Man kan søge at skære ned på sit samlede energiforbrug og kan desuden skifte til “grøn elektricitet” eller selv installere solpaneler eller jordvarmeanlæg. Som nævnt udgør emballage og transport en særlig stor del af vinindustriens CO2-aftryk og kan effektivt lettes ved f.eks. at bruge bemeldte letvægtsflasker, som både er mindre ressourcekrævende at producere og siden at transportere. Efterfølgende kan man søge at benytte transportfirmaer, som arbejder på en lignende bæredygtig måde, gerne med så korte transportkæder som muligt.
Fair’n Green er Tysklands største sammenslutning af bæredygtigt orienterede vinproducenter, for indeværende med 55 medlemmer i Tyskland, herunder store og velkendte navne som von Hövel, Heymann-Löwenstein, Clemens Busch, Georg Breuer og Helmuth Dönnhoff, samt et mindre men voksende antal i det øvrige Europa. Foruden det med flaskerne, så er effektivitet i energiforbruget, f.eks. i forbindelse med nedkøling i kælderen, et andet oplagt indsatsområde. Mindre maskinelt og mere manuelt arbejde i vinmarken et tredje. “Vi beregner vores vinhuses klimaaftryk og regner især på, hvordan de konkret kan reducere deres CO2-udledning,” forklarer Ulrich, “og ofte er det nemt op til 50%, hvilket overhovedet ikke er ubetydelige tal.” Der er altså også grunde til optimisme.
Men økologi og letvægtsflasker gør det langt fra alene. I det store hele kan økologi, forkert implementeret, faktisk gøre det værre. For i en verden med stigende befolkningstilvækst synes mere fritlagt natur og et landbrug med lavere udbytter nemlig ikke at være den åbenlyse vej frem. En ubekvem sandhed, som kræver en praktisk løsning— men der er desværre ingen nemme løsninger på så svære problemer, som klimakrisen stiller os overfor.
Tyskland ser rødt
“Vi har ganske enkelt ikke problemer med at få druerne til at modne længere,” opsummerer vinbonden Dirk Würtz situationen. Han har sit daglige virke på St. Antony i Rheinhessen, hvor han bl.a. laver Blaufränkisch og Spätburgunder; og han bedyrer, at de tyske vinbønder “indtil videre er vinderne af klimaforandringerne. Jeg ved, det er noget modbydeligt noget at sige, men det er sandt.”
Sandt er det i hvert fald, at især tysk rødvin aldrig har stået stærkere internationalt end nu. Arealet med blå druesorter er således udvidet med hele 13.600 hektarer siden 1995. I de sidste ti år har tyskerne da også høstet international anerkendelse og nye kunder, især på Pinot Noir-fronten; og vi kan for indeværende glæde os over godheden i vinene fra f.eks. Baden, Württemberg og Ahr. Så længe det ikke står i vejen for videre tiltag på den grønne front. Med en formaning fra Keith Ulrich: “Det er dejligt at drikke god vin, men det er også nemt at glemme, at klimatiltag er vigtige— det er noget, vi ganske enkelt bliver nødt til at gøre. Bare tænk på, hvad der skete i Ahr!”
Wir schaffen das?
Tyskerne har mange regnskaber at gøre op efter katastrofen: Endnu pågår et enormt genopbygningsarbejde, og arbejdet med at fremtidssikre floddalen og ikke mindst modvirke kraftigere klimaforandringer tårner sig op. Gåpåmodet hos især den yngre generation er dog ikke til at tage fejl af; og i mellemtiden er det en trøst, at selv sidste års vinhøst i Ahr kom sikkert i hus, og at den trods de svære genvordigheder over sommeren tegner til at blive af fornem kvalitet. Vinbønderne øjner et håb forude, og det samme kan vi andre gøre. Selvom man måske ikke fik erholdt sig en af de nu eksklusive Flutweine, så findes der stadig adskillige gode flasker af forgangne årgange rundt omkring, og trods alt vil der fremover komme nye til.
Bertram-Baltes Mayschosser Mönchberg 2018 er det gamle Ahr med et ungdommeligt udtryk fra den imposante sydskråning Mönchberg ved Mayschoss; og Bennis økologiske markarbejde og Julias puristiske og minimalistiske kælderarbejde har her givet terroirudtrykket et tydeligt naturligt twist. Reduktiv næse, røget, ristet, flintet og krydret med en frugt så mørk som ved nymåne i november. Men som saft er den svævende og svirrende, omend fast struktureret, og så lyser den langsomt op med ribs, solbær og kirsebær og små strejf af læder, skovbund, tobak, røg, sort kardemomme og kanel. Som genopbygningen i Ahr kræver den tid. Det er ganske enkelt kompleks og kompliceret Pinot Noir til den lange bane.
Perfect pairing: Friederike Ottos bog ‘Angry Weather: Heat Waves, Floods, Storms, and the New Science of Climate Change’ (Greystone Books, 2020).
Flaske: Mönchberg 2018
Vinhus: Bertram-Baltes
Oprindelse: Ahr, Tyskland
Drue: Spätburgunder
Jordbund: Skifer, løss
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Extra Brut Vinimport
Pris: 575,-
(dog for længst udsolgt)
Artiklen er en udvidet udgave af min “Når naturen går amok – Rød alarm og grøn omstilling i tysk vinbrug” fra DinVinGuide #31 udgivet februar i år. Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Deutsches Weininstitut og vinhusene; mens titlen er tyvstjålet fra vor store billedkunstner Arne Haugen Sørensens værk.