Pignolo til tiden

Friuli-Venezia Giulia er forunderlig og vidunderlig. Regionen i Italiens nordøstlige hjørne har aldrig for alvor opnået stor anerkendelse og bredt kendskab i det danske, modsat sin naboregion Veneto, men internationalt har især Collio længe høstet roser for sine fine hvide vine på Friulano, Malvasia, Ribolla, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon; mens regionens rødvine på sorter som Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe længe har levet en skyggetilværelse.

Friuli stod nemlig i front for en lille italiensk hvidvinsrevolution i 1970’erne, hvor vinmagere som Livio Felluga og Mario Schiopetto med forbillede i germansk kølighed og pertentlighed introducerede tysk-østrigske teknikker i kælderen, først og fremmest temperaturstyrede tanke af rustfrit stål men også selekterede gærstammer og en palette af andre ønologiske sminker. Det resulterede i en række klare, kølige, frugtige, fokuserede hvidvine, hvis mage var svær at finde i det øvrige Italien. Senere førte vinmagere som Joško Gravner og Nicola Manferrari revolutionen videre med fokus på malolaktisk gæring, fadlagring og lang modning med gæren; som gav vinene yderligere lag og skyts til at overbevise de endnu ikke overvundne. Friuli for ind i et nyt årtusinde med international succes, ikke mindst i den engelsktalende verden, for sine mangfoldige hvidvine på en lang række sorter; som samtidigt gjorde vintype og -stil let afkodelige ud fra etiketten, på samme sæt og vis som vinene fra Alsace.

Stor succes og stærkt momentum har det dog med at avle modreaktioner; og i tilfældet Friuli kom modreaktionen fra kometens kerne, fra vinøse vidunderbørn som Joško Gravner, Stanko Radikon og Edi Kante. De vendte succes ryggen og vrangen ud på konventionerne i deres søgen efter et anderledes autentisk udtryk, tilbage til rødderne, et mere naturnært vinbrug og en mindre moderniseret vinstil. De rettede fokus på de lokale sorter og ellers bandlyste metoder som lang skindkontakt for grønne druer og stabilisering gennem lang lagring snarere end ved hjælp af sulfitter. En bevægelse mod strømmen, som hurtigt skulle danne egen skole og skabe en ny normalitet. Endnu en inkarnation af kampen mellem traditionalister og modernister. Orangevin og naturvin blev in, og som sådan steg flere af Friulis vine pludseligt højt op på vinlisterne i et naturvinshungrende Danmark.

Rødt chok

Friuli er dog fortsat mest kendt for sine hvidvine, for sin Friulano, sin Ribolla og sin Malvasia. Men i bredere kredse er områdets måske mest kendte vin den videst producerede, nemlig Pinot Grigio; eller skummende Glera som i generisk Prosecco. Men Friuli fattes heller ikke de allestedsnærværende Bordeaux-sorter Cabernet Sauvignon og Merlot. Massevis af Merlot, som retfærdigvis skal sige også at kunne præstere overraskende udmærket på disse kanter, når nogen tager sig sammen og tager den alvorligt. Men regionale rødvine, som er værd at tage alvorligt, har Friuli noget at byde ind med her?

Svaret er et rungede JA! For selvom de ovennævnte sorter Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe nok er sjældne, i hvert fald sjældne gæster på vore breddegrader, så har de også en sjælden, rustik skønhed over sig. Stilistisk svæver de i samme subalpine sfære som Nebbiolo, Grignolino, Vespolina, Croatina, Dolcetto længere mod vest; og så er de er rigtige originaler, har let genkendelig egenkarakter og kan ligefrem være vilde og voldsomme— vine til tilvante, lokale ganer og ikke for svæklinge og vægelsindede.

Pignolo er nok den mest markante og mangfoldige i den lokale flok, den funkler facetter af resten med sit helt eget skær. En ret så sjælden drue, længe på randen af udryddelse. Et levn fra en anden tid, men også en overlever, en original, en karakter, et unikum. Nok er Pignolo overset, et særsyn, nærmest usynlig, men som vin kan den være blændende, insisterende, intens, karakteristisk og kompleks. En kraftkarl med massive tanniner, vrissen syre og en vilter frugt, som man har forsøgt at tæmme på vidt forskellig vis. Med bastant landkost, som Friulis smeltedigel af italiensk, slovensk og østrigsk køkken kan byde på rigeligt af; med surmaturazione, overmodning af druerne gennem tørring, appassimento, som vi kender det fra Veneto og Lombardiet; eller lang gæring og lagring, laaaaaaang lagring, så dens hyperaktive væsen falder til ro, og tannin, fenoler, syre og tørstof smelter sammen til en velduftende, velsmagende salve af en anden verden. Det er store ord om en lille drue, men Pignolo kan med rette behandling holde ord og indfri løfterne.

Cultivating the Invisible

Navnet synes at komme fra pigna, som betyder kogle, og klasernes form taget i betragtning er det et oplagt navn; men etymologisk kan ordet også betyde kræsen eller vanskelig, og begge begreber virker også velvalgte, hvad enten der tales om vinstokken eller vinen selv. Den knopskyder sidst i marts til først i april og blomstrer som regel sidst i maj eller først i juni. Veraison omkring 1. august og fenolisk modenhed midt til sidst i september. Udbytterne er svingende fra år til år. Klaserne er koniske, af og til mere cylindriske og kan have en vinge øverst. De er relativt kompakte med små, blåsorte druer med ret tykke skaller. Hver drue har som regel tre tykke kerner; hvilket giver en ret stor ratio af skal og kerne i forhold til frugtkød, og derfor altid en moderat mængde most.

Pignolo er gammel i gårde i Friulis bakkeland, mellem Buttrio og Rossazo, hvor dens vugge måske stod i en fjern fortid. I hine tider var den udbredt og afholdt, men tiderne skifter, og især vinlusens hærgen decimerede beplantningerne, og trends i moderne vitikultur og ønologi tog sig af resten. Således kom sorten ikke med i bestemmelserne for Collios DOC, og den havde sågar en periode fra 1970’erne til 1980’erne, hvor nye beplantninger med Pignolo blev bandlyst. Var det ikke for Walter Filiputti og to tilbageværende vinstokke på Abbazia di Rosazzo var Pignolo sandsynligvis gået til de evige vinmarker for længst. Vinhuse som Dorigo, Filiputti og Moschione hjalp med at holde traditionen i hævd; og senere slog Bressan, Radikon, Gravner og Gigante følge; og først i det nye årtusinde tog tingene pludseligt fart. I løbet af 1990’erne kom der mindst 28 vinmarker i kommerciel produktion, og fra fortabt i fortiden skiftede skæbnen til et håb for fremtiden.

Den 20. marts er nu International Pignolo Day. Det er en dag af nyere dato, for var det ikke for en vildfaren irer, var den slet ikke kommet i stand. For der skulle åbenbart en Dubliner som Ben Little til for at give Pignolo sin internationale opmærksomhed tilbage. Ben er en irsk kunstner, som har taget Friuli til sig som sit andet hjemland og forelsket sig i friulansk kultur og vin. Han står bag bloggen The Native Grapes og er forfatter til den vidunderligt excentriske vinbog Pignolo. Cultivating the Invisible, som er en sand kærlighedserklæring til sorten, landet og de mennesker, der har skabt den. Mens vinbønderne har knoklet i mark og kælder med den udfordrende sort, har han gjort mere end nogen anden for at gøre den vanskelige vin forståelig for et større publikum. “Pignolo valgte mig og ikke omvendt,” bedyrer han og beretter vakt om dens snørklede historie og usandsynlige genkomst— og tøver ikke med at omtale forløbet som “skæbne”. Det er et visuelt inspirerende og vinøst tankevækkende værk. Bogen koster 267 kroner og forhandles udelukkende via The Morning Claret.

Pignolo purisme

Joško Gravner gør intet halvt, han går altid hele vejen. Han destillerer, hvor andre fortynder, skærer overflødig flomme fra og helt ind til benet. Som han dedikerede sig til Ribolla og den særlige opmærksomhed, den drue må have for at folde sig ud, således har han også kastet sin kærlighed over den vanskelige Pignolo, som han først skabte en sortsren vin af i 2003. Siden er det gået slag i slag; og siden den på markedet aktuelle årgang 2007 er der sket mangt og meget i markerne, nok mest markant at fokus siden 2012 er rettet eksklusivt på de lokale specialiteter Ribolla og Pignolo, mens de mere internationale sorter er sendt på porten. Hans Pignolo er plantet i 1998 og 2005.

Gravner går selvfølgelig til Pignolo med stor seriøsitet. Det er slow wine, tålmodigt afventende håndværk, som det hør og bør sig med en drue, der har stof og struktur i sig til at skabe vine med enormt langt liv; og som sjældent er særligt behagelige i sine første leveår. Derfor modner Gravner også vinen i kælderen i hele 14-16 år før frigivelse! Så giver Pignolo også pote. Der er for de større sammenligningers skyld et vist åndeligt slægtskab med det, Emidio Pepe har bedrevet med Montepulciano i Abruzzo eller Paolo Bea med Sagrantino i Umbrien.

Pignolo synes skabt til lang tids lagring. Skovjordbær og skovbær i sin ungdom, hvor frugten holdes i et jerngreb af tanniner og syre; men med modning mildnes grebet, den friske frugt træder i baggrunden og et overflødighedshorn af urtete og krydrede kommer i fokus: Syltede kirsebær, søde krydderier, ædeltræ, tørrede blomster, skovbund, svampe, jord, vilde vækster, rød vermouth, en vild mosaik af delikate dufte og smage. Det tager sin tid, før de er fremkaldt, men heldigvis tager Gravner sig god tid for os.

Rosso Breg 2007 gærede mere end et år med skallerne i nedgravede amforaer, hvorefter den modnede fem år på store fad og endeligt fem år på flaske, før den blev frigivet i efteråret 2023. Vækstsæsonen var i 2007 noget nær optimal, med rigelig sol og flot fordelt nedbør, så druerne modnede til perfektion, høst frem til den 25. september.

Lad den gerne lægge ud ved 14-16 grader og langsomt arbejde sig op mod de 20-22. Det er ikke nødvendigt at dekantere, men den skal under alle omstændigheder gives god tid i glasset — som skal være stort, af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, hvis man da ikke vælger Gravners georgisk-inspirerede stilkløse glas designet af Massimo Lunardo. Følg dens stilfærdigt udfoldende udvikling — det er meditationsvin men samtidigt af slagsen, som gerne ser en simreret og rigeligt med protein på tallerkenen.

Den åbner med en vidunderlig duft, der transcenderer skellet mellem primære, sekundære og tertiære aromaer. Æterisk, frugtig, pikant, fra glødende rød til dunkel og sort med noter af muldjord og mahogni. Spændstig og særdeles levende i munden, med en mundvandsdrivende syre og fine, faste tanniner, som trækker tørstoffet frem. Kirsebær, boysenbær og tyttebær, hyben, pomeransskal, grillet radicchio, hibiscus, lakridsrod, tørrede blomster, bouquet garni. Flot modnet stof, fornem modnet og alligevel sært ungdommelig og utroligt appetitvækkende. Pignolissimo!

Flaske: Rosso Breg 2007
Vinhus: Gravner
Oprindelse: Friuli, Italien  
Drue: Pignolo
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sæsonmelier
Pris: cirka 2250,-  

Landet for længe siden

1915 — Første verdenskrig raser, de europæiske imperier vrider sig i sine sidste krampetrækninger, og tumulten er også Osmannerrigets dødskamp. Natten til den 24. april blev hundredevis af etniske armeniere i riget, forretningsfolk, kulturpersonligheder og intellektuelle, med magt samlet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) og andre større byer. Nogle få blev fængslet men de fleste hastigt henrettet uden rettergang, og samme dag kriminaliserede de osmanniske myndigheder alle armenske foreninger. En dengang betragtelig armensk befolkning i især den østlige del af Osmannerriget stod dermed uden kulturel og politisk ledelse, og dermed var en proces sat i gang: En systematisk udryddelse af det armenske folk i det historiske Armeniens vestlige del, der længe havde været under osmannisk kontrol, mens den østlige var kommet under det russiske tsardømme. I krigens hede blev skabt en stemning af mistro over for mindretallet, som man formodede at være mere loyale over for fjenden Rusland; og desuden passede de kristne armeniere ikke så godt ind i de yderliggående ungtyrkeres planer om en på sigt rent tyrkisk nationalstat. De beslutninger og handlinger til trods har Osmannerrigets efterfølgerstat Tyrkiet lige siden frasagt sig ansvar og anket og sanktioneret brugen af begrebet folkemord om begivenhederne.

Mareridtet

En mørk tid fulgte: I armenske landsbyer henrettedes borgmestre og andre ledende skikkelser, klostre og kirker brændtes ned, og den overlevende befolkning blev drevet på flugt. Armenierne blev gelejdet bort fra deres hjemlige egne i det nordøstlige Anatolien og tvangsforflyttet til andre områder, først og fremmest den syriske ørken. “De kan bo i ørkenen men ingen andre steder.” Disse deportationer var reelt dødsdomme, da det både var den sandsynligste følge samt bagmændenes egentlige hensigt, at de deporterede blev dræbt eller bukkede under for sult og sygdom undervejs. Mænd og kvinder blev adskilt, mændene ofte henrettet kort tid efter, og for kvinder og børn fulgte så de langvarige forflyttelser til fods, med sparsom mad og drikke, hvis ikke helt uden, i en lang march mod og gennem ørkenen. Øjenvidner har berettet om nærmest endeløse karavaner af svært svækkede og forhutlede skikkelser, som slagent drog gennem det krigshærgede land.

Nogle blev overfaldet af røvere, voldtaget og lemlæstet. Andre styrtet ud fra skrænter eller broer; bundet sammen og smidt i floder; gennet sammen og spærret inde i huler, hvor bål røg dem til døde; eller ‘bare’ bortført, berøvet deres identitet og tvangsislamiseret eller solgt som slaver. Det var den barske realitet under det armenske folkemord. Op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet, en meget stor andel af datidens samlede armenske folk, og mindst lige så mange blev sendt i landflygtighed— til Iran, Libanon, Syrien, og mange videre til Israel, Italien, Frankrig og Amerika, hvor de ad åre skulle danne diasporaer, levende armenske eksil-samfund, som langt senere er kommet til at hjælpe med at genopbygge det gamle hjemland.

Jerevan. Mindelunden for ofrene for det armenske folkemord ved højen Tsitsernakaberd. Skulpturen hedder ‘Mother Arising Out of the Ashes’ (2002)

“De faldt uden at vide hvorfor; mænd, kvinder og børn, som blot ønskede at leve; med tyngede udtryk som fordrukne mænds; skamferede, massakrerede, med åbne øjne stivnet i frygt,” som den armensk-franske folkesanger Charles Aznavour senere så malerisk beskrev det. Men allerede i samtiden blev direkte vidnesbyrd bragt verden rundt. Begivenhederne blev bl.a. beskrevet af amerikanske diplomater som Henry Morgenthau, Jesse Jackson og Leslie Davis såvel som den berømte norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen; og her til lands har eftertiden fået den danske missionær Maria Jacobsens (1882-1960) dagbogsoptegnelser fra tiden samt vigtige vidnesbyrd fra den danske lærer og nødhjælpsarbejder Karen Jeppe (1876-1935), som viede sit liv til det armenske folks overlevelse.

Det var en vild og voldsom slutning på århundreders, årtusinders armensk liv, levned og kultur og dertil mad- og vinkultur i en del af deres historiske hjemland. Tragisk og alt andet end muntert; men en så trist indledning er desværre nødvendig, da de fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om begivenhederne dengang— altafgørende begivenheder, som har defineret armensk identitet og historie på godt og ondt lige siden.

Drømmen

1998 — Zorik Gharibian sætter for første gang fod i sin families nu næsten mytiske hjemland Armenien, Hayastan (Հայաստանը), hvis vestlige del hans forfædre flygtede fra næsten et århundrede tidligere. Han kommer som turist, egentlig er det en slags forretningsrejse, men turen skal komme til at trække langt dybere spor, for Gharibian personligt og professionelt og for Armenien som vinland. Armenien var i 1991 blevet en selvstændig stat, efter en verdenkrig eller to og næsten 70 års sovjetisk styre genopstod den østlige del som selvstændig nation. I genopstået stand svækkes og stækkes det i sine første år af krig og nød; men efter de første snublende skridt og nogle hårde slag i opstarten begyndte landet langsomt men sikkert at komme på fode igen.

Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans oldeforældre flygtede fra forfølgelserne under osmannerne; men allerede i hans ungdomsår valgte forældrene at fortrække som følge af de politiske uroligheder efter shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Næste stop blev Italien og en ny tilværelse i Venedig. Her kom den unge Zorik til at gå på armensk kostskole og siden i gymnasiet; og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” drog han til Milano for at studere videre. Her slog han sig siden ned og fik succes i byens blomstrende tekstil- og modebranche.

Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene i Italien voksede interessen. Tanken om egen vingård slog stadigt dybere rødder, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”. Det var i de glade 1990’ere, hvor såvel områdets traditionsrige vine som de nymodens supertoscanere var i vælten. Men skæbnen ville det anderledes. I mellemtiden var Sovjetunionen nemlig brudt sammen, Jerntæppet faldet og frosten tøet i den gamle østblok. Samtidigt gik globaliseringen sin gang, og Gharibian begyndte at handle tekstiler med lande som Rumænien og Bulgarien. Som etnisk armenier skulle han selvfølgelig også forsøge at følge samme strategi med det nu selvstændige Armenien.

Mødet med det nye, gamle land vakte både genkendelse og en følelse af fremmedgørelse i ham. Ikke mindst drikkekulturen var fremmed for hans italienske gane. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien i de dage. Det hele var brændevin og vodka, meget sovjetisk,” erindrer han. “Det var et land, der havde mistet forbindelsen til sin fortid. Men jeg lagde mærke til, at det var et land fuld af muligheder for fremtiden: De store højder, de stenede jordbunde, de gamle vinmarker og de mange indfødte sorter. Det hele var der, det skulle bare genopdyrkes.”

Armeniens neglicerede vinland havde altså sat sig i ham; og jo mere han fordybede sig i det, desto stærkere blev landets greb i ham. Dybt i hans sind spirede så idéen, at det skulle være ham, der tog udfordringen op; også selvom der skulle gå et par år, før han for alvor begyndte at realisere sin drøm og vække armensk vin fra sin dvale. At vise for verden, hvad Armeniens terroir, sorter og traditioner kan præstere i de rette hænder.

“Armenien er for småt til ikke at lave store vine. Vi har det hele, vi mangler kun anerkendelsen”

— Zorik Gharibian

“Dengang var der ingen, der interesserede sig for indfødte sorter. De fleste interesserede sig mest for internationale sorter og masseproduktion, og alle investeringer i Armenien var alligevel i brandy. Der kom så jeg med min idé om kvalitetsvin på sjældne, indfødte sorter; og oven i købet ønskede jeg at gøre brug af gamle amforaer, som ingen havde brugt i en generation eller to,” beretter Gharibian. Galskab, mente mange, og det var da også en dristigt investering, han iværksatte fra 2000 med at hige og søge efter de rette druesorter og det helt rigtige sted; som han så fandt i den bjergrige og naturskønne region Vayots Dzor i det sydlige Armenien. “Det var nye horisonter og begyndelsen på et eventyr.”

Begyndelsen

Armeniens historie og vinens historie er begge lange og tæt forbundne. Så tæt, at Armenien er et af de lande, der med rette kan kalde sig Vinens Vugge, en betegnelse som især deres nordlige naboer i Georgien i nyere tid har markedsført sig med. Hele det sydlige Kaukasus kan sandsynligvis smykke sig med de fjer, men mange arkæologiske fund fra de seneste år giver Armenien fortrinsret. Helt sikkert er det, at druer har været dyrket og med al sandsynlighed er lavet til vin på historisk armensk territorium siden forhistorisk tid, hvad enten af armeniernes egne forfædre eller forgængere. Mennesker har levet i området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i mange hundrede tusinder af år, og egenlig civilisation begyndte at spire frem for fem-seks årtusinder siden. Mange fund af “verdens første” er således gjort i nutidens Armenien, f.eks. den ældste sko, det ældste skørte og den ældste trækvogn. Nåja, også verdens ældste vineri. Hvor? I Vayots Dzor selvfølgelig!

–4100 — I en karsthule nær nutidens Jeghegnadzor i Arpa-dalen i det armenske højland har en kobberalderkultur i hine tider indrettet et egentligt vineri. Mennesker har gennem århundreder forinden beviseligt beboet og benyttet hulen til forskellige formål; men nu er der tale om en større indretning, et egentligt anlæg med adskillige presser og talrige store og små lerkrukker, som den dag i dag stadig indeholder spor af kviste og stilke, drueskind og druekerner. Alder og beskaffenhed er sidenhen bekræftet via kulstof-14- og DNA-markør-analyser. Hulen hedder Areni-1, navngivet efter den nærliggende landsby Areni, og vineriet i et af dens tre kamre blev udgravet 2007-2010 af et internationalt hold af arkæologer under ledelse af Boris Gasparyan fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi. Vineriet bekræftede ikke kun bevidst vinfremstilling for 6.100 år siden— det beviser også, at en sådan foregik under ganske udviklede forhold og i overraskende stor målestok. Stærke indicier for, at vin ingenlunde var noget nyt produkt på daværende tidspunkt.

Fund af lerkrukker og drikkekopper med rester af vin (markøren er malvidin, et farvestof, som stort set kun frigives fra gæret drueskind) er heller ikke begrænsede til Areni eller Vayots Dzor. Nær nutidens Jerevan, oldtidens Erebuni i riget Urartu, i dag Armeniens hovedstad og i øvrigt en af verdens længst beboede byer, afslørede udgravninger i Teishebaini-fæstningen fra 1949 til 1955 syv kældre, som for næsten 3.000 år siden må have fungeret som lagerbygninger og forrådskamre; og de husede over 400 halvt nedgravede amforaer med en samlet kapacitet på over 400.000 liter! Som senere i Areni-1 har tekniske analyser afsløret rester af druer og vin. Antageligt var armensk vin også en populær handelsvare i antikken, hvor den via Eufrat og Tigris bragtes til Mesopotamien. Den nævnes sågar af græske historikere som Herodot, Xenofon og Strabon.

Overalt i landet er vinøse oldtidslevn nærværende; og som i Georgien er traditionen med nedgravede amforaer, armenierne kalder dem karas, fortsat fra oldtiden op gennem middelalderen, ikke mindst overleveret af kirken og klostervæsenet. Ifølge Første Mosebog skulle selveste Noa også være stødt på fast grund med arken på armeniernes hellige bjerg Ararat, og som den første agerbruger dyrkede han vinstokke dér, fremstillede vin og berusede sig i den; så på godt og ondt skal vin have spillet en rolle for hellig som profan fra tidernes morgen, og den gamle tradition levede i forskellige former videre helt frem til det 20. århundrede. Men i modsætning til Georgien nåede traditionen derefter desværre reelt at uddø, ikke mindst håndværket med at konstruere de store lerkrukker— traditionelt armensk vinmageri blev til arkæologi.

Fra bordvin til brændevin

Det engang så vidtstrakte armenske land skrumpede i århundredernes løb ind, og i mellemtiden kom og gik adskillige herskere udefra— efter akkadiere og babylonere kom grækere, persere, romere, senere osmannere og russere. Alle har de både selv taget aftryk af og sat egne på armensk historie, kultur, mad og vin.

Det 20. århundrede markerer et absolut lavpunkt i årtusinders armensk historie. I imperiernes tid overtaget af henholdsvis osmanniske tyrkere og tsaristiske russere og med skæbnen overladt i deres nådige og nådesløse hænder. Forfølgelse og folkedrab. Første verdenskrigs afslutning markerede for en stund en ny begyndelse for en selvstændig armensk stat i det historiske østlige Armenien; men kun kortvarigt, for efter den russiske revolution stod den røde hær snart i landet, og Armenien blev til en socialistiske sovjetrepublik, og syv årtiers kommunistisk styre fulgte.

Sovjetstyret satte gang i en hastig industrialisering af landet, og fra 1929 begyndtes en kollektivisering af landbruget og dermed vinbruget. Den implicitte device var kvantitet over kvalitet. Tiden under Stalin var også i Armenien særligt svær og indbefattede en omlægning af vinbruget til først og fremmest at fokusere på fremstilling af brændevin. Hvorfor er uvist— Armenien havde udviklet en vis sådan tradition tilbage i 1800-tallet, måske mente man at højlandet kun egnede sig til basevin til videre forædling; hvorom alt er blev Stalins fødeland Georgien udset som producent af bordvin, og så var der ikke mere at diskutere. Det skulle få vidtrækkende konsekvenser for armeniernes hverdagsliv og ikke mindst deres drikkevaner. Stille men sikkert gled de gamle skikke i baggrunden og glemmebogen, og hvermand blev som sand sovjetborger vodkadrikker.

Alligevel var armenierne bedre stillet i Sovjet end så mange andre. Landet blev centrum for store dele af unionens videnskabelige og teknologisk udvikling, f.eks. med radioteleskoper og partikelaccelleratorer; og en relativ velstand og kulturel blomstring karakteriserede landet fra 1960’erne og 1970’erne. Salig Gorbachev gjorde meget godt for Sovjetunionen i dens sidste leveår, men for Armenien blev han lidt en Janusfigur: Dels ramte hans forsøg på at afspritte befolkningen den armenske distilleri-industri, dels førte hans perestojka-politik til spændinger om territoriale spørgsmål med naborepublikken Aserbajdsjan. En konflikt om den etnisk armenske enklave Nagorno-Karabakh, som efter Sovjets opløsning i 1991 førte til en opslidende krig mellem de to lande fra 1992 til 1994. “Livet har ikke altid været let for folk her,” fastslår Zorik Gharibian, “så Armenien fortjener en fredelig og formuende fremtid.”

En ny begyndelse

2010 — Efter adskillige års arbejde med at opdrive de bedst egnede druesorter, duelige gamle amforaer og foretage diverse eksperimenter med begge er Gharibian endelig kommet så langt, at han kan høste, vinificere og flaske sin første årgang. Den kommer dog først på markedet i 2012 under navnet Zorah.

Det langvarige, hårde arbejde bærer endelig frugt, og det dristige eventyr viser sig heldigvis at kunne bære en frugtbar virksomhed: Vinen har ikke kun karakter, den viser sig faltisk at have klasse. Gharibians intuition var på rette spor, og kritiske røsters “Kampen er tabt på forhånd” og “Dit projekt har ingen fremtid” forstummede, og de sidste må være blevet tavse i takt med, at den internationale anerkendelse tikkede ind fra nogle af verdens toneangivende eksperter som eksempelvis Caroline Gilby og Jamie Goode. I dag er Zorahs vine eftertragtede verden rundt og repræsenteret på mere end 25 toprestauranter i hans andet hjemland Italien.

“Vi har haft et stærkt fokus siden begyndelsen,” betoner Gharibian i et forsøg på at forklare sin succes. “Armenien har hundredevis af gamle sorter, og det var udelukkende dem, jeg ville bruge. De bedste af dem, og ikke nogle af de nye krydsninger fra Sovjettiden; og så ville jeg forfine dem med vores traditionelle teknologi, modning på karas, som med tidens gang må være perfekt tilpasset vores druer.”

Traditionelle karas og marker med Areni lige uden for Zorahs vinhus ved Rind i Vayots Dzor

Han har heller ikke været alene om det. Helt fra begyndelse har han indhentet professionel assistance fra topfolk i Italien. Med om bord har han agronomen Stefano Bartolomei og ønologen Alberto Antonini, begge velbeskrevede blade fra Italien, og de har gjort deres til at udvælge det rette materiale og forme det i en fornuftig retning. “Altid med stor respekt for mine idéer og den arv, vi har her,” forsikrer Gharibian. En særlig støtte har han også i sin svensk-armenske hustru Yeraz Tomassians, og deres søn Oshin er i dag en vigtig drivkraft i vineriet.

Zorahs store bedrift består ikke mindst i at have fundet de magiske steder i det bjergrige Vayots Dzor. Ved landsbyen Rind ikke langt fra Areni ligger i dag det moderne vineri, Gharibian kunne indvie i 2016, fyldt med karas, som han måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive; og rundt om Rind ligger så markerne imellem 1.400 og 1.600 meters højde, på en sandet, gruset kalkstensjord, som aldrig har set en vinrodlus. Phylloxera er grundet det ekstreme og tørre klima, den karge jordbund og områdets relative isolering aldrig kommet til Vayots Dzor. Derfor er de stokke, som Zorik og hans team fandt, og dem, som de har plantet, også alle upodede, de står på egne rødder.

Udvælgelsen tog flere år. Stiklingerne fik de fra gamle, forladte vinmarker ved et nærliggende kloster fra 1100-tallet; og væbnet med et væsentligt tålmod måtte de så opformere nye stiklinge og plante dem ud. Det særlige hjertebarn blev Vayots Dzors traditionelle blå sort, som Zorik simpelthen navngav Սև Արենի, Sev Areni eller Areni Noir med et nik til landsbyen, druen kom fra; og på et velvagt tidspunkt, da det netop var i de år, arkæologer udgravede grotten med det urgamle vineri. Areni er ikke blot gammel i gårde i Vayots Dzor, den er decideret antik og må anses som ultimativt indfødt. Druegenetikeren José Vouillamoz har ligefrem kaldt den forældreløs, som om den var autokton i egentlig forstand, sprunget fra jorden. DNA-analyser af druekerner fra karas i grotten har siden vist, at nutidens Areni er nært beslægtet med oldtidens druer dér. “Areni er helt sin egen, den er smagen af Vayots Dzor,” fastslår Gharibian med stolthed. Han fryder sig desuden over, at druen nu er anerkendt som Armeniens signaturdrue, og kolleger er fulgt i hans fodspor og bruger netop navnet Areni over hele Armenien. “Men den har en helt særlig karakter her i højlandet,” betoner han. “Den har en særlig syrenerve, elegance og balance heroppe. Areni handler om rød frugt, af og til om sort frugt, men også om urter og krydderier, og så har den seriøs struktur. Areni har været her siden tidernes morgen. Den er levende historie i vores hænder, og smagen af en svunden tid.”

Skal man alligevel vove sig ud i sammenligninger, kommer Pinot Noir, Gamay og Syrah ofte på tale. Antonini taler ligefrem om Areni som en forestillet kærlighedsaffære mellem Pinot Noir og Sangiovese. Det skyldes dens saftige, liflige kirsebærfrugt, den friske syre og få men fine og af og til ret faste tanniner. Den synes ret sensitiv over for forskelle i terroir, og så lader den sig forme såvel med gæring og modning på ståltanke, i cementkar, på træfade og måske især i karas.

Zorik foran sine karas i forskellige størrelser, som benyttes til modning af især Areni

Armenske karas varierer som deres georgiske genparter qvevri i form og størrelse. Generelt er de dog mindre og ofte en smule slankere i formen; væggene er som regel tykkere, og de er lavet af en lysere ler end den georgiske. I modsætning til georgisk tradition beklædes de ikke med bivoks på indersiden; og de graves kun godt to tredjedele eller tre fjerdedele ned i jorden, så toppen stikker op. Det giver ifølge Gharibian en god temperaturfordeling, den rette mulighed for vinen til at kunne ånde; og ikke mindst vinmageren mulighed for nøje at følge processen.

Zorah dyrker så godt som økologisk, en forholdsvist nem opgave i Vayots Dzors tørre og solrige mesoklima, som dog nødvendiggør kunstvanding af de unge stokke i løbet af den lange og varme sommer. Alt høstes ved håndkraft, og vinene spontangæres på cementtanke, før de modnes færdige, enten i tanken eller på karas. Især Areni nyder godt af hans 30 hårdt indhentede karas. Han håber, at forskning og en målrettet uddannelsesindsats i fremtiden vil få lokale håndværkere og aspirerende pottemagere til igen at fremstille nye karas på klassisk manér. ‘Karasi’ på etiketten betyder ‘fra karas’, og i serien ‘Heritage’ udforsker han særligt sjældne steder og druesorter, der var på randen af uddøen. “Vi har arvet et unikt terroir og en række oprindelige sorter, som det er vores pligt ar give videre til de næste generationer, gerne i mindst så god stand, som vi fandt dem,” formaner han med et lille nik til Saint-Éxuperys diktum om, at vi ikke ejer jorden men kun har den til låns fra vores børn.

Smagning af hele Zorahs imponerende portefølje i det enkle men elegante smagelokale over kælderen

Voski 2022. Voski betyder gylden på armensk, og med vinens farve er det ikke kun forståeligt, kvalitativt også velvalgt. Det er en halvt-om-halvt cuvée af Voskehat (Ոսկեհատ), ‘gylden most’, Armeniens hvide signaturdrue, som giver syre og fylde, og den sjældnere Garan Dmak (Գառան Դմակ), ‘lammehale’ med hentydning til klaserne form, som giver frugt og aroma. 30-40 år gamle stokke. Gæret og modnet på cementtank. I næsen er den kølig og kompakt, duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. I munden saftig, glat, læskende og ret let. Stenfrugt og salt mineralitet i fin balance, rar syre og flot træk.

Heritage Chilar 2021. Her har vi at gøre med en elegant orangevin på den ældgamle drue Chilar (Ճիլար), som udelukkende dyrkes i de centrale regioner af landet, omend i meget små mængder, men forventningerne er store. Chilar har cylindriske, aflange klaser, druerne er grønne til gyldne, mellemstore, let ovale, med elastisk skind med et tyndt voksagtigt lag og saftigt frugtkød. Udbytterne kan være ret høje men er ofte uregelmæssige på grund af blomsterfald efter frost og druernes forfaldenhed til meldug; men mosten er sukkerrig og velsmagende. Zorah har ikke en ‘ren’ mark med Chilar, så høsten selekteres ud fra en blandet beplantning, stokkene er igen cirka 30-40 år gamle. Druerne gæres med skallerne i karas, omtrent to måneders skindkontakt. Ni måneders yderligere modning på karas og let filtrering før flaskning. Det er en forfriskende og ganske løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd.

Karas Areni Noir 2021. Fra yngre Areni-stokke i godt 1.400 meters højde, gæret på cement og modnet et år på karas. Let løftet og ret liflig frugtduft med en flot dybde, boysenbær, sorte kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og noget let jordet à la regnvåd muldjord eller nyopgravet rødbede. Frisk og fyldig saft i munden, masser af moden kirsebærfrugt, fyrig peber og fine lædernoter, afstemt syre og diskrete tanniner. En såvel forfriskende som appetitvækkende rødvin, som soleklart illustrerer Arenis karakter og potentialet med karas.

Det er levende vine med stor vingefang, som passer perfekt til det traditionelle armenske køkken, en farverig mosaik af grøntsager, urter og frugter i følgeskab med gode oste og gerne grillet kød af gris, okse og lam, altid flankeret af de traditionelle fladbrød lavash.

Երազ

2019 — Yeraz er ikke kun navnet på Zoriks hustru, det er også det armenske ord for drøm. Druerne til denne helt særlige vin stammer fra Zoriks største skat, en gammel og glemt vinmark i over 1.600 meters højde. Blandet beplantning eller massal selektion er så meget sagt, snarere er det et lille vildnis af over 100 år gamle buskvine. “Det ligner en jungle, og arbejdet dér er som en safari,” griner han. De gamle knarke er forskellige kloner af samt nære slægtninge til Areni, “som de forskellige farverige tråde i en smuk gobelin” giver den ekstremt lave udbytter men en mageløs, kaleidoskopisk frugt. Zorik sender den af sted med et citat af Eleanor Roosevelt: “Fremtiden tilhører dem, der tør tro på deres drømmes skønhed.” Skøn og slående er den så sandelig. Næsen er æterisk med dufte af fuldmodne og syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike, marokkansk mynte og orientalske krydderier. Silkeglat og fløjlsblød i munden, med en vis tyngde, masser af moden frugt, flot afstemt syre og faste men fine tanniner og et mineralsk spil i dybden. En åben kærlighedserklæring, stor og klassisk vin, elegant og dvælende. Gæret på cementtank, godt to års modning i karas og afrunding i en stor italiensk botte uden ristning for at mildne tanninerne yderligere.

Zorik Gharibian gik foran og foranstaltede en lille revolution. Siden årtusindeskiftet er antallet af privatejede vinerier steget fra omkring 0 til godt 100 i det lille land med kun knapt tre millioner indbyggere. Armenien vedstår nu arv og gæld og begynder for alvor at vise omverdenen, hvad det unge, gamle land kan. Mangt en mark omlægges, og de gamle sorter genopdyrkes i stort stil. Adskillige vinhuse har taget karas i brug, og flere benytter også gamle teknikker som kakhani, tørring af druer før gæringen. Variationen er stor men kvaliteten overraskende høj.

“Rejsen har været fantastisk, og vi er kun lige begyndt. Det bedste venter stadig forude.”

Flaske: Yeraz 2019  
Vinhus: Zorah  
Oprindelse: Vayots Dzor, Armenien  
Druesort: Areni  
Jordbund: Kalksten, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementtanke  
Lagring: Karas, botte  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 450,-  

Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-  

Brigaldaras bakketop

Efteråret er over os, og de mørkere tider kalder på rødvine med saft og kraft, noget at lune sig på og noget til at komplementere rigdommen af bær, rodfrugter og nødder, vildt og hvad der ellers måtte komme på bordet. Valpolicella har meget at byde ind med her— rige vine med rød, sort og tørret frugt, og får man fat i de rigtige flasker også en kølig kontrast og finesse, som indfanger lævfaldsstemningen perfekt.

Brigaldara ligger højt blandt Valpolicellas topproducenter. Sådan helt bogstaveligt talt, for foden af Monte Masua, og man må gå skråt for at gå lige her. Høj beliggenhed, kuperet terræn, distinkt terroir. År efter år fremstiller de derfra nogle af de lysere, lettere og elegantere vine end man er vant til fra de kanter, og det skiller dem ud fra flokken. Brigaldaras vine hører til blandt de mest fokuserede, nærmest forfriskende eksemplarer af klassisk Valpolicella og Amarone, man kan opdrive. De “drikker godt”, som man gerne siger på nymodens dansk; og det sproglige undtaget er det en kærkommen udmærkelse. Traditionelt og ikke mindst i moderne tider kan man nemlig hurtigt føle sig mættet af moden mørk frugt, kælen mundfølelse med tæt tekstur, højt tørstofindhold, høj alkohol og restsødme. Nok er nok; men sammen med en lille skare andre vinhuse bringer Brigaldara lys over land.

Vi er ved bakkerne over Marano-dalen i Valpolicellas Classica-zone, og selve vinhuset er beliggende i byen San Floriano. Ejendommen har været i Cesari-familiens hænder siden 1929, men først senere sprang de ud som profesionelle vinbønder og vinmagere, med 1979 som første årgang på markedet. I dag tæller vinhusets besiddelser hele 130 hektarer, hvoraf de 50 er vinmarker, fordelt over tre af Valpolicellas delområder, dels Classica, dels Valpantena og Allargata, og dertil et par hektarer i Soave. Den årlige produktion nærmer sig 350.000 flasker. Ikke noget småt familieforetagende men fast forankret i den arbejdsomme Cesari-families sind og hænder.

Selve navnet Brigaldara er oprindeligt et stednavn, et bakkeland mellem byerne San Floriano og Valbatataz. Tidligere stavedes det Bragadara, og navnet trækker tråde helt tilbage til 1100-tallet, hvor dokumenter nævner en gård med enge, olivenlunde og vinmarker. Fortiden danner her præsedens for nutiden og fremtiden, for dengang som nu handler det om den overleverede vinavl, det stedsbestemte og ikke mindst de levende omgivelser. Landskabet er udgangspunkt og endemål, ikke en særlig metode og stil, som man ellers ofte ser det med især Amarone.

Vinavl og agerskovbrug

Omend familien Cesari ikke har taget skridtet og lagt om til økologisk vinbrug, gør de dog brug af forskellige mere naturnære tiltag i deres markarbejde, og de arbejder aktivt med at bevare og styrke deres områdets biodiversitet.

Det meste arbejde udføres manuelt af et fast team af agronomer, som arbejder side om side med husets ønologer. Alle beslutninger træffes med skyldig hensyntagen til den vegetative og produktive balance i hvert økosystem. Et afgørende omdrejningspunkt er netop biodiversiteten, som søges beskyttet og fremmet ved vedligeholdet og integrationen af den omkringliggende natur; og resolut handling, præcise indgreb samt en drastisk reduktion af behandlinger med plantebeskyttelse gør godt for vinmarkernes liv på lang sigt. Kunstgødning og systemiske pesticider hører fortiden til.

Case Vecie

Case Vecie er Brigaldaras satsning på at skabe et vinområde, der xxxxer nedsænket i et højtliggende økosystem. Et naturligt og landligt mikrokosmos, der strækker sig over 65 hektarer, hvoraf de ni er beplantet med vinstokke, beliggende på de høje bakker ved Grezzana, i over 450 meters højde. Jordbunden er også mere gruset og stenet heroppe. Området lå for øde hen men vendte tilbage til livet i slutningen af 1990'erne, takket være beplantning af vinmarker på steder, der i hine tider var opdyrket men siden blev forsømt. Nu er det så mangfoldige vinmarker flankeret af skov. Rækkerne veksler med store græsningsområder, opdyrkede marker, kastanjelunde og trøffelrige skove, som tilsammen skaber et landskab, der bugner af biodiversitet.

‘Case Vecie’ er venetiansk dialekt for ‘de gamle huse’, måske med hentydning til tidligere tiders opdyrkning af området, og ligger sig som nævnt i hele 450 meters højde. Her får druerne lov at hænge længere, da de modner langsommere, hvilket resulterer i en rankere, slankere vin, som samtidigt har usædvanlig nerve og dybde; som i husets Amarone bevares gennem en skånsom tørringsproces i små kasser; og deres Valpolicella Superiore sammesteds fra er vinificeret udelukkende på friske druer, så der er mere skrald på frisk frugt og lys krydring.

Valpolicella Superiore Case Vecie — ”Vi arbejder på at frembringe en fremragende Valpolicella Superiore ved brug af friske druer uden nogen tørringsproces,” fortæller Stefano Cesari. “Det er et projekt baseret på en række fælles principper, som vi arbejder sammen med andre vingårde i området om. Det involverer del af vinmarken, som udelukkende er dedikeret til denne type produktion, og hvor der ikke tidligere er blevet udvalgt druer til Amarone.” Den er lys og let men intens, med noter af hindbær og røde kirsebær. Rank og ren i frugten, et hint peber og lyse, søde krydderier.

Amarone Case Vecie — To år i små træfade og to år på store træfade. “Case Vecie er uden tvivl Brigaldaras mest interessante terroir,” bedyrer Lamberto Cesari. “Især det kølige klima og de store temperatursvingninger giver mulighed for en ret sen høst, så druerne kan tørre i den koldeste periode på året: Det giver en langsommere og længere tørringsproces med udvikling af særligt fine og komplekse aromaer.” Dem finder man, når man dvæler ved vinen, som ellers er stilfærdig og afmålt Amarone med en rig strøm af ren frugt. De røde bær er i front, sursøde kirsebær og hindbær, og de tørrede kommer i anden række, kirsebær og tranebær, rosiner og svesker i slipstrømmen og sagte krydret med peber- og honningkage. Hyggelig harmoni!

Flaske: Amarone Case Vecie 2018  
Vinhus: Brigaldara  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druer: Corvina, Corvinone, Rondinella  
Jordbund: Ler, grus, kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Tørrede druer,
gæret på ståltanke
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 16,5%  
Forhandlere: Adriat Vinimport
Pris: cirka 400,-