Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.

Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.

Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.

Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

På sporet af Svrdlovina

Ravni Kotari i det nordlige Dalmatien. ‘Fladlandet’, som regionens navn kan oversættes til, er beliggende i baglandet til den gamle by Zadar ved Adriaterhavskysten. Med udsigt til Velebit-bjergene, hvorfra den bryske bura-vind ubarmbjertigt blæser især i vinterhalvåret, ligger landsbyen Podgradina og deromkring de vinmarker, som familien Žuža i sommerhalvåret forvalter i et sympatisk forsøg på at genrejse en lang men længe forsømt lokal tradition for vinavl. Bora kalder de vinhuset, med direkte reference til den stærke vind, som foruden solen og havet definerer terroiret, og dels dyrker de moderne, internationale sorter som Cabernet, Merlot og Syrah samt lokale kendinge som Pošip og Maraština; men mest spændende nok den sjældne Svrdlovina, en så godt som forsvunden rød druesort med en århundreder lang historik i lokalområdet. Svrdlovina har de gjort en sag ud af at genopdyrke og afsøge potentialet i, og især med den senest frigivne årgang fra 2023 har de fået fat i noget: En vin med masser af struktur og en særlig frugtighed, helt sin egen.

Zadar er en af Kroatiens mange smukke havnebyer og sandsynligvis landets ældste kontinuerligt beboede by. Baglandet Ravni Kotari rummer vinmarker og frugtplantager en masse

I agronomen Stjepan Bulićs bog Dalmatinska ampelografija fra 1949, en gennemgang af godt 200 i Dalmatien dengang dyrkede druesorter, fremgår det, at sorten Svrdlovina mest dyrkedes i området omkring Zadar men engang var udbredt videnom, ved byerne Benkovac, Knin og Šibenik og ude på øerne Pag og Rab. Sorten beskrives af Bulić som ‘vatren’, brændende, flammende eller fyrig; og dens fremmeste opgave var ofte at forlene den lettere Plavina med mere substans og struktur.

Siden gik det hastigt nedad for Svrdlovina, som i jugoslavisk tid gik fra lokal sjældenhed til kritisk truet. Myndighederne tilskyndende dengang dyrkning af druesorter, som var produktive, mens spørgsmålet om vinens kvalitet var underordnet. Kooperativerne skulle levere vin til hele folket, selvom det betød en ringere vin end ellers vanligt. Sorter, som måske var gode i glasset men vanskelige i marken, viste man vintervejen. De sidste svære stød mod Svrdlovina kom med krigene ved Jugoslaviens opløsning. Ravni Kotari var et af Kroatiens etnisk mest mangfoldige områder, med mange serbiske indbyggere, og det førte til en del konflikter og lokale ødelæggelser, som også skadede vinavlen. Så slemt, at Svrdlovina i årene efter blev betragtet som tabt, uddød.

Fremtidens vine på fortidens druer

Krigen fik en ende, Kroatien blev et selvstændigt liberalt demokrati, og også vinavlen fik en ny begyndelse; og efter en forholdsvist kort flirt med ‘de internationale druesorter’ og især de franske fra starten af 1990’erne flyttede fokus tilbage på landets og regionernes egne sorter.

Svrdlovina syntes en saga blot, indtil først Figurica og siden Bura og senest Galić ville det anderledes. Frontløberen blev Mladen Anić fra vingården Figurica i Smilčić. Han huskede, hvordan der i hans barndom blev “hvisket i krogene” om den ganske særlige Svrdlovina, en drue, der skilte sig ud fra de andre og af samme grund var særligt afholdt af de lokale. Så mange år senere, da han selv var gået i gang med at lave vin, tænkte han tilbage på de gamle beretninger og begav sig ud på en søgen efter den tabte skat.

I familiens egne gamle marker fandt han kun ganske få vinstokke, så over en årrække higede og søgte han og samlede ind fra forskellige marker rundt om i hele området, omkring Privlaka, Škabrnja og Žegar. Det tog sin tid at pode, plante og opdyrke druerne, men i dag er Anić den stolte ejer af hele 6.500 stokke Svrdlovina. Offentligheden fik først smag for sagen i 2017, da han første gang skænkede sin nye gamle vin på den årlige vinfestival i Zadar. Siden er det gået slag i slag, og flere nysgerrige kolleger har undervejs engageret sig i sagen, herunder familien Žuža, som især har arbejdet hårdt med at afsøge Svrdlovinas særegne karakter og den bedste måde at vinificere den på. Håbet er, at Svrdlovina ad åre måske kan blive Zadars signaturdrue, sådan som Babić er blevet for Šibenik, Crljenak for Split og Plavac Mali for Dubrovnik og hele det sydlige Dalmatien.

Missionen med at genfinde gamle druer og genskabe forfædrenes drikke er ikke kun nostalgi eller lokalpatriotisme. Foruden det kulturelle aspekt — at man kan føre en vigtig arv videre, noget som har haft betydning for ens folk og for mennesker i det hele taget — er der ræson i at søge efter sorter, som er udsprunget af og derfor tilpasset de lokale forhold. Mange af disse gamle sorter har desuden ‘fremtidssikrende’ træk som stor tolerance over for varme og tørke. Til sidst kan nævnes værdien i simpelthen at sikre en større diversitet, som både har kulturelt og naturligt værd.

Svrdlovina — fra skitse til færdig tegning

Historien om Svrdlovina er dermed genåbnet. Svrdlovina var ifølge overleveringen særdeles velsmagende og let drikkelig vin, omend den var besværlig i vinmarken og gav lave udbytter. Men dens videre udbredelse og mange historiske synonymer (herunder Galica crna, Galac sitni, Galčina, Galac mali rani og Modrina) vidner om dens afholdthed. Hvad angår dens sære og vanskelige navn, så hentyder Svrdlovina til klasernes særlige form: Druerne ‘drejer’ sig nærmest rundt om stilkestokken som på et bor, på kroatisk svrdlo; så svrdlovina er ‘vinstokken med boret’. Skallerne er tykke og mørke, og det mærkes i vinen, så er dybt farvet og fast struktureret; men samtidigt i besiddelse af en ret frisk både lys og mørk bærfrugt.

“Denne vin fortæller en fængslende historie om genoplivningen og genopretningen af indfødte druesorter. Med sin mørke farve og frugtige aroma fører den os ud til de vidtstrakte vinmarker, hvor hver eneste slurk afslører historiens dybde og en passion for vinens arv,” som familien Žuža selv formulerer det.

Vina Bora har foruden franske sorter de lokale specialiteter Pošip, Maraština og Plavina på programmet. Plus Svrdlovina

De første nye kapitler er skrevet, og heldigvis stiger spændingskurven. Fra første årgang 2021 er det gået fremad, der er vej endnu. De har kæmpet en smule med den rette ekstraktion og at undgå oxidative og volatile træk, men for hver årgang er teknikken justeret til det bedre. Vinen er velsmagende og karakterfuld; og helt sikkert et kærkomment supplement til den lokale mad, hvor grillede grøntsager og lammekød ofte kommer på tallerkenen. Trods den robuste alkohol på 15% har den en fin friskhed; og om man foretrækker den fyldigere 2022 eller den rankere 2023 er selvfølgelig en smagssag, men det er spændende vin at smage, mundvandsdrivende og meget madvenlig.

Bora Svrdlovina 2021 var en særdeles struktureret sag. En vilter syrlighed og i særdeleshed faste, tørre og let grovkornede tanniner; og med en vis bitterhed, som heldigvis balanceredes af en frugtig sødme. Tranebær, granatæble, kirsebær, marcipanbrød, søde krydderier. En anelse overekstraheret, og man føler heden fra alkoholen.

Bora Svrdlovina 2022 var mere fremkommelig og indbydende. Æterisk balsamisk duft med nåleskovskov, urter og mørke modne bær og romtopf. I munden spændstig med saftig mørk frugt, blåbær, brombær, kirsebær og tranebær, eftersmag med lakrids, tobak og tjære. Pæn fylde, virker ret vinøs og syrlig. Fint sandede tanniner, ganske tørt finish med let sød krydring og et salt snas.

Bora Svrdlovina 2023 byder på den fineste frugt i både duft og smag, alskens skovbær med syre, sødme og bitterhed i fin balance. Her er jordbær, hindbær, tørrede tranebær og gojibær, granatæble. Den røde frugt er i skarpere fokus, og kroppen er slankere, mere muskuløs. Velstruktureret med faste, fine tanniner, et støvet strejf af lakridspulver i eftersmagen.

Flaske: Svrdlovina 2023
Vinhus: Bora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Svrdlovina  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Pris: cirka 250,-

Apuliens anden stemme

“Jeg foretrækker vinbonde frem for gårdejer eller vinmager,” slår Nicola Faccilongo fast, “for min familie er først og fremmest bønder og har været det gennem generationer.” Familiens gård hedder Paglione og ligger i det nordlige Apulien, nærmere bestemt ved byen Lucera ved Daunia-bjergene — “men det er der alligevel ingen der ved, hvor er.”

I så fald er der al god grund til at orientere sig nærmere, for familiens vine er ikke kun gode eksemplarer af de lokale druesorter og hævdvundent håndværk, de er også virkeligt vellavede og velsmagende naturvine. Selvom det er en betegnelse, Nicola vægrer sig en smule ved. Dels fordi vin som håndværk i hans øjne naturligvis bør kategoriseres som rent menneskeværk; og dels fordi “det, der som regel kaldes naturvin, ofte smager mere som eddike; så derfor kalder vi vores vin for et kulturprodukt, et håndværk.”

Det udøver de på en række regionale og lokale druesorter, Bombino Bianco og Malvasia Bianca på den hvide side, Montepulciano, Sangiovese og Nero di Troia på den røde. Desuden dyrkes tomater, oliven og korn, for gården er ikke en moderne monokulturel bedrift. “Vi afholder os fra den slags specialisering. Vores tilgang er økologisk og pluralistisk. Vi forsøger at opnå en polykulturel synergi på gården, hvor mange forskellige slags planter og sorter kan komme i samspil og trives.” Olivensorterne er Coratina, Leccino, Nasuta og Peranzana, tomaterne Contadino og Kendo; og såvel oliven som tomater forarbejdes derefter til diverse olier, sugoer, soltørrede og saltede versioner.

Vinene spænder fra hvid over orange og rosé til rød, så der kommer en pæn variation ud af det ellers beskedne grundlag, fem ret så forskellige vine. Fælles er et stilrent, autentisk udtryk med masser af karakter, kombineret med en overraskende friskhed fra så sydlige himmelstrøg og en sjælden renhed, som skyldes sunde druer og en dannet afholdenden fra ønologiske interventioner. “Økologi, der smager” er mottoet hos deres danske importør ViaMaria; og her er det ikke et fortærsket salgsslogan, det rammer fuldstændigt plet på Paglione. De udvinder Daunias terroir og traditioner på mundvandsdrivende vis, og det er dejligt også at kunne opleve denne side af Apulien på det danske marked, der ellers er oversvømmet af simpel Primitivo og Negroamaro.

En familie finder tilbage til rødderne

Vi befinder os i Foggia-provinsen i det nordlige Puglia, så at sige på Italiens Akilleshæl. Det er bakket landbrugsland mellem Tavoliere delle Puglie-sletten og Daunia-bjergene, Appenninernes sydøstligste udløber, og lige ved byen Lucera ligger Paglione, omgivet af skov, olivenlunde, frugtplantager og hvedemarker. Gården omfatter syv hektarer vinmarker, foruden adskillige hektarer med føromtalte tomater og oliven.

Det var Nicolas forældre, Beniamino Faccilongo og hans hustru Maria Costanza, som i 1994 grundlagde foretagenet som følge af en modig beslutning: at omlægge Faccilongos familiegård til økologisk drift og derefter satse udelukkende på autentiske landbrugs- og håndværksprodukter som vin, oliven og tomater. Beslutningen var modnet efter flere års erfaringer med slagsiderne ved konventionelt og især intensivt landbrug, både for kroppen og sjælen. Satsningen var at gå mod strømmen og slå på respekt for naturen og for den lange landlige kulturarv; og hen ad vejen skulle det lykkes for dem. De lever stille, men de lever godt.

I dag har sønnen Nicola overtaget roret, mens forældrene nyder frugterne af arbejdet. Alt sammen under opsyn af bedstefar Nicola, som nok er 95 år men ikke mæt af dage, og han hjælper stadig til med arbejdet. Der er dog også mere professionelle kræfter på spil: Vinmageren Giorgio Coduti har med sikker hånd styret processerne i kælderen siden 2008, hjulpet et skridt videre på vejen af ønologen Cristiano Chiloiro i 2012.

“Filosofien er forholdsvist enkel,” forklarer Nicola: “Det væsentlige for os er at fjerne det unødvendige for at afsløre det, der i virkeligheden betyder noget.” Der er altså tale om en slags sokratisk minimalisme, det enkle liv befriet fra konventionernes tyngende kraft. Less is more, og “vi yder vort yderste for at gøre så lidt som muligt.”

I vinmarkerne betyder dette certificeret økologisk landbrug, eneste behandlinger er med sulfit og kobbersulfat; samt en bevidst indsats med at bevare jordens fugtighed i et sårbart miljø, hvor det frugtbare jordlag ofte er mindre end 30 centimeter dybt. Derfor arbejdes med forskellige dækplanter, og biprodukter fra produktionen, såsom drue- og tomatskaller, føres tilbage til jorden som en slags frisk grøn gødning. Målet er at holde jorden frodig, så planterne føler sig hjemme og kan vokse frit.

I kælderen er tilgangen ligeledes tilbageholdende. Gæringen foregår udelukkende med vildgær, og der anvendes ingen tilsætningsstoffer, vinene hverken klares eller filtreres. En vis temperaturstyring er dog nødvendig, især i de varme apuliske sensomre, ellers ville man geråde ud i problemer med overophedning af mosten under gæringen og hvad deraf følger. Til gengæld anvendes der ikke sulfitter i produktionen, allerhøjst i nødstilfælde, men med sans for naturens rytmer og rettidig omhu undgås de som regel. Resultatet er rene, frugtige og forunderligt friske vine med liv og sjæl.

Cacc’e Mmitte

Lucera og omegn er nu ikke helt så ukendte, som Nicola Faccilongo først lader forstå. Slet ikke hvis man er heldig at have en smule klassisk dannelse. Byen ligger på sletten Tovoliere delle Puglie for foden af Daunia-bjergene. Området var i oldtiden hjem for daunierne, en såkaldt lapygisk stamme, en urbefolkning som muligvis indvandrede over Adriaterhavet fra Balkan. Man kan kalde dem en slags “sydens etruskere”, som beboede nutidens nordlige Apulien, indtil de først bukkede under for samniterne og siden romerne, som i tredje århundrede før vor tidsregning integrerede dem i Romerriget. I den klassiske oldtid var Lucera kulisse for magtkampen mellem Julius Cæsar og hans rival Pompejus den Store i republikkens sidste år; og i romersk kejsertid for slag i borgerkrigen mellem Octavian og Marcus Antonius. Fra denne tid stammer blandt andet byens velbevarede amfiteater.

Fra hedenold stammer dog ikke Daunias mest karakteristiske druesort, Nero di Troia, ‘den sorte fra Troja’ (også Uva di Troia), selvom det er en hævdvunden gammel sort. Glem dog alt om græske aner, som så mange druesorter i det syditalienske ofte tilskrives. Det Troja, der henvises til i navnet, er landsbyen Troia nær provinshovedstaden Foggia. En legendarisk forbindelse består dog, da byen siges at være grundlagt af ingen ringere end Diomedes, en af flådeførerne i archaiernes krig mod Troja. Såvidt myterne, Nero di Troia dyrkes i dag næsten udelukkende i det nordlige Apulien men findes dog også i det indre Campanien, omkring byen Benevento, hvor den lokalt kendes som Summariello. Den apuliske højborge er omkring Andria, Bari, Barletta, Cerignola og Lucera, og der holder den stand, trods en vis tilbagegang i det seneste århundredes løb. Især interessen for gamle indfødte sorter har gjort den godt. Den benyttes traditionelt især i blends, især som farve- og struktur-givende andel, men på egen hånd kan den opnå særdeles udmærkede omend rustikke men ind imellem også raffinerede vine. Typisk til den kraftigere, krydrede side med markant tanninstruktur. Man træffer to forskellige kloner af sorten, én med små og én med større druer, og den første giver generelt de mest interessante vine. Begge er at finde på Pagliones beplantninger, med en pæn overvægt af den første.

Totalt lokal er traditionen med det dialektale navn “cacc’e mmitte”, som betyder noget i retningen af ‘tag fra og smid i’. Den stammer tilbage fra en tid med udbredt fællesskab om vinfremstillingen blandt de lokale bønder: Da langt fra alle vinbønder i gamle dage havde deres egne fuldt udstyrede vinkældre, var det skik at leje sig til en ‘palmento’, de store pressekar af sten, fandtes på større gårde; og da lejeaftalen ofte var forudbestemt og begrænset til en enkelt dag, blevde forskellige druesorter alle høstet samtidigt og presset sammen i disse kar. Navnet afspejler altså den hurtige procedure: Én vinproducent fjernede sin most (cacc), og en anden smed straks sine friske druer i (mitt). Samhøsten og rotationssystemet har siden givet DOC-området og dets traditionelle blend dets helt særlige navn; og Paglione fører med stolthed traditionen videre.

Det fulde farvespektrum

Paglione producerer som nævnt vine fra indfødte sorter, efter lokale traditioner og med hårdt erhvervet håndværk, rigtig landvin med ekkoer af historiens vingesus. Men selvom kultur og historie er gode studier, formaner Nicola Faccilongo, så er det at smage en særlig glæde og det bedste måde at lære området at kende på; og hans vine taler sandeligt for sig selv, med tydelig lokal dialekt.

Dilucere Daunia Bianco 2024. Dilucere er latin for at blive belyst eller komme til syne, og man får virkeligt syn for sagen og smag for solen over Daunias bjerge og dale. Ifølge Nicola minder dens intense farve i glasset ligefrem om sommeren i Lucera: “Dens solbeskinnede sten, grønne vinmarker, gyldne hvedemarker og den fjerne kystlinje ved Gargano.” Til forbrugernes oplysning er den et traditionelt halvt om halvt blend af druesorterne Bombino Bianco og Malvasia Bianca, den første giver saftighed og struktur, den anden især aroma. “Vi søger en lysende og frisk karakter. Normalt høster vi midt i august, måske så sent som først i september. Vi høster ved daggry, presser druerne direkte og kickstarter gæringen med en pied de cuve og så seks måneder på ståltank. Den er saftig, har blød fylde og en mildt syrligt spænding; og modne citroner i massevis, små strejf af pomelo og lime samt dråber af honningmelon og sukat. En sjældent læskende syditaliensk hvid! 185 kr. hos ViaMaria

L’Eclettico Daunia Bianco 2022. Druerne er de samme som til Dilucere, men fra en anden mark, hvor de som oftest modner en smule bedre; og det er en forudsætning for vin med fuldbyrdet maceration. “Jeg kan huske, at min bedstefar lavede den her slags vin, dengang jeg var barn,” beretter Nicola. “Jeg tror, det var den første vin, jeg smagte. Orangevin, det kaldte vi det ikke, men det har været her i umindelige tider. Den eneste måde at konservere vinen på var at gære den med skallerne. Man havde ikke bedre midler, så under vore varme himmelstrøg var det en nødvendighed.” Høsten finder sted først til midt i september, og macerationens længde afhænger af årgangen, men som hovedregel varer den godt gæringen ud, altså nogle uger. Igen med en vis temperaturstyring, så hverken fermentering eller ekstraktion stikker af. Navnet “den eklektiske” angiver vinens stilistiske grundtræk såvel som vekselvirkningen mellem naturens gang og vinmagerens metoder. Den er næsten indbegrebet af italiensk orangevin i glasset, gylden frugtsaft med raffineret rusticitet. Friske og tørrede abrikoser, mandler, friske og tørrede krydderurter, kandiseret citrus. “Lunken går den godt med risotto med grøntsager eller gorgonzola, kølet ned er den god med frugtdesserter.”

Mania Vino Rosato 2024. Italienerne har sans for de dybere nuancer af rosa og således også i syden: Pagliones traditionelle rosato minder meget mere om Cerasuolo d’Abruzzo end om Côtes de Provence. Det skyldes ikke mindst tilgangen, som er et udslag af cacc’e mmitte, med samgæring af røde og hvide druer. Det er en elskelig stil, og Nicolas far blev så besat af den, at de valgte navnet Mania; inspireret af filosoffen og psykiateren Karl Jaspers beskrivelse af manien som en “overstrømmende eufori, hvor tingene, verden og fremtiden fremstår i deres mest rosenrøde lys”. Nero di Troia smelter sammen med Sangiovese, Montepulciano og Bombino Bianco til en blomstrende, frugtig, forfriskende og fyldig storcharmør af en vin. Sorterne høstes samtidigt, hvilket sikrer et spil mellem forskellige modenhedsgrader, det giver god syre såvel som frodig frugt; og med sin æteriske, let volatile træk og fenoliske bagkant er det også en gastronomisk kapabel og alsidig vin. “Kold er den som en rosé, lunere mere som en let rødvin. Den har både bid og sødmefuld frugt, men den er altid først og fremmest frisk” — og ærkeitaliensk med sursøde kirsebær, hybenrose og hyben, jordbær og cocktailbær. 185 kr. hos ViaMaria

Caporale Cacc’e Mmitte 2024. Husets signaturvin, men hvem er korporalen? “Folk plejede at kalde min bedstefar korporalen, da han var arbejdsleder for markarbejderne. Han har virkeligt arbejdet hele sit liv i markerne, og undervejs har han haft næsten 100 unge landmænd i lære. Så Caporale er hans vin, og det er hyldest til områdets traditioner med cacc’e mmitte og Nero di Troia i hovedrollen.” 60% Nero di Troia og 35% Montepulciano høstet midt i september får sidst på måneden følgeskab af 15% Bombino Bianco, og efter knapt et par ugers maceration med hyppig remontage modner vinen et halvt års tid på ståltanke før flaskning. Uforfalsket frisk frugt lige fra marken møder en i glasset, et akkurat aftryk af vind, vejr og menneskelig velvilje. Saftige kirsebær og skovbær, samt fint urtede noter og let teagtige tanniner, læskende og meget mundvandsfremkaldende. “Ariopp, Ariopp!” har været bedstefar Nicolas mantra, siden har var teenager– en mundret gengivelse af “Hurry up, hurry up!”, som han hørte de amerikanske soldater sige, da ved slutningen af Anden verdenskrig ankom til området. 175 kr. hos ViaMaria

SantaJusta Nero di Troia 2018. Santa Justa var en legendarisk lokal helt, en slags Luceras Robin Hood: En lovløs figur forbundet med Karl I af Anjous belejring af Lucera stjal tilbage fra de fæle franskmænd og gav til de fattige lokale. Her spiller Nero di Troia solo, og dens rene klang understøttes gennem lang maceration og lang lagring på egetræsfade og siden på flaske. Det resulterer i en mægtig men majestætisk og elegant vin med flot kompleksitet og dybde. Mørke frugter og søde krydderier fører ordet og et væld af fine tanniner griber pænt i gummerne. Blå blommer, sorte kirsebær, frugtskind, frugtlæder, Earl Grey te, kandiseret orangeskal, kanel, allehånde, sort peber. Seriøse sager.

Flaske: Caporale 2024
Vinhus: Paglione  
Oprindelse: Apulien, Italien  
Druer: Nero di Troia,
Montepulciano, Bombino Bianco  
Jordbund: Kalksten, grus og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViaMaria
Pris: 175,-  

Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-