Roxanich Lara 1/6 2016

Temperament og tålmod: Malvazija med lang skindkontakt og lang lagring, og giver man den god tid, giver det alt sammen mening. Istriske Mladen Rožanič lefler ikke for publikum, han har sin egen smag og sine meningers mod, og de sætter sig igennem i hans vin— her i opkaldt efter hans ældste datter Lara; og lad det være sagt med det samme, den kryber langsom under huden på en. Glødende ravgylden i glasset og først en smule svampet og kældret i snuden; men så åbner den for dybere dufte af honningtavle, eksotiske frugter og oxidative nøddenoter. I smagen går det stille og roligt løs med mango, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, Middelhavsurter og strejf af Campari og Amontillado sherry. Sært saftig og samtidigt særdeles tør, svingende syre og smidige tanniner, meget stimulerende mundfølelse og masser af stof at fordybe sig i. Spændende, spændende, siger næsten sig selv med to måneders maceration og syv års fadlagring. Høstet 12. september 2016 og flasket 7. februar 2024. Madvin og meditationsvin, kan med fordel dekanteres.

Flaske: Lara 2016
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Pelican Wines
Pris: 300,-

Comment