Adriano Grasso Doro Moscato Metodo Classico 2019
Moscato d’Asti møder Champagne! Man må være en smule skør, erkender Adriano Grasso, når man forsøger at gennemføre en andengæringen på flaske af en stille Moscato vin med mere end 100 gram restsukker… men efter et pænt kvantum eksploderede flasker lærte han at mestre teknikken, og nu sidder den lige i skabet. Først frodig skum, så sagte, sprøde bobler. Strålende gul duft og delikat syre-sødme-balance, kærtegner snudeskaft og mundhule med orangeblomstvand, mandarin, friskrevet citronskal, kandiseret orangeskal, marcipan, bergamot og salvie. Seriøse sager med såvel umiddelbar charme som gastronomisk potentiale. Økologisk dyrkede druer, håndhøst midt i september, kryomaceration, langsommelig presning, spontangæring, andengæring på flaske og godt et år med gæren før degorgering. Dedikeret til datteren Doro, deraf navnet. Glimrende alternativ til tryktankens muskatskum, en helt anden verden!
Flaske: Doro 2019
Vinhus: Adriano Grasso
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Moscato
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-