Bolfan Cuvée Crveni 2019
Overraskende saftigt og elegant blend af Blaufränkisch og Cabernet Sauvignon fra Zagorje nord for Zagreb— men måske mindre overraskende, når manden bag er den dygtige Tomislav Bolfan. Økologisk og biodynamisk vinavl samt kontrolleret inaktivitet i kælderen er omdrejningspunkterne med endemålet ren og skær naturlig vin til både fornøjelse og fordybelse. Det lykkes meget godt! Her er det et blend af 70% Blaufränkisch og 30% Cabernet Sauvignon fra den sydvendte skråning Vinski Vrh, håndhøstet, spontangæret og modnet på 3.000 liters egetræsfade. Fløjlsblød, næsten silkeglat mundfølelse, med mundvandsdrivende syre, ganske fine tanniner og virkelig frisk frugt, skovjordbær, blåbær og solvarme solbær, krydret med flødekaramel, mørk chokolade og sort peber. Stimulerende 6 gram syre og lette 12% alkohol med små 3,2 gram restsukker på vægten. Spændende sager og så til en overmåde overkommelig pris.