Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018

Stringent, seriøst og svimlende, en smule som Le Mont Damné fra Dagueneau eller Le Clos fra Raveneau — men vi er “kun” i østrigske Steiermark, som ikke når Sancerre eller Chablis til sokkeholderne, skal man tro den vedtagne visdom. Det synes der ikke at være nogen, der har fortalt Ewald og Brigitte Tscheppe fra Weingut Werlitsch, for de laver vine med en sjælden stedsans, nerve og dybde, der ikke lader meget tilbage at ønske. De dyrker deres vinstokke biodynamisk og vinificerer druerne minimalistisk for at lade terroiret træde tydeligst frem; og for at få alle aspekter af opok-jorden på deres topmark med, laves vinen af såvel Sauvignon som Morillon, det lokale navn for Chardonnay. Ex Vero kommer i tre trin, det andet fra det mellemste stykke af den sydvendte skråning og finder en flot balance mellem frugt og mineralitet. 2018 er endnu ung men emmer af grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og guava, syren er sprød og stram og flankeret af en salt mineralitet. En opstrammer, en oplagt madvin, en investing til kælderen, Ex Vero er ganske enkelt eminent.

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ex Vero II 2018
Vinhus: Werlitsch
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 295,-

Comment