Peter Jakob Kühn Riesling Doosberg 2017

Rhinguld igen! Det var vel egentlig vådeværk at drikke en så stor Riesling så ung, men det kan hænde… Heldigvis viser den sig allerede fuld af moden frugt, men man skal være svært glad for syre og følelsen af istapper i munden. En tæt citrus- og ferskenfrugt folder sig stille ud fra den stramme syre, og der er smuk balance og en summende mineralitet hele vejen igennem — og guldet gemmer sig på bunden. Doosberg er en sydvestvendt skråning lige nord for Rhinen og øst for Oestrich, hvor familien Kühn holder til. Jordbunden består af løss fyldt med grå kvarts, rig på mineraler og med en høj vandlagringsevne. Den porøse løss har også holdt på mangt en grævlingehule, deraf navnet Doosberg, der på Rheingaus dialekt betyder Grævlingebjerget. Langsom helklasepresning og gæring uden temperaturkontrol, 13 måneders modning med bundfaldet på store, gamle fuderfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Doosberg 2017
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 375,-

Comment