Forår er forbundet med håb. Antydninger og forventninger, genfødsel og fornyelse, en blomstrende fremtid inden for rækkevidde. Foråret giver frit løb for optimisme, en tilstand, som ellers har trang kår i disse tider. Fra vintergækker og anemoner over hasselranker og lærkesang til pilens gæslinger, spæde bøgeblade og blomstrende ramsløg. Foråret har sine egne fornemmelser og stemninger, særegne dufte og smage, som vi også bære videre fra den vilde natur og ind i vores kulinariske rum.
Forårsvin er et vagt og vidt begreb, for mange vine kan nok siges at have en forårsagtig karakter eller være særligt velegnede til forårets spiser. Grüner Veltliner synes dog at være selvskrevet på listen: Med sit sprøde, grønne væsen, sin kølige nerve og tilløb til frodig frugt er den ikke kun forårskåd af karakter. Den er grøn ikke kun af navn men også af gavn og går glimrende sammen med en række af forårets særlige spiser som brændenælder, bøgeskud, grønne asparges, ramsløg, ærteskud og grønne ærter, humleblomster og friske krydderurter; og foråret fortsætter ind i sommeren, hvor forfriskende hvidvin med lyst sind også er en velkommen vare. Derfor en række anbefalinger til nogle af de bedste nye skud fra den østrigske vinscene.
Kamptal er kilden til de nok mest fuldendte forårsvine på Grüner Veltliner. Johannes Hirsch står som altid på spring med sine subtile, elegante og alligevel substantielle vine, og igen gør han han indtryk med sin glimrende Grub, som er mere mineralsk og krydret end frugtig og fyldig. Marken Lamm er ofte eksponent for den mere modne, frugtige og fyldige stil, af og til med sommerlig volumen og opulens, men de seneste par årgang har haft mere moderate og meget mere mundvandsdrivende friskhed over sig. Ikke mindst Birgit Eichinger har overrasket positivt med sine vine derfra med en tiltagende balance og udtryksfuldhed. Altid elskelige enkeltmarker at nyde unge er Renner og Käferberg. Bevæger man sig videre vestover er der selvfølgelig også gode toner at træffe i Kremstal— sikre træffere findes hos Nigl, Proidl, Geyerhof og Mantlerhof— og selvfølgelig også Wachau; og vil man det mere spæde og spinkle, søger man ikke forgæves i Weinviertel. Et særligt godt tip til en gedigen hverdagsvin og et rigtigt godt køb er fra Pfaffl, som her til lands sælges hos COOP i serien Die Weinmacher. Det er spot-on sprød og spændstig Grüner Veltliner uden dikkedarer.
Østrigerne selv nyder stadig at nyde deres vine ganske unge, og det forstår sig, når man smager knusprig Grüner Veltliner fra de senest frigivne årgange. Så længe man kommer i hu, at de store enkeltmarksvine ofte har godt af nogle år på langs for for alvor at folde sig ud, og flere af dem oftest først når deres mest formfuldende udtryk efter et årti eller mere.
Ni nye topskud
Årgangene 2022 og 2023 giver generelt lammetæv til fordommene om Lamm som en altid frodig vin med næsten overmoden frugt og overmodig fylde. I stedet fremstår de anderledes elegante og fokuserede, så ikke overraskende er de strøget til tops på listen over de bedste i genren. Det samme gjorde et par af de stejleste marker i Kremstal, eksempelvis Ehrenfels fra familien Proidl, som altid er et sikkert trumfkort med Riesling; men som Grüner Veltliner gør den sig også glimrende, og det samme gør Proidls Pellingen i årgang 2023.
Hirsch Ried Lamm 2023: Mild men subtilt udtryksfuld snude med duft af fugtig nåleskovbund, fyrreblomster og humle. Saftigt flow og snurrende syre på tungen med masser af tæt pakket fint tørstof, frisk ferskenfrugt, pinje, marcipan og harpiks, pikant bitternote og ganske tørt finish. Underfundigt, kompakt og kompleks. Atomwine
Jurtschitsch Ried Lamm 2022: Frisk og mild duft af moden pære, mango og ananas med dybere noter af nåleskov, urter og hø, brioche, banan og pistacie. Saftspændt i munden, med en mundvandsdrivende syre, der kildrer på tungen, og en fyldig saft af moden stenfrugt, citrus og tropefrugt, pinjekerner og vildblomsthonning, en delikat bitter bagkant og let salt eftersmag. Læskende, stimulerende og ganske enkelt storartet, flot balance og længde. Vinoble
Schloss Gobelsburg Ried Lamm 2022: Næsen antyder syrlighed i smagen og er ellers fint krydret, grønne enge, fyrreblomster, pollen og bivoks. Meget stimulerende i munden, med omfavnende syre og det fineste tørstof, sart summmen på tungen af urtesalt og spejderhagl midt i en frodiggrøn frugt og pæn frugtsødme. Køligere stil end vanligt og ikke så yppig i fylden men meget fokuseret og karakterisk krydret og mineralsk. Bichel
Wieninger Ried Preussen 2023: Syltede grønne tomater og masser af moden ferskenfrugt i duften. Meget god frugtsmag, syngende syre og et fint krydret tørstof og behagelig bitterhed, som knuger om tungen. Grøn pære og fersken, en smule mango og kumquat. Modne grønne sager i duft og smag, særdeles herlig. Sigurd Müller Vin
Ott Ried Rosenberg 2022: Mild duft af gule æbler med diskrete strejf af blomster og urter. Rund, rig og stoflig med en stringent syre, som strammer op i dens velourbløde frugt. Fine noter af orangeskal, bergamot, kandiseret ingefær og hvid peber. Intens og alligevel elegant afstemt. Atomwine
Proidl Ried Ehrenfels 2023: En slank, rank, saftig og spændstig vin med masser af grønlig frugt, pærer, grønne reineclauder, mango, en lime-agtig syre og stenet mineralitet. Rund fylde og fin stoflighed, flot krydret i eftersmagen, enghø og tørrede krydderurter, salt og peber. Svært god! Otto Suenson
Proidl Ried Pellingen 2023: Mildt krydret duft, græs, hø og antydning af krydderurter. Knusprig på tungen, med saftig æble-pære-frugt, fersken, kandiseret orangeskal, fin syre, delikat bitterhed og tørt træk i eftersmagen, mundvandsdrivende og meget madvenlig, ganske glimrende. Otto Suenson
Nigl Ried Kirchberg Herzstück 2023: Lyse stenfrugter forfører næsen, med milde marcipannoter og bivoks. Tungen kærtegnes med en saftig fylde og glat viskositet. Syrlig spænding, salt mineralitet og pikante umaminoter. Grønne reineclauder, krydderurter og klassisk soffrito i eftersmagen. Mellemfyldig, fokuseret, ret strukturbetonet men ganske elskelig, appetitvækkende og alsidig. Sigurd Müller Vin
Huber Ried Zwirch 2023: Karakteristisk krydret men usædvanligt kernefrugtig. Fuld af saftige æbler og pærer og kvæder, med let pebret spice og urtede undertoner. Kølig kerne, kun mellemdistance i længen men vinder det hele hjem med sit ligefremme og læskende væsen. Supervin
De grønne dufte og smage, det sprøde knæk og den friske syre passer særdeles godt sammen med de unge, friske grønsager, som skyder op af jorden i de næste uger og måneder. Sæt pris på dem med et godt glas Grüner Veltliner og nyd, at vi endnu har ret klassiske og forholdsvist kølige årgange til rådighed fra hjertet af Europa.
Flaske: Ehrenfels 2023
Vinhus: Weingut Proidl
Oprindelse: Kremstal, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit
Drue: Grüner Veltliner
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: Otto Suenson
Pris: cirka 300,-