Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-  

Leithaberg under lup

Bliver den bedste Blaufränkisch til i det nordlige Burgenland? Det er et synspunkt, som fortalere for vinene fra Leithaberg vil forfægte; og det er faktisk ikke ren fuldemandssnak eller et uforståeligt særstandpunkt.

“Der er ikke mange sorter, som så smukt kan kombinere egenskaber fra den konkrete vinmark, den dyrkes på, eller sin appellation som helhed, med et rendyrket sortsudtryk. Det kan Blaufränkisch, og det gør den på Leithaberg, med kølig friskhed, saftig frugt og knitrende mineralitet.” Ordene er Stefan Zehetbauers, og han er ikke kun troende, han er tillige praktiserende; sammen med godt 50 andre i den lokale sammenslutning af vinbønder, som bringer deres vine til torvs med oprindelses-, typicitets- og kvalitetsstemplet Leithaberg DAC.

Vi befinder os som nævnt i det nordlige Burgenland, øst for Thermenregion og syd for Carnuntum. Stik mod øst ligger Neusiedlersee og længere mod syd Mittelburgenland og Eisenberg. En opremsning af Østrigs bedste rødvinsområder, som Leithaberg ganske naturligt føjer sig til, og siden årgang 2009 har deres Blaufränkisch kunnet smykke sig med de tre bogstaver DAC efter oprindelsen, en officiel garanti for at vinen lever op til landets strenge kontrol af oprindelse og kvalitet. En anerkendelse af, at vinene hører til blandt landets bedste og mest traditionsrige.

At kvaliteten konstant er i top kommer for en dag hvert år i september, hvor et bredt udvalg af enkeltmarksvine fra Leithaberg bliver præsenteret til Østrigs årlige store årgangspræsentation på Schloss Grafenegg i Wagram. I år var ingen undtagelse, sjældent har vinene faktisk brændt så klart igennem— se blot smagenoterne på mine favoritter sidst i artiklen. Som optakt skal vi først se nærmere på, hvor og hvad Leithaberg egentlig er for en størrelse; og hvad det egentlig er, som vinene fra de bløde skråninger udmærker sig ved.

Bakker og sø, kalk og skifer

Leithaberg tager navn efter die Leithagebirge, en lille bjergryg eller bakkekam, der som en østlig udløber af Alperne strækker sig som en skråstreg gennem landskabet og skiller Burgenland fra nabodelstaten Niederösterreich; og for foden af bakkerne ligger den store, lavvandede sø Neusiedersee og på dens anden side den store pannoniske slette i Ungarn.

Leithagebirge når op i 484 meters høje og strækker sig skråt godt 35 km langs den vestlige bred af Neusiedlersee, fra Jois og Winden i nord til Mörbisch og Zagersdorf i syd. Undergrunden består hovedsageligt af gnejs og glimmerskifer og blev skabt for omkring 17 millioner år siden under Alpernes dannelse. Senere er disse lag dækket af kalkholdige sedimenter fra urhavet, som oprindeligt dækkede stedet; og det er kobinationen af forvitret grundfjeld med kalksten og skifer, som er den første forudsætning for Leithaberg-vinenes umiskendelige karakter. Den anden er klimaet, for højderyggen udgør et skel mellem Østrigs ellers atlantisk-alpine klima og det kontinentalt-pannoniske klima, som hersker over Ungarn. Leithabergs østside er beskyttet mod kølige vinde fra nord og vest, og vækstsæsonen er betydeligt længere end på vestsiden. Forår og efterår er for det meste milde, og det nærliggende vandområde Neusiedlersee afbalancerer klimaet ved at holde på varmen om dagen og afgiver den om natten, ligesom den holder på sommervarmen og igen afgiver den om efteråret. Vintrene er til gengæld kolde, men som regel med meget lidt sne. Den gennemsnitlige nedbør ligger årligt mellem 400 og 600 mm.

Den grønne bremme er die Leithagebirge, de lilla plamager de officielt demarkerede vinmarker i Leithaberg

Jordbunden er forholdsvist basisk grundet det høje kalkindhold fra forvitrede kalksten fra urhavet, den såkaldte Leithakalk. Den dannedes i det lavvandede hav, som dækkede området for mellem 17 og 12 millioner år siden og dannede små rev. Leithakalk er lys og fast og indeholder tydelige rester af diverse havdyr som snegle og muslingeskaller, og derfor klassificeres den oftest også som en såkaldt Muschelkalk. De øvrige stenforekomster er mørkere og metamorfe af natur, paragnejs og især glimmerskifer.

De stenede jorde, som er fremherskende på skråningerne, især deres øverste dele, er fattige på næringsstoffer og tvinger derfor vinstokkene til at slå rødder bredt og dybt ned i jorden. Kun sådan kan de optage nok vand og de nødvendige mineralsalte fra jorden. En frisk frugt er fremherskende, de gennemgående kalkholdige jorde giver vinene en særlig finesse, syrenerve og salt mineralitet, mens de mere udprægede skiferjorde giver yderligere spænding og en mere flintet og røget karakter til vinene. De lyse kalkjorde er reflekterende og ret kølige, mens de mørkere, skiferstenede jorde lettere indfanger og lagrer varme, hvilket selvfølgelig påvirker vinstokkenes vækst og druernes modning.

Den karakteristiske Leithakalk i hænderne på Gernot Heinrich

En Blaufränkisch højborg

“Jordbunden er af afgørende betydning for en vins smag,” fastslår Kurt Feiler, “selv valget af druesort bestemmes også i høj grad af jordbundstypen.” Feiler er en fremragende fortolker af Blaufränkisch, og selvfølgelig er det den drue han, som så mange andre, holder i særlig høj agtelse i bakkelandet mellem die Leithagebirge og Neusiedlersøen.

Leithaberg lægger jord til mere end 600 hektarer med sorten, som dermed også må regnes som områdets førende druesort, efterfulgt af Grüner Veltliner, Zweigelt, Welschriesling, Chardonnay og Weissburgunder. Det må ikke glemmes, at godt en tredjedel af Leithaberg DAC udgøres af hvidvin på netop grønne nævnte sorter, og den kan være ganske så fremragende. Igen fremhæves ofte den friske frugt, ranke statur og den særlige, let salte mineralitet. Men Blaufränkisch forbliver områdets helt store stjerne.

Hans Nittnaus: “Blaufränkisch har en balance mellem styrke og elegance, som er svær at finde andetsteds, og den udtrykker terroiret som ingen anden drue; og så er det den traditionelle rødvinsdrue i vores hjemstavn Burgenland.”

Til Leithabergs absolut trendsættende producenter bør regnes Ernst Triebaumer senior, der som den første i 1986 flaskede sin Blaufränkisch fra marken Marienthal separat og følgende indhentede internationale priser for den. Dermed var første frø spiret i det, der i dag blomstrer som kvalitetsrødvin og enkeltmarksvine i Østrig, og langt senere skulle hele Leithaberg følge trop. I dag er en lang række andre producenter at betragte som toneangivende, ikke mindst Gernot og Heike Heinrich, Anita og Hans Nittnaus og Hans Nehrer. Dertil kommer det traditionsrige slot Ésterhazy, mastodonten Leo Hillinger samt mindre men kvalitativt større Markus Altenburger, Birgit Braunstein, Feiler-Artinger, Georg Prieler, Erwin Tinhof og Stefan Zehetbauer samt Wagentristl. Uden for foreningen finder vi for øvrigt særdeles udmærkede vinhuse som førnævnte Ernst Triebaumer samt Kollwentz, Gut Oggau, Joiseph og Lichtenberger-González. Et tiltalende træk, som overraskende mange af disse producenter har til fælles, er en tidlig interesse for og officiel omlægning til økologisk eller biodynamisk vinavl og i et vist omfang også mere minimalisme i kælderarbejdet. Hvilket selvfølgelig også sætter sig spor i Leithabergs stilistiske udtryk.

Kurt Feiler: “Blaufränkisch trives både på lette og tungere jorde. Om jorden er præget af kalk eller skifer, kan man tydeligt dufte og smage i vinen. Den genkendelighed af terroiret gør Blaufränkisch til en meget stor og særlig druesort.”

Gernot Heinrich stemmer i: “Vinen fortæller om sin oprindelse. Man kan mærke den kølige kalksten, der reflekterer varmen, eller glimmerskiferen, der absorberer solens stråler. Man kan mærke den luftige højde og skovenes kølighed her. Stor vin er uløseligt forbundet med et i ordets bogstaveligste forstand fremragende terroir, hvor vinmarken står frem i hovedrollen. Vi forsøger at lade vinmarkerne tale for sig selv ved at give vinen frihed til at tale om sin oprindelse med en uforfalsket, tydelig stemme. Vine, der skal fortælle om oprindelse og tradition, gør det bedre, hvis de har rod i et så mangfoldigt miljø som muligt.”

Birgit Braunstein: “Terroir er alkymien mellem klima, sted, årgang og menneske. Det er det reneste udtryk for tid og sted. Vi dyrker vores vine i et af Europas mest spændende terroirs– Leithaberg. Kalk og skiferjord præger vinstokkene og giver vinene mineralitet, spænding og et langt liv. Mikroklimaet mellem Neusiedlersøen og Leithabergskovene bringer det bedste fra to verdener sammen; et samspil, der skaber dybe, elegante vine med en klar oprindelse og en stor indre ro.”

Siden 2015 er der foruden ‘almindelig Leithaberg’ markedsført vine fra enkeltmarker sammen med DAC-mærket, og i dag tappes godt 20% af Leithabergs vine med marknavn. Påberåbelse af enkeltmarker er som i resten af landet tæt reguleret. Kun navne, som er officielt registreret i matrikelregistret, kan anvendes på etiketten, og forbrugere kan derfor finde dem alle digitalt på Austrian Vineyards.

I forfædrenes fodspor

Allerede omkring år 700 før vor tidsregning dyrkede keltiske stammer vinstokke i området omkring Leithaberg, bevidnet ved arkælogiske fund af så gamle druekerner i en gravhøj ved Zagersdorf. Senere huserede romere i området og dyrkede med stor sandsynlighed også vin; og i middelalderen bragte cisterciensermunke fra Frankrig druesorter som Pinot Noir og Pinot Gris til området. Siden bosatte frankere sig for at hjælpe med at opdyrke landet, og det indebar blandt andet vinavl, således kan flere vinmarkers navne spores tilbage til det 1500-tallet, hvor både kirken og mange adelige ejede vinmarker på skråningerne af nutidens Leithaberg. Således var tilstanden så godt som helt frem til det østrig-ungarske kejserriges fald efter Første verdenskrig.

Burgenland hørte indtil 1921 formelt til Ungarn, og vinene derfra solgtes i største stil østover, udover til det tørstige Wien. Leithabergs historiske tilhørsforhold til Ungarn forklarer også betydningen af Blaufränkisch, der under navnet Kékfrankos ret beset snarere er en ungarsk sort. Kékfrankos/Blaufränkisch har historisk været den vigtigste rødvinsdrue på Leithaberg, men for 100 år siden var 80% af vinmarkerne beplantet med hvidvinssorter. Tiderne skifter i takt med tilhørsforholdene og de øvrige trends, æstetisk, kulturelt, politisk.

Det nuværende Leithabergs historie kan spores tilbage til det nylige årtusindeskifte. Dengang, hvor området blot var en del af den store officielle appellation Neusiedlersee-Hügelland, ‘bakkelandet ved Neusiedlersee’. I 2002 gik en lille flok vinbønder sammen for at definere sig ud fra deres fælles oprindelse: En gruppe fra Leithaberg præsenterede på det berømte Hotel Sacher i Wien sine vine som noget ganske særligt. En tanke var søsat, noget nyt var under opsejling. Året forinden havde Østrig kundgjort satsningen på et nyt appellationssystem for vin; og kun seks år senere blev just nævnte gruppe så kernen bag den nye områdetypiske oprindelsesgaranti Leithaberg DAC— og med endnu et årtis erfaring var fra 2019 klar til at præsentere deres bedste enkeltmarksvine side om side med dem fra Eisenberg og siden med resten af det klassiske Østrigs bedste flasker.

Den særlige smag

Leithabergs nuværende definerede regionaltypiske profil er “friskfrugtig og elegant, stofligt tæt, mineralsk og let krydret, uden tydelige fadnoter”. I praksis forholder det sig sjældent helt som myndighederne og de gode intentioner vil det, men i tilfældet Leithaberg og Østrig generelt er det dog ikke skudt helt ved siden af. Skudsmål som ‘friskfrugtig’ og ‘udtryksfuld’ dukker tit op, dog ofte overgået af rosende beskrivelser som ‘elegant’, ‘filigran’ og ‘finesserig’.

Af personlig erfaring kan jeg fortælle, at fællestræk for megen god Leithaberg er duft- og smagenoter af skovbær og sursøde kirsebær og mere subtile noter af urter, nåleskov, skovbund, mose og brønd. Der kan også være solbær, hyldebær, slåen og enebær. Men det, der for alvor forener vinene fra Leithaberg, ligger mere i strukturen— syren, tanninerne, tørstoffet, mineraliteten. Det er mere diskret og mindre håndgribeligt, men man kan som hovedregel forvente en blød fylde, frisk syrestruktur, ret fine tanniner og svagt salte noter i eftersmagen. En varm blidhed kombineret med kølig kant. Overfladisk betragtet slægter landskabet det burgundiske på, og en videre sammenligning af vinene synes heller ikke urimelig, hvis man betænker de karaktertræk, der ofte tilskrives Bourgogne-vine— elegance og finesse— ord, som man også ofte støder på i mangt en smagenote om Leithaberg-vine. Et godt entry level eksemplar er Heinrichs Blaufränkisch Leithaberg DAC (Österreich Vin), som er friskfrugtig og ligefrem og samtidigt veludviklet og nuancerig, et yndefyldt flow af solbær og sursøde kirsebær, mildt krydret med kanel, allehånde og peber.

Jeg kan kort opsummere egne udtryk, jeg ved en kort gennemgang af smagenoter fra de seneste års Leithaberg-smagninger har skriblet ned— i rækkefølge efter forekomst: Kirsebær, krydderurter, hasselnød, solbær, peber, enebær, bregner, mos, tobak og kakao. Klart nok udvikler de mørkere noter sig mere og mere med alder, altimens de frugtige tones ned.

Men her kan det måske være kyndigt at følge Markus Altenburgers gode råd: “Jo bedre vinmarken er, desto mindre bør man gøre og sige.”

I midten marken Marienthal ved Oggau am Neusiedlersee

Fem favoritter

Die Qual der Wahl, når der skal skæres ind til benet. Blandt the usual suspects er ikke overraskende Heinrichs Edelgraben og Alter Berg, Markus Altenburgers Jungenberg og Paradiesgarten og Birgit Braunsteins Glawarinza og Thenau; og man går sjældent galt i byen med Georg Prieler, Erwin Tinhof, Hans Nehrer og Rudi Wagentristl. Ikke at forglemme fabelagtige Kurt Feiler. Følgende fem er mine personlige, umiddelbare favoritter fra årets smagning af enkeltmarksvine i september, alle fra den ret tørre og solrige årgang 2022, som gav ret rig frugt og stor fylde.

5. Nittnaus Ried Joiser Altenberg 2022: Moden rød bærduft med skovbærkompot og kandiserede violer. Saftspændt og ekstraktrig i munden, intens og fyldig frugt med frisk syre og fint sandede tanniner, trækker mundvand. Strukturbetonet men elegant, med lang eftersmag, skovbær, kirsebær, blomme. Alk.: 13%

4. Feiler-Artinger Ried Ruster Oberer Wald 2022: Mørk duft med lilla strålekrans, liflige skovbær, solbær og sort peber. I munden til den mere ekstraktrige side, tæt pakket frugt, fast i kødet, med fin syre og finmaskede tanniner. Skovbær, solbær, kirsebær, amarena, lakrids, valnød. Obere Wald er nabomark til den berømmede Marienthal. Alk.: 14%

3. Georg Prieler Ried Goldberg 2022: En friskfrugtig og fint krydret duft åbner ballet, i munden et fint, tætvævet stof med stimulerende mineralsk summen. Frisk og tørret figen, friske og tørrede kirsebær, blomme og sveske og sødmefulde skovbær. Rigt ekstrakt, ret fortættet, men frugten er så charmerende, at selv det tætte ekstrakt føles let. Alk.: 13,5%

2. Birgit Braunstein Ried Thenau 2022: Diskret i næsen men har liflige mørke kirsebær i dybden. Stor saftighed og fin stoflighed i munden, med elektrisk syrenerve og et venligt greb af fine tanniner. Sursøde kirsebær, modne blommer og svesker samt fine urte- og lakridsnoter i eftersmagen. Kompakt men strutter af sundhed. Alk.: 13%

1. Feiler-Artinger Ried Oggauer Marienthal 2022: Mild, mørk og meget liflig frugtduft, kompot af skovbær, kirsebær og blå blommer. I smagen går kirsebær og skovbær igen og så mere i retning af solmodne solbær i en lækker, saftspændt stoflighed med syngende syre, fintvævede tanniner og en mørk mineralitet. Lakrids, sort peber, enebær, nåleskov og våd skovbund i en lang eftersmag. Righoldig og raffineret, en meget stimulerende mundfuld!

Marken Marienthal ved Oggau er en af de højest og længst skattede i oplandet til Neusiedlersee. Den omtales helt tilbage i 1476 som Marchteil, som på daværende tysk kan oversættes til grænsestykke. Lokal dialekt har ad åre forvansket det til Moaritoal, og fra 1881 er marken dokumenteret under navnet Marienthal. Jordbunden er lys lehm med højt kalkindhold, på overfladen ses store og små kalksten, og i undergrunden findes rent kridt. Den megen sol og den varme pannoniske luft modereres af den lyse, kølige jord, og de kontrære kræfter skaber en stor spænding i Marienthals vine: De har intens frugt og stor fylde og styrke og samtidigt en spændstig struktur med livlig syre og faste tanniner. Prieler skuffer ikke, og Feiler-Artinger leverer som lovet og mere til.

Flaske: Ried Marienthal 2022  
Vinhus: Weingut Feiler-Artinger  
Oprindelse: Burgenland, Østrig
Jordbund: Kalksten, skifer  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: H. J. Hansen Vin  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-  

Spitzenklasse

Det nordøstlige Østrig, lige før det bliver Slovakiet. Sønden for Donau, østen for Wien og vesten for Bratislava. Carnuntum ligger i grænselandet, i korridoren mellem Alperne og Karpaterne, og østligst i det ellers forholdsvist flade område strækker sig Spitzerberg, ‘det spidse bjerg’, som en barriere lige nord for landsbyen Prellenkirchen. Nuvel, navnet er vildledende, for Spitzerberg er hverken spidst eller et bjerg, men snarere en højderyg, som løber gennem et landskab præget af små landsbyer, blandet landbrugsland og masser af vindmøller. Varm luft strømmer gennem korridoren fra den store pannoniske slette mod øst og videre vestover gennem Donaudalen. Derfor står luften aldrig stille, blæsten går frisk og især hen over Spitzerberg, som altid balancerer på kanten af tørke— også som følge af ekstremt lav nedbør og en ret karrig kalkstensjord, som holder dårligt på den sparsomme mængde vand. I modsætning til det øvrige Carnuntum står den derfor ikke på de tørstige sorter Grüner Veltliner og Zweigelt, Spitzerberg er noget nær det perfekte terroir til Blaufränkisch. I forhold til Leithaberg og Eisenberg i Burgenland falder bjerget ingenlunde igennem; og i de seneste årtier, ikke mindst den sidst håndfuld år har flere for alvor knækket koden til at få det lokale særkende frem i deres vine, en særlig friskhed, sarthed og elegance, især fra foregangsmænd som Johannes Trapl og Robert Payr men først og fremmest sortens og stedets store foregangskvinde, den navnkundige Dorli Muhr.

Dorli og hendes hjertebarn Blaufränkisch på flaske. Foto: Anna Stöcher

Dorli Muhr er en alsidig dame og et unikum i vinens verden. I 1991 grundlagde hun det i dag næsten legendariske PR-firma Wine+Partners, som i årenes løb har etableret sig internationalt som et af de stærkeste bureauer for markedsføring af vin og event management, eksempelvis som medarrangør af VieVinum, Austrian Single Vineyard Summit og Arlberg Weinberg. Så udadtil har hun spillet en vigtig rolle for østrigsk vin i de seneste årtier; men også på de indre linjer har hun samtidigt udviklet sig til en af landets toneangivende vinmagere.

I 2002 søsatte hun en livslang drøm om at lave sin egen vin, sammen med sin daværende mand, den velkendte portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort. Dog hverken i Douro eller i Toscana, som ellers også havde været på programmet; men få kilometer fra hendes fødeby i det dengang aldeles ukendte vinområde Carnuntum. Visionen var at lave vin på gamle stokke af indfødte sorter, og dem fandt de på Spitzerberg, hvor Dorli havde arvet en lille parcel, som gennem hendes bedstemor Katharina kom i familiens eje som medgift i 1918— set i bakspejlet en særdeles betydningsfuld bryllupsgave.

“Min bedstemor havde den her vinmark på Spitzerberg, og som barn kom jer der med mine forældre; og jeg husker, at det dengang virkeligt var et bjerg for mig,” erindrer den nu 60-årige Dorli. “Men da jeg var otte, trak de vinstokkene op, det var både besværligt og dårligt rentabelt at dyrke dem; og derefter gik den lidt i glemsel.” Dengang var der ingen særlig interesse for Blaufränkisch og slet ikke internationalt. Det var længe før, Ernst Triebaumer præsenterede sin Mariental 1986, der blev et vendepunkt i anerkendelsen af Blaufränkisch som kvalitetssort og Østrig som seriøst rødvinsland; men siden strømmede den såkaldte ‘rødvinsbølge’ roligt ind over landet, og knapt fire årtier senere har den kvalitative vinstand aldrig været højere.

I dén tid har Dorli Muhr været viden omkring, “men i dag er jeg endt otte kilometer fra min fødeby”— men nu i besiddelse af eget vinhus med 12 hektarer vinmarker, fordelt på 36 parceller, en nyrenoveret kælder og tilstødende smagelokale og have; og senest 98 point fra James Suckling til vinen Obere Spitzer 2022— den højeste internationale bedømmelse af en østrigsk rødvin nogensinde.

Hele herligheden: Spitzerberg set fra luften. Læg mærke til de vertikalt skrånende parceller, lagdelingen og nederst en klassisk østrigsk Kellergasse. Foto: Herbert Lehmann

Kalk, vind og tid

Carnuntum ligger lidt øst for Wien og syd for Donaudalen og udgør dermed Niederösterreichs sydøstligste flanke. Foruden at være delstatens mindste vinområde er det også dets eneste, hvor rødvin udgør pænt over halvdelen af produktionen. Dermed minder det en del om Burgenland, der begynder lidt længere mod syd langs die Leithagebirge.

Hovedsorten er med godt 225 hektarer Zweigelt, som også lægger druer til regionens vinøse visitkort, Rubin Carnuntum, samt Erste Lage vine fra eksempelvis Haidacker, Kirchweingarten og Steinacker. Blaufränkisch findes i det små ind imellem, 97 hektarer, men den kommer først for alvor til sin ret på Spitzerberg, hvor den til gengæld spiller hovedrollen næsten solo. Spitzerberg dækker samlet 100 hektarer, heraf godt 50 med vinmarker. Deraf ejer Dorli Muhr de 12, hvoraf 11 er beplantet med Blaufränkisch og den sidste med Syrah, der som international sort også spiller en vis rolle i Carnuntum sammen med Cabernet Sauvignon og Merlot. Men dels af erfaring, dels af personlig præference har Muhr valgt af fokusere på Blaufränkisch, som hun finder særligt tilpasset til netop Spitzerbergs jordbundsforhold og særlige mikroklima.

“Mine vine er langsomme vine,” betoner Dorli Muhr. Hun giver dem god tid, og det samme skylder vi andre tillige at tage os med dem. Det lønner sig.”

“Spitzerberg er geologisk den vestligste udløber af Karpaterne,” forklarer Dorli. “Her tager Karpaterne ende, lige før Alperne begynder, så vi ligger i en korridor, hvor en masse luft strømmer igennem. Vinden blæser virkeligt næsten hele tiden her, vi har over 300 dage med blæst. Den kommer fra østsydøst og op gennem Donaudalen mod nordvest; og dér går den op mod fugtigere luft fra vest, og det blokerer regnen. I gennemsnit får vi kun mellem 240 og 400 mm regn om året, og det meste af den falder fra april til juli, oftest mest i maj. Når vi endeligt får regn, kommer den som regel sydfra, en ‘italiensk regn’ om man vil. Af og til falder der 100 mm på en enkelt dag, alt for meget for jorden at absorbere, og så den løber den bare væk.”

Det betyder alt sammen udtalt tørt klima, faktisk er Spitzerberg et af de tørreste områder i hele Østrig. Det kræver tørkeresistente vinstokke, og det er Blaufränkisch i modsætning til Zweigelt og Grüner Veltliner. Den kan klare sig med sparsomme vandreserver og trives samtidigt med den megen sol og forholdsvist lange vækstsæson. Gennemsnitligt skinner solen godt ni timer dagligt mellem juni og august og fem timer mellem september og november. Samtidigt er der i hele vækstsæsonen store udsving mellem varme, solrige dage og kølige nætter, og typisk fra midten af august begynder temperaturerne så at falde. De kolde nætter tager over i modningsfasen, og det sikrer den faste syrenerve i vinene. Høsten finder som regel sted fra sidst i september til først i oktober.

Carnuntums sandsten og kalksten er aflejret fra den pliocæne til pleistocæne periode, først urhavet Parathethys og siden den store pannoniske sø. Kalkstenen er af samme art og beskaffenhed som den, der findes en anelse længere mod syd i Leithaberg, den såkaldte Leithakalk, og på Spitzerberg er den kun dækket af et ganske tyndt og ret sandet lag humus. Ifølge Muhr kan man “forestille sig Spitzerberg som et rev, hvor urhavet i millioner af år er brudt mod klipperne; og derfor er Spitzerberg i dag dækket af et så tykt lag kalksten.” Vinstokkene står i 165–265 meters højde, de øverste dele er de stejleste, med lyse, kalkholdige aflejringer og kalksten; mens de nederste dele flader ud og indeholder flere udvaskede sedimenter og mere humus.

Kalksten, masser af sol, vindblæst, tørt klima, kølige nætter, det er Spitzerbergs særkender — og deri ligger den første forudsætning for den friskhed og finesse, man finder i Dorlis vine.

Fra ord til jord

Den unge Dorli voksede op med vin i periferien, hendes far lavede en smule til familiens eget forbrug, men selv valgte hun en anden løbebane end den landlige. “Der var for mange kryb og kravl i det, det var ikke noget for mig at være bondekone. Så jeg valgte at at gå på universitetet og studere sprog i stedet, fransk og spansk.” En vis fascination af vinens verden havde dog et hemmeligt tag i hende, og langsomt begyndte hun at fokusere på oversættelse og formidling af tale og skrift om vin og vinkultur. I stedet for håndens arbejde med vin gav hun sig i kast med åndens.

“Jeg blev næsten besat af ‘vinsprog’,” erindrer hun, “at man alene ud fra en vins duft og smag kunne bestemme, hvilken drue, der var tale om, hvor vinstokkene voksede, og i hvilken slags jordbund. At en væske efter ti år i flaske stadig smager af den tid og det sted, den kom fra, og så mange år senere kan man sige, om den er fra kalksten, skifer eller løss. Det var helt nyt for mig, virkeligt en øjenåbner!”

“Så jeg blev oversætter af pressemateriale og vinlitteratur. Siden kom jeg ved et rent tilfælde til at arbejde for den nationale østrigske vinmarketing, hvor jeg blandt andet tog mig af udenlandske journalister; og til sidst stiftede jeg så mit eget bureau, rejste rundt og arrangerede smagninger og vinmesser.”

“Vin er ikke en hvilken som helst væske, man bare slukker tørsten med. Man kan lære i mere end 50 år, hvert år, år efter år, og stadig have nye spørgsmål. Det fascinerer mig!”

— Dorli Muhr

Men i mellemtiden var hun også begyndt at drømme om at lave sin egen vin. “Jeg kunne ikke længere nøjes med at snakke om vin. Jeg måtte lave min egen! Det var en meget romantisk idé, og selvfølgelig tænkte jeg dengang først på Frankrig og Italien; og så købte jeg mig et stykke land tæt på Scansano i Toscana, og dér kunne jeg så tilbringe anden halvdel af mit liv.”

Men så skete der noget uforudset. Gennem sit arbejde havde hun truffet den hollandsk-portugisiske vinmager Dirk van der Niepoort, og de forelskede sig. Så i stedet flyttede hun til Porto og tilbragte store dele af sin tid i Douro; og dér erfarede hun for første gang den store forskel på det kystnære klima i byen og det kontinentale oppe ad floden. En anden erfaring, hun gjorde, var den forskel i klasse, som gamle vinstokke giver en vin; og da Dirk allerede arbejdede med begge i Douro, begyndte hendes tanker at flakke tilbage til Østrig, “det måtte være muligt at lave noget lignende dér.” Hjemme havde hun i mellemtiden fået genplantet Blaufränkisch på sin bedstemors braklagte parcel Untere Spitzer på Spitzerberg i 1995 men ved samme lejlighed forpagtet den ud. I stedet begyndte de at søge efter gamle parceller andre steder på Spitzerberg og i Carnuntum; og det fandt de lidt efter lidt og til ganske overkommelige priser.

Eksperter i elegance

Målet var at afdække, om ikke Blaufränkisch på Spitzerberg kunne have samme friskhed, elegance og finesse i sig, den skulle blot forløses. Det stilistiske var de enige om. Dirk er velkendt som en stærk forfægter af friskhed og lethed og er efter eget udsagn “besat af syre”. Så sammen med de nyerhvervede marker lejede de en garage og noget teknisk udstyr og købte nogle fade."

“Jeg har ikke lært at lave vin,” erkender Dorli blankt, “og jeg er slet ikke klog udi det tekniske. Jeg har min egen smag og mine egne erfaringer og idéer, men når Dirk var færdig med høsten i Douro, tog han så til Carnuntum og tog sig af høsten dér.”

“De første år eksperimenterede vi meget på kryds og tværs i forsøget på at indfange fornemmelsen af kalksten og tørt terroir. Vi afstilkede med hænderne, vi anvendte hele, upressede druer, vi prøvede fodtrædning af hele klaser; og vi lavede uge- og månedslange macerationer, med og uden pigéage, og så videre — og vi fandt efterhånden ud af, at den bedste måde at bevare friskheden og finessen er at anvende en god andel hele klaser, fodtrådte og med en lang, kølig maceration uden at forstyrre vinen undervejs, så man ikke får for hård en ekstraktion.”

Første år var 2002, så det varme 2003, så de mere moderate 2004 og 2005; og så fik hun sin egen ilddåb som vinmager i 2006: “Det var den 20. september, druerne var allerede modne, og Dirk var travlt optaget i Douro. Det skulle være nu, og jeg havde kun et par kar til at træde druerne i og et par fade til mosten. Heldigvis havde jeg også en mobiltelefon, så jeg hele tiden kunne ringe til Dirk og spørge ‘Hvad gør jeg nu?’ Så jeg blev vinmager ved et tilfælde!”

Årgang 2006 opnåede senere 92 point hos Robert Parker, så helt galt afmarcheret kunne hun ikke være. Året efter havde hun fået bygget egen kælder op, “til gengæld måtte jeg gøre alt på egen hånd, da mit ægteskab var ved at gå i vasken; og i de følgende år måtte jeg ene tage mig af vinen samtidigt med en lille datter.” Til gengæld fik hun professionel assistance fra vinmageren Craig Hawkins fra Swartland i Sydafrika, dengang ansat hos Eben Sadie, i dag selvstændig som Testalonga. De forskudte vækstsæsoner gav ham rigeligt tid til at tage sig af først høsten og vinifikationen og senerehen flaskningen. Han bragte hende sikkert gennem den næste håndfuld årgange; og fra 2014 har hun så haft sin egen faste vinmager med i foretagenet, den særdeles dygtige Lukas Brandstätter, som har fortsat og forfinet kursen lige siden. I oktober 2021 påbegyndte de så konstruktionen af et nyt vinhus, som stod færdig i 2024.

Flere marker er kommet i husets besiddelse, og megen vin er strømmet gennem kælderen siden. “Vi er kommet langt på to årtier. Vi har udviklet vores egen profil, og vi har gjort en forskel. Vores mål var friskhed, lethed, elegance. Det var ikke ligefrem højeste mode, da vi gik i gang; og østrigsk rødvin var heller ikke noget, nogen gad beskæftige sig med dengang. Det har heldigvis ændret sig nu.”

Med viljestyrken, den rette vision og stor dygtighed kommer man langt. Gamle stokke, økologisk dyrkning, nænsom beskæring efter Simonit og Sirchs foreskrifter; samt selektiv høst og gammeldags fodtrædning, spontan gæring og skånsom omgang med mosten — deri findes den anden forudsætning for den kvalitet, Dorli i dag bringer til torvs. Det er Blaufränkisch, når den er bedst: En sælsom kombination af lys og mørke, lethed og tyngde, det seriøse og det fornøjeselige, lys- og skyggespil— og trods den megen møje i marken og tålmodighed i kælderen er der i Dorlis tilfælde noget nærmest ubesværet og befriende ligefremt over den.

Meningsfulde enkeltmarker

“Vi vinificerer vores parceller separat og organiserer siden vores portefølje efter markerne og vinstokkenes alder.” I den lavede rangerede Carnuntum kommer således en blanding fra de yngste stokke, lavere beliggenhed, højere udbytter. Village-vinen Prellenkirchen kommer fra lidt ældre og noget ældre stokke, mestendels længere oppe på skråningerne; og så kommer selve Spitzerberg som enkeltmarksvin, siden 2019 flasket som de fire enkelte parceller Obere Spitzer, Obere Roterd, Kranzen og Kobeln.

Man kan spørge om ikke det er en unødig komplicering, en intellektuel udforskelse af mikroterroir mere end et spørgsmål om god smag, især når den ‘generiske’ Spitzerberg nu var så god og komplet i sig selv. Dorli replicerer: “Jeg deler høsten fra de lavere parceller fra de højere på grund af de store forskelle i jordbundsforholdene. Fordi de højere har generelt tydeligere karakter og højeste kvalitet.”

Desuden er der noget stærkt personligt på spil for hende. De enkelte stykker land har hver sin historie for hende, ikke mindst de nu genanvendte gamle familiemarker, men også de mange med gamle stokke, hun har reddet fra nyplantning eller oprodning. “De har hver sin egen personlighed, og det smertede mig altid at skulle blande dem sammen til Spitzerberg. Så derfor var det en stor glæde, da vi fik lov at flaske de enkelte parceller som Erste Lagen.”

“Personligt ville jeg selvfølgelig sådan ønske, at Untere Roterd var min bedste vin; men den er fra en anden jordbundstype, så vinen har meget mere tæthed, koncentration og struktur. Den spiller simpelthen ikke på egen hånd”

— Dorli Muhr

Spottes midt i billedet, Dorli og Dirks bryllupstræer i fri dressur på Untere Roterd — en mark med en særlig betydning for familien Muhr gennem generationer

SPITZERBERG MASTERCLASS

Selvfølgelig får man først for alvor fornemmelse af, hvad det handler om, når man får vinene i glasset, smager parcel for parcel og over flere årgange. Gerne i store glas af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, gerne lettere afkølet og gerne med rigeligt luft. De unge vine kan med fordel dekanteres flere timer før servering. Det følgende er nogle nedslag i udvalgte vine fra de seneste årgange.

Prellenkirchen Samt & Seide 2021 — Som altid en slank, saftig og smidig mundfuld, fyldt med frodig bærfrugt, især kirsebær og skovbær, med fine noter af hvid peber, lang peber og enebær. Kølig kerne og samtidigt en vis rødfrugtet varme. Ligefrem og frugtig, endnu ung men umiddelbart indtagende, en glimrende årgang. Druerne er høstet fra især yngre stokke men også ældre stokke på parcellerne Spitzer, Roterd, Panhölzer, Holzweingärten og Kranzen. “Det er min erfaring, at gamle stokke giver fornemmelsen af silke i munden, en glat og meget tæt tekstur og samtidigt utroligt let; mens unge stokke giver den babybløde, fløjlsagtige fornemmelse med rundhed og tyngde. Derfor hedder den ‘Fløjl og Silke’.”

Parcellen Kobeln Liebkind. Foto: Herbert Lehmann

Kobeln er husets højeste beligennde parcel og Dorlis første nye besiddelse. Jorden er stenet og svær at bearbejde, og druerne tager virkeligt karakteren til sig. “Derfor kalder jeg den også Liebkind, mit hjertebarn, fordi der er investeret så megen energi i den. Her må man virkeligt tage vare på jorden; så den overbeviste mig om at arbejde økologisk.”

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2022 — Strålende sort og sært forjættende. Liflig mørk bærduft med lys glød indeni, solbær, hyldebær, aronia og mørkt ruskind. I munden syrlig saft med spændstighed og sart stoflighed samt fine, favnende tanniner. Saftig og syrlig strøm med en tør kerne af krydret stof, eftersmag af hyldebær, sortebær, den mørke skov.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2020 — Fortættet duft men forfriskende duft, fuld af blå blommer, sorte kirsebær og solvarme solbær. Særdeles saftig og fløjlsblød i munden, virkeligt vitalt spil af frisk syre og moden frugt, fornem balance. Figen, tobak og fine urter i eftersmagen.

Spitzerberg-Kobeln Liebkind 2019 — Saftig og stoflig, kombinerer det kompakte med det lette på overmåde elegant vis, igen fløjsblødt stof med svæven som silke. Fyldig blommefrugt, moreller, en smule balsamisk solbæreddike, tørrede urter og usødet kakao, kompleks og flot udviklet med fint støvede tanniner.

Parcellen Obere Roterd. Foto: Herbert Lehmann

Obere Roterd er en smal terrasse i 210 til 240 meters højde. Den grænser direkte op til skoven ovenover og karakteriseres af en særligt sandet jord, delvist med store kalksten; og så har den selvfølgelig en særlig betydning for Dorli, da den er den øvre del af familiens gamle besiddelser på stedet. Det samme havde for øvrigt komponisten Joseph Haydns familie.

Spitzerberg-Obere Roterd 2022 — Diskret duft med et ulmende væld i dybden, der endnu lader vente på sig; men hindbær, kirsebær, lakrids, sandeltræ. I munden igen komprimeret kirsebær- og blommefrugt med mundvandsdrivende syre og tanniner, så fine som sommerfuglestøv. Funklende saft, nærmest kaleidoskopisk smag, spor af hindbær, brombær, kirsebær, lakrids, urter, sorten muld. Enormt fin og facetrig og flyder fabelagtigt godt.

Spitzerberg-Obere Roterd 2020 — Duften igen diskret, men fortæller stilfærdigt om friske kirsebær, hyldebær og grønne urter. Appetitvækkende, og i munden flyder den som blidt kildevand, med en lækker, silkeglat tekstur, som om der var en dråbe vaseline i vinen — Dorli siger “som mayonnaise men uden fedt” — og så et mildt pebret finish med fint fenolisk bid. Virkeligt god, glider gnidningsfrit, en storcharmør.

Spitzerberg-Obere Roterd 2019 — Milde røgnoter i duften og strejf af grillede peberfrugter og måske et strejf salvie; i munden en mere udpræget frugtighed, fuld af sorte og røde kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Tanninerne er en smule mere markante men fine, fine fra sandede til støvede, og der er mere mere tørstof at tygge i. Ret struktureret og koncentreret men stadig karakteristisk let på tå, har tiden foran sig.

Parcellen Obere Spitzer. Foto: Herbert Lehmann

Obere Spitzer udgør den øverste, vestligste flanke af Spitzerberg og strækker sig ned i en lang, spids skråning, som muligvis har givet navn til hele bjerget. Den ligger i 200 til 270 meters højde, har tørt sand og en stor andel indlejrede kalksten. Vinstokkene er næsten 70 år gamle. “Obere Spitzer giver særligt karakteristiske vine, der er finmaskede og meget tætte men samtidigt slanke og raffinerede. De er gennemsyret af en helt særlig vertikal energi, himmelstræbende som en gotisk katedral, og der er ikke et gram fedt på dem.”

Spitzerberg-Obere Spitzer 2022 — Stilfærdig, subtil duft, fra dybet dukker dog en delikat rigdom af sød rød frugt frem. I munden er den saftig, glat, svævende, substantiel; indtil et fint tørstof og de fineste tanniner trækker saften væk og efterlader et pikant krydret ekstrakt. Sursøde kirsebær, solbær, urter, peber, lakridspulver, røgsalt, stjernestøv…. i et særligt ekvilibrium mellem saftigt flow og virkeligt tørt træk. Stram struktur og fint stof og samtidigt svæver den næsten i luften.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2020 — Mild duft, drivende vådt flow og fylde uden tyngde. Ananaskirsebær går over i hindbær, som går over i brombær, som går over i kirsebær, som går over i syltekirsebær, finsk lakrids og tobak. Silkeglatte tanniner, spændstig syre og et indre løft som kun en luftballon af Blaufränkisch kan bære.

Spitzerberg-Obere Spitzer 2019 — Mere æterisk og allerede en smule tertiær i duften, der kombinerer grønne urter, støvet peber og røgelse. Saftig og cremet i munden, moden men fast i kødet, har mild syre, et fint og næsten nebbiolosk tanningreb og et mineralsk spil, der holder interessen vakt, skønt den stadig er en smule ungdommeligt knyttet. Sursød mørke kirsebærfrugt og noter af bresaola, sandeltræ, enebær, hyldebær, peber, salt.

Dorli med sin datter Anna van der Niepoort og vinmager Lukas Brandstätter. Foto: Anna Stöcher

Vil man vide mere om hver enkel vin, kan man med fordel besøge vinhusets yderst informative hjemmeside. Er man nysgerrig på andet end Spitzerberg, laver Dorli også dejlig Blaufränkisch fra marken Kirchweingarten; og ellers er der hendes spændende Syrah fra den sidste hektar på Spitzerberg… og som en nostalgisk hômage til hendes tid i Portugal laver hun en god portvins-inspireret hedvin på Blaufränkisch, Saudade, “en flydende fado med Atlanterhavets ånd men udvundet af Karpaternes kalksten”— et studie i balance mellem frisk syre, krydret sødme og fyrig alkohol, en rig mundfuld syltede kirsebær, korender, cigarkasse og sorte peberkorn.

Flaske: Ried Obere Spitzer 2022  
Vinhus: Weingut Dorli Muhr  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig
Jordbund: Kalksten, sand  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 849,-  

Økologisk milepæl for Østrig

I maj vandt de Eurovision, og per august 2025 rundede de som nation en global milepæl for økologisk vinavl. 10.524 hektarer vinmarker i Østrig er nu certificeret som økologisk dyrkede af det føderale østrigske landbrugsministerium, og det svarer til nøjagtigt en fjerdedel af alle Østrigs registrerede vinmarker, 44,210 hektarer alt i alt. Med den økologiske førsteplads lever landet op til et erklæret mål om at nå mindst 25% i 2025 og cementerer tillige sin rolle som økologisk pioner og international rollemodel for omlægning til certificeret økologisk vinbrug og økologisk landbrug i det hele taget.

Østrig 2025 = økologisk vin 25%

Landet har længe ligget langt og længst fremme i feltet. Ifølge den nyligt frigivne rapport The World of Organic Agriculture 2025 nåede Østrig 22,6% i 2023 og 23,8% i 2024, hvilket allerede dengang betød en førerposition, for eksempel foran store og klassiske vinlande som Frankrig med 17,4%, Spanien med 17,8% og Italien med 14,6%. (Ret beset ligger tre lande faktisk foran Østrig, hvad angår økologisk vinbrug— Sverige, Belgien og Polen— som alle tre er nyligt anerkendte vinlande med nystartet produktion og en samlet beplantning på mindre end 500 hektarer). Spanien er dog det land, der samlet set har det største certificerede areal af vinmarker: 121,279 hektarer er nu omlagt til økologisk dyrkning dér, en tredobling på lidt mere end et årti, men stadig kun knapt 13% af landets samlede vinmarksareal. Landenes relative størrelser og markarealer taget i betragtning fører Østrig altså stadig stort. Også sammenlignet med det globale gennemsnit, som med de seneste tal fra 2023 lander på 7,8%– knapt en tredjedel af det østrigske.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk er en utrolig præstation,” lyder det fra Chris Yorke, der er administrerende direktør for ÖWM, Østrigs nationale organ for markedsføring for vin. Han begrunder sin begejstring således: “Man må ikke glemme, at vi i Østrig har at gøre med nogle vanskeligere klimatiske forhold end mange andre, større vinproducerende lande. Det gør ikke økologisk vinproduktion lettere– faktisk tværtimod. Men vores vinbønder er overbeviste om, at en miljøbevidst produktion er vejen frem– og derfor fortsætter de ad denne vej til trods for de vanskelige tider, vi står over for nu.”

Hvad Yorke her hentyder til, er de generelt køligere og ofte også fugtigere forhold, som præger vinområderne i landet for foden af Alperne; og at økologisk certificerede vinbønder både i marken og i kælderen har færre hjælpemidler til rådighed, når de skal arbejde under de forhold. Hurtige fix fra kunstgødning, syntetiske plantebeskyttelsesmidler og andre sprøjtegifte kan man ikke ty til her. Derfor betyder økologisk vinavl mere og hårdere, ofte også manuelt arbejde, når vinstokkene skal holdes sygdomsfri og sunde i markerne. Derfor er der hele tiden også en øget risiko for lavere udbytter, hvis vejrforholdene viser sig ugunstige. Set i det lys er den store økologiske andel ikke så lidt af en satsning og en bedrift.

Fra gryende grøn til spraglende

Naturbeskyttelse og mere miljøskånsomme dyrkningsformer er ikke nogen nyhed i Østrig. Landet har en lang tradition for begge, eksempelvis var Østrig det første land i verden, som fra 1927 havde en gård, som decideret blev dyrket efter principper, som i dag kaldes økologiske; og i 1983 var østrigerne de første til at fastsætte nationale regler for økologisk landbrug, næsten et årti før de første fælles europæiske regler kom i 1991-1992. I 2005 stiftedes så foreningen Bio Austria, som i dag er Europas største økologiske landbrugsforening, og som også er en blandt flere økologiske certificeringsagenter i landet. I øvrigt er 27% af vinmarksarealet i Østrig nu certificeret bæredygtigt af Nachhaltig Austria/Sustainable Austria.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk
er en utrolig præstation!”

— Chris Yorke, CEO, ÖWM

Hvordan har Østrig indtaget den økologiske førerposition? Sandsynligvis spiller flere faktorer en rolle; dels er østrigsk landbrug aldrig gennemgået samme grad af industrialisering som i eksempelvis Tyskland eller Danmark, først og fremmest på grund af den fortsat store andel af små familiebrug (95% af de østrigske vinhuse er stadig i familieeje) samt vanskeligheden i mekanisering af små landbrug i landets mange isolerede, kuperede og decideret bjergrige områder. En vis kulturel konservatisme spiller også ind, men nok så meget også det, at Østrig i høj grad lever af turisme i naturlige omgivelser: Såvel indfødte som udlændinge kommer og går for at nyde landets naturlige skønhed og oprindelige landbrugsprodukter. Certificeret økologisk vin står som garant for, at vinbonden ikke har forgiftet sig selv og sine omgivelser med pesticider, og at du som forbruger ikke får en sådan dosis med indenbors, hver gang du drikker et glas vin (læs dog om et lille aber dabei her). Peter Artner fra Carnuntum er en blandt mange vinbønder, som inden for det sidste årti har lagt om, og hans forklaring på sin omvendelse er repræsentativ for mange: “For os er økologien blevet en måde at leve på. Vi valgte først en forsigtig tilgang og har trin for trin omlagt hele virksomheden til økologi. Siden da er vores vinstokke blevet mere vitale og robuste.”

“Jeg elsker det manuelle arbejde og får så meget tilbage, når jeg går igennem mine vinmarker. Så ved jeg, at jeg er på rette vej,” forklarer Birgit Braunstein fra Burgenland. For hende var omstillingen til økologi også en lang proces, der tog sin begyndelse sidst i 1990’erne. “Jeg ville ikke have ønsket eller været i stand til at gøre det fra den ene dag til den anden,” fastslår hun. “Økologisk certificering fik jeg først i 2006, så vovede jeg mig videre ud i biodynamik i 2009, og siden 2015 har vingården været Demeter certificeret. Det tager en vis tid at omstille systemet– ikke kun i vinmarken, men også mentalt.”

Så selv på trods af den øgede arbejdsbyrde og de forretningsmæssige risici, har et stadigt stigende antal østrigske vinproducenter valgt at forpligte sig på økologisk vinavl. I 2000 udgjorde andelen af økologisk certificerede vinmarker stadig kun 1,7% af arealet; men siden da er det hurtigt steget, og landet har altså nu som det første nået en fjerdedel, med mere end 1.235 vinbønder– og det stopper ikke, så snart den økologiske certificering er opnået. Eksempelvis er mere end hver tiende økologiske vinmark også dyrket efter biodynamiske principper, svarende til 14% af det økologiske vinareal. Biodynamisk landbrug blev udviklet ud fra den østrigske tænker Rudolf Steiners tanker fra 1924 og frem og er dermed godt 25 år ældre end den første såkaldt økologiske bevægelse, som tog sin begyndelse i England. Østrig huser desuden verdens første biodynamiske vingård, Nikolaihof i Wachau, som i praksis begyndte at implementere Steiners principper fra slutningen af 1960’erne. Gården er nu certificeret af Demeter, en international organisation for certificering af biodynamiske landbrugsprodukter. I 2007 oprettede en gruppe af Østrigs førende vinproducenter så en ny sammenslutning for biodynamisk vinavl, Respekt Biodyn, som først var en lille gruppe ligesindende men nu omfatter mere end 25 vingårde i Østrig samt nyere medlemmer i nabolandene Ungarn, Italien og Tyskland.

Fred Loimer fra Kamptal er en af de stærke drivkræfter bag den grønne bølge i østrigsk vinbrug og er i dag både bæredygtigt, økologisk og biodynamisk certificeret. For ham faldt valget om økologi og biodynamik i naturlig forlængelse af karrierevalget som vinbonde, da han overtog sin fædrende vingård. “Det var et bevidst forsøg på at blive en bedre vinbonde og lave bedre vin, vin med mere karakter og individualitet.” Som medstifter af Respekt-gruppen fremhæver han biodynamikkens endnu stærkere forpligtelse på naturnært landbrug: “Målet med biodynamisk landbrug er at skabe en sund balance i jord, planter, dyr og mennesker og at styrke deres naturlige forsvarsmekanismer. I 2006 tog vi denne udfordring op og omlagde vores vinmarker til biodynamisk landbrug.” Loimer er desuden medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, hvis kurs siden 2021 har været, at alle dets medlemmer som minimum skal være bæredygtigt og gerne økologiske certificerede. I dag kalder Loimer ligefrem biodynamisk vin for “det reneste udtryk for oprindelse”. Har han ret i det, er det næppe noget tilfælde, at den kvalitative og terroirdrevne udvikling i østrigsk vin i de sidste par årtier er gået hånd i hånd med den økologiske og biodynamiske bølge; og at de fleste af landets førende historiske såvel som nye producenter i dag er certificeret økologiske og/eller biodynamiske. Tænk blot på så forskellige navne som Bründlmayer, Bernhard Ott, Dorli Muhr, Geyerhof, Gernot Heinrich, Sattlerhof, Tement, Triebaumer, Weninger og Wieninger.

Danmark med i dynamikken

Herhjemme i Danmark har vi også en økologisk rekord, nemlig i det største nationale forbrug af økologiske varer. Den efterspørgsel skal selvfølgelig matches af et udbud, og under kategorien vin kommer en pæn del fra f.eks. Østrig. Kun knapt 3% af landets samlede produktion, men i værdi kommer de fleste fra den højere ende— alle ovennævnte vinhuse er eksempelvis repræsenteret på det danske marked.

“Miljøbevidst vinavl, hvad enten den er økologisk, biodynamisk eller bæredygtig, åbner også nye forretningsmuligheder,” forklarer Chris Yorke, “for sådanne vine er særligt efterspurgte blandt visse kundegrupper og på eksportmarkeder som Skandinavien og Canada. Eftersom vores vinproducenter er internationalt kendt for deres særligt miljøbevidste produktionsmetoder, har efterspørgslen efter østrigske vine også været stigende på disse markeder i mange år nu; og der er stadig et betydeligt potentiale.”

Så giv gerne en hjælpende hånd, og køb glad en flaske økologisk østrigsk vin til weekenden!

Links og fakta

• Pressemeddelse fra Österreich Wein Marketing

• Økologisk vinbrug i Østrig

• Rapporten The World of Organic Agriculture 2025