KAST

Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.

Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.

Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.

Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.

Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.

Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-  

Make Gutedel great again

Manden er lidt af en legende på den tyske rødvinsscene; men bag enhver stor mand står der som bekendt ofte en stærk kvinde, der har været med til at udstikke kursen. Således også i tilfældet Hanspeter Ziereisen fra sydtyske Baden, som sammen med hustruen Edeltraut udgør et stærkt team i familiens vinhus i Efringen-Kirchen. Connoisseurs vil kende og lovprise deres karakterfulde Pinot Noirs, men de skiller sig samtidigt ud som stærke fortalere for og fortolkere af den i dagens Tyskland sjældne hvide sort Gutedel — en ofte grå mus, som i deres hænder dog i sandhed bliver både god og ædel.

Grænseoverskridende

Vi skal sydpå i det vesttyske, helt ned til Baden, og netop lige så langt sydpå i Baden, at længere ville føre os til Basel i Schweiz. Markgräflerland hedder delregionen, som er beliggende mellem Breisgau i nord og Schwarzwald i øst og dermed grænser op til Frankrig mod vest og Schweiz mod syd. Dreiländereck kaldes trelandshjørnet tillige, eller ‘Dreyeckland’ på den allemaniske dialekt af tysk, som er særegen for området og med nordtyske ører får de lokale til at lyde som schweizere. Markgräflerland tager navn efter ‘markgrevskabet’ i Baden, som styrede området fra 1100-tallet, mens man stadig var del af Det hellige tysk-romerske Rige (hvorom vittigheden er, at det hverken var tysk eller romersk og slet ikke helligt). Området er udpræget katolsk, og store dele hørte under bispedømmet i Basel frem til 1501; indtil markgreven i 1556 lod sig omvende til munken Martin Luthers reformerte lære. Efter kejserrigets opløsning i 1806 blev grevskabet ophøjet til del af storhertugdømmet Baden. Lang historie kort: Allemanerne er noget for sig, og der hersker en særskilt lokalhistorie og stolt, særegen kultur i området, som grundet sit milde klima også er kendt som ‘Tysklands Toscana’ — ikke mindst grundet sin vinkultur og de gode røde vine.

‘Tømrer, bliv ved din læst’ ville være et særdeles dumt diktum at kaste efter Hanspeter Ziereisen. Han har altid gået sine egne veje og aldrig danset efter nogens pibe. Hans oprindelige profession som tømrer og snedker blev i 1991 lagt på hylden til fordel for en fuldtids helligelse af det landbrug, han overtog fra sine forældre med asparges, kartofler og en halv hektar vinmark. Familien har holdt til i landsbyen Efringen-Kirchen med Rhinen lige rundt om hjørnet siden 1734. I 1993 flaskede han sine første vine, og allerede dengang var det efter devicen “selvgjort er velgjort” — godt gjort er det i hvert fald, at markarealet i mellemtiden har vokset sig til 21 hektarer, og Ziereisen i en årrække har været Badens mest eksporterede producent: Hele 65% af de årligt godt 12.000 flasker sælges til det store udland; og til så høje priser, at nogle af naboerne må løfte øjenbrynene en smule.

Det var med Spätburgunder, Hanspeter skabte sit navn — og siden skabte furore. Hans stil blev både forbillede og delte vandene; men hvad er det, han gør, som sprænger grænserne for Badens i øvrigt ellers udmærkede udbud af kvalitetsvine og gør familien fortjent til tilnavne som rebeller, ikonoklaster og tryllekunstnere?

Svaret kan i dag synes næsten banalt, men da Hanspeter først valgte at fokusere på håndhøst, gammeldags kurvepresning, spontangæring, lang lagring og ingen filtrering var den slags stadig hård kost i det konservative Tyskland. Ziereisen udviklede en individuel stil imod den moderne ensretning, og det kom til at koste. I 2004 levede hans vine ikke længere op til bedømmernes krav til kategorien Qualitätswein, og han måtte derfor deklassificere dem til den lavere og lavere agtede Landwein. Et hårdt slag og en besynderlig situation for en særdeles kvalitetsbevidst og arbejdsom vinbonde. Siden har Ziereisen vendt det til en sejr og valgt bevidst at markedsføre alle sine vine som Landwein uden om Qualitätsweinsystemet— og flere har gjort ham følge.

Få forventede nok en egentlig revolte fra det landlige og ellers så konforme Baden, men det skete i 2015 til et besoffent træf efter den lokale vinmesse Müllheimer Weinmarkt, som havde slået hovedet på sømmet. Ziereisen og en håndfuld andre af Badens mest engagerede vinbønder var samlet på Hotel Alte Post efter dagens dont for at skylle deres oplevelser ned. Som producenter af Landwein var de udenforstående og havde ikke haft deres vine repræsenteret på messen, som udelukkende promoverede kategorien Qualitätswein. Samtalen gik frit, og konklusionen kom til at stå klart. “Der havde været mere end 100 vine med på messen,” fortæller Ziereisen i tilbageblik, “og de smagte alle sammen ens. Det var ren og skær mainstream. Alle vinene var uden undtagelse slanke, klare, koldfermenterede frugtbomber.”

“Nutidens smagenoter fortæller om friske bær og frugter og citrus i ét væk. I gamle dage handlede de mere om blomster, urter, jord og røg. Vinen var helt anderledes dengang. I de dage lavede man vin, i dag laver man juice!”

— Hanspeter Ziereisen

Ziereisen og ligesindede som Dirk Brenneisen og Max Geitlinger har i stedet valgt at gå egne veje. Uden skelen til konventionerne får de lov at stå uforfalskede frem og at tale for sig selv— og det gør de, og det gør de godt! Som primus motor bag modbevægelsen har Ziereisen med sine meningers mod og en bramfrie tone kunnet skære igennem, ikke mindst fordi de altid krydrer budskabet med en god portion humor og et aldrig svigtende humør. Gerne garneret med t-shirts med slagsfærdige slogans som ‘Sex, Gutedel and rock’n’roll’ eller ‘Make Gutedel great again’.

Terroir og god tid

Stille og roligt har Hanspeter og Edeltraut taget sig tid til at lære vinmarkerne at kende, som de har udvidet arealet. De tager sig god tid til opmærksomt arbejde i markerne og holder et stærkt fokus på de enkelte parceller. Blandt deres kæpheste er massale selektioner af vinstokkene og en høj beplantningstæthed, og man finder på flere marker op mod 20.000 vinstokke per hektar! Samtidigt har de beholdt en høj andel ældre vinstokke på markerne, og på disse måder mener Hanspeter, at han får et mere håndfast aftryk af terroiret. Brugen af kunstgødning skrottede de omkring årtusindeskiftet og lagde ved samme lejlighed så godt som alle sprøjtegifte fra sig. Økologisk certificering er der dog ikke tale om og bliver det heller næppe. Nogen fan af hverken regelsæt eller papirarbejde er ingen på stedet, og det skal igen ikke glemmes, at Hanspeter er selvlærd vinbonde og vinmager og gerne selv tager det fulde ansvar for sine meninger og sine handlinger.

Kælderarbejde følger samme forkærlighed for håndarbejde og ikke mindst opmærksom afventen. Ting tager tid, og you can’t hurry love. Efter en selektiv håndhøst kommer klaserne ind og presses hele på familiens gamle kurvepresse. Forholdsvist langsomt og op til et tryk på seks bar. Visse af hvidvinene får så et døgs kølig udblødning med skallerne, andre gæres direkte fra den friskpressede most; mens rødvinene selvfølgelig gæres med skallerne og en mindre andel stilke. Gæringen foregår spontant på træfade— Ziereisen er ikke tømrer for ingenting— fra det gamle, familieejede Büttnerei Assmann i Franken— endnu en form for sydtysk lokalpatriotisme og påskønnelse af grundigt håndværk. Efter endt gæring gør Ziereisen brug af regelmæssig bâttonage og ellers får vinene lov at hvile på gærresterne i de kølige kældre, helst to vintre og to somre før flaskning. Selvfølgelig ufiltreret og med deres første og meget moderate tilsætning af sulfitter.

De mikroklimatiske forhold omkring Efringen-Kirchen er, i kombination med den karakteristiske kalkstensjord, et ekko af det nærliggende Bourgogne. Det er kun 150 kilometer til Beaune, så det er intet under, at Pinot-sorterne stortrives på disse kanter; og Ziereisens eksemplarer er alle saftige, stoflige og samtidigt fast strukturerede, med dybrød bærfrugt og masser af blomster, urter, skovbund, blade og pibetobak. Ziereisen er med rette stolt af sine Spätburgundere, hvor især Schulen, Bürgin og Jaspis når imponerende højder.

Ens hustru har altid ret, så en mand gør godt i at følge hendes råd. Således også i familien Ziereisen, så da Edel i sin tid rådede Hanspeter til at gøre et større nummer ud af den gamle og næsten glemte sort Gutedel, rettede han selvfølgelig ind. Takket være Edel står der derfor stadig stokke fra 1960’erne og 1970’erne. “Jeg havde ellers haft lyst at rive dem op og skifte dem ud med Pinot, men Edel sagde nej. ‘Det er vores rødder og vores arv, vi er nødt til at arbejde med dem,’” refererer Hanspeter og kapitulerer: “Så det gjorde jeg. Undervejs er jeg skiftet til cordon-beskæring, og det giver pote. Normalt har Gutedel meget store druer, cordon giver den mindre druer og løsere klaser; så sundere druer med mere smag.”

Dermed har han været med til at skabe fornyet interesse for den gamle og fortrinsvist schweiziske druesort, som i mange år led under et dårligt ry og vigende engagement.

Schweizisk neutralitet

Gutedel er en meget gammel druesort, som sædvanligvis går under navnet Chasselas. Således især i Schweiz, hvor den med 4.000 hektarer er den mest dyrkede drue og noget nært et nationalklenodie. Dens højborg er i kantonerne Vaud og Valais, ofte under navnet Fendant. Den spænder over alt fra overmåde ordinære hverdagsvine uden synderlig karakter til ret karismatiske terroir-vine med overraskende godt lagringspotentiale. Den skal blot dyrkedes de rigtige steder og kældres på forstandig vis for at udfolde sit fulde potentiale, som gør den fortjent til tilnavnet ‘den god-ædle’. Stilistisk kan den i karakter og spænd vække mindelser om druer som Aligoté, Graševina, Melon og Silvaner.

Det er ingenlunde en aromatisk druesort, der til gengæld kan glimre gennem sit subtile væsen. En gennemsnitlig Chasselas er som regel let, saftig og læskende med mild syre og en vis mineralitet, aldrig højtråbende men af og til kedsommelig. Malolaktisk gæring og sur lie lagring gør den blødere og rundere og giver en dybere smag, så stilistisk er der store variationer; men netop fordi dens egenart er så stilfærdig, smager jordbundsforhold, mikroklimaet, årgansvariationer og vinmagerens håndskrift så meget desto tydeligere igennem. Især selvfølgelig i vine fra ældre stokke med lave udbytter, da planten er ret frodig af vækst og har tendens til at give store udbytter. Den trives på en lang række forskellige jorde, så længe den har god vandforsyning; og fra de rette marker og i de rette hænder får man fornemmelsen for dens storhed, milde smage, en forfinet stoflighed med umådeligt mange nuancer og en betagende dybde. Ellers smager den bare som syreforstærket vand og som let ledsager til den fede ostefondue.

Druen stammer sandsynligvis fra Schweiz eller et eller andet sted i Alpernes omegn. Således finder man den særligt i de alpine egne af Tyskland og Frankrig, f.eks. Baden, Alsace, Jura og Savoie; men i historisk perspektiv har den haft langt større udbredelse, og man finder den stadig i små mængder og under forskellige synonymer rundt om i hele det centrale Europa. Som Junker og Moster i Østrig, som Plemenka i Kroatien, Shasla Belya i Ukraine, Mornen i Frankrig eller Elba Toro, Franceset og Temprana i de bjergrigere egne af Spanien; og det er sandsynligvis fra Spanien, den i hine tider har gjort rejsen over Atlanten og i dag kan findes som Corinto i gamle beplantninger i det sydlige Chile.

Toppen i bunden

Gutedel er gammel i gårde i det sydtyske, som druen bag mangt en bondevin og simpel hverdagsvin, og den er da også gået under en lang række navne, f.eks. Frauentraube, Schönedel, Silberling, Süssling og Viviser. “Vi ved, den i hvert fald har været her siden 1780, hvor den blev bragt hertil fra Leman-søen i Schweiz,” beretter Hanspeter, som i dag er én af dem, der med høj kvalitet og masser af karakter har hjulpet druen frem fra gemmerne og vist den en lysere fremtid.

“Det smarte er, at den passer godt ind i et varmere klima,” fastslår Hanspeter. “Jeg ved godt, man kalder den tidligt modnende, men dér er jeg uenig. Vi venter længe med at høste den, for sukkeret bliver ikke ved at stige. Normalt ender vinen på 10-11% alkohol og er totalt tør med ned mod 0 gram restsukker.”

Gutedel er gået hen og blevet lidt en besættelse for manden, og i dag fylder den godt en fjerdedel af hans vinmarker; herunder husets ældste vinstokke. Desuden gør han sig umagen med at vinificere den separat fra flere parceller og give vinene godt med tid til at udvikle sig i kælderen. Foruden den friske Heugumber bør nævnes den fornemme enkeltmark Steingrüble foruden den særlige selektion Jaspis; og helt uden for nummer har Hanspeter også kastet sig over orangevinen Unterirdisch— med lang maceration og 12 måneder en amfora nedgravet i vinmarken og siden fyldt på keramisk flaske.

Hanspeter og Edel med deres datter Ida og et line-up af det meste, som kælderen kan byde på.

Heugumber 2020 er husets indgangsvin på Gutedel og en fremragende tørstslukker. Smidig, elegant og delikat, mere mineralsk end frugtig og mere stoflig end smagende— den flyder som fløjl over tungen med meget fine noter af hvide blomster, nyslået hø og kølig stenfrugt vævet ind. Mild men syngende syre og let kalket, salt stof. Heugumber betyder græshopper, med henvisning til en af de naturlige beboere i familiens vinmarker. Modnet i 2500-3000 liters fade i to år. Et par af fadene ikke toppet helt op for at tilføre en smule oxidative noter, som giver yderligere karakter. 10,5% alkohol. “Min lille hyldest til Jura.”

Gutedel Steinkrügle 2020 er Enkeltmarksvin fra Steingrüble, en stejl skråning på Jura-kalksten med et tyndt lag løss. Her kommer der mere kant og dybde på drengen. Gylden i farven og forførende i duften: Her svajer kornmarkerne i sensommerbrisen, der er nyslået hø og fugtig underskov at spore, og solmodne gule blommer, som går igen i smagen sammen med gule æbler, pærer og kvæder og en smule syrnet smør. Tæt og rig tekstur, med lækker syre og grundigt mineralsk træk. “Min hyldest til Mâcon, i varmere år bliver den en hyldest til Meursault.” Klaserne blev nænsomt knust og macererede køligt natten over før en rolig 12 timers presning og igen to års modning på store træfade. Knapt 0,5 gram restsukker og 11% alkohol.

“Min næste t-shirt skal sige ‘schweizisk præcision og fransk laissez-faire udført med tysk effektivitet’”

— Hanspeter Ziereisen

Gutedel Jaspis Alte Reben 2019 er indbegrebet af en stor terroir vin, selekteret af druer fra stokke plantet tilbage i 1967-1968 på Efringer Ölberg. Tilnavnet 10 i 4 hentyder til den høje beplantningstæthed på mindst 10.000 stokke per hektar. Han ytrer ikke selv sammenligningen, men i tråd med de tidligere må der her være tale om Le Montrachet. En sammenligning med Silex fra Dageneau kommer dog for dagen, for druerne til begge vine er høstet fra gamle stokke på parceller med samme sten, kalksten med forvitret flint og kvarts. Meget mere raffineret bliver det nok næppe. Næsen er frisk, fin og underfundig, delikat stenet, urtet og jordet, med noter af græs, nyskåret hø, tørv, tørrede blomster og flintede, røgede undertoner. I munden er den umådeligt saftspændt og stimulerende mineralsk, med en svævende syre og godt greb af fint tørstof, som efterlader spor af alt fra saftige pærer og grynede kvæder, nyopgravede gulerødder, friskbundet suppevisk og hvid te. Intet i overmål, alt i balance og næsten uoverskuelig længde i lige linjer. God grund til at slå fast, at Gutedel allerede er great again!

Flaske: Gutedel Jaspis 2019
Vinhus: Ziereisen  
Oprindelse: Baden, Tyskland  
Drue: Gutedel  
Jordbund: Kalksten, ler og løss
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinvärket / Supervin
Pris: cirka 1.000,-  

Landvine med lokal dialekt

Det stråler ud af ham: Josef Maier elsker sit arbejde! Han kan heller ikke skjule en berettiget stolthed over sin families gård Geyerhof, som med ham nu er i 13. generations besiddelse og et af de bedste vinhuse i hele Østrig. Forældrene Ilse og Sepp Maier var i sin tid grønne pionerer, da de i begyndelsen af 1980’erne lagde gården om til økologisk vinbrug; og som medlemmer af La Renaissance des Appellations og medstiftere af de hjemlige Österreichische Traditionsweingüter tidligt i 1990’erne slog de tillige et slag for terroir og tradition som vigtige hjørnesten i husets virke. Således har de med årene markeret sig med deres gedigne Grüner Veltliner og Riesling vine fra nogle af de bedste marker i Kremstal, vine med en altid særlig friskhed, stoflighed og spænding. “Overdådige og højtråbende vine har aldrig været noget for os,” slår familien fast. “Kvaliteten i vores vine ligger i deres egenart og deres lange levetid.”

Livsglæde og leg er ligeledes vigtige elementer, ikke mindst i Josef og hans hustru Marias omgang med gårdens dyr, planter, vinstokke og kælder. Her skal det handle om det seneste skud på vinhusets stamme, den karakterfulde serie naturvine, som de har døbt Hofstudien — og de er virkeligt værd at studere nærmere! Her er en anderledes saftighed, sanselighed og løssluppenhed på spil, som komplementerer den traditionelle hvide portefølje på fornem vis; og så udforsker de nogle andre aspekter af Kremstal, end vi er vant til at se og smage.

Hofstudien

Geyerhof er en bondegård i den gammeldags forstand. Der holdes heste, køer, grise og bier og dyrkes egne afgrøder foruden de 23 hektarer vin. Det er godt for biodiversiten og, som Josef forsikrer, for afvekslingen og den fortsatte glæde ved sit arbejdsliv. Sådan en blandet landhandel (et Gutsbetrieb eller Mischbetrieb) var vanligt i Østrig for hundrede år siden, og som levende helhed (Betriebsorganismus) har den dannet forbillede for Rudolf Steiners biodynamiske landbrugsideal. Geyerhof er i dag også et Demeter-certificeret vinhus; men det er filosofien og livsformen, der driver værket snarere end regelsættet eller efterspørgslen efter sådanne vine.

“I en tid præget af regler, love og markedskrav får vores vine lov til— og bør have lov til— at afspejle vinmarkens, druesortens og årgangens karakteristika. Nogle gange bliver de rå og komplekse, andre gange lette og ubekymrede, men de er lige så forskellige som årene, livet og menneskene selv.” Det synes i særlig grad at gøre sig gældende for de utøjlede men langt fra tøjlesløse vine i Hoftstudien serien, som er Josef og Marias vinøse hjertebørn— og efterkommere af tidligere tiders traditioner, metoder og smage.

“Vores idé er at sætte farten ned, tage et skridt tilbage og lære fra de gamle måder at gøre tingene på,” fortæller Josef. Familiens gamle kælder rummer et imponerende arkiv af flasker fra hele foregående århundrede, og her fandt de inspiration til forbedringer og fornyelser i dele af deres vinifikation. “Vi satte os ned og smagte os gennem vinene årti for årti,” forklarer Josef, “og vi kunne virkeligt smage udviklingen i vinifikationsmetoderne, forandringerne i vinene var tydelige. Overgangen fra den gamle kurvepresse til moderne presser står særligt klart ud. Vi opdagede, at min oldefars vine stadig er rene, friske og i god form. De er totalt tørre, med fint stof og flot syrestruktur og meget lav alkohol, kun omkring 9-10 procent. Så vi ville gerne gøre ham kunsten efter.”

Parret anskaffede sig for tre år siden en lille gammel kurvepresse, som de renoverede og begyndte at bruge netop til Hofstudien in spe. “Vi må genvinde den gamle viden, som man engang lavede vin efter. Kurvepressen giver en meget ren most med god struktur og fine fenoler. I gamle dage lod man ikke mosten bundfælde, før den kom på fad til gæring og lagring, den var ren nok til ikke at skulle omstikkes undervejs.”

Høsten til Hofstudien foregår i særlig ro og mag. “Vi venter på den rette grad af modenhed og bringer så druerne ind i små kasser, så skallerne ikke skades; og vi arbejder udelukkende med vores lille kurvepresse og presning fra hele klaser.” Gæringen foregår selvfølgelig spontant, og efter endt modning flaskes vinene ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Den underjordiske kælder under gården går tilbage til 1200-tallet og er opført i lerjord. Derfor er den konstant kølig og holder en ganske høj fugtighed, som ses på væggene (de klassiske kældersvampe) og føles i luften, som næsten antager stoflig karakter. Derfor sker der stort set heller ingen fordampning fra fadene, og det er nok at toppe dem op en enkelt gang årligt, og stort set kun med hvad der kan være i en enkelt flaske.

Hofstudien bryder således ikke med traditionerne men ligger i fin forlængelse af husets andre vine. Blot er de mindre tæmmede og mere sprælske og farverige i udtrykket. De går om man vil mere radikalt til værks— de er rodfæstede men ikke nogle rødder. Den velkendte Veltliner kommer rustikt men stadig raffineret til orde. Den ofte oversete Weissburgunder får lov at spille en hovedrolle her; for selvom den har en lang historie i Kremstal, er den ikke godkendt til DAC og dermed heller ikke til enkeltmarksvine i Erste Lage klassifikationen; modsat f.eks. Wien, der dog retfærdigvis skal siges at have et noget mere spraglet sortsrepertoire. “Jeg synes personligt, at det ville være bedre, hvis vi kunne bruge alle de traditionelle sorter, der dyrkes her i området, også til enkeltmarksvinene,” bedyrer Josef, men han anerkender samtidigt strategien i at fokusere på Niederösterreichs ‘særlige sorter’. Samtidigt retter Hofstudien i al stilfærdighed op på disse små uretfærdigheder og giver et levende billede af Kremstal af i går og i dag og i morgen.

Indtil videre er der tale om en pétillant naturel, en stille Grüner Veltliner samt en Weissburgunder; og endelig en Donauriesling, en PIWI-sort, som Geyerhof satser særligt på, og som vi vender tilbage til senere. Hverken Grüner Veltliner og Weissburgunder behøver nogen nærmere introduktion, så dér kan vi gå direkte videre til vinene selv— og mens mange af husets traditionelle vine kræver tid i flasken og ofte det samme i glasset for for alvor at folde sig ud, så synes Hofstudien at charmere umiddelbart og allerede fra en ung alder.

Vi begynder selvfølgelig med boblerne, og den mousserende Méthode Ancestrale, nomen est omen, er en luftig skum af æble og pære med små strejf peber, persille, persillerod, nødder og fine gær- og brødnoter. Nydeligt skruet sammen og uhyggeligt let at drikke i store slurke grundet de blide bobler og den dæmpede syre— men vi taler også fuldmodne Grüner Veltliner druer fra Gaisberg og hele 50 måneder med gæren på flaske.

Grüner Veltliner 2021 velsigner med en let humlet duft, en smule suppevisk og godt med friske grønne urter i både duft og smag. Saftige grønne reineclauder, galiamelon, græs og krydderurter, dog uden at overdøve de sarte frugtnoter, rolig syre og delikat salt, tør afrunding. En vin, man kan drikke før, under og efter ethvert let måltid.

Pinot Blanc 2020 overrasker med en umådelig saftighed og bedårende blødhed… og en skål Waldorf-salat forvandlet til et fornemt glas vin! Foruden friske grønne æbler og pærer er der kernehus, løvstikke, selleri, syrnet mælk og ristede nødder, en stilfærdigt kompleksitet, som får en til at gribe efter glasset igen og igen og bliver ved at betage. Bravo!

Ukendt kunstner

Vinene skiller sig faktisk ud, allerede før de forlader flasken. De er nemlig flot udstyret med stilrene etiketter med smukke og meget sanselige stregtegninger, en for hver af de fire forskellige flasker, der indgår i Hofstudien. Den kunstneriske sjæl bag er FLOWSOFLY, en enigmatisk østrigsk kunstner fra Wien, som nu i en årrække har fascineret med sine sensuelle motiver, levende streg og elegante enkelthed.

Samarbejdet med Flowsofly kom i stand som ren serendipitet. Kunstneren fejrede fødselsdag på Resturant Weiss i Bregenz, hvor sommelieren med stort engagement serverede en pet nat og passioneret fortalte om vinhuset bag— vinen var 360° og vinhuset Geyerhof. I et inspireret øjeblik kontaktede Flowsofly så Geyerhof over sociale medier og takkede for den berusende gode vin; hvilket afstedkom en invitation til ved selvsyn at opleve oprindelsesstedet og menneskene bag. Besøget blev en sand øjenåbner, da begge parter viste sig at have en forkærlighed for såvel kunst som naturen. Et samarbejde om kunst med udgangspunkt i Geyerhofs gamle gård og nutidens naturnære dyrkningsformer kom på tale. Timingen kunne næppe have været bedre, for Josef og Maria var netop i gang med at udvide Geyerhofs mere spælske sortiment fra kun pet nat’en til tre yderligere naturvine— og navnet var Hofstudien.

“Vores mål var at afspejle hver vins egenskaber, dens tekstur og sjæl i kunstværkerne. Vi føjede så nogle linjer poesi til, som jeg fik lov til at skrive for at fortælle historien og give inspirationen videre,” fortæller Flowsofly.

Donauriesling

Donauriesling er en østrigsk krydsning af Riesling og Freiburg 589-54, som selv er en krydsning af Seyve-Villard 12-481 og Freiburg 153-39, sidstnævnte en krydsning af Gutedel og Grauburgunder. En lignende krydsning af Riesling og Freiburg 589-54 er den tyske Johanniter fra Freiburg, som altså er en slags tysk tvilling til Donauriesling. Foruden vinifera-gener indeholder sorterne gener fra de vilde vitis aestivalis, vitis cinerea og vitis rupestris.

Donauriesling blev frembragt af lektor Ferdinand Regner på vinskolen i Klosterneuburg nord for Wien i 1978 og kom med en vis forsinkelse i cirkulation efter 1990, da den ellers var gået lidt i glemmebogen på forsøgsstationen, og man ellers ville have ryddet bestanden; men kvaliteten af vinen havde vist sig fin nok, og siden 2012 har den været godkendt til kvalitetsvin i Østrig— i dag med knapt 55 hektarer, hvoraf den ene er hos Geyerhof— og den findes nu også i Tyskland og sågar Sverige.

Dens fortrin er først og fremmest højere og mere pålidelige udbytter end Riesling, især grundet en stærk modstandskraft mod meldug og ædelråd— og det til trods for sortens sene modningstidspunkt. Desuden er den særdeles froststærk; men omvendt er druerne ømtålelige over for direkte, stærk sol. Der skal dog tyndes ud i klaserne for at opnå højere kvalitet og god koncentration; dog ikke for meget, da den har en vis tendens til bitterhed.

Ligesom Riesling har Donauriesling ret små druer, hvilket giver en god ratio af frugtkød og most i forhold til skaller og kerner, tørstoffer og fenoler; og som Riesling har den høj syre og en potentielt ret righoldig frugt i både duft og smag. Lighederne skal ikke overdrives, men hos dygtige dyrkere som familien Maier er de omvendt ikke til at overse. Af andre gode producenter kan nævnes selveste Willi Bründlmayer fra Langenlois i Kamptal samt Josef Bauer fra Grossriedenthal i Wagram. Men tilbage til Geyerhof:

Hofstudien Donauriesling 2021 er høstet fra marker lige ved siden af vingården i Oberfucha og som nævnt presset af hele klaser på den lille kurvepresse, spontant gæret og modnet halvt på træfad og halvt på ståltank. Det er en saftig og syrligtsød fornøjelse, fuld af modne ferskner og milde honningnoter, en forfriskende, rank syre og helt og holdent i balance. En forbilledlig fortolkning af en ny sort, så den smager som var den en af de gode gamle. Det er der fremtid i. Som flaskens medfølgende digt forkynder: “Jeg er kun et øjeblik i dette landskabs historie. Men dets fremtid afhænger af de frø og nye idéer, jeg planter i dag.”

Flaske: Hofstudien Donauriesling 2021  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Donauriesling  
Jordbund: Lehm, sand og grus
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: ViniPortugal / Greatwine 
Pris: 199,-  

Summen af sommer

Halvøen Istrien er et yndet feriemål med sine stenede kyster omgivet af det azurblå Adriaterhav og med et frodigt grønt indre, hvor bakkerne ruller blidt, beklædt med trøffelfyldte egeskove, olivenlunde og vinmarker badet i sol. Druesorten, som befolker godt to tredjedele af markerne er den lokale Malvazija, som selv emmer af sol og sommer— med sin fine duft af akacie- og lindeblomster og milde smag af modne citrusfrugter, saftige pærer og ferskner. Malvazija er en mageløs sommerdrik i sine lette og enkle aftapninger, mens der er mere substans og solnedgangsfarver i de fadlagrede og skindfermenterede varianter.

Istriens indre er præget af grønt bakkeland bestrøet med olivenlunde og vinmarker; og de omkringliggende skove gemmer på masser af trøfler. Foto: Vinistra

Særegenhed og sammenhold

Istrien ligger i toppen af Adriaterhavet, mellem Trieste- og Kvarner-bugterne og omgivet af havet mod vest, syd og øst, mens det subalpine indland ligger mod nord. I dag er størstedelen af Istrien en integreret del af Kroatien, mens den nordligste del hører til Slovenien og en lille bitte snip over mod Trieste til Italien. Men i et længere tilbageblik har øens diverse tilhørsforhold været jugoslavisk, italiensk, østrigsk-ungarsk, venetiansk og i hine tider romersk. Især tiden under Habsburgerne og venetianerne har sat sit tydelige præg på lokalkulturen, og man ser og hører stadig hyppigt italiensk. Tilnavnet ‘druga Toskana’, det andet Toscana, er ikke skudt helt ved siden af, hverken landskabet eller kulturen taget i betragning. Men man ser sig først og fremmest som ‘istriere’ og dernæst som etnisk italienske, slovenske eller kroatiske.

Vinavlens historie i Istrien går mindst tilbage til romersk tid. I dag er Istrien det mindste af Kroatiens fire overordnede vinområder (officielt er det Istrien og Kvarner, hvor Kvarner-bugten og øerne Krk og Cres tæller med) med omtrent 3.000 hektarer vinmarker; men Istrien alene talte før vinrodlusens hærgen hele 44.000 hektarer. Markerne fordeler sig over hele halvøen men særligt ud mod vestkysten og op i omkring 400 meters højde inderst. Størstedelen af de dyrkede druer går i dag til produktion af kvalitetsvin, og det er den hvide Malvazija Istarska, der dominerer, med den røde Teran som sin nummer to.

Hele halvdelen af områdets vinhuse er medlemmer af den istriske vinmagerforening Vinistra, hvis erklærede formål er fremme samarbejde og højne kvaliteten af de lokale vine samt sprede kendskabet til dem og gøre dem tilgængelige og anerkendte internationalt. I dag tæller den mere end 120 medlemmer, en meget stor andel af hele halvøens professionelle vinscene, og de høster vin fra over 3.000 hektarer. Foreningen kom til verden i 1994, kun tre år efter Kroatiens uafhængighedserklæring og stadig under Hjemlandskrigen, som først afsluttede i 1995. Istrien gik forholdsvist urørt gennem skærmydslerne, og de tætte forbindelser til især Italien har været behjælpelig med at konsolidere områdets gryende turist- og vinindustri. I dag er det fredeligt ferieland og fremragende hvidvinsland.

Malvazija Istarska

Den istriske Malvazija er, trods navnet og andre ligheder, helt sin egen. Faktisk synes den samlede familie af såkaldte Malvasia-sorter at være forbundet af familieligheder snarere end af nogen fælles forfar eller fælles oprindelse. Oftest siges de stadig, mod bedre vidende, at stamme fra Grækenland, hvor de skulle være skibet videre ud i Middelhavet fra Monemvasia på Peloponnes; og deraf navnet. Det kan genetikere afvise. Dog er der i Italien et stort overlap mellem de mange Malvasia di Somewhere-sorter, der dyrkes rundt omkring på fastlandet og øerne. De fleste sorter, som går under navne som Malvasia, har i vid udstrækning det til fælles, at de er forholdsvist aromatiske og har en tendens til at kunne tilfredsstille den søde tand— således den mørke Malvasia på Madeira, den gyldne passito fra de lipariske øer eller den decideret duftende Malvasia di Candia Aromatica fra det nordlige Italien. I nærværende sammenhæng er der bare det, at de ikke er bevist hverken nært eller fjernt relateret til den istriske Malvasia. Malvazija Istarska er noget for sig, omend den med sit eget præg deler visse væsentlige træk med sine navnesøstre.

Malvazija har typisk en fin note af orangeblomst, akacieblomst eller akaciehonning i duften. En smag af saftig stenfrugt med en mild og behagelig bittertone og et salt svirp i eftersmagen. Egenskaber, som til sammen gør den opkvikkende og appetitvækkende, hvad end frugten er pære, fersken eller abrikos; syren moderat eller meget mild; og dens øvrige spektrum af mulige noter, blomstrede, urtede, krydrede, mineralske er til stede eller ej. Kernen er det florale, sprøde, bitre, salte. Har man først smagt en håndfuld Malvazija’er, kan man let genkende druens signatur, ligesom det er let med f.eks. Albariño.

Tre typiske vintyper tegner dens profil: En let og læskende, en fyldigere og ofte fadlagret version samt de macererede og meget madvenlige orange udgaver. Førstnævnte er en oftest koldgæret vin direkte fra ståltanke, som har slank og saftig frugt og fungerer perfekt som aperitif, tørstslukker ved stranden eller poolen eller på bardisken til en snack. Den modnere stil med modning på gærresterne opgraderer Malvazija til en mere teksturbetonet og kompleksere vin, der som regel også lagres en tid på træfade af eg eller den lokale specialitet akacie. Her er der vin til værdsætte de finere nuancer, til at fordybe sig i flasken eller sætte gode istriske fiske- og skaldyrsretter på bordet. Den går også glimrende med den gode lokale pršut, en lufttørret skinke, som minder meget om sine italienske fætre fra San Daniele eller Parma. Er vinen modnet på akaciefade, får man ofte mere dybde og større lagringspotentiale. Endelig er der de mere eller mindre macererede vine, hvis gyldnere glød og mørkere smagsunivers med tørrede abrikoser, vildblomsthonning og nødder klæder alt fra føromtalte skinker over pastaretter med trøffel til helstegt pattegris eller det, der er værre.

Malvazija Istarska er sin helt egen og i den egenskab også identitetsskabende for istrisk vin. Foto: Vinistra

Kom sommeren i møde

At italienerne længe har hævdet Malvazija som deres egen er vel i sig selv en vis anerkendelse af kvalitet, i hvert fald i visse kredse. I visse kredse er det omvendt også god latin at le af påståelige, rethaveriske folk, som rager til sig af naboernes goder for egen vindings skyld. Ikke sagt at det er tilfældet med Malvazija men antydningen er hermed givet videre, Vi så godt som ved med sikkerhed i dag, at den eksakte oprindelse for Malvazija er Istrien, og at den som nævnt ikke er i nærheden af nært beslægtet med nogen kendt italiensk eller græsk sort.

En yderligere anerkendelse af Malvazija som en særlig sort og en vin med særegne egenskaber og af høj kvalitet er senest kommet i form af et særligt Malvazija-glas fra den østrigske glasskaber Georg Riedel. Glasset er udformet af Riedel i samarbejde med 50 kroatiske branchefolk, lige fra vinbønder, restauratører, sommelierer og vinskribenter, som sammen skabte en prototype. Glasset havde verdenspræmiere på en masterclass på Vinistras vinmesse i 2013 med Georg Riedel selv som Sprechstallmeister.

Vinistra er en lang kæde med gennemgående stærke led, alfabetisk kan anbefales Anđelini, Benvenuti, Coronica, Cosetto, Damjanić, Degrassi, Dobravac, Domaine Koquelicot, Fakin, Matošević, Medea, Pilato, Tomaz og Vina Vivoda. Hvis ikke man da målrettet går efter de decideret økologisk certificerede producenter som Bastiàn, Kabola, Kadum, Monterosso, Omo, Stancija Collis eller Veralda; eller gennemførte naturvinmagere som Clai, Ipša og Roxanich.

‘Perfect poolside wines’ er hvad en veninde ved blindsmagning begejstret udbrød om et par unge Malvazija vine fra ovennævnte producenter; og som sommelier, eksamineret med diploma og mange års erfaring som både bartender og strandløvinde må vi hellere tage hendes ord for gode varer. Alternativt kunne det være Moreno Corenicas snorlige og stålsatte aftapning, som altid vækker lykke hos mig med sin milde akacieduft, fine citrusfriske frugtsmag, glasklare renhed og syrlighed og mineralske efterspil.

Flaske: Malvazija 2021
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 125,-