Kølige forhold
Vejr og vind er afgørende for en vinbondes ve og vel. Det gør sig særligt gældende i verdens stadigt kølige klimaer og ikke mindst i Østrig, hvor coolness er en vigtig del af landets image. Sig østrigsk vin, og det vækker forventninger om sprødhed, syre og en særlig gastronomisk anvendelighed, som skyldes en udtalt tørhed trods frugtig fylde og en svært håndgribelig men særligt krydret karakter. Det gælder for nationalsporten Grüner Veltliner såvel som for Riesling, østrigernes anden store stolthed, som trods en væsentligt mindre markandel— Grüner Veltliner står på hele 32 procent af vinmarkerne, Riesling knapt på 5— alligevel fylder forholdsvist meget hos østrigerne selv såvel som hos anmeldere og almindelige forbrugere. Det skyldes en lang historisk tradition med druen og nok især det faktum, at nogle af landets bedste vine er på Riesling. Vine, som ikke alene har en række særegne egenskab men ganske enkelt også hører til verdens bedste.
Begrebet terroir spiller en tiltagende rolle i østrigsk vin- en rolle, som tydeligst kommer til udtryk i en lind strøm af enkeltmarksvine, hvoraf mange også er af ganske enestående kvalitet. Rieslings renommé er, ligesom østrigsk vins, tæt knyttet til terroir, til kølighed og syre, til gastronomisk kant og smagsmæssig verdensklasse. Det lægger op til et parløb uden sidestykke, og ønsker man sig en grundig svingom med tør Riesling med kaleidoskopisk terroirudtryk, bør man ikke gå glip af en vals langs Donau og dens bifloder for at fordybe sig i de altid gode dråber derfra. Den gode nyhed er nemlig, at de senest frigivne årgange overrasker positivt, selvom det er nogle år siden, nogen sidst proklamerede den perfekte årgang.
Udfordrende forudsætninger, gode resultater
Global opvarmning og klimaforandringer. Tilbage i 1990'erne troede man, at det mestendels ville føre til en smule højere gennemsnitstemperaturer og nogle længere perioder med tørke. Sådan så det også umiddelbart ud, men i praksis har klimaforandringerne i det 21. århundrede først og fremmest gjort vækstsæsonerne meget mere uforudsigelige. Man ser generelt en større variation i vejret, hyppigere udsving og flere episoder med ekstremer som hagl, skybrud, hedebølger og tørke. Det gør det sværere at træffe mere generelle foranstaltninger og i det hele taget sværere at være vinbonde.
“østrigsk Riesling er en linedans mellem frodig stenfrugt og stenet mineralitet — hvor en velrundet syre er den vægtstav, der holder det hele svævende”
2022 og 2023 er begge endt som ganske flotte årgange, hvor man kan forvente ret klassiske vine, selvom såvel karakter som kvalitet kan svinge fra område til område og fra producent til producent— og mere end i stabile og smilende årgange som 2021 og 2019 eller den særdeles spændstige 2020. Så intet nyt under solen her. 2022 var overordnet set den sværeste af de to, med ret udfordrende vejrlig i løbet af hele vækstsæsonen; men det er som bekendt en forudsætning, som i de rette hænder kan forvaltes til terroirudtryk i højeste potens og potentielt vine med både kant og klasse. 2023 var en smule mere stabil men ikke uden sine ekstremer, og igen afhænger det partikulære udtryk lige så meget af den enkelte vinbondes talenter og trufne valg som af område eller enkeltmark. Skal der simplificeres og bedømmes ganske kort, så 2022 nok den mest syrestyrede og faste i kødet, mens 2023 har forholdsvist fyldigere frugt og en smule lettere tilgængelighed.
Zalto-glas linet up til smagning af Erste Lagen vine på Schloss Gragenegg i Wagram. Foto: Anna Stöcher ÖTW
Tour de vin
Følgende nedslag stammer hovedsageligt fra den store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram, hvor såvel Vinea Wachau som Österreichische Traditionsweingüter samt Steirische Terroir und Klassikweingüter stiller op med hele molevitten. Det betyder, at bidrag fra væsentlige udenforstående som F.X. Pichler, Peter Veyder Malberg, Urban Stagård m.fl. ikke er taget med i betragtning. Der går dog forlydener om, at de stadig laver ganske drikværdig vin. Navnkundige Nikolaihofs vine er heller ikke nævnt, og det skyldes ganske enkelt, at de først frigiver vinene efter længere tids lagring- deres aktuelle og ganske glimrende årgang er 2019.
Wachau
Mellem Melk og Krems ligger landets nok længst og mest berømmede vindistrikt Wachau langs Donaus bredder og sidedale. Stejle skråninger, stenterrasser og en særdeles stenet jord er grobund for Riesling, af områdets velslåede vinmænd forvandlet fra hårde sten til ædel vin, som går fra stråslank og pivsur (Steinfeder) over rank, slank og raffineret (Federspiel) til rig og statelig (Smaragd), sidstnævnte nu langt fra så svulstige som de 'tørre dessertvine', man for få årtier siden blev så berømte på. Altid anmelderroste marker og højdepunkter er Achleiten og Singerriedel.
Wachau går ikke ned på store navne, og en vis konservatisme til trods er der sgu megen ganske glimrende vin at hente her. Ærkeklassisk og af og til med et moderne twist. Anstændige anbefalinger i allerhøjeste luftlag er Alzinger Ried Steinertal Smaragd 2023, Hirtzberger Ried Singerriedel Smaragd 2023, Knoll Ried Loibenberg Smaragd 2023 og Ried Schütt Smaragd 2023 samt Prager Ried Klaus Smaragd 2023.
Domäne Wachau har som største producent en hel perlerække af vine på programmet, og domænet sætter også bæredygtig dyrkning og endda økologisk omlægning i højsædet, så her er mere end konsistent stil og høj kvalitet at glæde sig over. Et par mindre foretagender fortjener også en særlig omtale, unge Georg Frischengruber og den altid energiske Erich Machherndl. Førstnævnte bæredygtigt certificeret, sidstnævnte langvarig og uomvendelig økolog; og kvaliteten, den kommer til dem som melodier til Mozart. "Årgang 2023 viser sig udtryksfuld, med en imponerende kompleksitet og en kombination af kompakt tekstur med balance, elegance og en dyb saftighed," forsikrer domænets dynamiske duo Roman Horvath MW og kældermester Heinz Frischengruber som opsummerer årgangen med "haglbyger, hedebølger og en happy end". Ried Achleiten Smaragd 2023 har en forførende og finesserig duft af kandiseret citrus, friske urter og finsk lakrids. Saftig, sirlig, syrlig, smag af lys stenfrugt og spicy citrus, silkeagtig glathet og lethed, ren i spyttet og med en let salt eftersmag. Riesling, der går rent ind. Endnu vildere går det for sig med Ried Singerriedel Smaragd 2023, som med er endnu mere ren og skær og skruer op for såvel den stringente syre og den sødmefulde frugt i en nervepirrende linedanserakt. Smuk balance af syrlighed, sødme, saftighed og tørhed, østrigsk Riesling i sin mest yndefulde vælde. Gå heller ikke glip af Ried Brandstatt Smaragd 2023, Ried Kellerberg Smaragd 2023 og Ried Loibenberg Smaragd 2023, som alle på hver sin måde spiller på sten, syre og saftig frugt. Dansk distributør er Kjær & Sommerfeldt.
Georg Frischengruber gør man vel at memorere navnet på. Smag blot på hans Ried Kreuzberg 2023 for at forstå fænomenet. Den er overraskende saftig og luftig let, med et livligt surt-sødt spil og underfundige dufte og smage af eksotisk frugt, honningkage og en snert kommen. Fokus, balance, kompleksitet, længde, det er stor vin og kompakt nok til at have et langt liv foran sig; men gå heller ikke glip af hans ligeledes glimrende Ried Goldberg Smaragd 2023 eller blot den rare Ried Kirnberg Smaragd 2023. Erich Machherndl er en mand med en mission og sine meningers mod. Naturlighed, klarhed og kølighed er nøglebegreber, og de konvergerer alle i hans glimrende og uforglemmeligt særegne Ried Kollmütz Smaragd 2023. Grøn banan, petroleum og diesel dampe, fugtig kælder og våde sten sætter dagsordenen for duften, og i smagen er der saftig, moden stenfrugt med sagte men seriøs syre, fin fenolik og et delikat salt svirp. Stærk karakter og særdeles opkvikkende. Dansk forhandler er Vinpusheren.
Kremstal
Donau flyder videre fra Krems, hvor det stenede landskab mildnes, og man så småt aner mere åbne vidder. Vinene viderefører såvel det stenede som det storladne fra Wachau men igen ofte i et mildere, finere udtryk, der naturligt leder videre til Kamptal. Kremstal er et større område, og det går derfor heller ikke ned på gode marker med tæft for Riesling. Goldberg og Gebling hører til de gamle, og Ehrenfels som nyskabt fra det allergamleste. Velslebne sten.
Mantlerhof er en god, gammel familiegård med økologisk dyrkning og overbevisende vine år efter år. Ried Wieland 2022 er ingen undtagelse. Den er forholdsvist diskret ved første møde men lyser op med elegant holdning, fortættet, forfinet stoflighed, en frisk syre og en underliggende mørk mineralitet, som giver basgang. Hold udkig hos Løgismose. Geyerhof gør det også altid godt og gennem de seneste år i biodynamisk bedrift. Et absolut højdepunkt er Ried Goldberg 2022, som svinger om sig med gule æbler, mirabeller og gyldne abrikoser, stor saftighed, syrlig spænding og et delikat salt svirp. Sitrende og stadig ung. ViniPortugal er dansk importør. Vitikultur Moser er det nye navn for Sepp Moser, som i dag drives af Niki Moser og datteren Kathi, inderligt biodynamisk og yndefuldt rustisk. Ried Gebling 2023 dufter dejligt af gule æbler, nyskåret hø og halm, har en saftig fylde og moden frugt, friske æbler, æblesirup, honning og krydrede hints af fennikel- og anisfrø. Rigtigt flot. Dansk importør er Emilie Vin. Proidl er nu Patrick frem for Franz men stadig et flot samarbejde mellem far og søn. Ehrensfels er den fornemme arv, som sønnike nu må forvalte; og det gør han fremragende. Ried Ehrenfels 2023 efterlader ikke meget at ønske, den er som altid en usædvanligt god Riesling med det rette samspil af syre, moden frugt og kølig sten mineralitet. Saftig, spændstig, med pirrende frisk citrusfrugt, moden lime og smilende citron, og kødfuld fersken og anden lys stenfrugt. Elegant, pikant og meget mundvandsdrivende. Victoria Vin. Nigl er også mere Martin den yngre end den ældre nu, men igen er arven i gode hænder. Ried Hochäcker Privat 2023 er husets fineste aftapning, og i de seneste år har den gang på gang skilt sig ud som særligt stærk forrest i feltet. Efterhånden en klassiker. Forførende næse med moden citrus, lynghonning og en snert modellervoks. Imunden sprællende saftig, stoflig og med fint syrebid og en særligt citrisk krydring, moden citron, lime, kumquat og pikant pomerans. Meget madvenlig, og potentialet er til at tage at føle på. Sigurd Müller Vinhandel.
Kamptal
Så kommer vi til det, der for mit eget vedkommende (og mange andres) af uransagelige årsager er noget af det mest østrigske østrigske, når vi taler vin: Nok er den hyggelige dal langs Kampfloden en sand bastion for eminent Grüner Veltliner, men der er også glimrende Riesling at hente rundt om den historiske vinby Langenlois. Sandt pilgrimspotentiale. Bakkerne her bringer hver især vine af vidt forskellig karakter til torvs. Løss, lehm, gnejs, kalksten og sandsten, mange forskellige jordbundstyper og grundfjeld spiller en rolle.
Ingen så mageløst og majestætisk som Østrigs nok navnkundigste enkeltmark, Heiligenstein ved Zöbing, som altid skiller sig ud med særlig elegance og raffinement. Såvel 2022 som 2023 har en klassisk kølighed over sig, men de fleste fra 2023 ligger stadig og samler sig i kælderen og frigives først senere i år. Taler vi topvinene, er det the usual suspects, der løber med sejrene: Bründlmayer Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har den klassiske kombination af fortræffelige saftighed og fortættet stoflighed, som gør den så charmerende som ung og samtidigt antyder det store udviklingspotentiale. Citrisk, stenet, æterisk. Jysk Vin er dansk distributør. Hirsch har lignende dyder og især enkeltparcellen Ried Heiligenstein-Rotfels 2023 imponerer med sin særlige substans og fløjlsbløde finesse. Frisk brise, akacie og jasmin, hvid fersken, honning, salt. Sælges af Atomwine. Birgit Eichinger bliver bare bedre og bedre med årene, og Ried Heiligenstein 2023 er et nyt højdepunkt: Forårsblomster og hvide ferskner i fuldt flor, dykker dybere ned i gyldne abrikoser, safran og en summende mineralitet, meget charmerende. Andrup Vin. Jurtschitsch Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har samme venlighed og charme men er samtidigt mere stenet og muskuløs, mere stoflig, en langdistanceløber, ruten går via Østjysk Vinforsyning. Endelig spiller Schloss Gobelsburg ind med en meget ligefrem og forfriskende Ried Heiligenstein 2022, som Bichel får til lands, fuld af saftig, sursød fersken, ferskensten og mandel, passionsfrugt og papaya, en smule grønne urter og salte flager som kontast til den friske syre. Hallelujah!
Men Heiligenstein er ikke det hele, der er talrige andre gode enkeltmarker med Riesling, og skal man erkende den særligt østrigske karakter, så er det her, det sner. Gaisberg nævner næsten sig selv og gør det glimrende, men glem ikke Loiserberg og Kogelberg for blot at nævne to andre af de store. Store oplevelser er i vente med Jurtschitsch Ried Loiserberg 2022, Loimer Ried Seeberg 2022, Hirsch Ried Gaisberg 2023 og Eichinger Ried Gaisberg 2023.
Traisental
Klein aber fei og klein aber oho! Her er landskabet en smule blidere end Kremstal og Kamptal, og den liden størrelse skaber måske ikke forventninger om mange store vine; men en lille håndfuld producenter yder over forventning og gør fordommene til skamme. Særligt Markus Huber har lagt sig i førertrøjen og fornøjer med flotte vine fra områdets to nok mest slående terroirs, Berg og Rothenbart. Milde og finesserige. Hans Ried Berg 2023 er årets topscorer, med hvide blomster, modne ferskner og krydrede sydfrugter i eftersmagen, med velafstemt syre og mineralsk efterspil. Sigende nok i Danmark hos Supervin. Hubers Riesling Ried Rothenbart 2023 har mange af de samme kvaliteter men er mere citrisk sprød og salt i mineraliteten, og samtidigt er den en smule lettere. Lignende skøn er også Neumayers Ried Rothenbart 2023.
Wagram
Fladere og blødere terræn syd for Donau; men syd betyder ikke nødvendigvis solstik, flad ikke fad og blød ikke sød. Der er mildhed men også mineralsk spænding, krydring og en fin syre i Wagrams Riesling, selvom det er frugtig og krydret Grüner Veltliner, man generelt gør sig sit navn på. Spændende vinmagere skiller sig ud fra mængden, og nedenfor nævnte er altid blandt favoritterne, og deres økologiske tilbøjeligheder skader heller ingen. Martin Diwald Ried Eisenhut 2022 er stålsat, slank og mineralsk, med læskende stenfrugt og en lækker salt slutnote. Ried Goldberg 2022 slægter den på men har mere frugtig fylde og en smule mere modenhed, meget madvenlig. Sydhavnens Vinbar er dansk importør. En anden favorit er fra Karl Fritsch, hans Ried Mordthal 2022 er syrerig og frugtig, med moden fylde, mineralsk krydring og lette honningnoter.
Wien
Wien, wien, nur du allein! Den farverige storby bryster sig især af den mosaiske specialitet Wiener Gemischter Satz, men Riesling i ren form findes også her og der, og den gøres især godt på den historiske bakke Nussberg nord i byen, hvor marker som Preussen og Rosengartl bringer den i fuldt flor. Hajszan-Neumann Ried Steinberg 2022 er en livlig højdespringer her, a Bisserl Grinzing med naturvinstendenser men inden for myndighedernes restriktive skive. Mark og skov og eng i duften, pære, fersken, mango og lime i smagen. Saftig og stoflig, med sprød syre og mange funklende nuancer. Edlmoser Ried Sätzen 2022 sætter mere tryk på modenheden i de eksotiske frugter men har stadig en kølig, syngende syre. Ret udtryksfuld og pikant. Bysbarnet Fritz Wieninger brillerer som sædvanligt, hans Ried Preussen 2022 er æterisk hvidblomstret og stenet i snuden, med modne hvide stenfrugter nedenunder, således også i munden. Saftig, kernet, kryudret, med citrisk syre, god balance og en vis tyngde. Den overgås dog i raffinement og elegance af Ried Rosengartl 2022, som charmerer med gule roser og rødmende ferskner, en blødsøden frugtsmag og sirlig syre. Særdeles delikat! Igen er det Sigurd Müller Vinhandel, der er din danske mellemmand.
Uden for nummer
Så vidt Donau og Niederösterreich. Østrigs anden store hvidvinsstat er Steiermark i det sydøstlige hjørne. Syd betyder i denne sammenhæng ikke varmere og solrigere, da vi samtidigt kommer tættere på Alperne, så terroiret er stadig ret køligt og med store temperaturspænd. Først og fremmest aromatiske sorter som Sauvignon, Traminer og Muskateller stortrives her, ligesom den internationalt noget negligerede Welschriesling. Riesling hører til sjældenhederne i Steiermark, men enkelte producenter, særligt omkring Sausal i det nordlige Südsteiermark, skaber fremragende vine. Ikke overraskende, når jordbunden her er særdeles rig på skifer. Spørg bare hos Otto Suenson: Fra Wohlmuth får vi to alpint friske Riesling, Ried Dr. Wunsch 2023, der er glaskar og køligt fast i frugten, stringent syrlig og meget mineralsk; og Ried Edelschuch 2022, der umiddelbart er mere imødekommende, mere frodig i frugten men stadig mundvandsdrivende syrlig; og endeligt formår Maitz også mundgodt fra den tungevridende Ried Hochstermetzberg 2020.
Vokser der overhovedet Riesling i Burgenland; og i så fald, bruger nogen den til andet end Eiswein? Svaret er faktisk ja, og selvfølgelig er en af de få gerningsmænd den altid aparte men talentfulde Christian Tschida, og resultatet naturligvis helt sit eget men særdeles drikkeligt. Opdriv det hos Österreich Vin. Riesling Laissez-Faire 2023: Let sløret som gulnet polaroid men meget rent, saftigt og stringent i både næse og mund. Rank syre og fint stoflig tekstur, har moden lime og gylden stenfrugt i stide strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Ja, tak!
Kort og godt står østrigsk Riesling stadig stabilt på øverste hylde. God fornøjelse med de nyeste årgange.
Flaske: Hochäcker Privat 2023
Vinhus: Weingut Nigl
Oprindelse: Kremstal, Østrig
Jordbund: Sand, glimmerskifer, amfibolit
Drue: Riesling
Dyrkning: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 300,-