Vogt Dem for efterligninger: Det er Château Lafitte med to t’er. Oppe i Bordeaux havde det andet slot kun råd til et enkelt. Château Lafitte ligger længere mod syd end sin berømte næsten-navnebror, nærmere bestemt i Jurançon i Pyrenæerne nær grænsen til Spanien og Baskerlandet; og ligesom der helt bestemt er flere, der kender til Château Lafite frem for Château Lafitte, så er de fleste nok også bedre bekendt med Bordeaux end Jurançon. Men det er synd og skam, for der er forbavsende friske hvidvine at hente, med stor aromarigdom og i forskellige stilarter. Så med vanlig forkærlighed for det forbigåede og sjældne skal vi selvfølgelig se nærmere på dette søvnige men smukke sydfranske område og et af dets gamle vinslotte — og en vin så fyldt med citrus, at man føler sig helt hensat til Amalfikysten…
Langt ude på landet
Jurançon er et af Frankrigs gamle og glemte vinområder og ikke af forveksle med buddhistmunken Xuanzang. Det er først og fremmest kendt for sine karakteristiske hvidvine i tørre og især søde versioner på de lokale sorter Petit og Gros Manseng. Området ligger lidt sydøst for Béarn og sydvest for Madiran, hvis det skulle sige nogen noget. Det er godt en times kørsel ind i landet fra Biarritz og i den sydlige del af Gascogne-provinsen, Frankrigs måske mindst prestigiøse vinregion— med undtagelse af netop Jurançon, som har formået at holde fast i sit historiske ry for fremstilling af mindeværdige hvidvine.
Sød Jurançon fik status af AOC i 1936, og en tilsvarende for tør indførtes i 1975. Men allerede i Middelalderen var Jurançon en anerkendt vin, og sidenhen forsøgte fyrstedømmet i Béarn sig med en form for klassifikation af de bedste marker i området, muligvis Frankrigs første forsøg på en sådan klassifikation. Det var efter sigende gyldne dråber fra Jurançon, som vædede den spæde Henrik af Navarras læber ved hans dåb i 1553, og det siges at have sået frøene til hans senere store bedrifter som Kong Henrik den 4. af Frankrig— eller måske blot hans muntre gemyt og folkelige opbakning i det frihedselskende landområde.
Landlig charme er i høj kurs nu om stunder, men den er anderledes beskaffen på de sydvestlige kanter end i det nord- og østlige Frankrig, og det, sammen med afstanden og afsondringen, er sikkert blandt forklaringerne på Jurançons oversete status i dag. Kooperativerne har gjort deres indtog, men små producenter tegner stadig profilen, mange af dem endnu bønder i bredere forstand, da det kun er på de sydvendte skråninger, der er nok sol og varme til at modne druerne. Men heller ikke landbruget hernede er gået fri af moderne modeluner og unoder, så man skal ikke vente at finde noget uberørt naturvinsmekka. Men det lysner i sydvest som så mange andre steder; og en af ledestjernerne er altså det genskabte Château Lafitte.
Især sorten Petit Manseng har en høj stjerne hos vinkendere, den såkaldt lille men kvalitativt store af de lokale Manseng-sorter. Dens lidenhed kommer til udtryk i svingende og relativt lave udbytter; men med sine små og sprøde druer kommer den igen kvalitativt. Den stærke skal er rig på smagsstoffer og gør den i stand til at ophobe store mængder sukkersød saft under modning og indskrumpning (passerilage) på stokken; og samtidigt beholder den et højt syreniveau og lader sig kun sjældent angribe af ædelråd. Dermed er grunden lagt til de intense, eksotisk frugtige, søde vine, som området har ry for. Vine, som også lagrer glimrende og med tiden kan udvikle en delikat trøffelnote. Den nært beslægtede Gros Manseng har lysere druer af mere betragtelig størrelse men også en mere middelmådig kvalitet end sin lillebror, så den bruges fortrinsvist til områdets knapt så kendte tørre hvidvine; men ved fuld modenhed udviser den også frisk og fint aromatisk vin. I dag bruges begge sorter dog på kryds og tværs til de forskellige vintyper, hvor især de tørrere typer er steget i kvalitet og udbredelse de seneste år. Der dyrkes også den meget mere pålidelige og udbytterige Courbu samt absolutte sjældenheder som Arrufiac, Camaralet og Lauzet. Phylloxera tog desværre livet af mange af Pyrenæernes andre indfødte sorter.
Løse klaser, små druer, tykke skaller, masser af syre, sukker og ekstrakt. Fuldmoden Petit Manseng har stof i sig til stor vin. Foto: Antoine Arraou, Château Lafitte
Manseng-druerne har uden større tvivl deres oprindelse i Jurançon, men i det større billede er de beslægtede med Savagnin, kendt fra Jura, og dermed en del af Traminer-familien. Uden for Jurançon dyrkes de også i Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og uden for Frankrig finder man dem i dag også i Portugal, Australien, New Zealand og USA. Den lader til at klare sig fint på udebane, men hjemme for foden af Pyrenæerne har den historisk vist sit værd, og i de seneste år også som tør terroirfortolker i bakkelandet mellem Béarn, Pau og Jurançon. Pyrenæerne blev skabt, da de europæiske og afrikanske kontinentalplader kolliderede for 150 millioner år siden, og i dag rejser bjergkæden sig stadig til over 3.400 meters højde. En sagte erosion har efterhånden vasket småsten, grus og sand ned for bjergenes fødder, til de sandede lerjorde i Jurançon, som også er rige på kalk fra den havbund, der blev hævet under den oprindelige bjergdannelse. Så et komplekst samspil mellem bjergene og havet er hjørnestenene i områdets mikroklima— selvom vi er i Sydfrankrig, er der kølige vinde og rigeligt med regn.
Vinstokkene bindes traditionelt som dobbelt guoyt og trækkes højt op, så bladvæggen nogle gange når pænt over to meter op i luften. Det beskytter druerne mod frost og fugt nær jorden. I gamle dage dyrkede man endda vinstokkene op ad træer, som i Vinho Verde og visse steder i Italien og Georgien, så vinrankerne viklede sig om stammerne, og skudene satte klaser ud på grenene.
I dag er det vinene, der klatrer opad igen. En pæn håndfuld producenter står i front for en lille Petit Manseng revolution, i traditionelt søde udgaver men nok endnu mere interessant i komplekse, knastørre fortolkninger. Før vi ser nærmere på Château Lafitte, bør for en god ordens skyld nævnes en række andre gode producenter. Château de Cabidos, som faktisk ligger lidt uden for selve Jurançon, blev genrejst til fordums storhed i 1990’erne og laver en række spændende vine. Domaine Cauhapé (Theis Vine) er et af flagskibene i Jurançon og forfægter både de klassiske søde og moderne tørre til perfektion. I den økologiske lejr finder vi også flere fremragende bud, Camin Larredya (Lieu-dit), Clos Lepeyre (Atomwine), Domaine Lajibe (Vintro), Domaine Larroudé (Løgismose), Domaine Nigri (Sømod Vine) samt Domaine de Souch (Sydfranske Vine).
Savoir-vivre og know-how
Det smukke Château Lafitte er et adeligt landsted fra 1300-tallet, beliggende ved landsbyen Monein i hjertet af Jurançons fredsommelige bakkelandskab. I sin nuværende form er selve slottet opført i 1500-tallet, og allerede dengang var det en større landbrugsejendom, hvoraf vinbruget udgjorde en vigtig del af slottets drift.
I 2000 virkeliggjorde Philippe Arraou og hans hustru Brigitte deres drøm om at genskabe ejendommen som vinslot. Siden er fem hektarer vinmarker kommet til og en økologisk certificering af land- og vinbruget under Qualisud. Siden 2012 er det deres søn Antoine, som står i front for vinbruget. Antoine uddannede sig oprindeligt til fotograf, før han blev vinbonde, og måske det er hans skarpe sans for at betragte livet i alle sine spraglede udfoldelser som skubbede ham i retningen af biodynamikken. Under hans ledelse har de nemlig taget skridtet videre til biodynamisk drift (Demeter-certificeret siden 2018), og endvidere har han også omlagt en stor del af produktionen til naturvin (certificeret af Syndicat de défense des vins naturels siden 2020).
Om omlægningen til biodynamisk drift siger han: “Steiner opfattede gården som en levende organisme. I den forstand er Château Lafitte særligt begunstiget med sin egen enhed— en enhed baseret på tre søjler: en lang historie, som aftvinger respekt, en veludviklet vingård drevet i en ånd af overbevisning.”
Beslutningen om ikke blot at lave naturvin men også efter forskrift og under opsyn begrunder han således: “Vi tilsluttede os syndikatet allerede fra dets oprettelse, og vi ønsker at overholde dets charter af hensyn til gennemsigtigheden. Vi er kede af at se udbredelsen af ‘naturlige’ cuvéer på markedet, som efter vores mening slet ikke er det (på ikke-økologiske druer eller med tilsætning af alle mulige stoffer undtagen sulfitter og den slags). Fremkomsten af ’Vin méthode nature’-certificeringen gør det muligt at få rene linjer med forbrugerne og at forsvare naturvinen og dens formidlere.”
Han fremhæver i den forbindelse Jules Chauvets tanker om respekt for naturen gennem brug af organisk gødning, gennem udvælgelse af sygdomsresistente sorter, høst ved optimal modenhed og mindst mulig modifikation af druen og mosten. Man må passe og pleje sine druer og så stole på, at de er i balance nok til at gøre en god vin— med udtryk og indtryk fra det landskab, den tradition og det menneskeliv, de er en del af.
Et virvar af vilde og villede planter beriger biodiversiteten mellem frugttræer, korn- og vinmarker. En flok får får lov at vedligeholde vinstokkene om vinteren, og om sommeren sørger bier og alskens insekter for at bestøve blomsterne.
“Slottet står for fornøjelse og hygge. Her går savoir-vivre [belevenhed] og know-how [praktiske færdigheder] hånd i hånd, under ledelse af vores varme men perfektionistiske team. I vinmarkerne, i kælderen og ved bordet er vores mål hverken mere eller mindre end at dele frugten af vores generøse land, resultaterne af vores lidenskabelige arbejde i samklang med naturen.”
De praktiske færdigheder har også ført vinbruget i en mere bæredygtig retning. Den er i dag selvforsynende med elektricitet og varme i kraft af solcelleanlæg. Naturlig air conditioning og afkøling i kælderen afstedkommes via en solskorsten, en såkaldt cheminée provençale, en metode til at udvidde en bygnings naturlige ventilation ved brug af konvektion. Princippet går tilbage til romerne. Desuden opsamler de regnvand til rengøring af redskaber og maskiner; og kælderen er indrettet i flere niveauer for at kunne bruge tyngdekraften til transport af vinen i stedet for pumper og andet maskineri, så der også spares energi på den måde.
Ler og terrakotta
Jordbunden omkring Château Lafitte er, helt overensstemmelse med resten af området, kalkholdig lerjord (argile). Helt i overensstemmelse med Antoines naturvinsfilosofi vinificerer han derfor også et par af sine vine på terrakotta amforaer, som lader vinen leve og ånde i samme materiale, som druerne er vokset op fra.
“Lafittes vine er resultat af et arbejde, der tæt knytter mennesket til naturen. Det eneste mellemled er kælderen, men der arbejder vi i overensstemmelse med vores vision om vinstokken og vinene.”
Lad det være sagt med det samme, man skal ikke være syreforskrækket, hvis man skal nyde vinene. Petit Manseng er altid en balanceakt mellem syre, sødme og alkohol, og her skinner syren altså for alvor igennem men i flot samklang med en fuldmoden frugt.
Argile. Klart citrongul i glasset. Frisk, syrlig og let løftet, æterisk duft, citrusblomster og solmodne citroner. Saftig og særdeles syrerig i munden, pikant frisk frugtighed, syrlige drops, solmodne citroner, grapefrugter og lime, citrongræs, citronverbena, alting citrisk! En smule volatil syre men ikke noget, som skæmmer, den giver bare yderligere liv og spark. Vinen har en flot dybde og længde med mildt urtede og krydrede noter vævet ind, grøn kardemomme og kastanje måske. Virkelig flot samspil mellem frisk syrlighed og stor modenhed. Håndhøstet i oktober, afstilket, presset og spontangæret på amfora. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.
Orange. I glasset er farven ikke så forskellig fra Argile, men duften afslører den relevante forskel: Den er på én gang mere løftet og mere dyb og antyder allerede orange bitternoter. Smagen følger trop, her er igen alskens citrus, men betoningen går mere i retningen af orangeskal, pomerans og tørret abrikos, med noter af abrikoskerner, ristede kastanjer og noget støvet krydret. Syren spiller stadig førsteviolin, garvesyren nøjes med at lure i baggrunden. Håndhøstet i oktober, afstilket og spontangæret på amfora, 21 dages skindkontakt. En udmærket vin med mere orangekarakter end egentlig Manseng-karakter, og det trækker en smule ned i sammenhængen, måske især til prisen, som er en fuldfed plovmand.
Arbejdet er sympatisk, kvaliteten konsekvent høj og produktionen tilsvarende lille. Château Lafittes største problem er nok den kurs, vinen står i, da literprisen på disse to vine nærmer sig 1000 danske kroner. Men det er jo rene håndører i forhold til, hvad man efterhånden skal give for Bourgogne og andre almindeligheder.
Flaske: Argile 2019 (0,5 l)
Vinhus: Château Lafitte
Oprindelse: Jurançon
Drue: Petit Manseng
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 475,-