Viewing entries in
Naturvin

Alternative Austria

Comment

Alternative Austria

Vi skal til møde i AA. Ikke for anonyme alkoholikere men for austrofile alternativister. Heldigvis ikke at forstå som de østrigske pendanter til Alternative für Deutschland. Nej, det drejer sig om den ikke-konventionelle, non-konforme del af den østrigske vinscene. De farverige outsidere, dissidenter, rebeller og enfants terribles. Blumenkinder, Freigeister og Querdenkere, der laver vine, som falder i østrigsk vinlovs sælsomme kategori 8, Alternativweine, der dækker det, der på moderne tysk kaldes Orange, Natural & Raw Wines.

Det er vine og en verden, der ikke vil være faste læsere af nærværende side fremmed; og i Danmark er vi i det hele taget godt bekendt med Østrigs naturvine, ikke mindst takket være Sebastian Rind Nellemand, som via sin import Österreich Vin i nu mere end 20 år har holdt fanen højt for disse vine herhjemme, de seneste 15 år også på den for længst ikoniske københavnske vinbar Ved Stranden 10. Østrigsk naturvin debuterede nogenlunde samtidigt med det nynordiske køkken, og naturligvis fandt vinene også vej til en restaurant som noma, hvor de længe var særligt i vælten og kom det kræsne publikum for gane.

Udenlandsk og ikke mindst nynordisk anerkendelse har været kærkommen for de østrigske naturvinsfolk; for det hjemlige marked og myndigheder har ikke altid vist lignende forståelse for deres foretagende. Bagtæppet er på godt og ondt den østrigske vinskandale i 1985 og den efterfølgende nye vinlov, som med strenge kvalitetskrav og stor transparens skulle luge ud i al tvivl om vinens oprindelse og uforfalskethed. Samtidigt var skandalen også med til at sætte tanker om naturlighed, renhed og sundhed på dagsordenen, og det faldt mange vinbønder naturligt ikke kun at konvertere til økologisk dyrkning men også at lave færre tekniske og kemiske interventioner i selve vinifikationen, oplagte videre skridt, og en skare valgte så at gå planken ud og helt ‘tilbage til naturen’.

Hvad er alternativet?

“De her vinbønder fremstiller vine, der repræsenterer et stærkt alternativ til skadelige kemikalier, syntetiske sprøjtemidler og de talrige tilsætningsstoffer, som alle er tilladt i nutidig vinproduktion. De omtales ofte som rå, nøgne, naturlige eller lav-interventions-vine— men efter min mening er det, de repræsenterer, den rene og egentlige form for vinkultur. De fortsætter 8.000 års tradition, for det er kun i de seneste knapt 80 år, at industriel vinproduktion er blevet den nye norm. Sådan set er det de konventionelle vine, som er de alternative.”

Ordene blev ytret i december af den serbisk fødte, amerikansk uddannede og nu østrigsk bosatte Aleks Zecević, som gennem en årrække har haft særlig interesse for og engagement i netop de østrigske naturvine; og ordene faldt under det seneste Arlberg Weinberg Symposium, den årlige vinkonference i de østrigske alper, som af den engelske vinskribent David Kermode er blevet kaldt ‘vinverdenens svar på topmødet i Davos’. Her forestod Zecević en kommenteret smagning af netop “Alternative Wines of Austria” med 15 velvalgte vine — “fremstillet i harmoni med naturen, fra små familieejede vinhuse og i forlængelse af en lang tradition” — og for os med samme tilbøjeligheder var det lidt som en guide tur gennem Paradis. Et spændende syn på samme sag fra en ligeledes udefrakommende med samme passion.

Hans blå bog: Aleks er født og opvokset i Beograd, i et hjem med klaver i stuen og vin på bordet; men lettere utilpas i hjemlandet drog han efter endt ungdomsuddannelse ud i den store verden. Han tog til USA for at læse filosofi og marketing i New York, og undervejs fik han flere småjobs rundt om i vinbranchen. Det førte ad åre til et job som smager hos WineSpectator, hvor han arbejdede i en lang årrække. Siden arbejdede han med fine wines på auktionshuset Sotheby’s, og i dag slår han først og fremmest sine folder som smager og skribent på Wine Enthusiast. Endvidere har han været engageret i VinoVerified samt vært på podcasten Vintners. I dag er han bosat i Wien, et naturligt valg efter mange års stadigt stigende interesse for den østrigske og centraleuropæiske vinscene, som den kan opleves på eks. Karakterre.

Alternative Austria smagningen i Lechwelten var passende edge-of-empire kurateret af serbiske Aleks Zecević, her præsenteret af Chris Yorke, CEO i Austrian Wine Marketing

En perlerække af Østrigs alternative pionerer var på programmet. Heriblandt flere af Burgenlands stærke individualister og flere first movers fra Steiermarks sammenslutning Schmecke das Leben, som den anerkendte engelske vinskribent Stephen Brook, manden bag bogen The Wines of Austria, deri gav skudsmålet, at deres vine i hans gane smagte mere døde end levende. Bevægelsen har hele tiden polariseret og fortsætter med at gøre det. Økologi kan være godt nok, men hen ad vejen med spontangæring, skindkontakt, slørede vine og lav sulfit går det for vidt. Et par af de deltagende smagere, som også er toneangivende vinskribenter, betroede da også hinanden, at flere af vinene var dediceret udrikkelige. Det lykkedes dog for de fleste andre— selv glemte jeg tit at spytte.



Ikke altid Grüner Veltliner

“Østrigs største bedrift er landets bidrag til den grønne bevidsthed. Jeg tror ikke, at der er noget andet land i verden, der har gjort mere på det område,” fastslog Zecević med nedslag i de tørre tal: 65% har fast grønt bunddække i vinmarkerne, 50% af vinbrugsarealet dyrkes uden nogen brug af insekticider, 25% er certificeret bæredygtige (Sustainable Austria), 24% dyrkes certificeret økologisk (Bio Austria, Lacon m.fl.) og 3% dyrkes certificeret biodynamisk (14% af det økologiske areal, Demeter, Respekt).

Den omlægning har ikke mindst været mulig, fordi den er bakket op om af nationale tilskud, og den er skredet hurtigt frem i og med, at mange, for ikke at sige langt de fleste, østrigske vingårde er ret små (gennemsnitligt med 4 hektarer) og familieejede foretagender (95% af samtlige producenter). Dertil kommer netop stærke individualister, lokale sammenslutninger og interessen fra internationale forbrugere efter noget mere oprindeligt, uforfalsket og unikt, uden rester af sprøjtegifte og tilsætningsstoffer, og gerne med lokalkolorit i kraft af indfødte druesorter og genoplivning af gamle traditioner. “Vi flasker naturen ren,” citerede han Christoph Hoch fra Kremstal som en slags slogan.

Grüner Veltliner er faktisk kun på fjerdepladsen over mine yndlingssorter fra Østrig, efter Sauvignon, Chardonnay og Riesling
— Aleks Zecević

Men Østrig er større end det velkendte Donauområde og byder på andet og meget mere end Grüner Veltliner og Riesling. Ser man bort fra Zweigelt og Blaufränkisch er der også specialiteter som Sankt Laurent og Blauer Wildbacher, sidstnævnte sorten bag Steiermarks særegne rosé Schilcher. Men også gamle, halvglemte sorter som Roter Veltliner og Furmint fortjener opmærksomhed; og så er der alle de mere eller mindre nye specialiteter og satsområder, såsom de såkaldte Direktträger-druesorter fra Amerika i det sydlige Burgenland, som lægger druer til den uhyggelige Uhudler; samt de mange nye sygdomsresistente piwi-sorter, som vinder frem i hele landet nu og øger diversiteten; og så er der alle de ‘internationale sorter’, hvoraf især Sauvignon og Chardonnay står stærkt i Steiermark. Altsammen aspekter af Østrig, som er værd at se og smage nærmere på.

Det taler til de østrigske myndigheders fordel, at de har forstået og formået at omfavne disse vine i deres markedsføring, selvom det foregår en smule ved siden af hovedsporet. Zecević håber, det med tiden vil blive mere velintegreret, ikke mindst så man undgår yderligere polarisering. Især fordi naturvinsbønderne har satset stort og løbet risici men samtidigt formået at skabe fornyet interesse om landet og flere af dets ellers oversete sorter og områder.

“Mit udvælgelseskriterium var vine, som måtte leve med laveste kategori i kvalitetspyramiden, eller i det mindste havde svært ved at opnå anerkendelse som kvalitetsvin, og dermed opnå oprindelsesgaranti,” forklarer han. “Her skyder man sig nemt i foden. Mange af disse vinbønder får ikke lov at skrive anden oprindelse end Østrig på etiketten, og det er synd. Det er en forspildt chance for at kommunikere med klarhed, hvad der er i glasset.” Han ser dog de igangværende diskussioner om emnet som lovende.

Han slog endvidere fast, at tendenser som økologisk dyrkning, spontan gæring, minimal intervention og begrænset brug af svovl nok stadig er niche men dog ganske veletablerede, og de er kommet for at blive; og at de fører stilistisk mere mangfoldige vine med sig, men med fællestræk som friskere syre og lavere alkohol, '“mere vertikale og vibrerende vine”, tendenser som trender på verdenscenen og med god grund. Alle vinene blev skænket og smagt i Zaltos nye glas Balance, et glas udviklet til vine med struktur og tekstur fra eksempelvis skindkontakt, helklasegæring og lang gærlagring og dermed antageligt velegnet til orange- og naturvine. Glasset føres i Danmark af bl.a. Bichel og Österreich.


ALTERNATIVE WINES OF AUSTRIA

Første flight

  • Franz & Christine Strohmeier The Spiral Schilcher Sekt Brut Nature 2014. Ironisk nok lagde vi ud med en af “de mest tilvirkede vine” fra en af frontfigurerne i lav-interventions vinscenen, Franz Strohmeier. Det er klassisk metode, så vinen er gæret igen på flaske med en tilsat gær. Derudover er den dog aldeles økologisk og spontangæret. Degorgeret januar 2024 og tilsat 10 mg sulfit. Druen er Blauer Wildbacher, så det er en idiosynkratisk version af Schilcher Sekt med næsten ti års modning sur lattes. Det, der engang var lyserødt er nu modnet til mørkt orangeskær, næsten kobberglødende. Mildt skummende med en overraskende frisk næse fuld af syrlige bær og nødder, oxidative træk i dybden. Stilfærdig men sprød skum på tungen, virkeligt livlig syre og smag af skovjordbær, sorten muld, søde krydderier og bitter orangeskal. Helt sin egen! Österreich

  • Christoph Hoch Kalkreich Sekt Brut Nature NV. Biodynamisk dyrket Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder vinificeret efter méthode ancestrale men dégorgeret efter længere lagring med gæren, så stilistisk nærmer vi os ‘klassisk Sekt’. Lyst gylden, med ganske fint skum. I snuden duft af Earl Grey med citron og et strejf dry Martini. I munden luftig skum med lys syre, kalket mineralitet og mørk dybde, sursød frugt, let laktisk, oxidativ stil. Österreich

Andet flight

  • Von der Vogelwaide Grüner Veltliner Tandaradai 2022. Håndhøstet og presset af hele klaser, spontangæret med naturlig malolaktisk gæring og modnet på gærresterne i franske barriques i 12 måneder. Modne gule æbler og saftige gråpærer, strejf af kandiseret citrusfrugter, urter, hø og tobak, en lækker mundfuld med cremet tekstur, sitrende syre og et formidabelt flow. Reduktivt

  • Wabi Sabi Riesling A.qu.a.l.e.i.t.e.n 2022. Forbuden frugt fra marken Achleiten, tilpas maskeret på etiketten til at være lovlig. Let krudtet duft af nytårsaften. Klar og kølig saft med saftspændt stenfrugt og litchi, slank af statur og let laktisk i teksturen. Halvdelen fodtrådt, fuld malolaktisk gæring. Stadig særdeles genkendelig i sin frimodige anderledeshed.

  • Christian Tschida Riesling Laissez-Faire 2022. Ja, Riesling fra Burgenland… og fra hvem anden end Christian Tschida? Rank syre og stoflig tekstur, modenheden fornægter sig ikke, med frodig lime og gylden stenfrugt i stride strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Sprælsk og ekspressiv. Österreich

Tredje flight

  • Michael Wenzel Furmint Stockkultur Alte Reben 2021. Den ungarske nobilitet Furmint fra gamle stokke, indført af Wenzels far og bedstefar, mens jerntæppet stadig hang tungt. Én enkelt barrique, helt uden klaring, filtrering eller tilstatte sulfitter. Fuld af hvide forårsblomster, enggræs, nyslået hø, kamille og hvid te, saftige ferskner og strejf af kanel og nellike. Syrlig, saftig og smidig i al sin krystallinske klarhed. Høtoft

  • Sepp & Maria Muster Morillon Graf 2020. Chardonnay, som man sjældent smager den. Dufter af badminton og bålplads, rågummi møder tørv og brønd. Saftspændt, ret lækker rund tekstur, syrligt struktureret, kølig stenfrugt. Biodynamisk og bemærkelsesværdig. Österreich

  • Thomas Straka Welschriesling 3330 2021. Der må ikke stå marknavnet Prantner på etiketten, så Straka nøjes nu med parcelnummeret 3330. Silkeglat og smidigt stof et formidabelt flow og forfriskende syre, funklende og fuld af nuancer— modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te. Genereux

Fjerde flight

  • Martin & Anna Arndorfer Rosa Marie 2023. Smukt skarlagensfarvet, klar og dyb i farven. I næsen mild og og blød, i munden sprød og syrlig: Fuld af friske jordbær og kirsebær, på bagkanten begge i yoghurt. Sursød og sart cremet. Sjældent seriøs rosé. Österreich

  • Ploder-Rosenberg Souvignier Gris Linea 2017. Så kom der piwi i glasset fra pionererne i familien Ploder ved Rosenberg i Vulkanland Steiermark. Sagte brise af kaprifolium, modne ferskner og abrikoser, og i munden folder den sig ud med flot fylde kombineret med tørrede blomster, kandiseret orangeskal og flødekaramel. Smidig tekstur med fint tørstof, mild syre og fine tanniner, delikate grape tonic bitternoter i eftersmagen. Rosforth

  • Werlitsch Glück 2020. Elskelig æterisk næse med liflig frugt. Godt greb og syrligt bid, grapefrugten skinner igennem, sammen med saftige ferskner og tørrede abrikoser. Kølig nerve, sindssyg spænding. En biodynamisk bedrift, Sauvignon har let overtag i forhold til Chardonnay, men de spiller perfekt sammen, begge stet i et tykt lag opok. Österreich

Femte flight

  • Rosi Schuster St. Laurent Ried Repistye 2022. Sart snude med snert af skovjordbær og blomster. Rank, slank og glat med kølig skovbærfrugt og en elegant statur; og af mangel på bedre beskrivelse, mineralsk. Leithaberg terroir, muligvis med en smule brett, men ellers mageløs og ganske glimrende. Vinova

  • Johannes Trapl Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2020. Super saftig, smidig og slank, med smilende syre og faste men fine tanniner. Et dulmende dyb i modne kirsebær, brombær og sortebær efter en belønnende duft af enggræs, frisk hø, fugtig muld og bålrøg, lyng, varme vinblade, Earl Grey te og kandiseret appelsinskal. Seriøst, stimulerende og smukt; men næsten for meget for myndighederne! Johannes måtte kæmpe for sit Prüfnummer (kvalitetsvinstempel) for at kunne skrive Carnuntum og Spitzerberg på etiketten, men i sidste ende lykkedes det. Cru Vin

  • Gut Oggau Joschuari 2021. Biodynamisk Blaufränkisch med muskler. Stilfærdig ved første møde men åbner med tiden op for en rigdom af moden rød frugt med en mørk bagkant, vilde bær, krydderurter, tobak og røg i dybden. Rank og muskuløs af statur, syren er smidig, tanninerne fine, og den bliver hængende længe i munden. En velbalanceret vin med charme og karisma. Österreich

  • Franz Weninger Say 2021. Flot og fortættet næse, fuld af hemmeligheder, løfter og sagte hvisken. Kompakt krop med rank syre og et smukt skyl af blåbær, solbær og sveskeblommer, silkeglat tekstur, let røget og krydret finish. Subtil kompleksitet og karakter. Det er biodynamisk Blaufränkisch fra karge skiferjorde i det sydlige Burgenland, og det er tæt på brilliant. Franz, for Fanden da! Österreich


Flaske: The Spiral 2014  
Vinhus: Strohmeier  
Oprindelse: Steiermark, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Blauer Wildbacher  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 495,-  





Artiklen er en reportage fra Arlberg Weinberg Symposium 2024, som blev afholdt i december i Lech am Arlberg, arrangeret af Wine+Partners med støtte fra Österreich Wein Marketing og i samarbejde med Trinkreif og Zalto samt de lokale Burg Hotel, Romantik Hotel Krone, Gasthof Post, Hotel Sandhof, Hotel Kristiania, Hotel Berghof og Rote Wand Gourmet Hotel. Jeg var indbudt som dansk deltager; og min reportage fra symposiets temasmagning af østrigsk Chardonnay og Sauvignon kan læses på SpritNyt

Comment

Den lille vingård på bakken

Comment

Den lille vingård på bakken

Istrien. Udsigten er god. Underligt ville andet også være, når stedet hedder Stancija Collis. Collis betyder som bekendt bakke på latin, og stancija er istrisk kroatisk dialekt for et lille vinmarkshus, og netop et sådant ligger i bakkerne lidt sydøst for den smukke gamle havneby Rovinj, med udsigt ud over Adriaterhavet og på en god dag også Brijuni-øerne. Huset tilhører familien Mastilović og er på mange måder et mønstereksempel på en moderne og traditionel istrisk vingård.

Vue mod centrum af den smukke gamle havneby Rovinj på Istriens sydvestkyst

Historien om det lille vinbrug tager sin begyndelse i 1988 i det daværende Jugoslavien. Det unge ægtepar Carmen og Mirko Mastilović havde forelsket sig i selve stedet, som dengang var en lille stykke uberørt natur mellem landbrugsland i indlandet bag Rovinj og nær Bale; og foruden at opføre den ejendom, de skulle bo i, plantede parret desuden en lille olivenlund og en vinmark, mest for egen fornøjelses skyld. Det var tilbage i kooperativernes tid, og før istrisk olivenolie og vin i nyere tid havde gjort sig bemærket som andet end jævne næringsmidler.

Dengang havde de nok næppe forestillet sig, at deres søn Juraj en skønne dag ville forelske sig i vinavl, og at familiegården skulle udvikle sig til en egentlig oliven- og vingård. Istrien gik rimeligt uberørt gennem Jugoslaviens sammenbrud og kom godt fra start i det selvstændige Kroatien med at genrejse vinbrug og olivenproduktion på private hænder, og kort efter årtusindeskiftet tog den kvalitative revolution for alvor fart. Juraj er uddannet i vitikultur og ønologi fra det agronomiske fakultet i Poreč og har indhentet praktiske erfaringer fra vingårde både lokalt og i udlandet (hos Ivica Matošević, Zvonko Bogdan og Indevin); og det har hele tiden været hans drøm at forvandle familiens beskedne privatproduktion til et professionelt foretagende med olier og vine af høj kvalitet. Han fik sin eksamen i 2015, og samme år gennemførte han den første selvstændige høst på hjemmebanen. Den oprindelige vinmark er siden vokset sig større og har i mellemtiden fået selskab af flere. Stancija Collis’ samlede areal er på 10 hektarer, hvoraf de 3 er vinmarker, og resten lægger grund til godt 1.500 oliventræer. Rundt om græsser kvæg, geder og æsler, som alle på traditionel vis indgår i driften.

Noget i gære

Jorden under fødderne er støvet og stenet, og langs den istriske vestkyst har et vist jernindhold farvet den rødlig; men som overalt i Istrien er grundfjeldet kalksten. “Istrien har en tæt kalksten af høj kvalitet,” forklarer Juraj, “Venedig er mere eller mindre bygget af istrisk kalksten.” Med de ord har han også etableret forbindelsen vestover og til Republikken Venedig, som Istrien gennem århundreder var tilknyttet. Det forklarer også det stærkt italienske islæt som lokalkolorit på dette fine hjørne af Kroatien. Kulturudvekslingen har desuden skabt en særlig dynamik i området, som sikkert også har været befordrende for udviklingen af vinregionen.

Juraj har en hjemmefødts sans for stedet, og han ønsker at bevare dets liv og stemning og give det videre i sine vine. Så rent og så levende, som det er ham muligt, for Juraj er optaget af oprindelse og oprindelighed i sit produkt, og derfor dyrker han også økologisk og benytter sig af udvalgte greb fra biodynamikken. Interessen for økologi og biodynamik er gået hånd i hånd med hans mere konventionelle og tekniske studier i Poreč; og de kommer til forenet udtryk i hans vinmageri, som er såvel simpelt som præcist, naturnært men nøje afstemt.

“Jeg gør brug af indfødt gær,” bedyrer han, “men jeg spontangærer ikke. Gæren er ikke vild men selekteret fra lokale Malvazija-druer, så vi med sikkerhed får den helt rigtige smag.” Der er altså tale om en gærkultur udvalgt og opformeret af det lokale selskab Razvojna agencija Brtonigla i samarbejde med et italiensk laboratorium, Ever Italiana Biotecnologie. Idéen var at indfange og udbrede det mikroskopiske livs bidrag til terroir-udtrykket i tillæg til de indfødte sorter, som med mangfoldige gærkulturer kan tvinges i alle mulige retninger. “Mange moderne Malvazijaer er meget aromatiske,” konstaterer Juraj, “flere har ligefrem karakter som Muškat eller Sauvignon, og det stammer helt sikkert fra fremmed, selekteret gær. Jeg går ind for spontangæring, men jeg er også tilhænger af sikkerhed og udtryksfuldhed; men jeg vil ikke bare overtage andres udtryk på den bekostning. Jeg vil ikke kopiere nogen. Det her er Istrien; og sådan her får vi den rigtige smag af Malvazija!”


Levende land

Den helt rigtige flora og fauna kommer også til sin ret i det blandede landbrug. Lokalt Boškarin kvæg, den særligt istriske kvægrace, som længe var på randen af uddøen, græsser i lundene og på egnene rundt om gården. Det samme gør geder og æsler, som far Mirko i sin tid købte for at holde den naturlige vegetation i skak, og som Jurajs søster i dag tager sig af. Hver især bidrager de til biodiversiteten på gården, og desuden giver de alle gode bidrag til bordets glæder.

Det er ikke kun dyreholdet, der gør den lille gård til noget særligt traditionelt, autentisk og levende. Selvom det er stenet og forholdsvist næringsfattig jordbund, ser man alligevel en livlig flora i vinmarkerne. Det skyldes selvfølgelig fravalget af herbicider men samtidigt en aktiv indsats for at sikre et godt, grønt bunddække, befolket med et væld af lokale og livgivende planter. Der er blandt andet tale om diverse planter fra ærtefamilien, som er med til at fiksere kvælstof i jorden; samt især honningurt, Phacelia tanacetifolia, som også binder kvælstof men derudover tiltrækker masser af bestøvende insekter samt afskrækker visse skadedyr. Planten kan vokse sig ret høj, men når man slår og komposterer den, giver den ligeledes godt med organisk materiale tilbage til jorden. Sidst men ikke mindst smykker den og de andre blomster de i forvejen kønne marker. “Vi elsker at arbejde her”, siger Juraj stolt, “og synet af det grønne liv gør det kun lettere.” Druerne høstet ved håndkraft og kommer ikke langt væk fra stokkene, familiens gamle garage gør det nemlig ud for vinkælder.

Æselmælk og orangevin

Besøger man familien Mastilović på den gæstfrie gård på Sarižol 11, kan man til fornuftige priser købe sig ikke kun til vinsmagning men også et grundigt indblik i det lokale køkkens traditionelle glæder. Hjemmelavet æselmælk, gedefriskost, æselost og æselpølse samt lufttørret oksekød; alt sammen flankeret af godt, gammeldags surdejsbrød og strømme af god olivenolie. Familiens oliventræer dyrkes selvfølgelig også økologisk, og olien gøres på sorten Bjelica, Buža, Leccino, Pendolino og Rossignola. Presningen overlader de til eksperterne på Chiavalon.

“Æselmælk er sundt”, slår Juraj fast, “på grund af sin særlige sammensætning af næringsstoffer, og så smager den også rigtigt godt.” Foruden salg af frisk æselmælk og forældling til ost får familien også glæde af kødet fra dyrene— ikke at forglemme deres møg, som de benytter i deres kompost.

Hvad angår druerne, dyrker de først og fremmest Malvazija, Istriens paradesort, men samtidigt en smule af den anden lokale specialitet, den røde Teran, samt en smule Merlot og Cabernet Sauvignon. Sidstnævnte forener kræfter i det ‘super-istriske’ Bordeaux-blend Trinitas, men et kvantum af deres Teran forvandles også til en forfriskende og ganske seriøs rosé. Ellers er Malvazija midtpunktet, dels i en forårsduftende og ungdommeligt frisk Malvazija, dels i længere modnet og lagret Malvazija, herunder en macereret version ved navn Vita.

Den årlige produktion ligger i overkanten af 15.000 flasker. Nationalt kommer vinene på markedet under navnene Stancija Collis og Stancija Rubin, internationalt er de brandet som One Hill Winery; men størstedelen af produktionen sælges til lokale restauratører og dørsalg på vingården. Som Juraj så kækt skæmter: “Det vil sige, at jeg drikker halvdelen selv!”

Den friske Malvasia 2022 er gæret og modnet på ståltank og har en ganske mild duft af hvide forårsblomster og pollen. I munden er den saftig, stoflig og ganske blid og blød, med syrlig lime og sødmefuld hvid stenfrugt og en let salt mineralitet. Meget god balance og længde. Rosé 2022 er smukt rosafarvet med et let orange skær, med en mild skovbærduft og let lakridsnote. Kølig gæring med kun én times maceration har givet en sursød saft med skovbær, kirsebær og et stille men sikkert greb af fine tanniner, hints af tørrede tranebær og lakrids.

Vita 2020 er en smukt macereret Malvazija i fuldt flor men uden forstyrrelser fra vildfaren gæring; og ganske forfriskende og forholdsvist let trods sine 15 procent alkohol. Tre ugers maceration og et års modning på barriques af henholdvist istrisk akacie og slavonsk eg. Det er vin med livligt og lokalt udtryk, masser af hvide blomster og pollen i duften, bivoks og marcipan i dybden. I munden er den fuld af ferskner og abrikoser, friske såvel som tørrede, og tæt af gule æbler, akaciehonning, kandiseret orangeskal og harpiks. Stilfærdigt læskende, lækker tekstur, oolong-agtige tanniner og lang eftersmag. Smagen af forårs- og sommersolen over Istrien. Det gyldne håndaftryk er Jurajs datters, og hun bærer også navnet Vita.

Et område tegnes ofte af sine store eller skelsættende vinhuse, men ofte kendes det mindst lige så godt eller endda meget bedre gennem sine mindre og måske mere traditionelle eller innovative vinhuse. Stancija Collis er bestemt et besøg og en smagning værd.

Flaske: Vita 2020  
Vinhus: Stancija Collis  
Oprindelse: Istrien, Kroatien
Jordbund: Kalksten, crvenica  
Drue: Malvazija Istarska  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Små træfade, akacie og eg  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Pris: cirka 300,-  

Comment

Pignolo til tiden

Comment

Pignolo til tiden

Friuli-Venezia Giulia er forunderlig og vidunderlig. Regionen i Italiens nordøstlige hjørne har aldrig for alvor opnået stor anerkendelse og bredt kendskab i det danske, modsat sin naboregion Veneto, men internationalt har især Collio længe høstet roser for sine fine hvide vine på Friulano, Malvasia, Ribolla, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon; mens regionens rødvine på sorter som Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe længe har levet en skyggetilværelse.

Friuli stod nemlig i front for en lille italiensk hvidvinsrevolution i 1970’erne, hvor vinmagere som Livio Felluga og Mario Schiopetto med forbillede i germansk kølighed og pertentlighed introducerede tysk-østrigske teknikker i kælderen, først og fremmest temperaturstyrede tanke af rustfrit stål men også selekterede gærstammer og en palette af andre ønologiske sminker. Det resulterede i en række klare, kølige, frugtige, fokuserede hvidvine, hvis mage var svær at finde i det øvrige Italien. Senere førte vinmagere som Joško Gravner og Nicola Manferrari revolutionen videre med fokus på malolaktisk gæring, fadlagring og lang modning med gæren; som gav vinene yderligere lag og skyts til at overbevise de endnu ikke overvundne. Friuli for ind i et nyt årtusinde med international succes, ikke mindst i den engelsktalende verden, for sine mangfoldige hvidvine på en lang række sorter; som samtidigt gjorde vintype og -stil let afkodelige ud fra etiketten, på samme sæt og vis som vinene fra Alsace.

Stor succes og stærkt momentum har det dog med at avle modreaktioner; og i tilfældet Friuli kom modreaktionen fra kometens kerne, fra vinøse vidunderbørn som Joško Gravner, Stanko Radikon og Edi Kante. De vendte succes ryggen og vrangen ud på konventionerne i deres søgen efter et anderledes autentisk udtryk, tilbage til rødderne, et mere naturnært vinbrug og en mindre moderniseret vinstil. De rettede fokus på de lokale sorter og ellers bandlyste metoder som lang skindkontakt for grønne druer og stabilisering gennem lang lagring snarere end ved hjælp af sulfitter. En bevægelse mod strømmen, som hurtigt skulle danne egen skole og skabe en ny normalitet. Endnu en inkarnation af kampen mellem traditionalister og modernister. Orangevin og naturvin blev in, og som sådan steg flere af Friulis vine pludseligt højt op på vinlisterne i et naturvinshungrende Danmark.

Rødt chok

Friuli er dog fortsat mest kendt for sine hvidvine, for sin Friulano, sin Ribolla og sin Malvasia. Men i bredere kredse er områdets måske mest kendte vin den videst producerede, nemlig Pinot Grigio; eller skummende Glera som i generisk Prosecco. Men Friuli fattes heller ikke de allestedsnærværende Bordeaux-sorter Cabernet Sauvignon og Merlot. Massevis af Merlot, som retfærdigvis skal sige også at kunne præstere overraskende udmærket på disse kanter, når nogen tager sig sammen og tager den alvorligt. Men regionale rødvine, som er værd at tage alvorligt, har Friuli noget at byde ind med her?

Svaret er et rungede JA! For selvom de ovennævnte sorter Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe nok er sjældne, i hvert fald sjældne gæster på vore breddegrader, så har de også en sjælden, rustik skønhed over sig. Stilistisk svæver de i samme subalpine sfære som Nebbiolo, Grignolino, Vespolina, Croatina, Dolcetto længere mod vest; og så er de er rigtige originaler, har let genkendelig egenkarakter og kan ligefrem være vilde og voldsomme— vine til tilvante, lokale ganer og ikke for svæklinge og vægelsindede.

Pignolo er nok den mest markante og mangfoldige i den lokale flok, den funkler facetter af resten med sit helt eget skær. En ret så sjælden drue, længe på randen af udryddelse. Et levn fra en anden tid, men også en overlever, en original, en karakter, et unikum. Nok er Pignolo overset, et særsyn, nærmest usynlig, men som vin kan den være blændende, insisterende, intens, karakteristisk og kompleks. En kraftkarl med massive tanniner, vrissen syre og en vilter frugt, som man har forsøgt at tæmme på vidt forskellig vis. Med bastant landkost, som Friulis smeltedigel af italiensk, slovensk og østrigsk køkken kan byde på rigeligt af; med surmaturazione, overmodning af druerne gennem tørring, appassimento, som vi kender det fra Veneto og Lombardiet; eller lang gæring og lagring, laaaaaaang lagring, så dens hyperaktive væsen falder til ro, og tannin, fenoler, syre og tørstof smelter sammen til en velduftende, velsmagende salve af en anden verden. Det er store ord om en lille drue, men Pignolo kan med rette behandling holde ord og indfri løfterne.

Cultivating the Invisible

Navnet synes at komme fra pigna, som betyder kogle, og klasernes form taget i betragtning er det et oplagt navn; men etymologisk kan ordet også betyde kræsen eller vanskelig, og begge begreber virker også velvalgte, hvad enten der tales om vinstokken eller vinen selv. Den knopskyder sidst i marts til først i april og blomstrer som regel sidst i maj eller først i juni. Veraison omkring 1. august og fenolisk modenhed midt til sidst i september. Udbytterne er svingende fra år til år. Klaserne er koniske, af og til mere cylindriske og kan have en vinge øverst. De er relativt kompakte med små, blåsorte druer med ret tykke skaller. Hver drue har som regel tre tykke kerner; hvilket giver en ret stor ratio af skal og kerne i forhold til frugtkød, og derfor altid en moderat mængde most.

Pignolo er gammel i gårde i Friulis bakkeland, mellem Buttrio og Rossazo, hvor dens vugge måske stod i en fjern fortid. I hine tider var den udbredt og afholdt, men tiderne skifter, og især vinlusens hærgen decimerede beplantningerne, og trends i moderne vitikultur og ønologi tog sig af resten. Således kom sorten ikke med i bestemmelserne for Collios DOC, og den havde sågar en periode fra 1970’erne til 1980’erne, hvor nye beplantninger med Pignolo blev bandlyst. Var det ikke for Walter Filiputti og to tilbageværende vinstokke på Abbazia di Rosazzo var Pignolo sandsynligvis gået til de evige vinmarker for længst. Vinhuse som Dorigo, Filiputti og Moschione hjalp med at holde traditionen i hævd; og senere slog Bressan, Radikon, Gravner og Gigante følge; og først i det nye årtusinde tog tingene pludseligt fart. I løbet af 1990’erne kom der mindst 28 vinmarker i kommerciel produktion, og fra fortabt i fortiden skiftede skæbnen til et håb for fremtiden.

Den 20. marts er nu International Pignolo Day. Det er en dag af nyere dato, for var det ikke for en vildfaren irer, var den slet ikke kommet i stand. For der skulle åbenbart en Dubliner som Ben Little til for at give Pignolo sin internationale opmærksomhed tilbage. Ben er en irsk kunstner, som har taget Friuli til sig som sit andet hjemland og forelsket sig i friulansk kultur og vin. Han står bag bloggen The Native Grapes og er forfatter til den vidunderligt excentriske vinbog Pignolo. Cultivating the Invisible, som er en sand kærlighedserklæring til sorten, landet og de mennesker, der har skabt den. Mens vinbønderne har knoklet i mark og kælder med den udfordrende sort, har han gjort mere end nogen anden for at gøre den vanskelige vin forståelig for et større publikum. “Pignolo valgte mig og ikke omvendt,” bedyrer han og beretter vakt om dens snørklede historie og usandsynlige genkomst— og tøver ikke med at omtale forløbet som “skæbne”. Det er et visuelt inspirerende og vinøst tankevækkende værk. Bogen koster 267 kroner og forhandles udelukkende via The Morning Claret.


Pignolo purisme

Joško Gravner gør intet halvt, han går altid hele vejen. Han destillerer, hvor andre fortynder, skærer overflødig flomme fra og helt ind til benet. Som han dedikerede sig til Ribolla og den særlige opmærksomhed, den drue må have for at folde sig ud, således har han også kastet sin kærlighed over den vanskelige Pignolo, som han først skabte en sortsren vin af i 2003. Siden er det gået slag i slag; og siden den på markedet aktuelle årgang 2007 er der sket mangt og meget i markerne, nok mest markant at fokus siden 2012 er rettet eksklusivt på de lokale specialiteter Ribolla og Pignolo, mens de mere internationale sorter er sendt på porten. Hans Pignolo er plantet i 1998 og 2005.

Gravner går selvfølgelig til Pignolo med stor seriøsitet. Det er slow wine, tålmodigt afventende håndværk, som det hør og bør sig med en drue, der har stof og struktur i sig til at skabe vine med enormt langt liv; og som sjældent er særligt behagelige i sine første leveår. Derfor modner Gravner også vinen i kælderen i hele 14-16 år før frigivelse! Så giver Pignolo også pote. Der er for de større sammenligningers skyld et vist åndeligt slægtskab med det, Emidio Pepe har bedrevet med Montepulciano i Abruzzo eller Paolo Bea med Sagrantino i Umbrien.

Pignolo synes skabt til lang tids lagring. Skovjordbær og skovbær i sin ungdom, hvor frugten holdes i et jerngreb af tanniner og syre; men med modning mildnes grebet, den friske frugt træder i baggrunden og et overflødighedshorn af urtete og krydrede kommer i fokus: Syltede kirsebær, søde krydderier, ædeltræ, tørrede blomster, skovbund, svampe, jord, vilde vækster, rød vermouth, en vild mosaik af delikate dufte og smage. Det tager sin tid, før de er fremkaldt, men heldigvis tager Gravner sig god tid for os.

Rosso Breg 2007 gærede mere end et år med skallerne i nedgravede amforaer, hvorefter den modnede fem år på store fad og endeligt fem år på flaske, før den blev frigivet i efteråret 2023. Vækstsæsonen var i 2007 noget nær optimal, med rigelig sol og flot fordelt nedbør, så druerne modnede til perfektion, høst frem til den 25. september.

Lad den gerne lægge ud ved 14-16 grader og langsomt arbejde sig op mod de 20-22. Det er ikke nødvendigt at dekantere, men den skal under alle omstændigheder gives god tid i glasset — som skal være stort, af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, hvis man da ikke vælger Gravners georgisk-inspirerede stilkløse glas designet af Massimo Lunardo. Følg dens stilfærdigt udfoldende udvikling — det er meditationsvin men samtidigt af slagsen, som gerne ser en simreret og rigeligt med protein på tallerkenen.

Den åbner med en vidunderlig duft, der transcenderer skellet mellem primære, sekundære og tertiære aromaer. Æterisk, frugtig, pikant, fra glødende rød til dunkel og sort med noter af muldjord og mahogni. Spændstig og særdeles levende i munden, med en mundvandsdrivende syre og fine, faste tanniner, som trækker tørstoffet frem. Kirsebær, boysenbær og tyttebær, hyben, pomeransskal, grillet radicchio, hibiscus, lakridsrod, tørrede blomster, bouquet garni. Flot modnet stof, fornem modnet og alligevel sært ungdommelig og utroligt appetitvækkende. Pignolissimo!

Flaske: Rosso Breg 2007
Vinhus: Gravner
Oprindelse: Friuli, Italien  
Drue: Pignolo
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sæsonmelier
Pris: cirka 2250,-  

Comment

Landet for længe siden

Comment

Landet for længe siden

1915 — Første verdenskrig raser, de europæiske imperier vrider sig i sine sidste krampetrækninger, og tumulten er også Osmannerrigets dødskamp. Natten til den 24. april blev hundredevis af etniske armeniere i riget, forretningsfolk, kulturpersonligheder og intellektuelle, med magt samlet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) og andre større byer. Nogle få blev fængslet men de fleste hastigt henrettet uden rettergang, og samme dag kriminaliserede de osmanniske myndigheder alle armenske foreninger. En dengang betragtelig armensk befolkning i især den østlige del af Osmannerriget stod dermed uden kulturel og politisk ledelse, og dermed var en proces sat i gang: En systematisk udryddelse af det armenske folk i det historiske Armeniens vestlige del, der længe havde været under osmannisk kontrol, mens den østlige var kommet under det russiske tsardømme. I krigens hede blev skabt en stemning af mistro over for mindretallet, som man formodede at være mere loyale over for fjenden Rusland; og desuden passede de kristne armeniere ikke så godt ind i de yderliggående ungtyrkeres planer om en på sigt rent tyrkisk nationalstat. De beslutninger og handlinger til trods har Osmannerrigets efterfølgerstat Tyrkiet lige siden frasagt sig ansvar og anket og sanktioneret brugen af begrebet folkemord om begivenhederne.

Mareridtet

En mørk tid fulgte: I armenske landsbyer henrettedes borgmestre og andre ledende skikkelser, klostre og kirker brændtes ned, og den overlevende befolkning blev drevet på flugt. Armenierne blev gelejdet bort fra deres hjemlige egne i det nordøstlige Anatolien og tvangsforflyttet til andre områder, først og fremmest den syriske ørken. “De kan bo i ørkenen men ingen andre steder.” Disse deportationer var reelt dødsdomme, da det både var den sandsynligste følge samt bagmændenes egentlige hensigt, at de deporterede blev dræbt eller bukkede under for sult og sygdom undervejs. Mænd og kvinder blev adskilt, mændene ofte henrettet kort tid efter, og for kvinder og børn fulgte så de langvarige forflyttelser til fods, med sparsom mad og drikke, hvis ikke helt uden, i en lang march mod og gennem ørkenen. Øjenvidner har berettet om nærmest endeløse karavaner af svært svækkede og forhutlede skikkelser, som slagent drog gennem det krigshærgede land.

Nogle blev overfaldet af røvere, voldtaget og lemlæstet. Andre styrtet ud fra skrænter eller broer; bundet sammen og smidt i floder; gennet sammen og spærret inde i huler, hvor bål røg dem til døde; eller ‘bare’ bortført, berøvet deres identitet og tvangsislamiseret eller solgt som slaver. Det var den barske realitet under det armenske folkemord. Op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet, en meget stor andel af datidens samlede armenske folk, og mindst lige så mange blev sendt i landflygtighed— til Iran, Libanon, Syrien, og mange videre til Israel, Italien, Frankrig og Amerika, hvor de ad åre skulle danne diasporaer, levende armenske eksil-samfund, som langt senere er kommet til at hjælpe med at genopbygge det gamle hjemland.

Jerevan. Mindelunden for ofrene for det armenske folkemord ved højen Tsitsernakaberd. Skulpturen hedder ‘Mother Arising Out of the Ashes’ (2002)

“De faldt uden at vide hvorfor; mænd, kvinder og børn, som blot ønskede at leve; med tyngede udtryk som fordrukne mænds; skamferede, massakrerede, med åbne øjne stivnet i frygt,” som den armensk-franske folkesanger Charles Aznavour senere så malerisk beskrev det. Men allerede i samtiden blev direkte vidnesbyrd bragt verden rundt. Begivenhederne blev bl.a. beskrevet af amerikanske diplomater som Henry Morgenthau, Jesse Jackson og Leslie Davis såvel som den berømte norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen; og her til lands har eftertiden fået den danske missionær Maria Jacobsens (1882-1960) dagbogsoptegnelser fra tiden samt vigtige vidnesbyrd fra den danske lærer og nødhjælpsarbejder Karen Jeppe (1876-1935), som viede sit liv til det armenske folks overlevelse.

Det var en vild og voldsom slutning på århundreders, årtusinders armensk liv, levned og kultur og dertil mad- og vinkultur i en del af deres historiske hjemland. Tragisk og alt andet end muntert; men en så trist indledning er desværre nødvendig, da de fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om begivenhederne dengang— altafgørende begivenheder, som har defineret armensk identitet og historie på godt og ondt lige siden.


Drømmen

1998 — Zorik Gharibian sætter for første gang fod i sin families nu næsten mytiske hjemland Armenien, Hayastan (Հայաստանը), hvis vestlige del hans forfædre flygtede fra næsten et århundrede tidligere. Han kommer som turist, egentlig er det en slags forretningsrejse, men turen skal komme til at trække langt dybere spor, for Gharibian personligt og professionelt og for Armenien som vinland. Armenien var i 1991 blevet en selvstændig stat, efter en verdenkrig eller to og næsten 70 års sovjetisk styre genopstod den østlige del som selvstændig nation. I genopstået stand svækkes og stækkes det i sine første år af krig og nød; men efter de første snublende skridt og nogle hårde slag i opstarten begyndte landet langsomt men sikkert at komme på fode igen.

Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans oldeforældre flygtede fra forfølgelserne under osmannerne; men allerede i hans ungdomsår valgte forældrene at fortrække som følge af de politiske uroligheder efter shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Næste stop blev Italien og en ny tilværelse i Venedig. Her kom den unge Zorik til at gå på armensk kostskole og siden i gymnasiet; og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” drog han til Milano for at studere videre. Her slog han sig siden ned og fik succes i byens blomstrende tekstil- og modebranche.

Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene i Italien voksede interessen. Tanken om egen vingård slog stadigt dybere rødder, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”. Det var i de glade 1990’ere, hvor såvel områdets traditionsrige vine som de nymodens supertoscanere var i vælten. Men skæbnen ville det anderledes. I mellemtiden var Sovjetunionen nemlig brudt sammen, Jerntæppet faldet og frosten tøet i den gamle østblok. Samtidigt gik globaliseringen sin gang, og Gharibian begyndte at handle tekstiler med lande som Rumænien og Bulgarien. Som etnisk armenier skulle han selvfølgelig også forsøge at følge samme strategi med det nu selvstændige Armenien.

Mødet med det nye, gamle land vakte både genkendelse og en følelse af fremmedgørelse i ham. Ikke mindst drikkekulturen var fremmed for hans italienske gane. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien i de dage. Det hele var brændevin og vodka, meget sovjetisk,” erindrer han. “Det var et land, der havde mistet forbindelsen til sin fortid. Men jeg lagde mærke til, at det var et land fuld af muligheder for fremtiden: De store højder, de stenede jordbunde, de gamle vinmarker og de mange indfødte sorter. Det hele var der, det skulle bare genopdyrkes.”

Armeniens neglicerede vinland havde altså sat sig i ham; og jo mere han fordybede sig i det, desto stærkere blev landets greb i ham. Dybt i hans sind spirede så idéen, at det skulle være ham, der tog udfordringen op; også selvom der skulle gå et par år, før han for alvor begyndte at realisere sin drøm og vække armensk vin fra sin dvale. At vise for verden, hvad Armeniens terroir, sorter og traditioner kan præstere i de rette hænder.

Armenien er for småt til ikke at lave store vine. Vi har det hele, vi mangler kun anerkendelsen
— Zorik Gharibian

“Dengang var der ingen, der interesserede sig for indfødte sorter. De fleste interesserede sig mest for internationale sorter og masseproduktion, og alle investeringer i Armenien var alligevel i brandy. Der kom så jeg med min idé om kvalitetsvin på sjældne, indfødte sorter; og oven i købet ønskede jeg at gøre brug af gamle amforaer, som ingen havde brugt i en generation eller to,” beretter Gharibian. Galskab, mente mange, og det var da også en dristigt investering, han iværksatte fra 2000 med at hige og søge efter de rette druesorter og det helt rigtige sted; som han så fandt i den bjergrige og naturskønne region Vayots Dzor i det sydlige Armenien. “Det var nye horisonter og begyndelsen på et eventyr.”


Begyndelsen

Armeniens historie og vinens historie er begge lange og tæt forbundne. Så tæt, at Armenien er et af de lande, der med rette kan kalde sig Vinens Vugge, en betegnelse som især deres nordlige naboer i Georgien i nyere tid har markedsført sig med. Hele det sydlige Kaukasus kan sandsynligvis smykke sig med de fjer, men mange arkæologiske fund fra de seneste år giver Armenien fortrinsret. Helt sikkert er det, at druer har været dyrket og med al sandsynlighed er lavet til vin på historisk armensk territorium siden forhistorisk tid, hvad enten af armeniernes egne forfædre eller forgængere. Mennesker har levet i området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i mange hundrede tusinder af år, og egenlig civilisation begyndte at spire frem for fem-seks årtusinder siden. Mange fund af “verdens første” er således gjort i nutidens Armenien, f.eks. den ældste sko, det ældste skørte og den ældste trækvogn. Nåja, også verdens ældste vineri. Hvor? I Vayots Dzor selvfølgelig!

–4100 — I en karsthule nær nutidens Jeghegnadzor i Arpa-dalen i det armenske højland har en kobberalderkultur i hine tider indrettet et egentligt vineri. Mennesker har gennem århundreder forinden beviseligt beboet og benyttet hulen til forskellige formål; men nu er der tale om en større indretning, et egentligt anlæg med adskillige presser og talrige store og små lerkrukker, som den dag i dag stadig indeholder spor af kviste og stilke, drueskind og druekerner. Alder og beskaffenhed er sidenhen bekræftet via kulstof-14- og DNA-markør-analyser. Hulen hedder Areni-1, navngivet efter den nærliggende landsby Areni, og vineriet i et af dens tre kamre blev udgravet 2007-2010 af et internationalt hold af arkæologer under ledelse af Boris Gasparyan fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi. Vineriet bekræftede ikke kun bevidst vinfremstilling for 6.100 år siden— det beviser også, at en sådan foregik under ganske udviklede forhold og i overraskende stor målestok. Stærke indicier for, at vin ingenlunde var noget nyt produkt på daværende tidspunkt.

Fund af lerkrukker og drikkekopper med rester af vin (markøren er malvidin, et farvestof, som stort set kun frigives fra gæret drueskind) er heller ikke begrænsede til Areni eller Vayots Dzor. Nær nutidens Jerevan, oldtidens Erebuni i riget Urartu, i dag Armeniens hovedstad og i øvrigt en af verdens længst beboede byer, afslørede udgravninger i Teishebaini-fæstningen fra 1949 til 1955 syv kældre, som for næsten 3.000 år siden må have fungeret som lagerbygninger og forrådskamre; og de husede over 400 halvt nedgravede amforaer med en samlet kapacitet på over 400.000 liter! Som senere i Areni-1 har tekniske analyser afsløret rester af druer og vin. Antageligt var armensk vin også en populær handelsvare i antikken, hvor den via Eufrat og Tigris bragtes til Mesopotamien. Den nævnes sågar af græske historikere som Herodot, Xenofon og Strabon.

Overalt i landet er vinøse oldtidslevn nærværende; og som i Georgien er traditionen med nedgravede amforaer, armenierne kalder dem karas, fortsat fra oldtiden op gennem middelalderen, ikke mindst overleveret af kirken og klostervæsenet. Ifølge Første Mosebog skulle selveste Noa også være stødt på fast grund med arken på armeniernes hellige bjerg Ararat, og som den første agerbruger dyrkede han vinstokke dér, fremstillede vin og berusede sig i den; så på godt og ondt skal vin have spillet en rolle for hellig som profan fra tidernes morgen, og den gamle tradition levede i forskellige former videre helt frem til det 20. århundrede. Men i modsætning til Georgien nåede traditionen derefter desværre reelt at uddø, ikke mindst håndværket med at konstruere de store lerkrukker— traditionelt armensk vinmageri blev til arkæologi.



Fra bordvin til brændevin

Det engang så vidtstrakte armenske land skrumpede i århundredernes løb ind, og i mellemtiden kom og gik adskillige herskere udefra— efter akkadiere og babylonere kom grækere, persere, romere, senere osmannere og russere. Alle har de både selv taget aftryk af og sat egne på armensk historie, kultur, mad og vin.

Det 20. århundrede markerer et absolut lavpunkt i årtusinders armensk historie. I imperiernes tid overtaget af henholdsvis osmanniske tyrkere og tsaristiske russere og med skæbnen overladt i deres nådige og nådesløse hænder. Forfølgelse og folkedrab. Første verdenskrigs afslutning markerede for en stund en ny begyndelse for en selvstændig armensk stat i det historiske østlige Armenien; men kun kortvarigt, for efter den russiske revolution stod den røde hær snart i landet, og Armenien blev til en socialistiske sovjetrepublik, og syv årtiers kommunistisk styre fulgte.

Sovjetstyret satte gang i en hastig industrialisering af landet, og fra 1929 begyndtes en kollektivisering af landbruget og dermed vinbruget. Den implicitte device var kvantitet over kvalitet. Tiden under Stalin var også i Armenien særligt svær og indbefattede en omlægning af vinbruget til først og fremmest at fokusere på fremstilling af brændevin. Hvorfor er uvist— Armenien havde udviklet en vis sådan tradition tilbage i 1800-tallet, måske mente man at højlandet kun egnede sig til basevin til videre forædling; hvorom alt er blev Stalins fødeland Georgien udset som producent af bordvin, og så var der ikke mere at diskutere. Det skulle få vidtrækkende konsekvenser for armeniernes hverdagsliv og ikke mindst deres drikkevaner. Stille men sikkert gled de gamle skikke i baggrunden og glemmebogen, og hvermand blev som sand sovjetborger vodkadrikker.

Alligevel var armenierne bedre stillet i Sovjet end så mange andre. Landet blev centrum for store dele af unionens videnskabelige og teknologisk udvikling, f.eks. med radioteleskoper og partikelaccelleratorer; og en relativ velstand og kulturel blomstring karakteriserede landet fra 1960’erne og 1970’erne. Salig Gorbachev gjorde meget godt for Sovjetunionen i dens sidste leveår, men for Armenien blev han lidt en Janusfigur: Dels ramte hans forsøg på at afspritte befolkningen den armenske distilleri-industri, dels førte hans perestojka-politik til spændinger om territoriale spørgsmål med naborepublikken Aserbajdsjan. En konflikt om den etnisk armenske enklave Nagorno-Karabakh, som efter Sovjets opløsning i 1991 førte til en opslidende krig mellem de to lande fra 1992 til 1994. “Livet har ikke altid været let for folk her,” fastslår Zorik Gharibian, “så Armenien fortjener en fredelig og formuende fremtid.”


En ny begyndelse

2010 — Efter adskillige års arbejde med at opdrive de bedst egnede druesorter, duelige gamle amforaer og foretage diverse eksperimenter med begge er Gharibian endelig kommet så langt, at han kan høste, vinificere og flaske sin første årgang. Den kommer dog først på markedet i 2012 under navnet Zorah.

Det langvarige, hårde arbejde bærer endelig frugt, og det dristige eventyr viser sig heldigvis at kunne bære en frugtbar virksomhed: Vinen har ikke kun karakter, den viser sig faltisk at have klasse. Gharibians intuition var på rette spor, og kritiske røsters “Kampen er tabt på forhånd” og “Dit projekt har ingen fremtid” forstummede, og de sidste må være blevet tavse i takt med, at den internationale anerkendelse tikkede ind fra nogle af verdens toneangivende eksperter som eksempelvis Caroline Gilby og Jamie Goode. I dag er Zorahs vine eftertragtede verden rundt og repræsenteret på mere end 25 toprestauranter i hans andet hjemland Italien.

“Vi har haft et stærkt fokus siden begyndelsen,” betoner Gharibian i et forsøg på at forklare sin succes. “Armenien har hundredevis af gamle sorter, og det var udelukkende dem, jeg ville bruge. De bedste af dem, og ikke nogle af de nye krydsninger fra Sovjettiden; og så ville jeg forfine dem med vores traditionelle teknologi, modning på karas, som med tidens gang må være perfekt tilpasset vores druer.”

Traditionelle karas og marker med Areni lige uden for Zorahs vinhus ved Rind i Vayots Dzor

Han har heller ikke været alene om det. Helt fra begyndelse har han indhentet professionel assistance fra topfolk i Italien. Med om bord har han agronomen Stefano Bartolomei og ønologen Alberto Antonini, begge velbeskrevede blade fra Italien, og de har gjort deres til at udvælge det rette materiale og forme det i en fornuftig retning. “Altid med stor respekt for mine idéer og den arv, vi har her,” forsikrer Gharibian. En særlig støtte har han også i sin svensk-armenske hustru Yeraz Tomassians, og deres søn Oshin er i dag en vigtig drivkraft i vineriet.

Zorahs store bedrift består ikke mindst i at have fundet de magiske steder i det bjergrige Vayots Dzor. Ved landsbyen Rind ikke langt fra Areni ligger i dag det moderne vineri, Gharibian kunne indvie i 2016, fyldt med karas, som han måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive; og rundt om Rind ligger så markerne imellem 1.400 og 1.600 meters højde, på en sandet, gruset kalkstensjord, som aldrig har set en vinrodlus. Phylloxera er grundet det ekstreme og tørre klima, den karge jordbund og områdets relative isolering aldrig kommet til Vayots Dzor. Derfor er de stokke, som Zorik og hans team fandt, og dem, som de har plantet, også alle upodede, de står på egne rødder.

Udvælgelsen tog flere år. Stiklingerne fik de fra gamle, forladte vinmarker ved et nærliggende kloster fra 1100-tallet; og væbnet med et væsentligt tålmod måtte de så opformere nye stiklinge og plante dem ud. Det særlige hjertebarn blev Vayots Dzors traditionelle blå sort, som Zorik simpelthen navngav Սև Արենի, Sev Areni eller Areni Noir med et nik til landsbyen, druen kom fra; og på et velvagt tidspunkt, da det netop var i de år, arkæologer udgravede grotten med det urgamle vineri. Areni er ikke blot gammel i gårde i Vayots Dzor, den er decideret antik og må anses som ultimativt indfødt. Druegenetikeren José Vouillamoz har ligefrem kaldt den forældreløs, som om den var autokton i egentlig forstand, sprunget fra jorden. DNA-analyser af druekerner fra karas i grotten har siden vist, at nutidens Areni er nært beslægtet med oldtidens druer dér. “Areni er helt sin egen, den er smagen af Vayots Dzor,” fastslår Gharibian med stolthed. Han fryder sig desuden over, at druen nu er anerkendt som Armeniens signaturdrue, og kolleger er fulgt i hans fodspor og bruger netop navnet Areni over hele Armenien. “Men den har en helt særlig karakter her i højlandet,” betoner han. “Den har en særlig syrenerve, elegance og balance heroppe. Areni handler om rød frugt, af og til om sort frugt, men også om urter og krydderier, og så har den seriøs struktur. Areni har været her siden tidernes morgen. Den er levende historie i vores hænder, og smagen af en svunden tid.”

Skal man alligevel vove sig ud i sammenligninger, kommer Pinot Noir, Gamay og Syrah ofte på tale. Antonini taler ligefrem om Areni som en forestillet kærlighedsaffære mellem Pinot Noir og Sangiovese. Det skyldes dens saftige, liflige kirsebærfrugt, den friske syre og få men fine og af og til ret faste tanniner. Den synes ret sensitiv over for forskelle i terroir, og så lader den sig forme såvel med gæring og modning på ståltanke, i cementkar, på træfade og måske især i karas.

Zorik foran sine karas i forskellige størrelser, som benyttes til modning af især Areni

Armenske karas varierer som deres georgiske genparter qvevri i form og størrelse. Generelt er de dog mindre og ofte en smule slankere i formen; væggene er som regel tykkere, og de er lavet af en lysere ler end den georgiske. I modsætning til georgisk tradition beklædes de ikke med bivoks på indersiden; og de graves kun godt to tredjedele eller tre fjerdedele ned i jorden, så toppen stikker op. Det giver ifølge Gharibian en god temperaturfordeling, den rette mulighed for vinen til at kunne ånde; og ikke mindst vinmageren mulighed for nøje at følge processen.

Zorah dyrker så godt som økologisk, en forholdsvist nem opgave i Vayots Dzors tørre og solrige mesoklima, som dog nødvendiggør kunstvanding af de unge stokke i løbet af den lange og varme sommer. Alt høstes ved håndkraft, og vinene spontangæres på cementtanke, før de modnes færdige, enten i tanken eller på karas. Især Areni nyder godt af hans 30 hårdt indhentede karas. Han håber, at forskning og en målrettet uddannelsesindsats i fremtiden vil få lokale håndværkere og aspirerende pottemagere til igen at fremstille nye karas på klassisk manér. ‘Karasi’ på etiketten betyder ‘fra karas’, og i serien ‘Heritage’ udforsker han særligt sjældne steder og druesorter, der var på randen af uddøen. “Vi har arvet et unikt terroir og en række oprindelige sorter, som det er vores pligt ar give videre til de næste generationer, gerne i mindst så god stand, som vi fandt dem,” formaner han med et lille nik til Saint-Éxuperys diktum om, at vi ikke ejer jorden men kun har den til låns fra vores børn.

Smagning af hele Zorahs imponerende portefølje i det enkle men elegante smagelokale over kælderen


Voski 2022. Voski betyder gylden på armensk, og med vinens farve er det ikke kun forståeligt, kvalitativt også velvalgt. Det er en halvt-om-halvt cuvée af Voskehat (Ոսկեհատ), ‘gylden most’, Armeniens hvide signaturdrue, som giver syre og fylde, og den sjældnere Garan Dmak (Գառան Դմակ), ‘lammehale’ med hentydning til klaserne form, som giver frugt og aroma. 30-40 år gamle stokke. Gæret og modnet på cementtank. I næsen er den kølig og kompakt, duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. I munden saftig, glat, læskende og ret let. Stenfrugt og salt mineralitet i fin balance, rar syre og flot træk.

Heritage Chilar 2021. Her har vi at gøre med en elegant orangevin på den ældgamle drue Chilar (Ճիլար), som udelukkende dyrkes i de centrale regioner af landet, omend i meget små mængder, men forventningerne er store. Chilar har cylindriske, aflange klaser, druerne er grønne til gyldne, mellemstore, let ovale, med elastisk skind med et tyndt voksagtigt lag og saftigt frugtkød. Udbytterne kan være ret høje men er ofte uregelmæssige på grund af blomsterfald efter frost og druernes forfaldenhed til meldug; men mosten er sukkerrig og velsmagende. Zorah har ikke en ‘ren’ mark med Chilar, så høsten selekteres ud fra en blandet beplantning, stokkene er igen cirka 30-40 år gamle. Druerne gæres med skallerne i karas, omtrent to måneders skindkontakt. Ni måneders yderligere modning på karas og let filtrering før flaskning. Det er en forfriskende og ganske løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd.

Karas Areni Noir 2021. Fra yngre Areni-stokke i godt 1.400 meters højde, gæret på cement og modnet et år på karas. Let løftet og ret liflig frugtduft med en flot dybde, boysenbær, sorte kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og noget let jordet à la regnvåd muldjord eller nyopgravet rødbede. Frisk og fyldig saft i munden, masser af moden kirsebærfrugt, fyrig peber og fine lædernoter, afstemt syre og diskrete tanniner. En såvel forfriskende som appetitvækkende rødvin, som soleklart illustrerer Arenis karakter og potentialet med karas.

Det er levende vine med stor vingefang, som passer perfekt til det traditionelle armenske køkken, en farverig mosaik af grøntsager, urter og frugter i følgeskab med gode oste og gerne grillet kød af gris, okse og lam, altid flankeret af de traditionelle fladbrød lavash.

Երազ

2019Yeraz er ikke kun navnet på Zoriks hustru, det er også det armenske ord for drøm. Druerne til denne helt særlige vin stammer fra Zoriks største skat, en gammel og glemt vinmark i over 1.600 meters højde. Blandet beplantning eller massal selektion er så meget sagt, snarere er det et lille vildnis af over 100 år gamle buskvine. “Det ligner en jungle, og arbejdet dér er som en safari,” griner han. De gamle knarke er forskellige kloner af samt nære slægtninge til Areni, “som de forskellige farverige tråde i en smuk gobelin” giver den ekstremt lave udbytter men en mageløs, kaleidoskopisk frugt. Zorik sender den af sted med et citat af Eleanor Roosevelt: “Fremtiden tilhører dem, der tør tro på deres drømmes skønhed.” Skøn og slående er den så sandelig. Næsen er æterisk med dufte af fuldmodne og syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike, marokkansk mynte og orientalske krydderier. Silkeglat og fløjlsblød i munden, med en vis tyngde, masser af moden frugt, flot afstemt syre og faste men fine tanniner og et mineralsk spil i dybden. En åben kærlighedserklæring, stor og klassisk vin, elegant og dvælende. Gæret på cementtank, godt to års modning i karas og afrunding i en stor italiensk botte uden ristning for at mildne tanninerne yderligere.

Zorik Gharibian gik foran og foranstaltede en lille revolution. Siden årtusindeskiftet er antallet af privatejede vinerier steget fra omkring 0 til godt 100 i det lille land med kun knapt tre millioner indbyggere. Armenien vedstår nu arv og gæld og begynder for alvor at vise omverdenen, hvad det unge, gamle land kan. Mangt en mark omlægges, og de gamle sorter genopdyrkes i stort stil. Adskillige vinhuse har taget karas i brug, og flere benytter også gamle teknikker som kakhani, tørring af druer før gæringen. Variationen er stor men kvaliteten overraskende høj.

“Rejsen har været fantastisk, og vi er kun lige begyndt. Det bedste venter stadig forude.”

Flaske: Yeraz 2019  
Vinhus: Zorah  
Oprindelse: Vayots Dzor, Armenien  
Druesort: Areni  
Jordbund: Kalksten, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementtanke  
Lagring: Karas, botte  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 450,-  

Comment