Den lille forskel

Vogt Dem for efterligninger: Det er Château Lafitte med to t’er. Oppe i Bordeaux havde det andet slot kun råd til et enkelt. Château Lafitte ligger længere mod syd end sin berømte næsten-navnebror, nærmere bestemt i Jurançon i Pyrenæerne nær grænsen til Spanien og Baskerlandet; og ligesom der helt bestemt er flere, der kender til Château Lafite frem for Château Lafitte, så er de fleste nok også bedre bekendt med Bordeaux end Jurançon. Men det er synd og skam, for der er forbavsende friske hvidvine at hente, med stor aromarigdom og i forskellige stilarter. Så med vanlig forkærlighed for det forbigåede og sjældne skal vi selvfølgelig se nærmere på dette søvnige men smukke sydfranske område og et af dets gamle vinslotte — og en vin så fyldt med citrus, at man føler sig helt hensat til Amalfikysten…

Langt ude på landet

Jurançon er et af Frankrigs gamle og glemte vinområder og ikke af forveksle med buddhistmunken Xuanzang. Det er først og fremmest kendt for sine karakteristiske hvidvine i tørre og især søde versioner på de lokale sorter Petit og Gros Manseng. Området ligger lidt sydøst for Béarn og sydvest for Madiran, hvis det skulle sige nogen noget. Det er godt en times kørsel ind i landet fra Biarritz og i den sydlige del af Gascogne-provinsen, Frankrigs måske mindst prestigiøse vinregion— med undtagelse af netop Jurançon, som har formået at holde fast i sit historiske ry for fremstilling af mindeværdige hvidvine.

Sød Jurançon fik status af AOC i 1936, og en tilsvarende for tør indførtes i 1975. Men allerede i Middelalderen var Jurançon en anerkendt vin, og sidenhen forsøgte fyrstedømmet i Béarn sig med en form for klassifikation af de bedste marker i området, muligvis Frankrigs første forsøg på en sådan klassifikation. Det var efter sigende gyldne dråber fra Jurançon, som vædede den spæde Henrik af Navarras læber ved hans dåb i 1553, og det siges at have sået frøene til hans senere store bedrifter som Kong Henrik den 4. af Frankrig— eller måske blot hans muntre gemyt og folkelige opbakning i det frihedselskende landområde.

Landlig charme er i høj kurs nu om stunder, men den er anderledes beskaffen på de sydvestlige kanter end i det nord- og østlige Frankrig, og det, sammen med afstanden og afsondringen, er sikkert blandt forklaringerne på Jurançons oversete status i dag. Kooperativerne har gjort deres indtog, men små producenter tegner stadig profilen, mange af dem endnu bønder i bredere forstand, da det kun er på de sydvendte skråninger, der er nok sol og varme til at modne druerne. Men heller ikke landbruget hernede er gået fri af moderne modeluner og unoder, så man skal ikke vente at finde noget uberørt naturvinsmekka. Men det lysner i sydvest som så mange andre steder; og en af ledestjernerne er altså det genskabte Château Lafitte.

Især sorten Petit Manseng har en høj stjerne hos vinkendere, den såkaldt lille men kvalitativt store af de lokale Manseng-sorter. Dens lidenhed kommer til udtryk i svingende og relativt lave udbytter; men med sine små og sprøde druer kommer den igen kvalitativt. Den stærke skal er rig på smagsstoffer og gør den i stand til at ophobe store mængder sukkersød saft under modning og indskrumpning (passerilage) på stokken; og samtidigt beholder den et højt syreniveau og lader sig kun sjældent angribe af ædelråd. Dermed er grunden lagt til de intense, eksotisk frugtige, søde vine, som området har ry for. Vine, som også lagrer glimrende og med tiden kan udvikle en delikat trøffelnote. Den nært beslægtede Gros Manseng har lysere druer af mere betragtelig størrelse men også en mere middelmådig kvalitet end sin lillebror, så den bruges fortrinsvist til områdets knapt så kendte tørre hvidvine; men ved fuld modenhed udviser den også frisk og fint aromatisk vin. I dag bruges begge sorter dog på kryds og tværs til de forskellige vintyper, hvor især de tørrere typer er steget i kvalitet og udbredelse de seneste år. Der dyrkes også den meget mere pålidelige og udbytterige Courbu samt absolutte sjældenheder som Arrufiac, Camaralet og Lauzet. Phylloxera tog desværre livet af mange af Pyrenæernes andre indfødte sorter.

Løse klaser, små druer, tykke skaller, masser af syre, sukker og ekstrakt. Fuldmoden Petit Manseng har stof i sig til stor vin. Foto: Antoine Arraou, Château Lafitte

Manseng-druerne har uden større tvivl deres oprindelse i Jurançon, men i det større billede er de beslægtede med Savagnin, kendt fra Jura, og dermed en del af Traminer-familien. Uden for Jurançon dyrkes de også i Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og uden for Frankrig finder man dem i dag også i Portugal, Australien, New Zealand og USA. Den lader til at klare sig fint på udebane, men hjemme for foden af Pyrenæerne har den historisk vist sit værd, og i de seneste år også som tør terroirfortolker i bakkelandet mellem Béarn, Pau og Jurançon. Pyrenæerne blev skabt, da de europæiske og afrikanske kontinentalplader kolliderede for 150 millioner år siden, og i dag rejser bjergkæden sig stadig til over 3.400 meters højde. En sagte erosion har efterhånden vasket småsten, grus og sand ned for bjergenes fødder, til de sandede lerjorde i Jurançon, som også er rige på kalk fra den havbund, der blev hævet under den oprindelige bjergdannelse. Så et komplekst samspil mellem bjergene og havet er hjørnestenene i områdets mikroklima— selvom vi er i Sydfrankrig, er der kølige vinde og rigeligt med regn.

Vinstokkene bindes traditionelt som dobbelt guoyt og trækkes højt op, så bladvæggen nogle gange når pænt over to meter op i luften. Det beskytter druerne mod frost og fugt nær jorden. I gamle dage dyrkede man endda vinstokkene op ad træer, som i Vinho Verde og visse steder i Italien og Georgien, så vinrankerne viklede sig om stammerne, og skudene satte klaser ud på grenene.

I dag er det vinene, der klatrer opad igen. En pæn håndfuld producenter står i front for en lille Petit Manseng revolution, i traditionelt søde udgaver men nok endnu mere interessant i komplekse, knastørre fortolkninger. Før vi ser nærmere på Château Lafitte, bør for en god ordens skyld nævnes en række andre gode producenter. Château de Cabidos, som faktisk ligger lidt uden for selve Jurançon, blev genrejst til fordums storhed i 1990’erne og laver en række spændende vine. Domaine Cauhapé (Theis Vine) er et af flagskibene i Jurançon og forfægter både de klassiske søde og moderne tørre til perfektion. I den økologiske lejr finder vi også flere fremragende bud, Camin Larredya (Lieu-dit), Clos Lepeyre (Atomwine), Domaine Lajibe (Vintro), Domaine Larroudé (Løgismose), Domaine Nigri (Sømod Vine) samt Domaine de Souch (Sydfranske Vine).

Savoir-vivre og know-how

Det smukke Château Lafitte er et adeligt landsted fra 1300-tallet, beliggende ved landsbyen Monein i hjertet af Jurançons fredsommelige bakkelandskab. I sin nuværende form er selve slottet opført i 1500-tallet, og allerede dengang var det en større landbrugsejendom, hvoraf vinbruget udgjorde en vigtig del af slottets drift.

I 2000 virkeliggjorde Philippe Arraou og hans hustru Brigitte deres drøm om at genskabe ejendommen som vinslot. Siden er fem hektarer vinmarker kommet til og en økologisk certificering af land- og vinbruget under Qualisud. Siden 2012 er det deres søn Antoine, som står i front for vinbruget. Antoine uddannede sig oprindeligt til fotograf, før han blev vinbonde, og måske det er hans skarpe sans for at betragte livet i alle sine spraglede udfoldelser som skubbede ham i retningen af biodynamikken. Under hans ledelse har de nemlig taget skridtet videre til biodynamisk drift (Demeter-certificeret siden 2018), og endvidere har han også omlagt en stor del af produktionen til naturvin (certificeret af Syndicat de défense des vins naturels siden 2020).

Om omlægningen til biodynamisk drift siger han: “Steiner opfattede gården som en levende organisme. I den forstand er Château Lafitte særligt begunstiget med sin egen enhed— en enhed baseret på tre søjler: en lang historie, som aftvinger respekt, en veludviklet vingård drevet i en ånd af overbevisning.”

Beslutningen om ikke blot at lave naturvin men også efter forskrift og under opsyn begrunder han således: “Vi tilsluttede os syndikatet allerede fra dets oprettelse, og vi ønsker at overholde dets charter af hensyn til gennemsigtigheden. Vi er kede af at se udbredelsen af ‘naturlige’ cuvéer på markedet, som efter vores mening slet ikke er det (på ikke-økologiske druer eller med tilsætning af alle mulige stoffer undtagen sulfitter og den slags). Fremkomsten af ​​’Vin méthode nature’-certificeringen gør det muligt at få rene linjer med forbrugerne og at forsvare naturvinen og dens formidlere.”

Han fremhæver i den forbindelse Jules Chauvets tanker om respekt for naturen gennem brug af organisk gødning, gennem udvælgelse af sygdomsresistente sorter, høst ved optimal modenhed og mindst mulig modifikation af druen og mosten. Man må passe og pleje sine druer og så stole på, at de er i balance nok til at gøre en god vin— med udtryk og indtryk fra det landskab, den tradition og det menneskeliv, de er en del af.

Et virvar af vilde og villede planter beriger biodiversiteten mellem frugttræer, korn- og vinmarker. En flok får får lov at vedligeholde vinstokkene om vinteren, og om sommeren sørger bier og alskens insekter for at bestøve blomsterne.

“Slottet står for fornøjelse og hygge. Her går savoir-vivre [belevenhed] og know-how [praktiske færdigheder] hånd i hånd, under ledelse af vores varme men perfektionistiske team. I vinmarkerne, i kælderen og ved bordet er vores mål hverken mere eller mindre end at dele frugten af vores generøse land, resultaterne af vores lidenskabelige arbejde i samklang med naturen.”

De praktiske færdigheder har også ført vinbruget i en mere bæredygtig retning. Den er i dag selvforsynende med elektricitet og varme i kraft af ​​solcelleanlæg. Naturlig air conditioning og afkøling i kælderen afstedkommes via en solskorsten, en såkaldt cheminée provençale, en metode til at udvidde en bygnings naturlige ventilation ved brug af konvektion. Princippet går tilbage til romerne. Desuden opsamler de regnvand til rengøring af redskaber og maskiner; og kælderen er indrettet i flere niveauer for at kunne bruge tyngdekraften til transport af vinen i stedet for pumper og andet maskineri, så der også spares energi på den måde.

Ler og terrakotta

Jordbunden omkring Château Lafitte er, helt overensstemmelse med resten af området, kalkholdig lerjord (argile). Helt i overensstemmelse med Antoines naturvinsfilosofi vinificerer han derfor også et par af sine vine på terrakotta amforaer, som lader vinen leve og ånde i samme materiale, som druerne er vokset op fra.

“Lafittes vine er resultat af et arbejde, der tæt knytter mennesket til naturen. Det eneste mellemled er kælderen, men der arbejder vi i overensstemmelse med vores vision om vinstokken og vinene.”

Lad det være sagt med det samme, man skal ikke være syreforskrækket, hvis man skal nyde vinene. Petit Manseng er altid en balanceakt mellem syre, sødme og alkohol, og her skinner syren altså for alvor igennem men i flot samklang med en fuldmoden frugt.

Argile. Klart citrongul i glasset. Frisk, syrlig og let løftet, æterisk duft, citrusblomster og solmodne citroner. Saftig og særdeles syrerig i munden, pikant frisk frugtighed, syrlige drops, solmodne citroner, grapefrugter og lime, citrongræs, citronverbena, alting citrisk! En smule volatil syre men ikke noget, som skæmmer, den giver bare yderligere liv og spark. Vinen har en flot dybde og længde med mildt urtede og krydrede noter vævet ind, grøn kardemomme og kastanje måske. Virkelig flot samspil mellem frisk syrlighed og stor modenhed. Håndhøstet i oktober, afstilket, presset og spontangæret på amfora. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Orange. I glasset er farven ikke så forskellig fra Argile, men duften afslører den relevante forskel: Den er på én gang mere løftet og mere dyb og antyder allerede orange bitternoter. Smagen følger trop, her er igen alskens citrus, men betoningen går mere i retningen af orangeskal, pomerans og tørret abrikos, med noter af abrikoskerner, ristede kastanjer og noget støvet krydret. Syren spiller stadig førsteviolin, garvesyren nøjes med at lure i baggrunden. Håndhøstet i oktober, afstilket og spontangæret på amfora, 21 dages skindkontakt. En udmærket vin med mere orangekarakter end egentlig Manseng-karakter, og det trækker en smule ned i sammenhængen, måske især til prisen, som er en fuldfed plovmand.

Arbejdet er sympatisk, kvaliteten konsekvent høj og produktionen tilsvarende lille. Château Lafittes største problem er nok den kurs, vinen står i, da literprisen på disse to vine nærmer sig 1000 danske kroner. Men det er jo rene håndører i forhold til, hvad man efterhånden skal give for Bourgogne og andre almindeligheder.

Flaske: Argile 2019 (0,5 l)
Vinhus: Château Lafitte  
Oprindelse: Jurançon  
Drue: Petit Manseng  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Reduktivt
Pris: 475,-  

Franske druer i danske hænder

“I vid udstrækning er jeg på eventyr.”

Sådan siger danske Rasmus Aamand Olesen om sine første forsøg som selvstændig vinmager under navnet Nénu i sydfranske Roussillon. Vellykkede er hans vine, som er fremstillet med et minimum af moderne teknologi men maksimal omsorg for naturen og håndværket; samt et pænt kvantum kærlighed til trylledrikken selv. Råstofferne er Grenache og Mourvèdre fra det lille og for de fleste nok ukendte område Collioure.

Rasmus gæstede i sidste uge Danmark, hvor han i følgeskab med sin importør, Jørgen Krüff fra L’Esprit du Vin i København, afholdt en smagning af sine vine på S’vinbar i Aarhus.

Fra biolog til vinbonde

Bag ligger ikke en interesse fra barnsben eller et årelagt engagement med vin, der uundgåeligt måtte ende i egen produktion. Landbrug har han altid haft lyst til at have med at gøre; men vinen kom sent til den nu 35-årige Rasmus Aamand, dog kom den stille snigende og overmandede ham til sidst. Men først efter endt biologistudium og et forskerjob på Aarhus Universitet.

“Allerede da jeg begyndte at studere biologi, fandt jeg fermentering spændende,” fortæller han; men det resulterede i første omgang i fermenteringer af alle mulige andre råvarer end druer. Det blev til cider, øl og ost, og det forblev på hobbyplan.

"Nu er jeg jo videnskabsmand, men der er alligevel det her ord ‘magi’ — selve transformationen fra et knudret stykke træ, over en klase druer og så til vin— det er der noget magisk over. Selvom det nok kun betyder, at der er en hel masse, vi endnu ikke ved, hvordan foregår… og så er der bare noget særligt ved vin: Jeg kender ikke noget andet produkt, hvor man kan gå så meget på opdagelse i sin smagsoplevelse.”

Den fascination kostede et års orlov fra jobbet, for “én ting er at sidde bag sin skærm og drømme om at lave vin, noget andet er at tage ned og gå i gang!” Det bragte ham i april 2016 til Frankrig og under Jean-François Deus vinge på Domaine du Traginer (‘Æseldriverdomænet’) i Banyuls-sur-Mer lige syd for Collioure. Begge byer ligger ved den såkaldte sølvkyst, Côte Vermeille, en klippepræget kyststrækning langs Middelhavet. Her lagde først fønikere, siden grækere, romere og gallere til, og allerede i romersk tid blev der beviseligt dyrket vin i området— så det er faktisk Frankrigs ældste vinområde. I dag er Roussillon en slags katalansk krog af Frankrig, klemt inde mellem Middelhavet og Pyrenæerne nær grænsen til Spanien, som regionen hørte under frem til 1659. Landskabet udgøres af både bjerge og slette, og det er forklaringen på, at man med største selvfølgelighed fremstiller både rød og hvide, tørre og søde vine her.

Jean-François Deu begyndte sin biodynamisk bane allerede sidst i 1980’erne, længe før det blev moderne, og hans 16 hektar har været certificeret siden 1997; og som medlem af La Renaissance des Appellations varetager han Roussillons arv af traditionelle sorter og vintyper. Her fik Rasmus masser af praktisk erfaring og sugede til sig af gode råd fra vinmarksmanden Claude.

Rasmus Aamand i aktion i markerne. Foto: Cille Veerasawmy

Snart kom tiden til at se sig om efter egne vinmarker. Jagten gik ind i september 2016, og allerede i oktober var der bid. Det blev til tre parceller med henholdsvis Grenache Noir, Grenache Gris og Mourvèdre. De yngste stokke er kun knapt 20 år, de ældste over 70. De dyrkes lokalt som små buskvine, og udbytterne er traditionelt lave.

Der var tale om konventionelt dyrkede marker, som Rasmus nu har omlagt til økologisk drift. Det har ikke kun betydet et farvel til sprøjtegiftene, men også et goddag til en række nytteplanter, der er sået blandt vinstokkene, en blanding af blomster til bierne, kløver og andre kvælstofbindende vækster, og kål for at lokke kålsommerfugle og snyltevepse til— for at holde andre uønskede insekter væk. Og så er det ellers bare hårdt arbejde i markerne: “med håndholdt hakke og hjælp fra et par venner.”

Selve ‘vinhuset’ har han sat op i en gammel garage i Port Vendres, en havneby lige mellem Collioure og Banyuls-sur-Mer; og her står også hans lager af brugte barriques (225 liter er en fornuftig størrelse at arbejde med, når man har med små mængder at gøre); foruden hans hjemmebyggede vinpresse og hjemmelavede afstilkningsaggregat. Småt er godt, og selvgjort er velgjort. Etiketterne sættes på med elastik, og hans kusine har leveret de fine illustrationer fra hans hverdag med vinarbejdet.

Nøgenfødt; håndholdt

Målsætningen har hele tiden været at lave vin af høj kvalitet, fremstillet uden moderne udstyr. “Vin er jo egentlig bare druemost, der er gæret— en balanceakt mellem druer, gær og bakterier,” uddyber Aamand, “vin som i de gode, gamle dage.” Han satser derfor på naturlige råvarer og godt håndværk frem for teknologi og tilsætningsstoffer.

Han påpeger dog, at da man for 150 år siden begyndte at tilsætte svovl til mosten, var det for at eliminere de værste risikomomenter i form af løbske bakteriekulturer og overdreven iltning. Gær og bakterier skaber stabilitet i vinen, men de forkerte stammer kan bringe den ud af kurs, det samme kan ilt. Så sulfitter tilsætter han, men først ved flaskning, og da kun i ganske beskedne mængder, 10-20 mg pr. liter. Om det så stadig er naturvin, er et semantisk spørgsmål, som han forholder sig afslappet til. “Jeg kan bedst lide naturvin, når det ikke smager dårligt.”

Biodynamik forholder han sig ligeledes pragmatisk til: Han blev bekendt med den praktiske side af fænomenet hos Domaine du Traginer og betegner sig i dag som ‘in-favour’: “Det er jo baseret på gode råd, som Rudolf Steiner gik og samlede ind fra gamle bønder, og det ville være mærkeligt, hvis de ikke vidste, hvad det handlede om. Men jeg tror mere på processerne end forklaringsmodellerne, hvor det bliver mere metafysisk og religiøst. Der er jeg nok for meget naturvidenskabsmand.”

Hans egen filosofi er forklaret i navnet. ‘Nénu’ eller ‘nøgenfødt’ kan referere dels til vinene, der kommer til verden af egen kraft, alene som druemost, der gærer med den naturlige gær fra omgivelserne og kun hjælpes videre i verden via godt håndværk og et lille drys sulfit; men det kan selvfølgelig også referere til manden selv og hans forsøg med den svære vinmagerkunst. Samme dobbelthed går igen i undertitlen ‘vin de deux mains’, ‘vin fra to hænder’, en henvisning til hans personlige engagement og foretagenets beskedne størrelse; men samtidigt et ordspil på ‘demain’, ‘i morgen’ — ‘morgendagens vin’.

To ord går igen, når han forklarer sin tilgang og sit arbejde: ‘tilgængelighed’ og ‘gennemsigtighed’.

“Jeg vil lave noget, som jeg selv kan stå inde for,” fortæller Rasmus, “og jeg vil gerne vise, at det her kan gøres med forholdsvist beskedne midler,” fortsætter han med henvisning dels til den økonomiske satsning ved projektet; men også den minimalistiske måde, vinene bliver til på. Vin er en biologisk balanceakt, som det er lykkedes ham at holde på linen. Her har hans faglige forståelse for biologiske processer i al deres mangfoldighed uden tvivl kommet ham til gode. Vinene er i vatter, de er rene og frugtige og fyldt med energi. Og det må være til skaberens fulde tilfredshed, at man kan smage det hele i vinen: Solen, stedet, håndværket, livskraften.

Nénu tæller i dag lidt over 2 hektar med en produktion på et sted mellem 6.000 og 8.000 flasker. Første årgang resulterede i seks flaskninger: Foruden en hvidvin og en rosé er der fire forskellige røde: Den friske, frugtige Net, fruits rouges; den mere rundede La fleur d’un cœur de beurre; en kompleks hyldest til læremesteren La cuvée du Claude; og ‘topcuvéen’, den modne, mørke Le roi nu (igen tvetydigt betitlet: domænets kongevin eller taget på ordet: Kejserens nye klæder). Det er vine med saft og kraft, mørk frugt og krydderier.

Nærmest ved et tilfælde faldt den danske vinimportør Jørgen Krüff over vinene under et ophold i Sydfrankrig; og da vinene faldt i hans smag (og han i forvejen var importør for Aamands læremand Deu), faldt det også lige for at hente Rasmus’ vine til Danmark, så de nu kan komme hjemlandet til gode.

Rasmus Aamand er altså seneste skud på stammen af danske vinmagere i Frankrig. Da Danmark i 1972 tiltråde Det Europæiske Fællesmarked fik danske vinentusiaster muligheden for at realisere drømmen om at være vinbonde og endog slotsejer i vinens hjemland. Den udlevede f.eks. familien Carl, der i 1985 købte Château de Seguin; og brødrene Jørgensen, der ligeledes i 1985 købte Château de Haux. Endvidere var Château Fombrauge i Saint-Émilion fra 1986 til 1998 ejet af Flemming Karberg, som forsøgte at gøre det til folkeeje gennem aktier. De to danske vinmagere med størst international succes er dog uden tvivl Peter Vinding-Diers og Peter Sissick med virke i henholdsvis Italien og Spanien, men for begge begyndte det i Bordeaux. Også i den seneste tid har Frankrig lokket danskere til for at prøve kræfter med mindre kendte områder og mere naturnære vintyper. F.eks. Anders Frederik Steen, der så småt lagde ud med at vinificere rundt omkring i landet i 2013, og som siden 2017 har været fuldtids vinbonde i Ardèche. Sidst men ikke mindst må nævnes nu afdøde Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezats indsat på Château du Cayx i Cahors.

Nénus hvidvin er gjort på Grenache Gris og brugte barriques. Foto: Cille Veerasawmy

Collioure blanc sur lies

Den eneste hvide drue, Rasmus råder over, er Grenache Gris. Hvid skal tages med forbehold, for farven ved fuld modenhed er snarere grå med rødligt skær. Grenache Gris er en farvemutation af den velkendte Grenache Noir. Den er udbredt i Roussillon, hvor den benyttes i blanding med dens blegere tvilling Grenache Blanc og andre sorter, men af og til også alene. Den giver smidige, fyldige og relativt aromatiske vine, der ofte er ret ekstraktrige og alkoholtunge.

Den hvide Collioure er en af de få vine, hvor Grenache Gris ofte spiller solo og virkeligt kommer til sin ret. Det er markante vine, der kan kombinere en frodig frugtighed og fyldig fedme med en sprød friskhed, krydrede noter og en salt mineralitet: Indbegrebet af sydens sol, bjergenes stejle skiferskråninger og den salte havluft. Traditionelt har det fået følgeskab af et godt skud egetræsfad. Man skal altså tænke mere i retningen af Rhône og Rioja end Riesling og Chablis.

Sur lies 2017 er Rasmus’ første fortolkning af genren: En solmoden vin med blød karakter fra lagring på gærresterne men uden et beskæmmende fadpræg.

Druerne stammer fra en mark plantet i 1950 og er høstet over to dage midt i august. Den første halvdel blev afstilket og lagt til at macerere natten over. Den anden halvdel blev høstet dagen derpå og samlet med første halvdel i pressen. Således opnåede han hele tre ting på én gang: maceration uden stilke, nedkøling af druerne før presning samt presning med stilke. Afkølingen værner mod overdreven ekstraktion af farve- og garvestoffer; og stilkene virker under presningen som små drænkanaler, og derved kan man benytte et nænsommere pres. Det giver en renere, klarere vin uden for mange tanniner. Mosten er gæret på barrique, hvorefter den har hvilet på gærresterne. Beskedne 20 mg vulkansk sulfit blev tilsat ved flaskning i april 2018.

I glasset: Frisk, æterisk aroma, modne mirabeller og abrikoser. I munden er den rund, fyldig og blød, med moden gul frugt, blomsterhonning, noter af brioche og noget krydret, anis, rosmarin, salt. Fine oxidative noter. En moderat men stringent syre renser, og man fornemmer alkoholens varme, men den markerer sig ikke så tydeligt, som man kunne formode ved 14%. Det er en oplagt madvin, men den smager faktisk også glimrende for sig selv.

Den levede lykkeligt til sine dages ende.

Flaske: Collioure blanc sur lies 2017  
Vinhus: Nénu  
Oprindelse: Roussillon, Frankrig  
Druesort: Grenache Gris  
Jordbund: Skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 14%  
Importør: L’Esprit du Vin  
Pris: 220,-  

Tredje torsdag i november

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

— Henrik Nordbrandt
Håndens skælven i november, 1986

Det kræver sit at kaste lys over den første virkeligt mørke, kolde og våde måned i vinterhalvåret, især under vore nordiske himmelstrøg. Derfor er det kærkomment med en sommerlig hilsen sydfra. Gerne i form af vin, og her kommer franskmændene os årligt til undsætning.

Den tredje torsdag i november er nemlig traditionen tro dagen, hvor den friske vin fra årets høst i Beaujolais frigives: Den såkaldte primeur, oftest omtalt som nouveau; den første, den nye. Knapt er den gæret færdigt, før den fyldes på flaske, og knapt er den kommet på flaske, før den kommer i glasset; og her er hastværk for en gangs skyld ikke lig lastværk: Den sarte, ungdommelige vin bevarer kun sin særlige friskhed i ganske kort tid. Så gå efter den, gå efter den naturlige, og drik den drømmende og gerne med lukkede øjne.

Ny vin på gamle flasker?

Banal bællevin eller fransk fristelse? Meningerne er delte om kvaliteten af vinen og meningen med galskaben. Beaujolais er kendt for sin lethed og frugtighed, ikke nødvendigvis kvaliteter som sættes pris på i alle selskaber; og i tilfældet nouveau er det hele sat på spidsen — for mange bliver letheden ulidelig og frugten for frisk. Den stærkeste smag er af reklame, og festen stinker af slagstrick. Associationerne går tilbage til fænomenets velmagtsdage i 1980’erne, hvor festen utvivlsomt var bedre end vinen, og hvor Thorkild Thyrring og andre racerkørere efter parisisk forbillede sled asfalten af vejene for at få den unge vin så hurtigt ud på beværtningerne som muligt. Firsernes glamour falmede, kult blev kitsch, og kvaliteten faldt dramatisk — fra tvivlsom til elendig.

Traditionen med ny vin har dog mere på sig, end ovenskrevne lader ane. Oprindeligt fejrede man så snart som muligt høsten med en skænk af årets første, knapt færdiggærede vin. Senere fik forsmagen på den nye vin en rolle at spille for indkøbere, anmeldere og andre usædvanligt vininteresserede. Andre steder end Beaujolais har man tradition for at markedsføre den nye vin — men få steder har man som i Beaujolais haft så stor succes med det. Måske fordi den nye Beaujolais faktisk smager bedre end så mange andre nyfødte vine; og nok også fordi den allerede ligner den voksne udgave, der kommer på markedet ikke så meget senere. Beaujolaisens umiddelbare kvaliteter — friskhed, frugtighed, mildhed — potenseres i Nouveauen.

Gamay er druen bag Beaujolais, og vinens fine duft, dens liflige, friske bærfrugt, dens lethed og blødhed skyldes i højeste grad denne tyndskallede og saftspændte blå drue. Gamay Noir à Jus Blanc er det fulde navn, “den mørke Gamay med lys saft”, og der findes faktisk en Teinturier-sort, især i Touraine, med mørktfarvet frugtkød; men hverken i Schweiz, Beaujolais, Champagne eller Loire giver Gamay nogensinde dybt mørke vine. Den er den lyse digter Schade i vinens verden. Der er noget drømmende, flyvende og flirtrende over god Gamay; og så er den faktisk ret alsidig — fra den letsindigt friske Nouveau over den frugtige Beaujolais til de rigere Villages vine og de dybere og mere seriøse Cru’er. De byder på alt fra kirsebær, blommer, hindbær, jordbær og sommerblomster til krydderurter, peber, røg og grafit. Meget kommer også an på terroir og vinifikation. Det er især Beaujolais’ mange kalksten, der får blødheden og mildheden frem i vinen; mens den i mange år nærmest enerådende kulsyregæring, maceration carbonique, gav udslag i en karakteristisk duft og smag af skumbanan, candy floss, syrlige drops og Hubba Bubba tyggegummi. Det har, som så meget andet, ændret sig i de senere år.

Man kan med en vis ret sige, at fransk naturvins vugge stod i Beaujolais, da Jules Chauvet forsagede sulfitterne til fordel for spontangæring og semi-karbonisk maceration i samarbejde med Marcel Lapierre. Guy Breton, Jean Foillard, Yvon Métras og Jean-Paul Thevenet hører til i samme loge og liga; og der er nye skud på stammen i Karim Vionnet, Kewin Descombes, Jules Métras, Julie Balagny… og Sylvère Trichard på Domaine Séléné.

Netop naturvinsbønderne har nok spillet en afgørende rolle for, at nouveauen nu om stunder er mere drikkelig og drikkemoden — sammen med mere unaturlige årsager som global opvarmning. Helt solmodne druer og væsentligt tidligere høsttidspunkter gør, at vinen er mere moden, modnet og stabil, når den når frem den tredje torsdag i november.

Domaine Séléné

Et nyt hus har i løbet af ganske få år gjort grundigt indtog på naturvinsfronten i Beaujolais: Domaine Séléné har begejstret såvel garvede kendere som almindelige drukkenbolde både med Beaujolais af den vanlige slags — side om side med Nouveau.

Domaine Séléné drives af den unge Sylvère Trichard. Han tog vin til sig professionelt i 1998, da han deltog i fremstillingen af sin første vin hos sin onkel, som samme år indledte omlægning til økologisk dyrkning. Siden lod hans sig yderligere oplære gennem arbejdet for onklen, for Jean-Claude Lapalu i Brouilly og en tid for Domaine Belluard i Savoie. Familiedomænets seks hektarer overtog han i 2012. Stokkene er for de flestes vedkommende over 60 år gamle, og beplantningstætheden er høj, næsten 8.000 planter pr. hektar.

Hans formelle uddannelse i feltet begrænser sig til et landbrugskursus i Dieppe, hvor han imidlertid mødte Elodie Bouvard, der senere skulle blive hans kompagnon. Bouvard dyrker en lang række forskellige grøntsager, mens Trichard står for vinen. I modsætning til vinen afsættes grøntsagerne mestendels lokalt, og gården indgår således på traditionel vis i lokalsamfundet og den omgivende natur gennem de blandede beplantninger af afgrøder — en model, der gav sig selv i gamle dage.

Sélénés “voksne” sortiment består sædvanligvis af “topvinen” Gisou, opkaldt efter Sylvères bedstemor og bestående af selekterede druer fra en enkelt parcel, lagret på ældre egetræsfade og gerne flasket i magnum; en “almindelig” Beaujolais og en Villages, begge gæret på cementkar og lagret i ståltanke. Desuden fremstilles mindre mængder af rosé og hvidvin, begge tillige på Gamay.

Men tilbage til den nye vin og dens korte vej fra jord til bord: Landskabet i Beaujolais er bakket, og jordbunden består mestendels af kalkholdig mergel. Sylvères stokke har opnået en vis alder og dyrkes som nævnt efter biodynamiske principper. Der foretages en selektion af sunde, fuldmodne klaser, som gæres hele med godt to ugers maceration. Gæringen foregår med vildgær, og vinen kommer på flasken uklaret og ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Det er ren natur, friskt og skrøbeligt, så det skal naturligvis drikkes inden længe — og så hurtigt som muligt, når flasken først er åben. Nouveauen har en fin note af vildgæren Brettanomyces, men hvad værre er: I løbet af få timer efter åbning afslører den tydelige spor af vinfejlen mus. Ikke store rotter, bare små mus, og de kan skræmme visse af os langt væk. Det uhyggeligste er dog tanken om en flaske, som af mystiske årsager IKKE er drukket inden for et par timer.

Post festum

Sélénés Nouveau 2018 er negationen af novembers mørke med sin lyse røde bærsaft, forfriskende syre og lette, fløjlsbløde stoflighed. I duften modner kirsebærrene, og violen blomstrer. I munden er den saftig, næsten vandig, med masser af sommerjordbær, syltekirsebær, sultanas og krydrede noter af lakrids, læder, hvid peber, endda løvstikke og kørvel; men ganske let og flygtigt, så man nemt griber efter glasset til en slurk mere — og en mere og en mere.

Skænk vinen op, for november er over os
og regnen har gjort jorden villig og blød!
Men vinen er stærk og sød.
Lad flasken drikke dig ud af mørke og død.

Flaske: Beaujolais Nouveau 2018  
Vinhus: Domaine Séléné  
Oprindelse: Beaujolais, Frankrig  
Druesort: Gamay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et par uger på flaske  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 100,- mens tid var  

Formet af ler

Foruden den fortrinlige Fidèle og den betagende rosa Saignée de Sorbée indgår også blanc de blancs’en Blanc d'Argile i det faste sortiment hos den originale Champagne-bonde Bertrand Gautherot fra det til stadighed dynamiske Aube. Hans vinhus Vouette et Sorbée i Buxières-sur-Arce i Côte de Bar er et af de mest personlige og kompromisløse, man kan forestille sig, hver flaske er en oplevelse.

Funklende friskhed og forkynder af en stor glæde er det, Blanc d’Argile er, når den er i topform. Dens livlige duft af gul frugt, våde sten og et vist oxidativt præg lader ane det komplekse konglomerat af mineralitet og moden frugt, der er i vente: Ferskensten, sprød ananas, grapefrugt, yuzu, citrongræs, ingefær, syrlige drops, kærnemælk, brioche, havrekiks og kalk, salt, stjernestøv og solskin i kondenseret form. Fin mousse og vibrerende syre, der ud over kuldegysninger kan bevirke den forbigående eufori, Bertrand Gautherot altid advarer om på bagetiketten.

Vi er på vinmarken Biaunes, som blev forbigået i tavshed, da huset blev navngivet efter to af Bertrands bedste marker, Vouette og Sorbée; men tavshed kan som bekendt være guld. Farven er det i hvert fald, og det er udtrykkeligt en vin, der har meget at sige. Stokkene står plantet i lys lerjord, den ret unikke Kimmeridge ler, der desuden er righoldig på kalk og derfor en drøm for Pinot-sorterne. Marken er vestvendt, får derfor mest eftermiddags- og aftensol, stokkene beskæres som altid hos Gautherot grundigt, og druerne modner langsomt. Bianus er beplantet med en massal selektion af Chardonnay-stiklinge fra Avize, en arv fra Anselme Selosses, og de fik selskab af stiklinge fra Dauvissat i Chablis i 2000. Første årgang blev 2004, og fra begyndelsen har et burgundisk aftryk været tydeligt. Vinen lagres en årrække på 500-liters-fade, før den igen gæres en tur i flasken og degorgeres uden dosage.

Tit omtaltes Vouette et Sorbées Champagner som ‘vinøse’, og visse sommelierer foretrækker endog at dekantere dem, for at fremhæve det udtryk. Måske boblerne er steget mig til hovedet, men jeg har altid betragtet det som en uskik. Især når netop boblerne har den som sne knitrende finhed, som de har her.

Friskhed, koncentration og kompleksitet er hjørnestenene, men fra årgang til årgang tegner bygningen sig anderledes, flaskens alder er selvfølgeligt en faktor, og flaskevariation forekommer også. Nogle går mere til den smørfede, brioche-agtige side, mens andre går i den mere mineralsk, flintede og salte retning. Men lad det være sagt: Hver flaske er en fornøjelse.
 

Flaske: Blanc d'Argile  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesort: Chardonnay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant