Ud af tågerne

Comment

Ud af tågerne


En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.


Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.


Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

Comment

Den lille forskel

Comment

Den lille forskel


Vogt Dem for efterligninger: Det er Château Lafitte med to t’er. Oppe i Bordeaux havde det andet slot kun råd til et enkelt. Château Lafitte ligger længere mod syd end sin berømte næsten-navnebror, nærmere bestemt i Jurançon i Pyrenæerne nær grænsen til Spanien og Baskerlandet; og ligesom der helt bestemt er flere, der kender til Château Lafite frem for Château Lafitte, så er de fleste nok også bedre bekendt med Bordeaux end Jurançon. Men det er synd og skam, for der er forbavsende friske hvidvine at hente, med stor aromarigdom og i forskellige stilarter. Så med vanlig forkærlighed for det forbigåede og sjældne skal vi selvfølgelig se nærmere på dette søvnige men smukke sydfranske område og et af dets gamle vinslotte — og en vin så fyldt med citrus, at man føler sig helt hensat til Amalfikysten…


Langt ude på landet

Jurançon er et af Frankrigs gamle og glemte vinområder og ikke af forveksle med buddhistmunken Xuanzang. Det er først og fremmest kendt for sine karakteristiske hvidvine i tørre og især søde versioner på de lokale sorter Petit og Gros Manseng. Området ligger lidt sydøst for Béarn og sydvest for Madiran, hvis det skulle sige nogen noget. Det er godt en times kørsel ind i landet fra Biarritz og i den sydlige del af Gascogne-provinsen, Frankrigs måske mindst prestigiøse vinregion— med undtagelse af netop Jurançon, som har formået at holde fast i sit historiske ry for fremstilling af mindeværdige hvidvine.

Sød Jurançon fik status af AOC i 1936, og en tilsvarende for tør indførtes i 1975. Men allerede i Middelalderen var Jurançon en anerkendt vin, og sidenhen forsøgte fyrstedømmet i Béarn sig med en form for klassifikation af de bedste marker i området, muligvis Frankrigs første forsøg på en sådan klassifikation. Det var efter sigende gyldne dråber fra Jurançon, som vædede den spæde Henrik af Navarras læber ved hans dåb i 1553, og det siges at have sået frøene til hans senere store bedrifter som Kong Henrik den 4. af Frankrig— eller måske blot hans muntre gemyt og folkelige opbakning i det frihedselskende landområde.

Landlig charme er i høj kurs nu om stunder, men den er anderledes beskaffen på de sydvestlige kanter end i det nord- og østlige Frankrig, og det, sammen med afstanden og afsondringen, er sikkert blandt forklaringerne på Jurançons oversete status i dag. Kooperativerne har gjort deres indtog, men små producenter tegner stadig profilen, mange af dem endnu bønder i bredere forstand, da det kun er på de sydvendte skråninger, der er nok sol og varme til at modne druerne. Men heller ikke landbruget hernede er gået fri af moderne modeluner og unoder, så man skal ikke vente at finde noget uberørt naturvinsmekka. Men det lysner i sydvest som så mange andre steder; og en af ledestjernerne er altså det genskabte Château Lafitte.

Især sorten Petit Manseng har en høj stjerne hos vinkendere, den såkaldt lille men kvalitativt store af de lokale Manseng-sorter. Dens lidenhed kommer til udtryk i svingende og relativt lave udbytter; men med sine små og sprøde druer kommer den igen kvalitativt. Den stærke skal er rig på smagsstoffer og gør den i stand til at ophobe store mængder sukkersød saft under modning og indskrumpning (passerilage) på stokken; og samtidigt beholder den et højt syreniveau og lader sig kun sjældent angribe af ædelråd. Dermed er grunden lagt til de intense, eksotisk frugtige, søde vine, som området har ry for. Vine, som også lagrer glimrende og med tiden kan udvikle en delikat trøffelnote. Den nært beslægtede Gros Manseng har lysere druer af mere betragtelig størrelse men også en mere middelmådig kvalitet end sin lillebror, så den bruges fortrinsvist til områdets knapt så kendte tørre hvidvine; men ved fuld modenhed udviser den også frisk og fint aromatisk vin. I dag bruges begge sorter dog på kryds og tværs til de forskellige vintyper, hvor især de tørrere typer er steget i kvalitet og udbredelse de seneste år. Der dyrkes også den meget mere pålidelige og udbytterige Courbu samt absolutte sjældenheder som Arrufiac, Camaralet og Lauzet. Phylloxera tog desværre livet af mange af Pyrenæernes andre indfødte sorter.

Løse klaser, små druer, tykke skaller, masser af syre, sukker og ekstrakt. Fuldmoden Petit Manseng har stof i sig til stor vin. Foto: Antoine Arraou, Château Lafitte

Manseng-druerne har uden større tvivl deres oprindelse i Jurançon, men i det større billede er de beslægtede med Savagnin, kendt fra Jura, og dermed en del af Traminer-familien. Uden for Jurançon dyrkes de også i Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og uden for Frankrig finder man dem i dag også i Portugal, Australien, New Zealand og USA. Den lader til at klare sig fint på udebane, men hjemme for foden af Pyrenæerne har den historisk vist sit værd, og i de seneste år også som tør terroirfortolker i bakkelandet mellem Béarn, Pau og Jurançon. Pyrenæerne blev skabt, da de europæiske og afrikanske kontinentalplader kolliderede for 150 millioner år siden, og i dag rejser bjergkæden sig stadig til over 3.400 meters højde. En sagte erosion har efterhånden vasket småsten, grus og sand ned for bjergenes fødder, til de sandede lerjorde i Jurançon, som også er rige på kalk fra den havbund, der blev hævet under den oprindelige bjergdannelse. Så et komplekst samspil mellem bjergene og havet er hjørnestenene i områdets mikroklima— selvom vi er i Sydfrankrig, er der kølige vinde og rigeligt med regn.

Vinstokkene bindes traditionelt som dobbelt guoyt og trækkes højt op, så bladvæggen nogle gange når pænt over to meter op i luften. Det beskytter druerne mod frost og fugt nær jorden. I gamle dage dyrkede man endda vinstokkene op ad træer, som i Vinho Verde og visse steder i Italien og Georgien, så vinrankerne viklede sig om stammerne, og skudene satte klaser ud på grenene.

I dag er det vinene, der klatrer opad igen. En pæn håndfuld producenter står i front for en lille Petit Manseng revolution, i traditionelt søde udgaver men nok endnu mere interessant i komplekse, knastørre fortolkninger. Før vi ser nærmere på Château Lafitte, bør for en god ordens skyld nævnes en række andre gode producenter. Château de Cabidos, som faktisk ligger lidt uden for selve Jurançon, blev genrejst til fordums storhed i 1990’erne og laver en række spændende vine. Domaine Cauhapé (Theis Vine) er et af flagskibene i Jurançon og forfægter både de klassiske søde og moderne tørre til perfektion. I den økologiske lejr finder vi også flere fremragende bud, Camin Larredya (Lieu-dit), Clos Lepeyre (Atomwine), Domaine Lajibe (Vintro), Domaine Larroudé (Løgismose), Domaine Nigri (Sømod Vine) samt Domaine de Souch (Sydfranske Vine).


Savoir-vivre og know-how

Det smukke Château Lafitte er et adeligt landsted fra 1300-tallet, beliggende ved landsbyen Monein i hjertet af Jurançons fredsommelige bakkelandskab. I sin nuværende form er selve slottet opført i 1500-tallet, og allerede dengang var det en større landbrugsejendom, hvoraf vinbruget udgjorde en vigtig del af slottets drift.

I 2000 virkeliggjorde Philippe Arraou og hans hustru Brigitte deres drøm om at genskabe ejendommen som vinslot. Siden er fem hektarer vinmarker kommet til og en økologisk certificering af land- og vinbruget under Qualisud. Siden 2012 er det deres søn Antoine, som står i front for vinbruget. Antoine uddannede sig oprindeligt til fotograf, før han blev vinbonde, og måske det er hans skarpe sans for at betragte livet i alle sine spraglede udfoldelser som skubbede ham i retningen af biodynamikken. Under hans ledelse har de nemlig taget skridtet videre til biodynamisk drift (Demeter-certificeret siden 2018), og endvidere har han også omlagt en stor del af produktionen til naturvin (certificeret af Syndicat de défense des vins naturels siden 2020).

Om omlægningen til biodynamisk drift siger han: “Steiner opfattede gården som en levende organisme. I den forstand er Château Lafitte særligt begunstiget med sin egen enhed— en enhed baseret på tre søjler: en lang historie, som aftvinger respekt, en veludviklet vingård drevet i en ånd af overbevisning.”

Beslutningen om ikke blot at lave naturvin men også efter forskrift og under opsyn begrunder han således: “Vi tilsluttede os syndikatet allerede fra dets oprettelse, og vi ønsker at overholde dets charter af hensyn til gennemsigtigheden. Vi er kede af at se udbredelsen af ‘naturlige’ cuvéer på markedet, som efter vores mening slet ikke er det (på ikke-økologiske druer eller med tilsætning af alle mulige stoffer undtagen sulfitter og den slags). Fremkomsten af ​​’Vin méthode nature’-certificeringen gør det muligt at få rene linjer med forbrugerne og at forsvare naturvinen og dens formidlere.”

Han fremhæver i den forbindelse Jules Chauvets tanker om respekt for naturen gennem brug af organisk gødning, gennem udvælgelse af sygdomsresistente sorter, høst ved optimal modenhed og mindst mulig modifikation af druen og mosten. Man må passe og pleje sine druer og så stole på, at de er i balance nok til at gøre en god vin— med udtryk og indtryk fra det landskab, den tradition og det menneskeliv, de er en del af.

Et virvar af vilde og villede planter beriger biodiversiteten mellem frugttræer, korn- og vinmarker. En flok får får lov at vedligeholde vinstokkene om vinteren, og om sommeren sørger bier og alskens insekter for at bestøve blomsterne.

“Slottet står for fornøjelse og hygge. Her går savoir-vivre [belevenhed] og know-how [praktiske færdigheder] hånd i hånd, under ledelse af vores varme men perfektionistiske team. I vinmarkerne, i kælderen og ved bordet er vores mål hverken mere eller mindre end at dele frugten af vores generøse land, resultaterne af vores lidenskabelige arbejde i samklang med naturen.”

De praktiske færdigheder har også ført vinbruget i en mere bæredygtig retning. Den er i dag selvforsynende med elektricitet og varme i kraft af ​​solcelleanlæg. Naturlig air conditioning og afkøling i kælderen afstedkommes via en solskorsten, en såkaldt cheminée provençale, en metode til at udvidde en bygnings naturlige ventilation ved brug af konvektion. Princippet går tilbage til romerne. Desuden opsamler de regnvand til rengøring af redskaber og maskiner; og kælderen er indrettet i flere niveauer for at kunne bruge tyngdekraften til transport af vinen i stedet for pumper og andet maskineri, så der også spares energi på den måde.


Ler og terrakotta

Jordbunden omkring Château Lafitte er, helt overensstemmelse med resten af området, kalkholdig lerjord (argile). Helt i overensstemmelse med Antoines naturvinsfilosofi vinificerer han derfor også et par af sine vine på terrakotta amforaer, som lader vinen leve og ånde i samme materiale, som druerne er vokset op fra.

“Lafittes vine er resultat af et arbejde, der tæt knytter mennesket til naturen. Det eneste mellemled er kælderen, men der arbejder vi i overensstemmelse med vores vision om vinstokken og vinene.”

Lad det være sagt med det samme, man skal ikke være syreforskrækket, hvis man skal nyde vinene. Petit Manseng er altid en balanceakt mellem syre, sødme og alkohol, og her skinner syren altså for alvor igennem men i flot samklang med en fuldmoden frugt.

Argile. Klart citrongul i glasset. Frisk, syrlig og let løftet, æterisk duft, citrusblomster og solmodne citroner. Saftig og særdeles syrerig i munden, pikant frisk frugtighed, syrlige drops, solmodne citroner, grapefrugter og lime, citrongræs, citronverbena, alting citrisk! En smule volatil syre men ikke noget, som skæmmer, den giver bare yderligere liv og spark. Vinen har en flot dybde og længde med mildt urtede og krydrede noter vævet ind, grøn kardemomme og kastanje måske. Virkelig flot samspil mellem frisk syrlighed og stor modenhed. Håndhøstet i oktober, afstilket, presset og spontangæret på amfora. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Orange. I glasset er farven ikke så forskellig fra Argile, men duften afslører den relevante forskel: Den er på én gang mere løftet og mere dyb og antyder allerede orange bitternoter. Smagen følger trop, her er igen alskens citrus, men betoningen går mere i retningen af orangeskal, pomerans og tørret abrikos, med noter af abrikoskerner, ristede kastanjer og noget støvet krydret. Syren spiller stadig førsteviolin, garvesyren nøjes med at lure i baggrunden. Håndhøstet i oktober, afstilket og spontangæret på amfora, 21 dages skindkontakt. En udmærket vin med mere orangekarakter end egentlig Manseng-karakter, og det trækker en smule ned i sammenhængen, måske især til prisen, som er en fuldfed plovmand.

Arbejdet er sympatisk, kvaliteten konsekvent høj og produktionen tilsvarende lille. Château Lafittes største problem er nok den kurs, vinen står i, da literprisen på disse to vine nærmer sig 1000 danske kroner. Men det er jo rene håndører i forhold til, hvad man efterhånden skal give for Bourgogne og andre almindeligheder.

Flaske: Argile 2019 (0,5 l)
Vinhus: Château Lafitte  
Oprindelse: Jurançon  
Drue: Petit Manseng  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Reduktivt
Pris: 475,-  

Comment

Rebeller med en sag

Comment

Rebeller med en sag

En måde at spare på sprøjtemidler, skære sit brændstofforbrug og dermed CO2-udledning ned samtidigt med at man sparer på vandet, beskytter jordbunden, styrker biodiversiteten og stadig laver lækker vin? Det lyder lidt som et drømmescenarie for fremtidens klimavenlige og bæredygtige vinbrug— men faktisk er det nutidig virkelighed på et par vinhuse i Rheinhessen, som ved at tage de nye og særligt sygdomsresistente PIWI-sorter i brug opnår netop nævnte mål.

Weingut Schönhals ligger i hjertet af Rheinhessen i landsbyen Biebelnheim nær Nierstein. Sidst i 1970’erne overtog Eugen Schönhals sine forældres vingård, og han viste sig hurtigt at være en sand visionær på flere fronter: Han så tidligt en tysk fremtid på rødvinsfronten, han var medstifter af økoforbundet Ecovin i 1985 og opnåede selv certificering i 1988; og så plantede han sine første PIWI’er allerede i 1990. Siden 1995 har han haft ingeniøren Martin Knab som kældermester og højre hånd, og siden 2018 er det datteren Hanneke Schönhals, som står i front for familievingården. Det visionære gen er ikke gået tabt i Hanneke, som har hjulpet med at omlægge til biodynamisk drift og Demeter-certificering; og nu satser hun stort på sine såkaldte Zukunftsweine, en serie ‘fremtidssikrede vine’ på PIWI-sorterne, som hun selvsikkert markedsfører sammen med sin kollega Eva Vollmer. Fremtiden er altså allerede i gang i Rheinhessen, og den ser lys og legesyg ud.

Naturens rytmer

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Hanneke skulle overtage den fædrende vingård. Hendes storesøster Elske havde samlet tråden op og studeret vitikultur og ønologi, men hun valgte siden at gå ind i planteforskning og forblive i den akademiske verden. Imens dansede Hanneke sig bogstaveligt talt gennem sine studier i sociologi og erhvervsøkonomi. Hendes store passion var fra barns ben dans, og gennem optrædender og undervisning gav det hende også en god indkomst under studierne. Siden var hun fire år omkring jobbet som key account manager hos den økologiske supermarkedskæde Alnatura, før hjemstavnen og vinavlen kaldte hende tilbage.

“Jeg er glad for at kunne videreføre min fars økologiske vinbrug, det er det rigtige for mig,” fastslår Hanneke og tilføjer: “At bringe syntetiske kemikalier, der er fremmede for naturen, ind i dyrkningen, det kommer aldrig på tale. Jeg holder af at arbejde sammen med naturen. En kernesund høst af raske druer, det er alfa og omega for en vinmager— og et stabilt økosystem gør ikke bare druerne sunde og livskraftige, det bliver tillige et attraktivt levested for forskellige planter, nyttedyr og ikke mindst os selv.”

Det daglige team: Hanneke Schönhals i selskab med kældermester Martin Knab, sin husbond Christoph Hosseus-Schönhals samt far Eugen Schönhals.

Rheinhessen er præget af blide bakker og blandet landbrug, foruden et voksende antal vinmarker med en mangfoldighed af druesorter. Hos Schönhals har især Spätburgunder, Weissburgunder, Riesling og Regent været vigtige sorter. Som en selvfølgelig del af deres økologiske og biodynamiske drift er vinmarkerne hos Schönhals naturligt grønne af græsser og forskellige dækplanter, som alle bidrager positivt til helheden: Græs, kløver, bælgplanter, blomster og salater, som hver især opbygger humus, hjælper med at binde kvælstof i jorden, tiltrækker bier og netop fungerer som habitat for forskellige nyttedyr. Nok så vigtigt lægger det grønne en slags låg på jorden, som forsinker fordampningen og holder på vandet til glæde for både planter, dyr, svampe og mikrobielt liv. “Vi vil selvfølgelig ikke have græsserne til at vokse direkte under og op ad vinstokkene,” forsikrer Hanneke, “for hvis det bliver for tæt, skaber det problemer med fugt og skimmelsvampe.”

Det grønne bunddække er endvidere med til at give en vis sikring mod ekstremt vejr og erosion. “De sidste tre-fire år har her været næsten ørkenagtige somre, men sidste sommer kom der som bekendt sindssygt megen regn; og så ser man virkelig, hvad der kan ske, hvor jordbunden ikke er godt bundet sammen af rodnet. Der, hvor der ingen græsser og urter vokser, vaskes jorden simpelthen væk. Så vi fik en masse mudder fra vinmarker skyllet ned i vores landsby i sommers. Alle gik og tænkte, ‘Hvad er det, der foregår? Vi gør jo bare, som vi altid har gjort!’ — Vi er de eneste økologer her, ‘de tossede’, men vores marker var forberedte. Så jeg vil gerne motivere mine kolleger til at tænke nærmere over tingene.”


En regnbuefamilie

PIWI’erne passer perfekt ind i familiens økologiske og biodynamiske filosofi. “De sygdomsresistente sorter er det næste skridt efter økologien og grundlaget for en bæredygtigere praksis,” forklarer Hanneke. “Selv viderefører jeg bare det, min far søsatte. Det er og bliver min arv. Når man planter en ny sort, så står den der nok mindst de næste 40 år, så man skal vælge med omhu.”

Eugen Schönhals plantede allerede Rondo i 1990, Regent fulgte i 1996, og siden er Saphira, Cabernet Blanc og Cabertin kommet til, og den næste i rækken er Souvignier Gris. Det er en spraglet flok af ret forskellige sorter, men selv har familien været glade for resultaterne, og efterhånden følger kunderne trop.

Det særligt bæredygtige og langtidsholdbare ved PIWI-sorter er, at man grundet deres stærke modstandsdygtighed over for plantesygdomme ikke behøver at beskytte dem med eksempelvis sprøjtemidler. Som bekendt er kun svovl og kobber tilladt i økologisk og biodynamisk vinbrug; men desværre bruges de hyppigt, ofte også hyppigere end i konventionelt vinbrug, da de er de eneste egentligt effektive midler mod meldug af typerne oidium og peronospora. Desværre er svampene ikke det eneste, de gør skade på, og kobber er som bekendt et tungmetal. Men på marker med PIWI’er kan man klare sig med langt, langt færre sprøjtemidler. Det er godt for biodiversiteten men også godt for klimaet, da færre sprøjtninger betyder mindre traktorkørsel og dermed et bedre CO2-regnskab.

“Normalt sprøjter vi godt ti gange i løbet af en sæson,” siger Hanneke, “men på markerne med de sygdomsresistente sorter kan vi som regel nøjes med to eller tre gange.” Det betyder en betydelig reduktion i brugen af kobbersulfat, til gavn for alt det mikrobielle liv i vinmarken. De færre kørsler gennem marken på traktor reducerer også komprimeringen af jorden (‘traktose’), til gavn for jordens struktur, vandabsorberingsevne og livet under overfladen; og samtidigt frigives tid til mere manuelt arbejde i vinmarken, eller hvor man nu vil bruge sit kostbare tid.

PIWI-sorternes større resiliens skyldes dels morfologiske træk som løsere klaser, mindre druer og tykkere skaller, dels fysiologiske træk ved druer og blade— et iboende immunforsvar med styrkende og afvisende stoffer, som lader planten modstå angreb fra svampesygdomme og andre infektioner.

Hanneke understreger dog, at det ikke er nogen mirakelkur mod alskens dårskab; men fremhæver, at hun samlet set har kunnet skære plantebeskyttelsesmidlerne ned med hele 80% — og det er noget, der gør en forskel for miljøet og for klimaet.

“Selvfølgelig har vi stadig problemer med svampesygdomme. Især sidste sommer, det siger sig selv med al den regn, vi fik. Selv på PIWI’erne kan der komme en smule svamp, men det er sporadisk og tager aldrig over. Planterne formår i vid udstrækning selv af afgrænse angrebene; og ellers må vi i våde år tynde ud i bladene, mens vi i tørre år kan lade dem alle hænge.”

Det frigiver som nævnt også tid til andre ting i livet:

“Med mine PIWI’er får jeg tid til at kære mig om kvalitetsarbejde i stedet for at sidde på en traktor,” fastslår Hanneke og henleder opmærksomheden på de arbejdsopgaver, de fleste nok forbinder med det at være vinbonde: “Jeg nyder de forskellige opgaver, man skal løse i løbet af året: Kælderarbejdet og beskæringen om vinteren; at opleve hvordan naturen vågner om foråret og kunne passe og pleje druerne om sommeren; og det lange, seje træk med høsten om efteråret. Høsten belønner os for arbejdet resten af året.”

Råstof og remedie til biodynamikkens præparat 501 — Hornkisel: Kohorn og kvarts fundet i egne vinmarker.



PIWI-veninderne slår til

Begejstringen for det økologiske og bæredygtige deler Hanneke med kollegaen Eva Vollmer. Siden 2007 har Vollmer ved Mainz drevet vinhus med sin mand Robert Wagner og blandt andet satset stort på tyske outsider-sorter som Scheurebe og Dornfelder men også klassikere som Spätburgunder, Riesling og Silvaner. Sidst men ikke mindst har porteføljen fået tilføjet Hibernal, Souvignier Gris og Satin Noir, nogle af de mest kendte PIWI-sorter. Men netop kendskabet til sorterne har dog været Hannekes og Evas store, fælles udfordring i markedsføringen; for folk hverken kender eller føler sig sikre ved de nye sorter med ofte fremmedartede navne.

“Ingen efterspørger en Saphira eller Cabernet Blanc,” forklarer Hanneke, “alle vil købe Riesling eller Spätburgunder, for dem kender de i forvejen. PIWI lyder nok lidt bedre end ‘pilzwiderstandsfähige Rebsorten’ men stadig ikke specielt sexet. Så vi måtte finde noget andet at kalde dem.” Schönhals og Vollmer lagde hovederne i blød for at udtænke en ny og attraktiv måde at markedsføre vinene på; og så var det, at Eva Vollmer fik en åbenbaring: “Vi tror på, det er fremtidens sorter, så vi kalder dem Fremtidsvine!”

Sammen er de kommet frem til et fælles design og et logo, som de begge benytter. I moderne markedsføringsstil linker de også via QR-koder på etiketterne direkte til videoer på nettet, hvor de giver vinene korte og veloplagte ord med på vejen. Fra Eva Volmmer fås bl.a. den næsten tropisk aromatiske Hibernal og den fyldige, frugtige og let krydrede Souvignier Gris, men vi fra Hanneke Schönhals hånd får eksotisk Saphira og grønkrydret Cabernet Blanc.

“Dengang vi bare kaldte dem ved navn, solgte min far dem normalt i løbet af et år eller to efter høsten,” fortæller Hanneke, “men efter vi havde brandet dem som Zukunftsweine, fik jeg udsolgt efter tre måneder!”

Det er godt nyt, for PIWI’er har længe haft brug for en rebranding. Krydsninger og hybdrider har, som Hanneke nævner, ikke haft det bedste ry; og de første generationer var heller ikke just karakteriseret ved deres velsmag. I mellemtiden er nye kommet til, med en større andel vinifera-DNA men stadigt de gode resistens-gener; og erfaringerne med at vinificere dem er også skredet meget frem og trækker nu på flere årtiers erfaringer.

“Jeg er overbevist om, at vi nu får fart i den her udvikling i Tyskland. Lige nu er kun 3% af det totale areal beplantet med PIWI’er, men jeg mener, vi burde have 25%. Min vision er at inspirere andre, sammen med mine kolleger, som også allerede er i gang, så vi snart kan nå 25%. Vi må lære at lægge om, vi kan ikke bare fortsætte, som om alting er som i gamle dage; og vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal gøre en forskel.”

Så begge slår fast: “Fremover vil vi udelukkende plante PIWI’er!”

The choice of a new generation

Lad os se nærmere på tre af de vine, som Hanneke har kreeret fra familiens PIWI-sorter.

Saphira, opkaldt efter ædelstenen, ‘die wunderbare Schönheit’, som Hanneke kalder den, er en fra Geisenheim stammende krydsning af den resistentbærende Seyve-Villard og Arnsburger, en krydsning af Müller-Thurgau og Gutedel. Saphira er særligt resilient i forhold til den plagsomme peronospora, og den modner relativt tidligt og holder høje syre- og sukkerniveauer.

“Druerne er meget saftige og søde,” siger Hannkeke, “og når min bedstemor gik gennem marken for at hente druer, tog hun altid Saphira, fordi de er så smukke og smager godt, som de er. Den er sin egen og er ret eksotisk i smagen, mango, papaya og passionsfrugt, og så tænker jeg på at ligge på stranden!”

Saphira 2020 har en lyst gylden farve og en kølig, frugtig duft af gule hindbær, mandariner, abrikoser plus en syrlig, krydret note i retning af sauerkraut. Saftig, stoflig og fyldig i munden, masser af moden citrus og en smule papaya, god syre og tørt finish.

Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Den efterfølgende udvælgelse af kloner blev foretaget af tyske Volker Freytag på hans planteskole i Neustadt an der Weinstraße i Pfalz, og den opnåede registrering i 1994 og officiel klassificering og markedsføring fra 2010. I dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. “Jeg har givet etiketten et grønt look,” forklarer Hanneke, “for bladene er meget mørkegrønne, og smagen også er særligt saftiggrøn”, og Vollmer tilføjer “en smule som Sauvignon men lige en smule smartere.”

Cabernet Blanc 2020 er glasklar i glasset og har en mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, som er syrefrisk og delikat krydret, ret charmerende og meget madvenlig.

“Cabernet Blanc er god som hvidvin, men den er også glimrende som orangevin,” siger Hanneke begejstret. “Jeg fik idéen for nogle år siden på en tur til Berlin med en ven, der er sommelier. Han tog mig med på nogle vinbarer, som kun havde naturvin og orangevin, som jeg dengang ikke kendte så godt. Det var vanvittigt, men jeg var fascineret. Det var som at spise oliven første gang! Det fik mig til at tænke på cabernet blanc, da den nærmest er en rødvinsdrue i hvidvinsklæder. Det ville være spændende at få alt det spændende ud af skallerne på den.” Og som tænkt, så gjort, siden 2016 har hun også gæret Cabernet Blanc med skallerne, alt fra nogle dage til nogle uger. I 2020 landede de på 10 dage. Druerne afstilkes og gæres i en åben tank med en enkelt punch-down om dagen. Pulpen presses nænsomt efter de ti dage, og vinen gærer færdig på barrique, hvor den også modner frem til foråret. Da Hannekes mor er hollandsk, fik den oplagt navnet ‘Oranje’ og sælges i øvrigt i stor stil til vinbarer i Amsterdam. ”Orangevin er jo noget man mest drikker i Amsterdam og København. Man skal finde kunderne til det og restauranterne maden til det. Men med hvidløg, ingefær, koriander, der svinger det sindssygt godt…”

Oranje 2020 lever op til Hannekes løfter. Farven er faktisk orange, og op af glasset stiger en let støvet duft med masser af hvid peber og en smule bitter orangeskal, eukalyptus og mynte. I munden er den saftig, mens de fine tanniner samtidigt griber godt fat, og der er moden citrus- og stenfrugt, friske og tørrede urter, grønne oliven, mandler og hø. I udgangspunktet fornemmer man tydeligt ligheden med den hvide Cabernet Blanc, men det føles som om, man lærer den meget bedre at kende i orange rober. En intens orangevin, der vil kunne glæde både kendere og nysgerrige nytilkomne.

Schönhals og Vollmers Zukunftsweine er en tiltrængt forandring; og med deres formaning om, at vi står ved en skillevej i det svært intensive landbrug, som vinbrug er, så er det måske tid til at sænke paraderne over for de nye sorter og ved samme lejlighed udvide sit smagsunivers. Es lohnt sich!

Flaske: Oranje 2020  
Vinhus: Weingut Schönhals  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Cabernet Blanc  
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinens Verden
Pris: 225,-  

Comment

Gammel vin på nye flasker

Comment

Gammel vin på nye flasker

Schloss Gobelsburg er en sand institution i østrigsk vinbrug. I år kunne forpagter Michael Moosbrugger og hans hold fejre intet mindre end 850 års fødselsdag for slottet, som dermed er et af Østrigs ældste fortsat virksomme vinbrug. Det store jubilæum blev behørigt fejret med indvielsen af en gennemrestaureret kælder og ikke mindst tre nye tilføjelser til husets historiske vinserie Tradition, som er vinificeret med forbillede i 1800-tallets vine. Det er rene og nøjsomt modnede vine, som udviser individualitet og karakter og dermed kan videregive indtrykket af det sted, den tid og det traditionelle håndværk, de er rundet af. Kronen på værket er den ærefrygtindgydende Heritage Cuvée 50 Years, som er stukket sammen af talrige årgange af vine fra slottets dybe kælder, helt tilbage fra 1970. Mere om dens tilblivelse senere, som indledning rækker det at sige, at den er en sand himmerigsmundfuld, hvor skær ungdom i form af frisk fersken, mango, græs og urter møder moden alderdom med kølig kælder, fugtig muld, svampe, voks og røgelse, ekkoer af århundreders velsignelser. En vin ud over det sædvanlige og absolut en af årets største vinoplevelser.

850 års tro tjeneste

Michael Moosbrugger er en mand, der hylder traditionen, og i år blev han også selv hyldet. Vinhusets 850 år var nemlig ikke det eneste jubilæum, Gobelsburg kunne fejre i 2021. Det er nemlig også 25 år siden, den nu 55-årige Moosbrugger overtog vinhuset i 1996 og begyndte at genrejse det til fordums storhed; og det er lykkes ham at bringe slottet styrket ind i et nyt årtusinde. De seneste årtier har været en gylden tid for østrigsk vin, og det skyldes ikke mindst den indsats, Moosbrugger har ydet i samspil med en række andre vinhuse i området, især sammenslutningen af Donauområdets traditionstro vinhuse, Österreichische Traditionsweingüter (ÖTW), som han har stået i spidsen for de seneste 15 år; og apropos tradition, så har vinserien af samme navn også 20 år på bagen i 2021. Der har altså været nok at fejre, og Eva og Michael Moosbrugger har følgeligt huset flere større festligheder på slottet i løbet af sommeren.

Sensommersol over Gobelsburg ved fejringen af vinhusets 850 års jubilæum. Inde i slotsgården skænkedes den særlige jubilæumscuvée fra magnumflasker. Foto: Thomas Bohl

Gobelsburg er ikke blot et vinhus, det er en tradition, det er levende historie.
— Michael Moosbrugger

Schloss Gobelsburg ligger lige uden for Langenlois, Østrigs nok vigtigste vinby. Den lille flod Kamp flyder stille gennem byen og giver navn til vinområdet i dalen, der omgiver den, Kamptal; og Kamptal hører til Østrigs mest historiske og vigtigste vinområder. De ældste dokumenterede bosættelser på egnen går 3.000-4.000 år tilbage, og allerede romerne menes at have dyrket vin ved Donau i de første århundreder efter vor tidsregning. 1074 nævnes for første gang Azzo de Gobatsburich, grundlæggeren af og navngiveren til nutidens Gobelsburg. Belæste typer vil genkende navnet Adso fra hans landsmand i Umberto Ecos roman Rosens Navn, hvor den unge munk netop kommer fra det berømte og stadigt aktive kloster i Melk i Wachau. Gobelsburg blev oprindeligt indrettet som en slags fæstning, og en senere ejer, jarl Hadmar, skænkede de omkringliggende markarealer til de cisterciensermunke, som slottets historie siden har været uløseligt knyttet til. Cistercienserne kom til egnen fra Bourgogne i løbet af 1100-tallet, grundlagde stiftet i Zwettl i 1138 og etablerede siden vinbrug ved Gobelsburg i 1171 med vinstokke på marken Heiligenstein.

Resten er, som man siger, historie. En broget flok af hele 19 skiftende familier har i mellemtiden kaldt Gobelsburg for deres hjem, og undervejs ombyggede de af flere omgange borgen. I 1500-tallet blev den bygget om til renæssanceslot, og i 1725 lod Otto Achatz von Ehrenreich det restaurere i prangende barokstil. En bekostelig affære, som efterlod bygherren forgældet, og slottet blev siden solgt til Stift Zwettl i 1740. Endnu en ombygning fulgte i 1785 under Josef Munggenast, og dermed er selve slotsbygningen stort set fremme ved den form, den har i dag. Mens Den franske revolution førte til en privatisering og mange steder ligefrem eliminering af de klosterlige besiddelser i Frankrig og Tyskland, bibeholdte man i det katolske Østrig et rigt klosterliv og virke, og munkene holdte liv i landets vinbrug helt op i det 20. århundrede. Gobelsburg var ingen undtagelse, og det forblev områdets førende vinhus helt frem til midten af det 20. århundrede. Men to tabte verdenskrige gjorde ikke noget godt for den østrigske økonomi, ej heller vinproduktion, og også Gobelsburg begyndte at sakke agterud.

I 1958 overtog fader Bertram Baumann styringen, og han moderniserede stille og roligt foretagendet; og i hans tid som bestyrer gik vingården tidstypisk fra fadsalg til flaskesalg, og Gobelsburg genvandt støt sit ry som garant for vin af høj kvalitet. I 1980 blev Baumann imidlertid valgt til abbed for Stift Zwettl, og i de efterfølgende år fik han færre og færre timer til overs til vinbruget, som blev overladt i andre munkes hænder. Til trods for det vigende fokus og fraværende investeringer i vinbruget opretholdte Gobelsburg dog nogenlunde kvaliteten og populariteten. Pudsigt nok hjulpet en smule på vej af den østrigske vinskandale i 1985, som gav kultstatus til den naturligt rene Messwein, vinen, som munkene fremstiller til gejstlig brug— med Reinheitsgebot over for Herren i det høje. Tilskyndet af tiderne, som i 1980’erne som bekendt ikke stod i munkefagets favør, ønskede Stift Zwettl dog at overlade vinbruget til mere verdslige kræfter, og fra 1995 begyndte man at søge en forpagter. Valget faldt ved Willi Bründlmayers mellemkomst på den unge Michael Moosbrugger, og resten er igen, som man siger, historie.

Michael Moosbrugger og hans hustru Eva i underjordisk selskab med munkene fra Stift Zwettl. Foto: Herbert Lehmann


En genoptaget tradition

Moosbrugger har siden båret faklen videre, med en målretning af vinhusets produktion med udgangspunkt i Donauområdets to traditionelle hovedsorter, Grüner Veltliner og Riesling. Samtidigt har han iværksat et særligt fokus på produktion af enkeltmarksvine, især fra gammelkendte marker som Heiligenstein, Gaisberg, Lamm og Renner, som siden i ÖTWs regi er klassificeret som Erste Lagen. Da Langenlois er en af Østrigs ‘Sekt-hovedstæder’, har Gobelsburg også omfattende Sektmanufaktur; og i fader Bertrams fodspor fortsætter man også med at fremstille rødvin på Zweigelt, Sankt Laurent og Pinot Noir.

Gobelsburgs slotskælder rummer et omfattende arkiv af ældre årgange helt tilbage til Anden verdenskrig. Inspireret af de gamle flasker og med interesse for historisk vinmageri kastede Moosbrugger og hans kældermester Franz Karner sig i 2001 ud i at lave vin, som man gjorde på slottet i begyndelsen af 1800-tallet. Kort fortalt presses druerne på en stor, gammeldags kurvepresse af træ, mosten fyldes ufiltreret i et 25 hektoliter stort egetræsfad for dér at gære spontant og uden temperaturstyring. Efter endt gæring stikkes vinen om med 3-5 måneders mellemrum, hvorved den dels luftes og dels skilles fra bundfaldet lidt efter lidt. Efter godt to års lagring flaskes den så og markedsføres under navnet Tradition— mere om baggrunden og bevæggrundene kan læses her. Det er ikke kun nostalgi og konservatisme, det er lige så meget en anerkendelse af det historiske håndværk og traditionens meritter, der stikker bag, for resultatet er karakteristisk anderledes og særdeles velsmagende. Vinene har også været en succes, og allerede i 2009 begyndte de at sætte udvalgte fade til side til længere tids lagring med henblik på sene aftapninger og nye cuvéer på tværs af sorter og årgange, en praksis, som ikke var usædvanligt før i tiden. Det er blandt andet kulminationen på det projekt, som nu kan smages i de tre nye Traditions-vine, der erstatter den oprindelige serie med sortsrene årgangsvine på henholdsvis Grüner Veltliner og Riesling.

2017 blev altså sidste udgave af Traditions-serien, som vi har kendt den siden årgang 2001, aftappet af en enkelt årgang med to års lagring. Fremover vil vinene blive frigivet i tre forskellige aftapninger stukket sammen af forskellige årgange: En 3-års, en 10-års og en 20-års; og den 20-årige her i jubilæumsåret erstattet af åbningssalutten, den 50-årige, stukket sammen af 31 årgange fra de forgange fem årtier.

En hellig treenighed: Slot, kirke og vingård omgivet af vinmarker med gyldent efterårsløv og hyllet i tåge. Foto: Michael Moosbrugger

En kælder til et halvt årtusinde

En tre-årig genopbygning af slottets historiske kælder nåede heldigvis i mål lige inden årets jubilæer. Behovet for en ny kælder kom til i forlængelse af en længere lagringstid for mange af husets vine og dermed vigende plads til de nye årgange. Nu er det at udvide og ombygge ikke bare noget, man fra den ene dag til den anden giver sig i kast med på et mange århundreder gammelt slot. Moosbrugger satte sig derfor for at finde frem til en ikke bare tilfredsstillende men også langtidsholdbar løsning; og i samråd med sin kældermester, med munkene og adskillige arkitekter og bygherrer, blev man efterhånden enige om både byggematerialer, udformning, indretning og tidsplan. Selvfølgelig skulle det funktionelle i en fadkælder tilgodeses, og det historiske rum og dets religiøse betydning respekteres; men eller var det eneste ultimative krav, at kælderen skulle kunne holde endnu 500 år!

Beton blev derfor vist vintervejen, da det ellers så elskede byggemateriale har en gennemsnitlig holdbarhed på kun knapt et århundrede. Sten og klassisk tilvirkede mursten og mørtel kan til gengæld klare tidens tand, og den hvælvede kælder er derfor genopført i de eksakt samme materialer, som man oprindeligt opførte den i. Bag konstruktionen står Gewölbebau Wagner, en familievirksomhed, som har specialiseret sig i vedligehold, restauration og genopbygning af gamle hvælvebygninger i kirker, slotte og borge. Sebastian Wagner kalder resultatet “en af de største og smukkeste referenceobjekter i vores virksomheds historie”, og Moosbrugger kalder ligefrem kælderen for “et monument for fremtiden.”

Som i et kloster er vinkælderens funktionelle rum bygget op omkring en korsgang, som markerer kælderens centrum, og alle kælderens korridorer strækker sig rundt om den. Den religiøse symbolik spiller ind i indretningen: Korsgangen med dens indre gårdhave, som udelukkende er indrettet for sin skønhed, tjener som symbol for Edens Have; det naturlige lysindfald fra oven som symbol på nåden; ellipsen, der strækker sig gennem gulvet, som symbol for de geo- og heliocentriske verdensbilleder; og de fire endevægge er dekoreret med citater fra hvert af de fire evangelier, håndskrevet med skønskrift af Stift Zwettls klosterbibliotekar, kunsthistorikeren Andreas Gamarith.

Smukt er det i al fald. Det ånder ro, andægtighed, eftertænksomhed, noget man også kan fornemme i Traditions-vinene, og de sparsomme men stærkt symbolske religiøse dekorationer er smagfulde og flot integrerede. Det er et spirituelt og kontemplativt rum, som vil gøre sig fremragende til at modne fremtidens vine; og så er det i øvrigt et rum med en fremragende akustik, bevidnet ved fejringen af 850-års fødselsdagen, hvor en lille smagning af jubilæumsvinen blev akkompagneret af klassisk kammermusik.


En vin fra et halvt århundrede

Skal der fejres, så skal der skænkes vin, og hvilken bedre lejlighed end et jubilæum til at skabe en helt særlig vin med et blik tilbage på tiden, der er gået; og nu tager Michael Moesbrugger os virkeligt med på en tidsrejse, hvor Østrigs historie som vinland fortætter sig, og traditionen materialiserer sig i de gyldne dråber.

“Den grundlæggende betragning var fra begyndelsen at skabe en vin til lejligheden, 850 års jubilæet— og det på en måde, der trak tråde til historien og især inddrog vores kulturarv på vingården; så den også indholdsmæssigt og i sammenhængen passede ind i den håndværkstradition, som Gobelsburg står for.”

“850 år er selvfølgelig et ret stort tidsspand, som vi vel egentlig ikke rigtigt kan fatte; men måske et udsnit på 50 år ville virke mere overskueligt for en menneske,” filosoferer Moosbrugger og tilføjer pragmatisk: “Vi ville jo heller ikke kunne have lavet en vin fra de forløbne 850 år, så 50 år var også det, der kunne lade sig gøre; og noget, der kan repræsentere Gobelsburg af i dag.”

“Vores bibliotek går tilbage til 1940’erne. Vi har godt 10.000 flasker som ‘vinhusets erindring’ om sig selv, og i løbet af de seneste 25 år har jeg med tiden smagt mig gennem vinoteket og kender derfor vinene ganske godt; og på grundlag af den erfaring havde jeg efterhånden udviklet en vis forestilling om, hvilken retning vinene udvikler sig i; hvilken personlighed, de antager; og det blev så grundlaget for at udvælge bestemte vine og årgange for også at ramme en særlig type og stil.”

“Jeg spurgte abbeden, om det ville være muligt at benytte noget af beholdningen, og han viste sig ret interesseret i projektet og gav mig carte blanche til at gøre, hvad jeg fandt passende til sådan en vin. Så vi endte med at udvælge flasker og fade fra de forgange halvtreds årgange, og de danner basis for Tradition Heritage Cuvée 50 Years,” forklarer Moosbrugger.

Fra slottets store bagkatalog fandtes altså flasker frem fra 1970’erne og frem til 2000’erne. Alle blev støvet grundigt af, åbnet og testet for fejl, bedømt på velsmag, og fandtes de værdige, blev de hældt om i et fad, inden det færdige blend blev lavet. Efter blandingen modnede vinen færdig på store egetræsfade. Fortid, nutid og fremtid mødes i den færdige vin.

Vi dedikerer denne vin til de generationer af vinbønder og kældermestre, som har gjort østrigsk vin til det, den er i dag.
— Eva Moosbrugger

Michael Moosbrugger nedtoner gerne sin egen rolle i det endelige resultat. Kvaliteten tilkommer traditionen. “Det er en vin tilegnet håndværkskulturen gennem generationer af østrigske vinmagere, der har gjort vores vinkultur til det, den anerkendes for verden over i dag— og den har fået de fortræffeligheder, som vinene fra Donauområdet særligt skattes for: Substans, elegance og drikkeglæde.”



Dichtung und Wahrheit

Vi taler selvsagt om en vin med filosofiske og poetiske anslag; men den er lavet med en pertentlig akkuratesse, som kendetegner alt i Moosbruggers virke, så lad os for skams skyld dykke ned i de prosaiske kendsgerninger omkring processen.

Cuvéen er lavet på i alt ni druesorter: Grüner Veltliner er hoveddruen med Riesling som sidekammerat og med mindre dele ældre vine på sorter, som ikke længere dyrkes på slottets marker: Grüner Sylvaner (Silvaner), Muskat Sylvaner (Sauvignon Blanc), Riesling Sylvaner (Müller-Thurgau), Welschriesling, Traminer, Muskateller og Muskat Ottonel. Der er i vid udstrækning tale om nogle af husets bedste vine, f.eks. indgår adskillige enkeltmarksvine fra både Lamm og Heiligenstein, heriblandt eksempelvis en særhed som Sauvignon Kabinett årgang 1983 fra Heiligenstein! Vinene fra 1900-tallets sidste tre årtier udgør tilsammen godt en tredje del, mens vine fra de seneste to årtier hver udgør endnu en tredjedel, fra det seneste årti tappet fra de fade Tradition, der var sat til langtidslagring. Den nøjere fordeling af årgange er som følger:

Andel Årti Årgange
11% 1970’erne 1970, 1971, 1973, 1974, 1977, 1979
12% 1980’erne 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1986, 1987, 1989
7% 1990’erne 1991, 1993, 1994, 1996, 1998, 1999
37% 2000’erne 2000, 2002, 2003, 2004, 2005, 2007, 2009
33% 2010’erne 2011, 2013, 2014, 2017

Og med talmagien intakt er der i alt tappet 850 magnumflasker og 7.026 standardflasker, hvilket beløber sig til præcist 1.171 kasser. Er man nysgerrig, er det om at forsyne sig, for flaskerne har hurtigt fået ben at gå på, og kun 180 flasker og 24 magnumflasker er kommet til Danmark.

Hvad skal man så forvente af en så usædvanlig vin? Kældermesteren får ordet først: “En vin af denne slags vil vække mange og forskelligartede forventninger. Men Gobelsburgs jubilæumscuvée beviser med al tydelighed, at den er et tro aftryk af Donaudalen. Farven, dels fra de modne vine, har en lysende gylden tone. Bouqueten er svær at beskrive. Er det delikat Riesling, er der spor af Silvaner eller krydret Grüner Veltliner, måske en snert Sauvignon? Et gran af hver, faktisk, og alt muligt andet. I munden udviser den struktureret substans og yndeful lethed, Donauområdets klassiske dyder. Det er en inspirerende vin, der ubesværet bereder nydelse.”

Følgende smagenote er strikket sammen fra smagning af flaske nr. 1907 og flaske nr. 1908: Lys og strålende gylden i glasset med fin duft af fine blomster, pollen, frisk frugt, voks og kølig kælder. I munden en svævende lethed og et smukt sammenvævet stof med summende syre, slank og saftspændt. Den er overraskende ungdommelig og frisk, de udviklede, aldrede smage kommer først hen af vejen, som tabte tider, der vender tilbage. Hvide stenfrugter, syrlig mango og små anslag af nyslået græs, urter, urtete, tobak, røgelse og mørkere noter af ler, fugtig muld, svampe og nødder. Man kan få associationer til såvel Champagne solera som gemischter Satz; og så lander man alligevel midt i Kamptal på noget, der ikke kan være andet end Schloss Gobelsburg. Strålende, raffineret og kompleks, det er vin, der er et 850 års jubilæum værdig.


Flaske: Heritage Tradition Cuvée 50 Jahre  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druer: Grüner Veltliner, Riesling,
Silvaner, Welschriesling, Sauvignon Blanc,  
Traminer, Muskateller, Müller-Thurgau
Jordbund: Løss, lehm, gnejs, sandsten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 995,-  

I forbindelse med jubilæet udgav Michael Moosbrugger og Alexander Rabl bogen ‘Schloss Gobelsburg – Weinkulturerbe Österreichs’ med en række velskrevne artikler om slottets, områdets og Østrigs vinhistorie. Bogen fås også på engelsk som ‘Schloss Gobelsburg – Oenocultural Heritage Austria’ og kan købes på Gobelsburgs website og gennem flere boghandler.

Comment