Comment

Tenuta Selvadolce Rebosso Bianco 2023

Livlig Riviera vin med citrus, solskin og middelhavssalt. Ligurien er leveringsdygtig i terroir-transparente hvidvine med masser af karakter, og Selvadolce skuffer ikke i den sammenhæng. Rebosso er en af deres fortolkninger af den pivfriske Pigato, som emmer af solmoden citrus, syrlige drops, frisk, syltet and tørret ananas, saltsyltede citroner og små strejf af vilde urter. Flot intensitet, fylde og længde, hver mundfuld nærer en længsel efter sommer, sydens sol og havets spiselige skatte. En skøn og særegen vin.

Selvadolce ligger ved byen Bordighera i det vestlige Ligurien, lige før grænsen til Frankrig, med Middelhavet foran sig og Alperne i ryggen. Fra de stejle skråninger med tørstensmure er der direkte havudsigt og grønt selskab af gamle oliventræer og diverse vinstokke. Foruden Pigato, den lokale variant af Vermentino, dyrker de også Granaccia, Rossese og andre liguriske specialiteter. Som medstifter af sammenslutningen CoViBio (Consorzio dei Vignaioli Biodinamici) er dyrkningen biodynamisk og filosofien, at vinen skal afspejle naturen, og det gør den ifølge Aris Bianciardi bedst ved at lade naturen selv gøre arbejdet. Mennesket udstikker en kurs og understøtter en udvikling, resten bør gå sin gang af egen kraft. Så glimrende. De distinkte etiketter er udformet af kunstneren Sergio Lazzaretti.

Flaske: Rebosso 2023
Vinhus: Selvadolce
Område: Ligurien
Land: Italien
Druesort: Pigato
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en smule skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Azienda Vin
Pris: 259,-

Comment

Comment

Clai Ottocento Crni 2020

Clais røde Ottocento er et drømt møde mellem Istrien og Bordeaux, som begge ligger på den 45. nordlige breddegrad og i umiddelbar nærhed af havet. Her smedes den lokale Refošk sammen med den i Istrien veletablerede franskmand Merlot, og sød musik opstår: En munter istrisk rapsodi med frisk frugt, statelig struktur og et tæt krydret dybde. Brombær, blåbær, kirsebær, blommer, kræge og slåen, gennemstrømmet af en mild syre og omfavnet af velourtanniner, med rosmarin, peber, tobak og søde krydderier samt et salt svirp i eftersmagen. En majestætisk mundfuld med stof til mange års videre udvikling. Ottocento crni er fremstillet af biodynamisk dyrkede druer og er stukket sammen af Refošk fra tre forskellige marker og Merlot fra to, separat gæret på store foudres og modnet to år i en blanding af store slavonske, østrigske og franske egetræsfade.

Flaske: Ottocento Crni 2020
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Refošk, Merlot
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Roka Furmint 2021

“Vi elsker Furmint med en særlig lidenskabelighed,” siger Sinéad og Liam Cabot, de to elskelige irere bag det lille slovenske vinhus i Kog, "men hvis der er én enkelt druesort, der kan afprøve, om du virkelig vil være vinproducent, så er det Furmint. Den er lige dele besættelse, kærlighed, frustration, håb, overraskelse, ydmygelse og ekstase. Moden Furmint er i sandhed en skønhed; men som umoden er den bedre at bruge i opvaskemaskinen!" Årgang 2021 var en køligere årgang men heldigvis bedre egnet til ganefryd end opvask: Frisk brise med fine hvide blomster, gule roser og strejf af benzin i snuden, i munden en legesyg syre, summende mineralitet og et godt greb, der favner friske æbler, æbleskræl og æblekerner, syrlige drops og kandiseret citrusskal, hvid te og et drys salt. Et glimrende glas med nerve! Druerne stammer fra ældre og yngre stokke, selektivt håndhøstet, spontangæret og denne årgang udelukkende lagret på et enkelt træfad.

Flaske: Furmint 2021
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Jagunić Mraz O’Mor 2022

Overraskende frostklar Riesling, der smager smukt sjældent og af mere! Familien Jagunić har været med til at etablere Plešivica som Kroatiens og et af verdens mest spændende områder for såvel mousserende vine som orangevine; og med Mraz O’Mor føjer de senthøstet med strejf af isvin til porteføljen.: Rank, slank og klar som en istap, med isnende syre og dråber af moden ferskner, tørrede abrikos, kandiseret orangeskal, akaciehonning, moskus og sød pibetobak. Mildt restsødme og fint tørstof komplementerer syre og frugt og får det hele til at svæve som snefnug.

Vinen er en særudgave af deres sædvanlige Amber Selection Rajnski Rizling. I årgang 2022 klippede de stilkene på det vanlige høsttidspunkt men lod klaserne hænge på stokkene, så druerne langsomt hang og slankede sig i efterårssolen og de frostklare nætter. Deraf navnet, mraz er kroatisk for frost. Derefter fulgte spontan gæring med fem måneders skindkontakt og to års modning på træfad, før den nu flyver frem fra kælderen som et pivfriskt pust, der giver gåsehud 🥂

Flaske: Mraz O’Mor 2022
Vinhus: Jagunić
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fem måneders skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Somlói Vándor Olaszrizling 2023

Charmerende ungarsk vulkanvin med en skøn kombination af moden frugt, smidig syre og salt mineralitet, som er tørstslukkende såvel som appetitvækkende og aldeles alsidig som gastronomisk akkompagnement: En mundvandsdrivende mundfuld modne frugter, gule æbler, kvæder, abrikoser med strejf af abrikoskerne, røgsalt og friskkværnet peber. Man føler sig næsten hensat til en sommerdag i markerne på de dramatiske vulkanske kegler i Somló med udsigt over den pannoniske slette og ned mod Balatonsøen. Flot håndværk fra Tamás Kis, der langsomt men sikkert lod sig drage af Somlós mystiske magnetisme og dets lange tradition for fine hvidvine fra de dramatiske sorte basaltfremspring på den sandede slette. Økologisk-biodynamisk dyrkning, spontan gæring på ståltanke og flasket ufiltreret.

Flaske: Olaszrizling 2023
Vinhus: Somlói Vándor
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Olaszrizling
Jordbund: Basalt, sand, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Løgismose
Pris: 199,-

Comment

Comment

La Ferme de la Sansonnière La Lune 2023

Legendariske La Lune stråler stadig! Mark Angeli og sønnen Martial leverer fortsat Chenin af en anden verden, en forunderligt forfriskende vin med kælen mundfølelse, mineralsk spænding og magiske aromatik: Violer og lavendel, pink grape og kandiseret citrus, moden honningmelon og kvædebrød. Dens livlige syre skærer igennem den modne frugt, og selvom den føles en smule sødmefuld, er der ingen restsødme. Ren trylledrik! La Lune er signaturvinen, en cuvée fra flere parceller, herunder halvmåneformet mark, som den får sit navn fra.

Flaske: La Lune 2023
Vinhus: La Ferme de la Sansonnière
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Sand, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 360,-

Comment