Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-  

Fakin good wines

Familien Fakin har holdt til for foden af middelalderbyen Motovun gennem tre århundreder, men for Marko Fakin er det ikke fortiden men nutiden og fremtiden, det drejer sig om. Familiens hyggelige lille stenhus danner i dag rammen om et af Istriens mest driftige nye vinhuse, Vina Fakin, som trods sin beskedne størrelse og ejer er afsæt for store ambitioner og bedrifter. På få år har han gjort sig internationalt bemærket med sit dygtige arbejde med Istriens lokale sorter Malvazija og Teran, som han fremstiller i et par forskellige fortolkninger hver. Samtidigt har han erhvervet sig en række af Motuvun-områdets fremmeste vinmarker og udvidet produktionen så meget, at den efterhånden sprænger rammerne for det lille garagevineri, han oprindeligt slog sig op på. Markos muntre fortælling går nu på, at familien på 300 år kun havde formået at flytte sig 30 meter hen ad vejen; mens hans eget næste træk, et nyt vineri, vil drive dem hele 300 meter videre væk.

Fakin står for stilsikre, terroirbetonede fortolkninger af den altid elskelige hvide Malvazija og et tiltagende fokus på den stramtandede røde Teran, som må togtes, før den kan elskes. Med topvinene La Prima og Il Primo i glasset tvivler man ikke på Markos kærlighed. Er man vantro af tilbøjelighed, kan man konsultere det antal udmærkelser, vinhuset det seneste årti har hentet ind fra eksempelvis Vinistra, Decanter og Wine Enthusiast. Istriens entré på den internationale vinscene var belejligvis sammenfaldende med Marko Fakins debut. “Det var slet ikke noget, jeg forventede. Vinavl var mere min hobby, og nu er det blevet serious business. Det er vores levevej, og vi lægger alle kræfterne i vinmarkerne, og de giver os det bedste tilbage, de kan.”

Familien Fakin sætter også sit præg på det kulinariske Motovun. Bevæger man sig fra vingården ved den lille bebyggelse Brkač og op ad den stejle bakke, hvor Motovun knejser på toppen, møder man som noget af det første Konoba Fakin: En hyggelig kro med mad af lokale, sæsonnære råvarer og egne og lokale vine serveret i en uformel, hyggelig atmosfære, eventuelt udendørs med udsigt henover bymurene og ud over Mirna-dalen. Når Fakins vine for tiden ikke er repræsenteret på det danske marked, må opfordringen være at gøre turen forbi Istrien og nyde atmosfæren, vinen og maden med historiens vingesus som rygvind. Der er så godt som garanti for god olivenolie, friske trøfler, vilde asparges, gnocchi, pasta og risotto og kød af høj kvalitet, hvad end det er den lokale lufttørrede skinke, istarska pršut, eller det gode oksekød fra den gamle, lokale kvægrace, boškarin.

Marko Fakin foran en nyplantet mark med Motovun i baggrunden

Bondesøn gør kometkarriere

Marko Fakin (38) er vokset op med vinavl og kommet til skelsår og alder på et afgørende tidspunkt i Kroatiens og ikke mindst Istriens historie som vinområde. Som barn slog han følge med sin far Elio i familiens små tre hektarer vinmarker, en del af et blandet landbrug, hvor druerne gik til det lokale kooperativ. Men efter Kroatiens selvstændighed i 1991 opløstes kooperativet, og de enkelte vinbønder delte markerne mellem sig; men Fakin fortsatte en lang årrække med at sælge sine druer til andre producenter. I årenes løb voksede lysten til at lave mere end en smule vin til egen konsum, og familien udvidede lidt efter lidt sine besiddelser fra små tre hektarer til nu helt op i nærheden af 50; og fra et par tusinde til op imod 150.000 flasker årligt.

Den lokale producentsammenslutning Vinistra stiftedes i 1994, og det var i årene efter årtusindeskiftet, at den kvalitative udvikling for alvor tog fart. Marko fattede som ung interesse for vinavl og læste først på universitetet i Rijeka og siden i Poreč, hvorfra han fik sin kandidatgrad i vitikultur og ønologi i 2011. Hans første vin fra egen hånd lavede han i 2010, og den fik gode skudsmål fra såvel lokale som sine lærere fra universitetet. Det afstak kursen for årene, der fulgte, og Marko Fakin kom hurtigt på alles læber med sine ‘Fakin good wines’.

“Vi lagde ud med tre fade, året efter fulgte det fjerde og femte, og nu har vi rundet de fyrre; og vi er stadig i garagen, hvor vi efterhånden fylder det hele!” Her hygger de bedste vine sig, mens Marko dedikerer det meste af sin tid til arbejdet i marken. Økologisk og med

Husets vigtigste vine er de friske og frugtige Malvazija og Teran vine, som markedsføres i serien Premium, som desuden inkluderer en rar rosé på Teran med sart rød bærfrugt, fine urter og blomster, samt Markos livtag med sorter som Muškat, Pinot Grigio og Chardonnay. Markos særlige satsninger er de længere lagrede og lagringsværdige enkeltmarksvine La Prima og Il Primo på henholsvis Malvazija og Teran, og det er med dem, at huset skiller sig ud i særklasse. Især efter en årrække på flaske, som nedenstående smagenoter vil afsløre. Er man heldig, kan man smage hans særlige limited edition vine, eksempelvis en egefadlagret og ufiltreret Teran, som bærer Markos og hustruen Betys initialer B&M; en senthøstet, amforagæret Teran, fra 2018 dedikeret til sønnen Michel; og selvfølgelig Markos øvelser udi genren ‘superistrianer’, Bred på Teran, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah.

Hjerteblodet er uden tvivl La Prima og måske især Il Primo; men ‘det daglige brød’ er uden tvivl den unge Malvazija, der hvert år overbeviser som en frisk og saftig vin med en karakteristisk aroma af akacie, smag af fersken og sprødt, mineralsk finish. Den unge Teran formår han også at få i vinkel, med flot rundet syre og polerede tanniner som korset om en lind strøm af sursøde kirsebær, skovbær, urter og peber. En usædvanligt let drikkelig udgave, som i øvrigt også lagrer udmærket.

Teran er i det hele taget et særligt indsatsområde og Markos alfa-omega. “Jeg skrev speciale om Teran, og jeg har hele tiden haft et særligt forhold til den. Derfor slår jeg et særligt slag for den, og jeg slås dagligt med restauranter og distributører for at kunne vise folk, hvor flot en frisk Teran kan stå.”

Marko er en jordbunden vinbonde uden store armbevægelser eller en vild historie, hvilket ingenlunde gør ham uinteressant, tværtimod. Det giver til gengæld vinene lov til at tale for sig selv, den mest flydende og ufiltrerede måde at fortælle på. Her i form af en vertikalsmagning af hans vigtigste vine, en afslørende måde at vurdere vinens såvel som vinmagerens udvikling.

Malvazija La Prima

‘Den fremmeste’ Malvazija fra husets ældste beplantninger med sorten, markerne Kažeta og Komarso, fra henholdsvis 1952 og 1954. Der foretages en stærkere selekteret og sædvanligvis lidt senere høst en ved den friske Malvazija, og vinen modnes på gærresterne i akaciefade. “Den går glimrende til pastaretter med trøffel,” forsikrer Marko. Det er en cremet, modent frugtig og intenst krydret vin som ung, som med fordel kan flaskelagres for at lodde Malvazijas egentlige dybder. Nok fortager den friske frugt sig fra hovedstrømmen med årene, men friskheden forbliver der, understreget af dens fint florale og herbale noter og mineralske spil.

La Prima 2021. En elegant Malvazija med omsiggribende blødhed, slikken ferskenfrugt, lækker akaciehonning og grøn te bitterhed og tilpas syre og summende mineralitet til at moderere dens tyngde. Høstet den 2. oktober og gæret på ståltanke ved lav temperatur, hele syv dages skindkontakt, og modnet et år på akaciebarriques. Alk.: 14,5%

La Prima 2019. En mere volumniøs årgang, viser sig allerede i dens dybe citrongule farve, en dyb duft af ferskenskind og moden citrus og fyldig smag af kandiseret citrus, lemon curd, orangemarmelade og tørrede blomster. Cremet bløde, en vis frugtig sødme og samtidigt et stimulerende fint tørstof. Høstet den 4. oktober og gæret med syv dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2018. Igen en af de varmere årgange, man får noget fyrigt at føle på den gode måde. Duften er lifligt gulblomstret, i munden breder sig en blød stoflig fylde med smag af syltet mandarin, orangemarmelade, sukat, safransirup og en markant men delikat bitterhed og en lille hede fra alkoholen. Høstet den 2. oktober og gæret med fire dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2016. Anden årgang, som den første uden klaring og filtrering, herefter ændrede profilen sig efter en række klager fra lokale restauranter. Ellers var metoden den samme, i 2016 med fire dages skindkontakt. Det var en vejrligt moderat årgang, som gav en meget fin stoflighed, saftig fersken og moden abrikos, små hints af bergamot, mentol og vilde urter, utroligt mild og endnu overraskende frisk, underfundigt løftende, en fabelagtig vin. Alk.: 14,5%

La Prima 2015. Brilliant debutant, selv med et årti på bagen. Smuk gylden farve med let slør. Duften er mild med en pæn dybde, en smule pollen, og smagen byder på en smule frisk gul stenfrugt og bivoks, en charmerende frugtsødme og fint tørstof i fornem balance. Alk.: 15%

Teran Il Primo

Fakins fineste Teran-druer stammer fra marken Flaminio, som er plantet tilbage i 1972 og kom i familiens hænder i 2001. Objektivt set burde den ikke være egnet til rødvin af topkvalitet, for skråningen vender mod nordvest og er forholdsvist lavt beliggende og dermed udsat for tåge; men Teran er ikke sådan at blive klog på, og med den rette behandling leverer de gamle stokke herfra alligevel karakterfuld og flot balanceret vin. Stokkene er plantet tæt, beskåret som dobbelt Guyot med syv-otte frugtbærende skyd, og alle øvrige skud skæres fra. Der foretages en udtyndende grøn høst efter behov, og med sen høst uden spor af grønne stilke opnår Marko en god koncentration, moderat syre og modne tanniner. De går typisk tre gange i marken; og druerne presses derefter nænsomt, gennemgår spontan alkoholisk gæring, derefter malolaktisk gæring og endelig modning et par år på tonneaux og barriques. “Jeg foretrækker fransk eg, erfaring siger mig, at den er bedst til vores Teran.” Den er flot rundet men frygtindgydende intens som ung, men udvikler en mildhed og imponerende kompleksitet efter nogle år på flaske; og så er den formidabel til istriske simreretter, gerne med trøffel.

Il Primo 2024. Smagt fra fad, en solrig og varm årgang med meget lave udbytter. Allerede i næsen et salt snas, samt et løftet hint af lak, men først og fremmest en fylde af liflige skovbær. Intens og fokuseret frugt på tungen, skovbær, kirsebær og kirsebærsten, saftig, med raffineret tørstof, fine men faste tanniner, velintegrerede fadnoter og salt mineralitet. Fremragende og lovende!

Il Primo 2020. Solbær, blåbær, brombær, et hint harpiks og lakridsede krydderuter. En delikat mundfyld mørk bærfrugt med en fløjlsblød, næsten nougatagtig fedme og mørk chokolade bitterhed, umiddelbart mild syre og ret fine tanniner, dog strammer den langsomt men sikkert mere til… kan godt bruge et par år mere på flaske. 21 dages skindkontakt med tre daglige punchdowns, derefter presning, malolaktisk gæring på ståltanke og så to år på tonneau og barrique. Alk.: 14,5%

Il Primo 2019. “Min måske mest elegante årgang, tanninerne og syren er ganske sagte og vinen yderst fremkommelig," bedyrer Marko Fakin. Sandt at sige! Duften er mildt men komplekst urtet, mundfølelsen fyldig, cremet og tæt, med blid syre og silkeglatte tanniner, som omsvøber en fint modnet frugt af sursøde kirsebær, morbær og brombær. Kødfuld og kompleks med mildt røgede noter i eftersmagen. En favorit blandt anmelderne (Wine Enthusiast kvitterede med 95 point, det hidtil højeste for en Teran), selv savner jeg dog en smule af Terans vildskab og kant, men godt er det da! Alk.: 14%

Il Primo 2018. Nu begynder det at blive spændende! Kandiserede violer og liflige blå blommer i duften. I munden en fast mundfuld mirabeller, kræge, sursøde mørke bær, solbær og skovbæryoghurt, en livlig og favnende syre og meget fine tanniner. Strukturbetonet og mineralsk finish, formfuldendt eksemplar med mere tid foran sig. Bura’en tørrede mange af druerne ind i 2018, og de indtørrede druer høstedes separat til Michel, en slags istrisk amarone, som beskrives længere nede. De friskeste druer gik til Il Primo, høstet den 22. september, 21 dages skindkontakt og 25 måneders modning på fad. Alk.: 14,5%

Il Primo 2017. Her strømmer det sammen i en højere enhed. Liflig og dyb duft, kombinerer det æteriske og animalske, kandiseret viol, poletlakrids, hvid trøffel, muldjord og mørke bær med hele skovens dybe, stille ro. Fyldig på tungen, tætpakket mundfylde, med skovbær, lakridsrod, laurbærblade, salvie og rosmarin, delikat tyggelig tekstur med mild syre og de fineste tanniner. Flot balanceret og udviklet. Høstet den 23. september. Alk.: 14,5%

Il Primo 2016. Umiddelbart mere urtet i duften, blegselleri, rodselleri, suppevisk og lakrids. Spor af modne skovbær og igen en særdeles tyggelig tekstur, tæt af fint tørstof, med let sandede tanniner men har samtidigt en saftighed og fin syre, godt greb. Mørk, let røget finish, stadig flot. Alk.: 14,5%

Il Primo 2015. Debutårgangen gør det stadig godt, “det var en god årgang for mig,” medgiver Marko Fakin. Farven er stadig ung, og duften forholdsvist frisk omend diskret, kødfuld med mildt oxidative noter. I munden flyder den sagte med det fineste tørstof og ditto tanniner. Sødmefuld mørkerød bærfrugt, solbær med lakrids, cedertræ og urtesalt, støvede tanniner og mild syre. Intensiteten er aftaget men det hele hænger godt sammen og giver en ret helstøbt oplevelse med flot kompleksitet. Alk.: 14,5%

Slutteligt bør nævnes et af Markos spændende eksperimenter med Teran, den mægtige Michel 2018. Hertil høstedes let tørrede druer fra Flaminio, som gæredes med 50 dages skindkontakt og modnedes det første år i amfora og derefter et år på barriques, og det har fremmet strukturen i den ellers sødmefulde most og modnet de mange tanniner fornemt. Den er mørkt og sødmefuldt parfumeret, med duft af figner og tørrede krydderurter, skovbund og svampe, kakao og ædeltræ. Tæt, mørk og sødmefuld i frugten, med kirsebær, figner, dadler og bitter chokolade, sort peber. 10 gram restsukker i svingom med 7,5 gram syre. Alk.: 16%

“Jeg vil gerne gøre Teran til en vin i verdensklasse,” slår Marko Fakin fast.

Han er godt på vej.

Flaske: Il Primo 2017
Vinhus: Vina Fakin  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Pris: cirka 300,-  

Elegante skærmydsler

Ivo Skaramuča var en af de bærende kræfter bag moderne Dingač, en af Kroatiens mest traditionsrige rødvine og landets ældste appellation. Ligeledes er Vina Skaramuča et af de ældste selvstændige, familieejede vinhuse i landet, etableret som sådant da Ivo efter Jugoslaviens opløsning og en liberalisering af lovgivningen i 1992 endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin vin i eget navn. Det gjorde han med stor succes, og efter hans utidige død i 2017 drives huset nu videre i hans ånd af sønnen Igor og datteren Ivana samt hendes mand Branimir.

Vi befinder os i det sydlige Dalmatien, en smule nord for Dubrovnik, på Pelješac-halvøen, som strækker sig godt 65 kilometer nordvest ud i Adriaterhavet nord for øerne Mljet og Korčula. Pelješac har som resten af den dalmatiske kyst en typisk karst topografi, hvor furede kalkstensklipper rejser sig fra havet og rækker helt op i 961 meters højde. Over hele halvøen ses vinavl, men det er især de sydvestvendte skråninger på sydsiden, som historisk har frembragt de mest eftertragtede vine, ikke mindst fra appellationerne Postup og Dingač. Især Dingač, som ligger langs kysten syd for landsbyerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik, med bjergene i ryggen og stejle vinmarker direkte ned mod havet.

Druesorten er Plavac Mali, den lille blå, som trives i det tørre, solrige terroir på den karske kalkstensklippe, og netop i Postup og Dingač kan den opnå en modningsgrad, som historisk har gjort netop disse områders vine særligt eftertragtede. Lokalt taler man om ‘de tre sole’, som modner druerne, den direkte indstråling oppefra, reflektionen fra havet og reflektionen fra de hvide sten under stokkene. Lys er ingen mangelvare med godt 2.800 timers solskin årligt. Den årlige nedbør kan nå op på 1.200 mm, hvoraf størstedelen falder i vinterhalvåret, og en betragtelig del løber direkte af de stenede skråninger med 35-45 graders hældning. Høstudbytterne er hos Skaramuča helt nede på 300 til 500 gram per vinstok. Det er ekstremt terroir, som resulterer i kraftige vine med fuldmoden frugt og et righoldigt ekstrakt men også med markant struktur, vine med stort lagringspotentiale.

En særlig indsats…

Det siger næsten sig selv, at det kræver sit at drive vinavl under de forhold. Markerne er ikke kun svære at arbejde i grundet deres stejle, stenede natur; de er også svært tilgængelige fra den indre del af øen, som adskilles fra kysten af en bjergryg. Man har altid høstet med håndkraft, og historisk fragtede man derefter druerne henover det 400 meter høje Toma-bjergpas på æselryg. En strabadserende affære! Således er æselet stadig symbolet på Dingač vin, der fik sin egen officielle appellation i det daværende Jugoslavien i 1961 og blev internationalt anerkendt som sådan i 1964. Få år senere fik visionære lokale så den idé at lette arbejdet ved at lade en tunnel opføre gennem bjergene. Vinbønderne finansierede selv projektet via det lokale kooperativ i Potomje, og entreprenøren Konstruktor fra Split udførte selve arbejdet. Efter ni måneders intenst arbejde stod den 400 meter lange tunnel færdig og kunne indvies den 29. november 1975.

Det lettede ikke kun arbejdet men højnede samtidigt kvaliteten, idet druerne nu kunne bringes meget friskere i hus. Tidligere var Dingač ofte en forholdsvist oxideret og lettere madeiriseret affære, af og til med en del restsødme, men den nye tid betød renere vine med friskere frugt, og det faldt også i en bredere smag. Desuden medførte den forbedrede adgang en vis vækst i antallet af vinmarker, og produktionen steg i årene derefter, og populariteten ligeledes. I dag dyrkes der 78 hektarer vinmarker i appellationen, hvis samlede størrelse officielt er 758 hektarer, hvoraf de fleste dog reelt er uopdyrkelige.

Ivo Skaramuča, som oprindeligt var uddannet kaptajn, var med til at sætte kursen for den kvalitative udvikling og navigerede sikkert området gennem overgangen fra jugoslavisk andelsvinmageri til kroatisk privatproduktion; og med ukuelig livsglæde og drivkraft skabte han den vinhus og den vinstil, vi nyder frugterne af i dag. Hele 20 hektarer vinmarker i Dingač ejes af Skaramuča, og familien råder desuden over vinmarker flere andre steder på Pelješac, hvorfra de fremstiller en række forskellige vine i flere prisklasser. Ud over vinproduktion er familien også engageret i det lokale turisterhverv, således har de opført den luksuriøse Villa Dingač lige ud til kysten med fornemme udlejningslejligheder.

…og en nyfunden elegance

Dingač unddrager sig ingenlunde den globale opvarmning og klimaforandringerne, som ekstremt terroir er markerne omvendt i særlig grad modtagelige for og følsomme over for forandringer i de klimatiske forhold. Historisk har vinen altid været en fyldig og fuldmoden sag med høj alkohol, og i moderne tid er det reglen snarere end undtagelsen at se vine med 15% alkohol eller mere.

En stilistisk tendens i retning af frodig frugt og stor tyngde, som vandt indpas gennem 1990’erne var medvirkende til at forstærke den tendens, ikke mindst fordi Plavac Mali selv lægger op til sen høst på grund af sin uensartede modning. Druer på samme klase modner på forskellige tidspunkter, og den mest oplagte måde at undgå uønskede umodne druer er at vente med at høste, indtil alle druer har opnået modenhed; med den bivirkning at man dermed får en række overmodne druer med. Deraf de ofte fundne dufte og smage af rosiner, svesker, figner og dadler, kakao og chokolade i traditionel Dingač. Samme skavank gør sig gældende i Plavac Malis mødrende ophav, Crljenak, som nok er bedre kendt under navnet Zinfandel. Men begge kan med rette behandling tæmmes, så vinene bliver bedre balancerede og fremstår friskere.

Skaramučas samlede produktion når årligt op på næsten 300.000 flasker årligt, hvoraf godt 80.000 flasker er klassificeret som Dingač. De kommer i forskellige niveauer: Den almindelige appellationsvin Dingač, den kraftigere Reserva, og i forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de så serien Elegance som nye topvine. De fortsætter med at vække fryd år efter år. Familienavnet Skaramuča er for øvrigt af italiensk oprindelse, og scaramuccia kan oversættes til ‘skærmydsel’ i betydningen en kort kamp, faktisk er det en diminutiv af scherma, fægtning— ganske passende en elegant sport, som kombinerer lette bevægelser, balance og koncentration.

Elegance bliver til ved en særligt selektion af druer fra de højest beliggende marker, som vinificeres med særligt nænsom hånd. Sådan får de også fornemmelsen af kølig bjergluft med i spil, og sammen med havets nærhed giver det et mere nuanceret indtryk af terroiret. Sol og sten slår følge med vand og vind, og man fornemmer såvel varme som kølighed; og så toner en række forundelige og forførende dufte og smage frem i Plavac Mali, som faktisk går mere i retning af Nebbiolo og Pinot Noir, for eksempel violer og roser, skovbær og skovbund.

Strukturen er rankere og smidigere end vanligt, og vinen virker anderledes tilnærmelig allerede i sin ungdom. Traditionel Dingač balancerer det søde med syrlige og især bitre noter. Uden at gå på kompromis det udtryk er sødmen i Elegance tonet en smule ned, det bitre forbliver en fin undertone i eftersmagen, mens det syrlige træder en smule mere frem i smagsbilledet. Friskere, rankere, finere, ganske enkelt mere elegant, nomen est omen.

Dingač Elegance 2020 er dybt rubinrød i glasset og dufter forførende af roser, violer, frugtte og tørret orangeskal. Man fornemmer frisk rød frugt nedenunder, og den brager igennem i smagen: En lind strøm af friske kirsebær, hindbær og jordbær, saftigt og fløjlsblødt stof som strammer til med meget fine, let sandede tanniner. Simultant saftig og tør, meget mundvandsdrivende. Sødmefulde og delikat bitre noter i eftersmagen, figen, kandiseret orangeskal, sødskærm, korianderfrø, rosmarin i det fjerne. Stilfærdig dvælen, i sandhed en elegant og raffineret vin.

Skaramuča eksperimenterer som flere andre med genplantning af områdets gamle kending, Crljenak, som de de seneste par år også har fremstillet fremragende i Elegance-serien, som desuden byder på en fortrinlig Pošip af druer indkøbt fra sortens hjemstavn, naboøen Korčula.

Crljenak Elegance 2022 emmer af mørke kirsebær, violer, lakrids og lette noter af hø, røg og tobak, en fin og meget velbehagelig duft. Den er saftspændt på tungen, med en vis tyngde men også et frejdigt løft af frisk syrlighed, som balancerer den sødmefulde frugt flot; og faste, fine tanniner spænder den et korset om livet. Kirsebær og blommer, friske og tørrede figner, kandiseret orangeskal, en smule cigar og tonkabønne. Så sandelig en elegantier af den ellers ofte så flommede Zinfandel, og alkoholen er holdt på moderate 13,5% Et overbevisende flot supplement til deres Dingač. Drik begge af store glas og med lukkede øjne, og Dalmatien dukker op ud af det blå.

Flaske: Dingač Elegance 2020
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-  

Mayday fra Middelhavet

“Det er værre, langt værre, end du tror. Klimaforandringernes langsomme tempo er en myte, der er lige så farlig som den om, at de slet ikke sker, og vi får den serveret i et bundt sammen med adskillige andre beroligende vrangforestillinger: at global opvarmning er en arktisk saga, der foregår langt herfra; at det udelukkende drejer sig om havniveau og kystlinjer og ikke er en altfavnende krise, som ikke skåner noget sted og ikke lader noget liv uberørt; at det er en krise i “naturens” verden, ikke menneskenes; at de to er forskellige, og at vi i dag på en eller anden måde lever uden for eller på den anden side af eller i det mindste beskyttet mod naturen, ikke uafvendeligt inde i den og bogstavelig talt overvældet af den.”

Således indleder David Wallace-Wells sin efterhånden klassiske bog ‘Den ubeboelige klode’ om Jordens og menneskehedens mulige fremtid i lyset af den globale opvarmning; og skønt teksten er fra 2017, og den danske oversættelse udgivet af Forlaget Klim i 2019, er den stadig aktuel, måske mere end nogensinde før. For de forhold, som Wallace-Wells opregner, har ikke ændret sig i mellemtiden, tvært imod er de taget til i alvor og i ikke uvæsentlig grad som følge af vores manglende erkendelse af og handling på dem. Vores ‘mulige fremtid’ kaldte jeg hans scenarie, men ‘sandsynlige fremtid’ er desværre nok nærmere målet, og omtalte fremtid er mindre fjern end føles trygt og faktisk lige rundt om hjørnet. Klimaforandringerne foregår her og nu, og vi føler allerede deres konsekvenser, nogle steder mere end andre. En klassiker er opvarmningen i det arktiske og afsmeltningen af indlandsisen; og nyhederne har i flere år hyppigt været oversvømmet med ilde tidender fra det solbrændte Sydeuropa. For nærværende skal vi kigge nærmere på konsekvenserne i et af vores egne nærområder, nemlig området omkring Middelhavet, hvor vor europæiske kultur har sin vugge.

Faren er, at regionen, hvor vores europæiske vinkultur først blomstrede op, også er det første sted, hvor den nu for alvor visner. Det livgivende vand er blevet en mangelvare. Anslået lever hele 180 millioner mennesker i landene omkring Middelhavet allerede med regulær vandmangel; og ikke længere kun i landene syd og øst for selve havet, problemet melder sig i stigende grad også nordover på europæisk grund. Hyppigt tilbagevendende tørkeperioder er ikke længere nogen nyhed i Italien, Spanien og Grækenland, og det begrænser ikke kun den mængde vand, der er tilgængelig for vinstokke og andre afgrøder. Det tærer på og udtømmer generelt de vandreserver, som ellers har været alment tilgængelige, til gene for den brede befolkning og alt liv i det fri. Helt katastrofalt kan det også skorte på vand, når tørke og varme antænder de mange skovbrænde, som i stigende grad har hærget i store dele af det sydlige Europa i de seneste år.

Den globale opvarmning er altså allerede godt i gang. Det er gennemsnitligt 1,2 grader varmere på globalt plan end for 50 år siden, og om 50 år forventes temperaturen under alle omstændigheder at være steget med yderligere 1,5 grader— altså rammer vi med al sandsynlighed snart de mere end 2 grader opvarmning over førindustrielt niveau, som det ellers var målet med Paris-aftalen fra 2016 at undgå. Vi oplever allerede virkninger af varmen, for eksempel i ændrede nedbørsmønstre og større udslag i vejrekstremer, i form af mere ‘vildt vejr’ som skybrud, hedebølger og tørkeperioder. Det gør sig ikke mindst gældende i de i forvejen varmere områder i verden, som eksempelvis Middelhavsområdet.

Middelhavet er et indhav mellem to kontinenter og som sådant direkte ramt af den stærkere opvarmning af landmasserne. Derfor rammer den globale opvarmning hårdere her, og man kan måske ligefrem sige, at Middelhavet er en slags brændglas for den globale opvarmning. Temperaturen stiger godt 20% hurtigere end gennemsnitligt, og allerede i 2050 ventes stigningen at runde 4°C, altså over det dobbelte af de 1,5° eller 2°, som er forventet for resten af verden i samme periode. Det vil bl.a. betyde tropenætter året rundt og markant ændrede nedbørsmønstre med mindre regn, så vandreserverne slet ikke genfyldes tilstrækkeligt. Regnmængden er per 2023 reduceret med 40% siden 2003, og flere eksperter forudser, at så meget som en tredjedel af havets største ø Sicilien vil være ørken allerede i år 2030. Den hidtidige europæiske varmerekord er også sat på Sicilien, 48,8ºC i august 2021; og dagtemperaturer pænt over de 40 er blevet hverdagskost hver sommer. Sicilien er snart en slags omvendt Atlantis, som trues med at bukke under, ikke for havet men for udtørring.

Tilbagevendende hedebølger og lange tørkeperioder udfordrer alle former for landbrug. Produktionen besværliggøres, falder eller forsvinder helt, og det vurderes nu, at over 33.000 jobs allerede er mistet i det sydlige Italien som følge af den udvikling. Det går også ud over vinbruget, som er særligt stærkt afhængigt af vand— en vinstok kræver et sted mellem 250 til 350 liter vand for at kunne sætte druer til 1 liter vin! Kunstvanding kan være et quick fix, men det er en dyr og dårlig løsning, ikke mindst i betragtning af den generelle mangel på vand. I stedet kan man forsøge at begå sig med ændrede og øgede indsatser i markerne og nye metoder til at holde på det kostbare vand; men stadig må gamle marker opgives, og nye kan kun anlægges under særlige forhold, f.eks. oppe i større, køligere, vådere højder, hvis de er tilgængelige. Men det betyder under alle omstændigheder store omlægninger i vinproduktionen. Man må flere steder omlægge eller helt opgive mange vinmarker, som gennem århundreder (og fortsat) frembringer vine af højeste kvalitet.

Jammerdalen er dog endnu ikke dybere, end at der stadig kan gøres noget ved det; og at der allerede gøres grundige indsatser for at imødegå udviklingen. Kampen udspilles på to fronter, den nære og den fjerne: På den korte bane ved at tilpasse vinavl til et forandret og fortsat foranderligt klima; og på den længere bane ved at bidrage til en afværgning af yderligere boost af den globale opvarmning. Altså vitikulturel omstilling og bæredygtige tiltag på en lang række områder. I det følgende skal vi se nærmere på sådanne hos to forbilledlige foregangskvinder fra et par af de hårdest ramte regioner.

Øen i brændglasset

At man på Sicilien stadig formår at frembringe forfriskende og ligefrem lette vine fremstår i lyset af øens udfordrende klimatiske situation som noget nært mirakuløst. Ikke desto mindre er der endnu magi i glasset fra Arianna Occhipinti, som holder til i Vittoria på øens sydøstlige hjørne. Arianna har ikke kun overtaget en familiearv, hun ønsker at forvalte og forsvare; hun har også ambitionerne og talenterne på plads til at tage skridt i nye retninger, at tænke ud af boksen, at forandre for at bevare.

Som niece af Giusto Occhipinti, en del af trioen bag legendariske sicilianske COS, har Arianna haft ikke kun vinavl og vinproduktion med sig fra barns ben, men også en stor respekt for lokale traditioner og ikke mindst for naturen. Giusto Occhipinti genoplivede sammen med kollegerne Giambattista Cilia og Cirino Strano brugen af klassiske amforaer (pithoi) tilbage i 1980’erne for at få et mere autentiske udtryk frem fra deres alberello-buskvine af lokale sicilianske sorter som Nero d’Avola, Frappato, Grillo, Inzolia og Zibibbo. Arianna gjorde sine egne første erfaringer i det regi og sin første egne årgang i 2004 som blot 21-årig. Vinhuset er siden blevet et af Siciliens mest berømte, nu med 22 hektarer af økologisk dyrket især Nero d’Avola og Frappato, som fortolkes hver for sig og i det traditionsrige blend Cerasuolo di Vittoria, og dertil hvide sorter som Albanello og Zibibbo. Dansk distributør er lieu-dit.

I løbet af hendes første tyve år som økologisk vinbonde har hun ved selvsyn kunnet følge den udvikling, som Sicilien er gået igennem. Alle vanskelighederne har hun haft tæt ind på kroppen; men man erfarer hurtigt, at hun også følger med fra fugleperspektiv, når hun f.ek.s fra The Guardian kan opregne den ene faretruende overskrift efter den anden — ‘The land is becoming desert’: drought pushes Sicily’s farming heritage to the brink — ‘We can’t let the animals die’: drought leaves Sicilian farmers facing uncertain future — ‘The water war’: how drought threatens survival of Sicily’s towns — ‘Nyhederne’ om hendes hverdag er ude; men er der nogen, der lytter? Det kan virke som om, den visse død er lige forude, men med livligt gåpåmod er det en vis optimisme snarere end pessimisme, som præger hendes udsyn. Hendes indstilling er at kalde til handling.

“Vores største problem er en tiltagende mangel på vand. Vi er kun overlevet takket være det arbejde, som vi har udført i vores vinmarker gennem de seneste 20 år,” fastslår hun. “Det er vigtigt, at vi finder løsninger nu og ikke først ude i fremtiden. Vi kan kun iagttage klimaforandringerne, vi kan ikke selv påvirke dem; men hvilke handlinger, vi ellers kan udføre eller undlade, afhænger af os selv.”

Grønt gør godt

En af hendes kæpheste er grønt bunddække i vinmarkerne, som hjælper hende med at sænke temperaturen i det soltørre terroir, som sammen med Andalusien i Spanien hører til blandt Europas allertørreste og hedeste. Så hun sår forskellige robuste urter og græsser, som om sommeren dæmper den direkte fordampning, sænker temperaturen og tillige hjælper med at binde kvælstof og kulstof i jorden. Senere nedfældes de i jorden, før de selv begynder at forbruge for meget vand; eller tørrer ud og bliver en brandfare under den brændende sol.

“I Vittoria består vores jord flere steder af op til 85% sand,” forklarer hun, “og om sommeren kan sandet nå en temperatur på omkring 85°C. Man kan ganske enkelt ikke gå på det med bare fødder, men du kan spejle æg.” Det stresser selvsagt vinplanter såvel som mennesker, og for begges bedste må heden dulmes. Det lykkes blandt andet for hende ved hjælp af en række metoder fra biodynamikken.

“Da jeg begyndte for mig selv, brugte jeg de biodynamiske præparater de første år, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad det var, jeg gjorde. I tilbageblik kan jeg se, at det var, fordi jeg ikke havde nok erfaring dengang. I dag kan jeg se, at det virkeligt virker, i hvert fald her hos mig under de her forhold. Det rige grønne bunddække, komposten, kiselpræparatet…” Håndsrækninger, der hjælper hendes marker her og nu, men i længen måske ikke redder dem.

“Jeg har længe været på udkig efter nye græsgange, og i de sidste fem år har jeg plantet nye vinmarker længere inde i landet og højere oppe mod Iblei-bjergene. Jordbunden er stort set den samme, kalksten og sand, men vi er i mellem 500 og 1000 meters højde. Heroppe er der stadig en fremtid for vinavl, især hvis det er hvidvin man vil lave; og jeg vil gerne lave både hvid og rød.”

Heldigvis er Siciliens lokale sorter, som hun dyrker, over århundreder tilpasset tørt og varmt klima; og dyrkes de som buskvine, bliver stokkene over tid også mere robuste og giver vine med bedre balance. Smag bare hendes vino di contrada fra Santa Margharita, en glimrende Grillo fra godt 500 meters højde, omgivet af fyrretræer, egetræer og gamle oliventræer, som alle medvirker til holde temperaturen og luftfugtigheden i vatter. Modenhed, der giver sig selv, mødes med en friskhed, som må være svær at indfange. Den har friske gule æbler og masser af moden citrus, akaciehonning, bivoks og en smule mandel, samt en mundvandsdrivende syrlighed og salt mineralitet. Det er sådan en slags vin, man helst ikke vil undvære, i lighed med god Assyrtiko fra Santorini eller Grk fra Korčula.

Åbent ildsted

“Vores terroirs DNA er ild,” filosoferer vinmager Sara Pérez fra Mas Martinet i spanske Priorat. “Her i syden er der tørt, varmt og brændende solrigt, så vores klima er som ild; og grundfjeldet under os består af metamorfe sten, omdannet under tryk og varme, så vores jordbund er også skabt af ild.”

Det trendsættende domæne er grundlagt af hendes far, biologen Josep Lluís Pérez, der som en af de første forstod potentialet i det højtbeliggende, skiferprægede terroir helt tilbage i begyndelsen af 1980’erne. I dag er det så Sara, som står i front for foretagenet: Fornem Garnacha, Cariñena, Cabernet Sauvignon og Syrah fra otte hektarer fortrinsvist gamle marker med gobelet-beskårne stokke (en vaso, som man siger på spansk, fritstående buskvine), rodfæstet i en karg mørk skiferjord, som lokalt kaldes licorella. Det er vine med en bemærkelsesværdig saft, kraft og koncentration. Dansk importør er Vinova; som også fører hendes sideprojekt Venus La Universal.

“Hele vores virke er spændt ud mellem ild og ild,” forklarer Pérez, “og det er op til os at beslutte, om vi skal forsøge at slukke den eller blot forsøge at stække den, dæmpe den. Vi valgte allerede for mange år siden den anden mulighed, forsøget på at dæmpe den, både udenfor i vinmarkerne men også indenfor i vinkælderen.”

“Vi må lære at beskytte vores vinmarker. Kunstvanding er ikke en mulighed, hverken i praksis eller filosofisk. Vand er en mangelvare, vi må forvalte som alle andre knappe goder, hæge om det og drage bedst mulig nytte af det. Så vi har måttet tilpasse os, træffe en lang række foranstaltninger og gøre nye tiltag.”

Konstruktive copingstrategier

Først begyndte hun, for øvrigt til mange af sine naboers store forundring, at sprede hø mellem stokkene i vinmarkerne. Et omfattende arbejde, som dog hjalp med et sænke overfladetemperaturen og dermed dæmpe fordampningen fra jorden, som følgeligt holder bedre på fugtigheden. Så langt, så godt, men Pérez var klar over, at der måtte mere rodfæstede forandringer til, så hun rådførte sig med flere fremtrædende terroirforvaltere. En af dem var Marco Simonit, den italienske vinstokbeskærer, som sammen med kollegaen Pierpaolo Sirch driver den nu verdensberømte konsulentvirksomhed Simonit & Sirch. Han lærte hende at beskære vinstokkene kraftigere for at begrænse bladvæggenes omfang. Et kontraintuitivt træk, da mange betragter bladhanget som skyggeskabende og klasernes beskyttelse mod solskoldning; men store bladvægge forbruger samtidigt mere vand, da det større areal betyder større fordampning fra bladene. Så Pérez lærte at beskære den frugtbærende del af stokken efter det femte skud; og til trods for en vis skepsis gjorde hun som foreskrevet, og snart efter begyndte stokkene at skyde sidegrene op fra lige over klaserne i stedet. Disse nye sideskud udvikler en paraplylignende skærm over klaserne, samtidigt med at det overordnede antal blade reduceres betragteligt. En sidegevinst er en reduktion i fotosyntese og dermed lavere sukkerindhold og i sidste ende lidt lavere alkohol.

Unge og især nyplantede stokke stiller større krav til fugtighed og kølighed, og det klarer Pérez med et længe glemt gammeldags trick, nemlig at sprede råuld hen over markerne. Uld? Ja, fårepels er faktisk et udmærket jorddække, en naturligt materiale med udmærket evne til at bevare fugtighed, holde temperaturen nede og samtidigt undertrykke ukrudt og hjælpe med at holde skadedyr som snegle på afstand. Samtidigt nedbrydes uld kun langsomt og dér til naturlig kulstof og kvælstof. Eneste ulempe er uldens lethed og luftighed, som let gør den borte med blæsen, så den må fæstnes i marken; men det er en yderst overkommelig udfordring i betragtning af dens gavnlige virkninger.

Fåreuld som kølende og fugtbevarende bunddække hos Mas Martinet i Priorat

“Før arbejdede vi med forskellige grønne planter som bunddække, men når vi nu hverken har vand nok til at holde dem i live og for den sags skyld friske frø at så, så er hø og uld en let og langt bedre løsning.”

Livlinjer

Det næste skridt blev et af de mere langsigtede. Apropos unge og nye stokke, som har sværest ved at forsyne sig tilstrækkeligt med vand, så er den rette organisering af rækker og beplantningstæthed afgørende. Her følger Pérez nu et system, hvor plantningen følger de naturlig vandårer og dræningsveje bedst muligt. Keyline er navnet, og det er udviklet af den australske ingeniør Percival Alfred Yeomans (1905-1984) som løsning på vandmangel og skrantende frugtbarhed på det knastørre kontinent. Pilekvistene kan man godt gemme væk. Grundprincippet er at indlejre marker i landskabet, så man fuldt ud udnytter de tilgængelige vandressourcer på stedet. Dels ved at følge de tydeligt frugtbareste konturerer i landskabet; dels med udgangspunkt i forudsætningen, at vand altid vil løbe mod det laveste punkt. Målet bliver så at bremse afstrømningen og give vandet mulighed for at absorberes af jorden inden. ‘Keyline’ er den kontur, der løber gennem det såkaldte ‘keypoint’, det punkt, hvor overfladen begynder at blive stejlere; og med keyline som udgangspunkt kan man med en vis effekt bremse afstrømningen og sprede vandet over en større overflade.

Den fordeling udvikler et mønster, hvor alle de linjer, man trækker langs jorden, hælder ned mod midten af højderyggen; og dette dyrkningsmønster giver vandet længere tid til at trænge ned, til gavn for livet i jorden. Keyline kan følgeligt øge mængden af organisk materiale, hvilket yderligere forbedrer jordens evne til at holde på vand. Desuden arbejder man med minimal forstyrrelse af jorden gennem pløjning og andre invasive metoder. Sara Pérez kalder det beskedent “en lille gestus til at forbedre balancen i landskabet og bæredygtigheden”, og hos hende er tilrettelæggelsen foregået i regi af det spanske konsulentfirma Iberia Línea Clave.

Et andet af hendes bæredygtige tiltag er brugen af biochar, en slags genbrug af plantemateriale som gennem pyrolyse omdannes til kul, som anvendt i markerne kan forbedre jordens struktur og kvalitet ved at øge dens evne til at holde på vand og næringsstoffer, foruden at binde kulstof over længere tid, medvirkende til en mindre udledning til atmosfæren.

Det er drastiske ændringer, der skal til i mangt et middelhavsområde, hvis der fortsat skal fremstilles vin i en stadigt varmere verden. Øget kunstvanding kan på sigt ikke være nogen farbar vej, selvom den for nuværende på fornuftig vis kan implementeres af især større foretagener med mange hektarer, særligt i områder med bedre vandforsyning. For selvom det er lovende metoder, som eksempelvis Occhipinti og Pérez anvender, så er de ret så arbejdskrævende og ikke nødvendigvis nemme at skalere op.

Kold fusion

“Vi arbejder med kølige beholdere,” forklarer Sara om sit kælderarbejde, “lerkrukker, betonæg, glasbobler. De hjælper også med at tæmme ilden!”

En del af filosofien er ikke at forstyrre råstoffet med udefrakommende smage, men i stedet forme det, så dets friske træk står frem fra den brændende baggrund. Derfor arbejder hun som Arianna Occhipinti udelukkende med spontangæring, og som supplement til modning i træfade har hun indført en række mindre beholdere af forskellige ‘kolde’ materialer, som uden temperaturstyring kan klare gæring og modning i ønsket skala. Især har hun forelsket sig i de gammeldags små glasbobler, demi-johns, som hun modner rød såvel som hvid vin i.

Dermed trækker hun vidt og bredt på Middelhavets ønologiske kulturarv, lang skindkontakt også til grønne druer, antikke og moderne kartyper som amforaer og glas, og en oxidativ lagring. Moderne tonearter, som går fint i spænd med den klassiske vitikulturelle kulturarv, hvor buskvine, vinmarker indlejret i et blandet landbrugslandskab og dyrkning uden brug af sprøjtegifte, kunstgødning og kunstvanding var vejen frem.

En tør forfriskning

Et godt eksempel er hendes glimrende orangevin Pesseroles Brisat, som eminent illustrerer traditionel Middelhavsvins evne til at holde syre og formidle friskhed selv med stor modenhed under sydens sol.

“Pesseroles Brisat er en lang, følelsesladet rejse mod en genopdagelse af brisat, vores traditionelle hvidvine macereret med skallerne. Det er en traditionel, håndlavet vin med langsom og kølig gæring. Den macereres med skallerne, kernerne og stilkene i op til tre måneder og lagres derefter en længere periode på glaseret keramikkrukke og i demijohns,” forklarer Pérez om sin særlige orangevin. Den første årgang kom på markedet for en håndfuld år siden, efter ti års forsøg frem og tilbage med at opnå den ønskede kvalitet på vinen.

Druerne stammer fra marken Pesseroles, som ses på videoen ovenfor. Den ligger ved den gamle Pesseroles-sti mellem Gratallops og Porrera og huser et field blend plantet tilbage i 2002 med traditionelle Priorat-sorter som Garnatxa blanca, Picapoll blanc og Pedro Ximénez. Det er en sydvestvendt skråning, med en lysere, mere lerede jord med smuldrende skifer, som forlener vine med en stor intensitet og mineralsk nerve. Stilistisk er den mildt oxidativ og næsten eksotisk krydret, et spændende samspil mellem saftighed og tørhed, frodig frugt og fast struktur, varme og kølighed.

Årgang 2022 ‘nøjedes’ med et par ugers skindkontakt men er stadig en karakteristisk orangevin med mundvandsdrivende spænding. Sært læskende med fyldig smag af tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og støvede indslag af pollen, tørrede urter, gurkemeje, nellike og læder. Tørt træk til sidst med let salte og røgede undertoner. Delikate dråber med masser af karakter, endnu en vin, som verden ville være fattigere uden.

Flaske: Pesseroles Brisat 2022  
Vinhus: Mas Martinet  
Oprindelse: Priorat, Spanien
Jordbund: Skifer  
Druer: Garnacha Blanca,
Picapoll Blanc, Pedro Ximénez  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Lerkrukker, glasbobler  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinova  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-  

Jeg skylder en tak til Jamie Goode, professor Alain Deloire, professor dr. Maria Snoussi samt Nathalie Ollat for at have delt nyeste videnskabelige data om klima og vitikultur i middelhavsområdet. Endvidere tak til Wine+Partners og Mahala Wine& for at organisere min deltagelse i konferencerne All About Water og Mediterranean Wine Symposium