Forårsbebudere

Frühling, det frydefulde forår, alene ordet lyser op med sine strålende vokaler. Weinfrühling er en årlig fejring forskellige steder i det østrigske, hvor forårets komme markeres og nydes med forfriskende vin fra seneste årgang, typisk i løbet af april og maj måned. Dagene er langt om længe længere end nætterne, solen trænger mere og mere gennem skyerne, og dens stråler kaster lys og lune over et stadigt grønnere landskab. Det er svært ikke at få lyst til et glas, der liver op og minder om frugten af den forgangne såvel som den forestående vækstsæson.

Weinviertler Weinfrühling

Nordøst i nordøst finder vi Weinviertel, Østrigs største vinområde og højborg for landets nationalsort, den forårskåde Grüner Veltliner, som står tæt på halvdelen af Weinviertels vinmarker og tæller godt en tredjedel af det samlede areal; og i dette kølige hjørne af det klassiske østrigske vinland er dens vine kendt for en særlig friskhed og delikat krydring.

Delstaten Niederösterreich ligger i Østrigs nordøstlige hjørne, med Tjekkiet mod nord og Slovakiet mod øst, og Donau løber fra vest mod øst som livsnerve gennem, og midt i det hele ligger hovedstaden Wien som selvstændig stat. Niederösterreich rummer otte selvstændige vinområder, deriblandt Wachau, Kremstal og Kamptal, alle langs Donau og dens bifloder; men det som nævnt største område er Weinviertel i oplandet nord for Donau. Historisk har Niederösterreich været inddelt i fire kvarter, hver med sit eget traditionelle hovederhverv, Waldviertel, Mostviertel, Industrieviertel og Weinviertel, og vist er det, at vinen er den vigtigste næringsvej i Weinviertel, som huser hele 13.730 hektarer vinmarker og knapt 1.500 vinbønder.

Store dele af det forholdsvist flade område er udlagt til stordrift, og kvantitet har længe karakteriseret området frem for kvalitet. Men sidstnævnte udelukker ingenlunde førstnævnte, og flere og flere vinhuse markerer sig efterhånden med andet end hverdagsvine og løfter sløret for det potentiale og den forskellighed, som Weinviertel også står for.

Tilnavnet Lössland er rammende, da store mængder løss ligger som et tykt tæppe over stene og grundfjeld i det meste af området. Geologisk kan området groft sagt deles i to sektioner: Den vestlige del, hvor jordbunden består af løse aflejringer af ler, silt, sand og grus; og den østlige del med større aflejringer af sand, grus og sten, især kalksten. Så under overfladen rummer Weinviertel stort set hele spektret af østrigske bjergarter, og i vinsammenhæng er det især forekomsterne af kalksten og sandsten, som fanger interessen.

‘Brünnenstrassler’ er sandsynligvis Weinviertels historisk kendteste varemærke, i hvert fald på det østrigske mærke, en hvidvin fra vinmarkerne tæt på vejen mod Brünn, Brno i nutidens Tjekkiet. Vinen kom fortrinsvist fra det østlige Weinviertel og var sammen med Grüner Veltliner mestendels fremstillet af de stadig i dag dyrkede sorter Welschriesling, Weissburgunder og Riesling samt måske aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Et andet historisk varemærke, som i de senere år er forsøgt genoplivet, er Poysdorfer Saurüssel (‘sotrynen’ fra Poysdorf, opkaldt efter en vinmark med det svinske navn), en let, frisk og sprød Grüner Veltliner. Men områdets mere seriøse bidrag finder man i andre sammenhænge.

Det gode selskab

Weinviertel var det første område til at få østrigsk vinlovs nye højeste oprindelses- og kvalitetsgaranti, DAC, Districtus Austriae Controllatus, som introduceredes i 2002; og som i Weinviertels tilfælde dækkede over og skulle fremme områdets flagskib Grüner Veltliner. Det gav Weinviertel en forlomme ind på den internationale vinscene; men det snævre fokus på Grüner Veltliner har siden vist sig også at være en hæmsko for udfoldelse af områdets iboende mangfoldighed. Ikke desto mindre hjalp områdets DAC-status med at skille flere ud fra et hav af middelmådighed og op i de mere karakterfulde vinhuses klasse.

Det var kun et spørgsmål om tid, før ÖTW, Österreichische Traditionsweingüter, også favnede det store og tillige historiske vinområde; med vanlig afventen det rigtige tidspunkt og god tid til at vælge de rette vinhuse og gøre alle forberedelser. ÖTW har af flere omgange udvidet i de seneste år, senest med Thermenregion, og indlemmelsen af Weinviertel varsledes allerede ved den årlige smagning i Grafenegg i 2022, og den officielle kundgørelse kom så på vinmessen VieVinum på Hofburg i maj 2024, og områdets enkeltmarksvine kom første gang officielt på bordet til smagningen i september 2025.

Følgende 13 vinhuse fra Weinviertel tæller blandt ÖTWs nu i alt 92 medlemmer:

• Hofkellerei des Fürsten von Liechtenstein (Wilfersdorf)

• Weingut Dürnberg (Falkenstein)

• Weingut Ebner-Ebenauer (Poysdorf)

• Weingut Ingrid Groiss (Breitenwaida)

• Weingut Gschweicher (Röschitz)

• Weingut Julius Klein (Pernersdorf)

• Weingut Gerhard J. Lobner (Mannersdorf an der March)

• Weingut Prechtl (Zellerndorf)

• Weingut Gruber Röschitz (Röschitz) DK

• Weingut Seher (Platt)

• Weingut Setzer (Hohenwarth)

• Weingut Taubenschuss (Poysdorf)

• Weingut Zull (Schrattenthal)

og disse huse har allerede bragt Erste Lagen vine på markedet fra markerne Auf der Henne, Feuerberg, Hermannschachern, Kapellenberg, Karlsberg, Kellerberg, Kirchberg, Kirchengarten, Laa, Mühlberg, Pankraz, Rabenstein, Rochusberg, Sauberg, Steinberg, Tenn og Äussere Bergen. Nedenstående var dem, der faldt bedst i min smag ved seneste enkeltmarkssmagning.

Det kølige klima ved fødderne af det bøhmiske massiv i bakkerne nord for Donau giver Grüner Veltliner med mere udpræget syrestruktur og vegetale aromaer end fuldmoden frugt og krydderier. Pfefferl, et lille skud peber, som man siger på østrigsk. Den ofte omtalte varietale hvide peberaroma, som især skyldes stoffet rotundon, kommer for alvor til sin ret her. Grüner Veltliner elsker også løss, og dens vine fra løssjorde er generelt karakteriseret ved saftighed, frodig frugt, højt ekstrakt og en kraftig krydring; mens kalksten kan fremkalde andre karakteristika som en finere syrestruktur og delikatere frugtnuancer; men man får flotte varietale versioner, når man går på hugst hos de rigtige vinhuse.

Ingrid Groiss Grüner Veltliner Ried Pankraz 2024: Diskret, mild duft, en smule æble, pære og måske mango. Fint sprød, med saftig, frugtig fylde, smeltende frugt på tungen, frisk syre og et let salt finish. Opkvikkende forfriskning | Cappa Vin

Gerhard Lobner Grüner Veltliner Ried Rochusberg 2024: Frugtig intensitet i duften, fokuseret på frisk, moden stenfrugt. Spændstig ferskenfrugt i munden, en smule mango og kiwi. Moden syrlighed, fint tørstof på tungen og et afstemt tørt finish, flot struktureret og balanceret. Let krydret finish med kommen, fennikelfrø og tørrede urter. Rochusberg er en forhøjning i landskabet i det sydlige Weinviertel, en sydvendt skråning på kalkholdig ler under et tykt lag løss | Erik Sørensen Vin

Gruber Röschitz Grüner Veltliner Ried Mühlberg 2023: Diskret duft med en fin dybde af aspargessuppe, grønne urter og en smule fransk nougat. Fyldig saft med spændstig syre, moden stenfrugt med krydret honningsødme og en smule flødekaramel i eftersmagen. Fint tørstof og delikat tørt finish | Vild med Vin

Ebner-Ebenauer Grüner Veltliner Ried Sauberg 2024: Sart friskfrugtig næse, strejf af saftige gule æbler og modne appelsiner. Saftigt flow og fin fylde i munden, masser af delikat æble- og pærefrugt i smagen, modne gule æbler og pærer, citrus og sydfrugt. Smæskelig tektur, let citrisk syre, strukturbetonet tørt finish. Seriøs og sjov på samme tid.

Taubenschuss Grüner Veltliner Ried Tenn 2022: Mild men dyb duft, har en afgrund af grøn, græsset og urtet krydring i sig, meget appetitvækkende snude. Blød i munden, fyldig, stoflig og summende mineralsk med krydrede undertoner. Godt med grønne pærer, gule mirabeller og hints af enggræs, nælder og vilde urter.

Bedst i test: De blandede bolcher

Gemischter Satz, den gamle tradition med blandede beplantninger af forskellige sorter, som har sin højborg i Wien, er også overlevet og overleveret i Weinviertal, hvor en række vinmagere tager den op og tager den seriøst; med meget fine og friske resultater til følge. Forventligt, når grundklangen er Grüner Veltliner og Welschriesling med blå toner fra Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Frühroter Veltliner, Roter Veltliner og små farveeksplosioner fra Traminer, Muskateller og Müller-Thurgau. Der er forårsfriskhed for alle pengene med Lobners Rochusberg og næsten sommerlige anklange i Dürnbergs delikat aromatiske Kirchberg; og så fremstiller Ingrid Groiss for øvrigt også en fremragende Gemischter Satz.

Dürnberg Gemischter Satz Ried Kirchberg 2022: Mildt parfumeret duft, med rosenblomster og rødmende stenfrugter, charmerende og opløftende. Smagen slægter det rosenrøde på, med røde æbler, sødmefuld fersken, litchi og mandel. Velintegreret syre strammer sammen om frugtsødmen, tørt og let krydret finish, flot. Fra marken for fødderne af Burg Falkenstein ruinen afbilledet længere oppe.

Gerhard Lobner Gemischter Satz Ried Rochusberg 2024: Gemischter Satz fra en 70 år gammel beplantning på Rochusbergs kalkholdige ler og løss. Glasklar i øjne, næse og mund, funkler flot og dufter af sprøde grønne druer og strejf af røde rosenblade. Saftspændt i munden, med frisk, moden frugt— lime, stikkelsbær, fersken, mango og en diskret, delikat krydring af friske og tørrede krydderurter. Mundvandsdrivende og meget appetitvækkende, en alsidig afspejling af alt, hvad der er godt ved Weinviertel og Gemischter Satz | Erik Sørensen Vin

Flaske: Rochusberg Gemischter Satz 2024
Vinhus: Weingut Lobner  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Løss, kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Erik Sørensen Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 265,-  

Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-  

Fakin good wines

Familien Fakin har holdt til for foden af middelalderbyen Motovun gennem tre århundreder, men for Marko Fakin er det ikke fortiden men nutiden og fremtiden, det drejer sig om. Familiens hyggelige lille stenhus danner i dag rammen om et af Istriens mest driftige nye vinhuse, Vina Fakin, som trods sin beskedne størrelse og ejer er afsæt for store ambitioner og bedrifter. På få år har han gjort sig internationalt bemærket med sit dygtige arbejde med Istriens lokale sorter Malvazija og Teran, som han fremstiller i et par forskellige fortolkninger hver. Samtidigt har han erhvervet sig en række af Motuvun-områdets fremmeste vinmarker og udvidet produktionen så meget, at den efterhånden sprænger rammerne for det lille garagevineri, han oprindeligt slog sig op på. Markos muntre fortælling går nu på, at familien på 300 år kun havde formået at flytte sig 30 meter hen ad vejen; mens hans eget næste træk, et nyt vineri, vil drive dem hele 300 meter videre væk.

Fakin står for stilsikre, terroirbetonede fortolkninger af den altid elskelige hvide Malvazija og et tiltagende fokus på den stramtandede røde Teran, som må togtes, før den kan elskes. Med topvinene La Prima og Il Primo i glasset tvivler man ikke på Markos kærlighed. Er man vantro af tilbøjelighed, kan man konsultere det antal udmærkelser, vinhuset det seneste årti har hentet ind fra eksempelvis Vinistra, Decanter og Wine Enthusiast. Istriens entré på den internationale vinscene var belejligvis sammenfaldende med Marko Fakins debut. “Det var slet ikke noget, jeg forventede. Vinavl var mere min hobby, og nu er det blevet serious business. Det er vores levevej, og vi lægger alle kræfterne i vinmarkerne, og de giver os det bedste tilbage, de kan.”

Familien Fakin sætter også sit præg på det kulinariske Motovun. Bevæger man sig fra vingården ved den lille bebyggelse Brkač og op ad den stejle bakke, hvor Motovun knejser på toppen, møder man som noget af det første Konoba Fakin: En hyggelig kro med mad af lokale, sæsonnære råvarer og egne og lokale vine serveret i en uformel, hyggelig atmosfære, eventuelt udendørs med udsigt henover bymurene og ud over Mirna-dalen. Når Fakins vine for tiden ikke er repræsenteret på det danske marked, må opfordringen være at gøre turen forbi Istrien og nyde atmosfæren, vinen og maden med historiens vingesus som rygvind. Der er så godt som garanti for god olivenolie, friske trøfler, vilde asparges, gnocchi, pasta og risotto og kød af høj kvalitet, hvad end det er den lokale lufttørrede skinke, istarska pršut, eller det gode oksekød fra den gamle, lokale kvægrace, boškarin.

Marko Fakin foran en nyplantet mark med Motovun i baggrunden

Bondesøn gør kometkarriere

Marko Fakin (38) er vokset op med vinavl og kommet til skelsår og alder på et afgørende tidspunkt i Kroatiens og ikke mindst Istriens historie som vinområde. Som barn slog han følge med sin far Elio i familiens små tre hektarer vinmarker, en del af et blandet landbrug, hvor druerne gik til det lokale kooperativ. Men efter Kroatiens selvstændighed i 1991 opløstes kooperativet, og de enkelte vinbønder delte markerne mellem sig; men Fakin fortsatte en lang årrække med at sælge sine druer til andre producenter. I årenes løb voksede lysten til at lave mere end en smule vin til egen konsum, og familien udvidede lidt efter lidt sine besiddelser fra små tre hektarer til nu helt op i nærheden af 50; og fra et par tusinde til op imod 150.000 flasker årligt.

Den lokale producentsammenslutning Vinistra stiftedes i 1994, og det var i årene efter årtusindeskiftet, at den kvalitative udvikling for alvor tog fart. Marko fattede som ung interesse for vinavl og læste først på universitetet i Rijeka og siden i Poreč, hvorfra han fik sin kandidatgrad i vitikultur og ønologi i 2011. Hans første vin fra egen hånd lavede han i 2010, og den fik gode skudsmål fra såvel lokale som sine lærere fra universitetet. Det afstak kursen for årene, der fulgte, og Marko Fakin kom hurtigt på alles læber med sine ‘Fakin good wines’.

“Vi lagde ud med tre fade, året efter fulgte det fjerde og femte, og nu har vi rundet de fyrre; og vi er stadig i garagen, hvor vi efterhånden fylder det hele!” Her hygger de bedste vine sig, mens Marko dedikerer det meste af sin tid til arbejdet i marken. Økologisk og med

Husets vigtigste vine er de friske og frugtige Malvazija og Teran vine, som markedsføres i serien Premium, som desuden inkluderer en rar rosé på Teran med sart rød bærfrugt, fine urter og blomster, samt Markos livtag med sorter som Muškat, Pinot Grigio og Chardonnay. Markos særlige satsninger er de længere lagrede og lagringsværdige enkeltmarksvine La Prima og Il Primo på henholsvis Malvazija og Teran, og det er med dem, at huset skiller sig ud i særklasse. Især efter en årrække på flaske, som nedenstående smagenoter vil afsløre. Er man heldig, kan man smage hans særlige limited edition vine, eksempelvis en egefadlagret og ufiltreret Teran, som bærer Markos og hustruen Betys initialer B&M; en senthøstet, amforagæret Teran, fra 2018 dedikeret til sønnen Michel; og selvfølgelig Markos øvelser udi genren ‘superistrianer’, Bred på Teran, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah.

Hjerteblodet er uden tvivl La Prima og måske især Il Primo; men ‘det daglige brød’ er uden tvivl den unge Malvazija, der hvert år overbeviser som en frisk og saftig vin med en karakteristisk aroma af akacie, smag af fersken og sprødt, mineralsk finish. Den unge Teran formår han også at få i vinkel, med flot rundet syre og polerede tanniner som korset om en lind strøm af sursøde kirsebær, skovbær, urter og peber. En usædvanligt let drikkelig udgave, som i øvrigt også lagrer udmærket.

Teran er i det hele taget et særligt indsatsområde og Markos alfa-omega. “Jeg skrev speciale om Teran, og jeg har hele tiden haft et særligt forhold til den. Derfor slår jeg et særligt slag for den, og jeg slås dagligt med restauranter og distributører for at kunne vise folk, hvor flot en frisk Teran kan stå.”

Marko er en jordbunden vinbonde uden store armbevægelser eller en vild historie, hvilket ingenlunde gør ham uinteressant, tværtimod. Det giver til gengæld vinene lov til at tale for sig selv, den mest flydende og ufiltrerede måde at fortælle på. Her i form af en vertikalsmagning af hans vigtigste vine, en afslørende måde at vurdere vinens såvel som vinmagerens udvikling.

Malvazija La Prima

‘Den fremmeste’ Malvazija fra husets ældste beplantninger med sorten, markerne Kažeta og Komarso, fra henholdsvis 1952 og 1954. Der foretages en stærkere selekteret og sædvanligvis lidt senere høst en ved den friske Malvazija, og vinen modnes på gærresterne i akaciefade. “Den går glimrende til pastaretter med trøffel,” forsikrer Marko. Det er en cremet, modent frugtig og intenst krydret vin som ung, som med fordel kan flaskelagres for at lodde Malvazijas egentlige dybder. Nok fortager den friske frugt sig fra hovedstrømmen med årene, men friskheden forbliver der, understreget af dens fint florale og herbale noter og mineralske spil.

La Prima 2021. En elegant Malvazija med omsiggribende blødhed, slikken ferskenfrugt, lækker akaciehonning og grøn te bitterhed og tilpas syre og summende mineralitet til at moderere dens tyngde. Høstet den 2. oktober og gæret på ståltanke ved lav temperatur, hele syv dages skindkontakt, og modnet et år på akaciebarriques. Alk.: 14,5%

La Prima 2019. En mere volumniøs årgang, viser sig allerede i dens dybe citrongule farve, en dyb duft af ferskenskind og moden citrus og fyldig smag af kandiseret citrus, lemon curd, orangemarmelade og tørrede blomster. Cremet bløde, en vis frugtig sødme og samtidigt et stimulerende fint tørstof. Høstet den 4. oktober og gæret med syv dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2018. Igen en af de varmere årgange, man får noget fyrigt at føle på den gode måde. Duften er lifligt gulblomstret, i munden breder sig en blød stoflig fylde med smag af syltet mandarin, orangemarmelade, sukat, safransirup og en markant men delikat bitterhed og en lille hede fra alkoholen. Høstet den 2. oktober og gæret med fire dages skindkontakt. Alk.: 15%

La Prima 2016. Anden årgang, som den første uden klaring og filtrering, herefter ændrede profilen sig efter en række klager fra lokale restauranter. Ellers var metoden den samme, i 2016 med fire dages skindkontakt. Det var en vejrligt moderat årgang, som gav en meget fin stoflighed, saftig fersken og moden abrikos, små hints af bergamot, mentol og vilde urter, utroligt mild og endnu overraskende frisk, underfundigt løftende, en fabelagtig vin. Alk.: 14,5%

La Prima 2015. Brilliant debutant, selv med et årti på bagen. Smuk gylden farve med let slør. Duften er mild med en pæn dybde, en smule pollen, og smagen byder på en smule frisk gul stenfrugt og bivoks, en charmerende frugtsødme og fint tørstof i fornem balance. Alk.: 15%

Teran Il Primo

Fakins fineste Teran-druer stammer fra marken Flaminio, som er plantet tilbage i 1972 og kom i familiens hænder i 2001. Objektivt set burde den ikke være egnet til rødvin af topkvalitet, for skråningen vender mod nordvest og er forholdsvist lavt beliggende og dermed udsat for tåge; men Teran er ikke sådan at blive klog på, og med den rette behandling leverer de gamle stokke herfra alligevel karakterfuld og flot balanceret vin. Stokkene er plantet tæt, beskåret som dobbelt Guyot med syv-otte frugtbærende skyd, og alle øvrige skud skæres fra. Der foretages en udtyndende grøn høst efter behov, og med sen høst uden spor af grønne stilke opnår Marko en god koncentration, moderat syre og modne tanniner. De går typisk tre gange i marken; og druerne presses derefter nænsomt, gennemgår spontan alkoholisk gæring, derefter malolaktisk gæring og endelig modning et par år på tonneaux og barriques. “Jeg foretrækker fransk eg, erfaring siger mig, at den er bedst til vores Teran.” Den er flot rundet men frygtindgydende intens som ung, men udvikler en mildhed og imponerende kompleksitet efter nogle år på flaske; og så er den formidabel til istriske simreretter, gerne med trøffel.

Il Primo 2024. Smagt fra fad, en solrig og varm årgang med meget lave udbytter. Allerede i næsen et salt snas, samt et løftet hint af lak, men først og fremmest en fylde af liflige skovbær. Intens og fokuseret frugt på tungen, skovbær, kirsebær og kirsebærsten, saftig, med raffineret tørstof, fine men faste tanniner, velintegrerede fadnoter og salt mineralitet. Fremragende og lovende!

Il Primo 2020. Solbær, blåbær, brombær, et hint harpiks og lakridsede krydderuter. En delikat mundfyld mørk bærfrugt med en fløjlsblød, næsten nougatagtig fedme og mørk chokolade bitterhed, umiddelbart mild syre og ret fine tanniner, dog strammer den langsomt men sikkert mere til… kan godt bruge et par år mere på flaske. 21 dages skindkontakt med tre daglige punchdowns, derefter presning, malolaktisk gæring på ståltanke og så to år på tonneau og barrique. Alk.: 14,5%

Il Primo 2019. “Min måske mest elegante årgang, tanninerne og syren er ganske sagte og vinen yderst fremkommelig," bedyrer Marko Fakin. Sandt at sige! Duften er mildt men komplekst urtet, mundfølelsen fyldig, cremet og tæt, med blid syre og silkeglatte tanniner, som omsvøber en fint modnet frugt af sursøde kirsebær, morbær og brombær. Kødfuld og kompleks med mildt røgede noter i eftersmagen. En favorit blandt anmelderne (Wine Enthusiast kvitterede med 95 point, det hidtil højeste for en Teran), selv savner jeg dog en smule af Terans vildskab og kant, men godt er det da! Alk.: 14%

Il Primo 2018. Nu begynder det at blive spændende! Kandiserede violer og liflige blå blommer i duften. I munden en fast mundfuld mirabeller, kræge, sursøde mørke bær, solbær og skovbæryoghurt, en livlig og favnende syre og meget fine tanniner. Strukturbetonet og mineralsk finish, formfuldendt eksemplar med mere tid foran sig. Bura’en tørrede mange af druerne ind i 2018, og de indtørrede druer høstedes separat til Michel, en slags istrisk amarone, som beskrives længere nede. De friskeste druer gik til Il Primo, høstet den 22. september, 21 dages skindkontakt og 25 måneders modning på fad. Alk.: 14,5%

Il Primo 2017. Her strømmer det sammen i en højere enhed. Liflig og dyb duft, kombinerer det æteriske og animalske, kandiseret viol, poletlakrids, hvid trøffel, muldjord og mørke bær med hele skovens dybe, stille ro. Fyldig på tungen, tætpakket mundfylde, med skovbær, lakridsrod, laurbærblade, salvie og rosmarin, delikat tyggelig tekstur med mild syre og de fineste tanniner. Flot balanceret og udviklet. Høstet den 23. september. Alk.: 14,5%

Il Primo 2016. Umiddelbart mere urtet i duften, blegselleri, rodselleri, suppevisk og lakrids. Spor af modne skovbær og igen en særdeles tyggelig tekstur, tæt af fint tørstof, med let sandede tanniner men har samtidigt en saftighed og fin syre, godt greb. Mørk, let røget finish, stadig flot. Alk.: 14,5%

Il Primo 2015. Debutårgangen gør det stadig godt, “det var en god årgang for mig,” medgiver Marko Fakin. Farven er stadig ung, og duften forholdsvist frisk omend diskret, kødfuld med mildt oxidative noter. I munden flyder den sagte med det fineste tørstof og ditto tanniner. Sødmefuld mørkerød bærfrugt, solbær med lakrids, cedertræ og urtesalt, støvede tanniner og mild syre. Intensiteten er aftaget men det hele hænger godt sammen og giver en ret helstøbt oplevelse med flot kompleksitet. Alk.: 14,5%

Slutteligt bør nævnes et af Markos spændende eksperimenter med Teran, den mægtige Michel 2018. Hertil høstedes let tørrede druer fra Flaminio, som gæredes med 50 dages skindkontakt og modnedes det første år i amfora og derefter et år på barriques, og det har fremmet strukturen i den ellers sødmefulde most og modnet de mange tanniner fornemt. Den er mørkt og sødmefuldt parfumeret, med duft af figner og tørrede krydderurter, skovbund og svampe, kakao og ædeltræ. Tæt, mørk og sødmefuld i frugten, med kirsebær, figner, dadler og bitter chokolade, sort peber. 10 gram restsukker i svingom med 7,5 gram syre. Alk.: 16%

“Jeg vil gerne gøre Teran til en vin i verdensklasse,” slår Marko Fakin fast.

Han er godt på vej.

Flaske: Il Primo 2017
Vinhus: Vina Fakin  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Pris: cirka 300,-  

Elegante skærmydsler

Ivo Skaramuča var en af de bærende kræfter bag moderne Dingač, en af Kroatiens mest traditionsrige rødvine og landets ældste appellation. Ligeledes er Vina Skaramuča et af de ældste selvstændige, familieejede vinhuse i landet, etableret som sådant da Ivo efter Jugoslaviens opløsning og en liberalisering af lovgivningen i 1992 endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin vin i eget navn. Det gjorde han med stor succes, og efter hans utidige død i 2017 drives huset nu videre i hans ånd af sønnen Igor og datteren Ivana samt hendes mand Branimir.

Vi befinder os i det sydlige Dalmatien, en smule nord for Dubrovnik, på Pelješac-halvøen, som strækker sig godt 65 kilometer nordvest ud i Adriaterhavet nord for øerne Mljet og Korčula. Pelješac har som resten af den dalmatiske kyst en typisk karst topografi, hvor furede kalkstensklipper rejser sig fra havet og rækker helt op i 961 meters højde. Over hele halvøen ses vinavl, men det er især de sydvestvendte skråninger på sydsiden, som historisk har frembragt de mest eftertragtede vine, ikke mindst fra appellationerne Postup og Dingač. Især Dingač, som ligger langs kysten syd for landsbyerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik, med bjergene i ryggen og stejle vinmarker direkte ned mod havet.

Druesorten er Plavac Mali, den lille blå, som trives i det tørre, solrige terroir på den karske kalkstensklippe, og netop i Postup og Dingač kan den opnå en modningsgrad, som historisk har gjort netop disse områders vine særligt eftertragtede. Lokalt taler man om ‘de tre sole’, som modner druerne, den direkte indstråling oppefra, reflektionen fra havet og reflektionen fra de hvide sten under stokkene. Lys er ingen mangelvare med godt 2.800 timers solskin årligt. Den årlige nedbør kan nå op på 1.200 mm, hvoraf størstedelen falder i vinterhalvåret, og en betragtelig del løber direkte af de stenede skråninger med 35-45 graders hældning. Høstudbytterne er hos Skaramuča helt nede på 300 til 500 gram per vinstok. Det er ekstremt terroir, som resulterer i kraftige vine med fuldmoden frugt og et righoldigt ekstrakt men også med markant struktur, vine med stort lagringspotentiale.

En særlig indsats…

Det siger næsten sig selv, at det kræver sit at drive vinavl under de forhold. Markerne er ikke kun svære at arbejde i grundet deres stejle, stenede natur; de er også svært tilgængelige fra den indre del af øen, som adskilles fra kysten af en bjergryg. Man har altid høstet med håndkraft, og historisk fragtede man derefter druerne henover det 400 meter høje Toma-bjergpas på æselryg. En strabadserende affære! Således er æselet stadig symbolet på Dingač vin, der fik sin egen officielle appellation i det daværende Jugoslavien i 1961 og blev internationalt anerkendt som sådan i 1964. Få år senere fik visionære lokale så den idé at lette arbejdet ved at lade en tunnel opføre gennem bjergene. Vinbønderne finansierede selv projektet via det lokale kooperativ i Potomje, og entreprenøren Konstruktor fra Split udførte selve arbejdet. Efter ni måneders intenst arbejde stod den 400 meter lange tunnel færdig og kunne indvies den 29. november 1975.

Det lettede ikke kun arbejdet men højnede samtidigt kvaliteten, idet druerne nu kunne bringes meget friskere i hus. Tidligere var Dingač ofte en forholdsvist oxideret og lettere madeiriseret affære, af og til med en del restsødme, men den nye tid betød renere vine med friskere frugt, og det faldt også i en bredere smag. Desuden medførte den forbedrede adgang en vis vækst i antallet af vinmarker, og produktionen steg i årene derefter, og populariteten ligeledes. I dag dyrkes der 78 hektarer vinmarker i appellationen, hvis samlede størrelse officielt er 758 hektarer, hvoraf de fleste dog reelt er uopdyrkelige.

Ivo Skaramuča, som oprindeligt var uddannet kaptajn, var med til at sætte kursen for den kvalitative udvikling og navigerede sikkert området gennem overgangen fra jugoslavisk andelsvinmageri til kroatisk privatproduktion; og med ukuelig livsglæde og drivkraft skabte han den vinhus og den vinstil, vi nyder frugterne af i dag. Hele 20 hektarer vinmarker i Dingač ejes af Skaramuča, og familien råder desuden over vinmarker flere andre steder på Pelješac, hvorfra de fremstiller en række forskellige vine i flere prisklasser. Ud over vinproduktion er familien også engageret i det lokale turisterhverv, således har de opført den luksuriøse Villa Dingač lige ud til kysten med fornemme udlejningslejligheder.

…og en nyfunden elegance

Dingač unddrager sig ingenlunde den globale opvarmning og klimaforandringerne, som ekstremt terroir er markerne omvendt i særlig grad modtagelige for og følsomme over for forandringer i de klimatiske forhold. Historisk har vinen altid været en fyldig og fuldmoden sag med høj alkohol, og i moderne tid er det reglen snarere end undtagelsen at se vine med 15% alkohol eller mere.

En stilistisk tendens i retning af frodig frugt og stor tyngde, som vandt indpas gennem 1990’erne var medvirkende til at forstærke den tendens, ikke mindst fordi Plavac Mali selv lægger op til sen høst på grund af sin uensartede modning. Druer på samme klase modner på forskellige tidspunkter, og den mest oplagte måde at undgå uønskede umodne druer er at vente med at høste, indtil alle druer har opnået modenhed; med den bivirkning at man dermed får en række overmodne druer med. Deraf de ofte fundne dufte og smage af rosiner, svesker, figner og dadler, kakao og chokolade i traditionel Dingač. Samme skavank gør sig gældende i Plavac Malis mødrende ophav, Crljenak, som nok er bedre kendt under navnet Zinfandel. Men begge kan med rette behandling tæmmes, så vinene bliver bedre balancerede og fremstår friskere.

Skaramučas samlede produktion når årligt op på næsten 300.000 flasker årligt, hvoraf godt 80.000 flasker er klassificeret som Dingač. De kommer i forskellige niveauer: Den almindelige appellationsvin Dingač, den kraftigere Reserva, og i forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de så serien Elegance som nye topvine. De fortsætter med at vække fryd år efter år. Familienavnet Skaramuča er for øvrigt af italiensk oprindelse, og scaramuccia kan oversættes til ‘skærmydsel’ i betydningen en kort kamp, faktisk er det en diminutiv af scherma, fægtning— ganske passende en elegant sport, som kombinerer lette bevægelser, balance og koncentration.

Elegance bliver til ved en særligt selektion af druer fra de højest beliggende marker, som vinificeres med særligt nænsom hånd. Sådan får de også fornemmelsen af kølig bjergluft med i spil, og sammen med havets nærhed giver det et mere nuanceret indtryk af terroiret. Sol og sten slår følge med vand og vind, og man fornemmer såvel varme som kølighed; og så toner en række forundelige og forførende dufte og smage frem i Plavac Mali, som faktisk går mere i retning af Nebbiolo og Pinot Noir, for eksempel violer og roser, skovbær og skovbund.

Strukturen er rankere og smidigere end vanligt, og vinen virker anderledes tilnærmelig allerede i sin ungdom. Traditionel Dingač balancerer det søde med syrlige og især bitre noter. Uden at gå på kompromis det udtryk er sødmen i Elegance tonet en smule ned, det bitre forbliver en fin undertone i eftersmagen, mens det syrlige træder en smule mere frem i smagsbilledet. Friskere, rankere, finere, ganske enkelt mere elegant, nomen est omen.

Dingač Elegance 2020 er dybt rubinrød i glasset og dufter forførende af roser, violer, frugtte og tørret orangeskal. Man fornemmer frisk rød frugt nedenunder, og den brager igennem i smagen: En lind strøm af friske kirsebær, hindbær og jordbær, saftigt og fløjlsblødt stof som strammer til med meget fine, let sandede tanniner. Simultant saftig og tør, meget mundvandsdrivende. Sødmefulde og delikat bitre noter i eftersmagen, figen, kandiseret orangeskal, sødskærm, korianderfrø, rosmarin i det fjerne. Stilfærdig dvælen, i sandhed en elegant og raffineret vin.

Skaramuča eksperimenterer som flere andre med genplantning af områdets gamle kending, Crljenak, som de de seneste par år også har fremstillet fremragende i Elegance-serien, som desuden byder på en fortrinlig Pošip af druer indkøbt fra sortens hjemstavn, naboøen Korčula.

Crljenak Elegance 2022 emmer af mørke kirsebær, violer, lakrids og lette noter af hø, røg og tobak, en fin og meget velbehagelig duft. Den er saftspændt på tungen, med en vis tyngde men også et frejdigt løft af frisk syrlighed, som balancerer den sødmefulde frugt flot; og faste, fine tanniner spænder den et korset om livet. Kirsebær og blommer, friske og tørrede figner, kandiseret orangeskal, en smule cigar og tonkabønne. Så sandelig en elegantier af den ellers ofte så flommede Zinfandel, og alkoholen er holdt på moderate 13,5% Et overbevisende flot supplement til deres Dingač. Drik begge af store glas og med lukkede øjne, og Dalmatien dukker op ud af det blå.

Flaske: Dingač Elegance 2020
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-