Viewing entries tagged
Vino Gross

Comment

Share

Vino Gross Renski Rizling 2021

Riesling fra det slovenske Steiermark, hvor de hvide blomster står i fuldt flor, og ferskner og abrikoser hænger tungt fra træerne. Østrigske Maria og Michael Gross får det bedste frem fra opok-jorden, det bakkede landskab og deres sprudlende grønne vinmarker. Håndhøst, helklasepresning, knapt et døgns skindkontakt og spontan gæring, inklusive malolaktisk og modning på gæren tolv måneder på store fade, flasket uklaret og ufiltreret. Rig frugt, forfriskende syre og et stenet, salt knas i eftersmagen; og finder sit største vingefang efter lang tids luft.

Flaske: Renski Rizling 2021
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Riesling
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 219,-

Comment

Share

Comment

Share

Vino Gross Gorca 2020

Hvinende frisk og farligt førførende Furmint fra Maria og Michael Gross i slovenske Štajerska. De to er rykket sydpå fra østrigske Steiermark og dyrker nu vin ved Haloze, hvor Furmint har vundet en særlig plads i deres hjerte— den gamle sort, som i dag mest kendes fra Ungarn men historisk har huseret i hele det Habsburgske rige og nu oplever en lille renaissance i såvel Østrig som Slovenien og Kroatien. Gorca er indbegrebet af terroirvin fra disse kanter, en biodynamisk dyrket Furmint fra den smukkeste vinmark, en sydvendt og sært svunget skråning smyget med terrasser og tæt på skov og vild natur. Her står stokkene rodfæstet i opok, den typiske lokale jordbundstype, en slags kalkholdig mergel. Gorca 2020 er saftig og spændstig, elegant og raffineret, med skarpskåren syre, mineralsk grundklang og et kaleidoskop af hvide forårsblomster, friskrevet citronskal, citron verbena, kvæde og abrikos, istap og flagesalt. Høstet ved håndkraft, presset af hele klaser, spontant gæret og modnet ti måneder på store, gamle træfade før fire måneders stabilisering på ståltanke, flasket uklaret og ufiltreret. En vin med tiden for sig, se omtale af årgang 2019 her.

Flaske: Gorca 2020
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 215,-

Comment

Share

Comment

Share

Vino Gross Gorca 2019

Flyvende Furmint fra Slovenien med en kølig friskhed, der giver gåsehud. Saftige, faste æbler og pærer, limesaft og limeskal, lyst syngende syre og let røgede ekkoer. Elver-elegance, ren og mineralsk klang, knasende tørt og forfriskende tonikum. Selvom Furmint først og fremmest er kendt fra Ungarn, har den en lang historie i hele det tidligere Habsburgerrige, herunder Østrig, Slovakiet, Slovenien og Kroatien. I Slovenien kendes den som regel som Šipon og findes først og fremmest i Štajerska, den slovenske genpart til østrigske Steiermark. Michael Gross er vokset op som vingårdssøn i Steiermark, og mens hans bror Johannes i dag står for den fædrende vingård, har Michael og hans kæreste Maria helliget sig udforskningen af den slovenske naboregion. Landskabet, vinene og ikke mindst Furmint fik dem lokket til, og efter ti års tilløb har de siden 2016 frigivet egne vine som Vino Gross. De arbejder økologisk og omlægger for tiden til biodynamisk vinbrug og har et skarpt blik for bevaring af oprindelige landskaber og for biodiversitet. Gorca ligger ved Gross’ hjemlige Haloze og er en underfundigt svunget, stejl sydvendt skråning, smyget med terrasser i 330 til 390 meters højde. Jordbunden er den typisk styriske opok, kalkholdig mergel.

Flaske: Gorca 2019
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 215,-

Comment

Share

Comment

Share

Vino Gross Korže Haloze 2019

Et mindre mineralsk mirakel fra Sloveniens stejle bakker, tilvejebragt af østrigskfødte Michael og Maria Gross. Michael er vokset op på Weingut Gross i Südsteiermark, og familien har historisk besiddet marker længere sydpå i Slovenien. Michael erholdt sig sine første egne marker i Slovenien i 2005, indrettede ny kælder i 2011 og har siden 2016 helliget sig vinbruget her, mens hans bror holder styr på tropperne hjemme i Østrig. Haloze er et delområde af det slovenske Štajerska og som Steiermark præget af stejle bakker og både alpint og adriatisk klima. Korže er en stejl, sydvendt, konkav skråning med terrasser plantet på et magert lag løss og opok med grundfjeldet lige nedenunder. Her vokser Furmint og Sauvignon, som i Michael og Marias hænder bliver til en mineralsk og struktureret hvidvin med masser af karakter. 65% Sauvignon, 35% Furmint, håndhøstet og gæret og modnet på store træfade, flasket uklaret og ufiltreret. Hvide blomster, gule æbler, flint og røg i næsen, i munden en mild æble- og kvædefrugt med en smule urter og lakrids, men syren spiller hovedrollen sammen med en salt mineralitet og fint stoflig fylde. En fornem vin med tydeligt terroirpræg.

Flaske: Korže 2019
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesorter: Furmint,
Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 300,-

Comment

Share