Comment

Marc Kreydenweiss Duttenberg Riesling 2018

Afsporet Alsace eller bare uden for alfarvej? Antoine Kreydenweiss er mand for at gøre tingene anderledes, så man kan smage både hans meningers mod og et gedigent håndværk i vinene. Denne Duttenberg Riesling er vinificeret eksklusivt til den danske importør Erik Sørensen Vin og er Riesling råt for usødet, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Klassisk Kreydenweisssk oxidativ i duften og så fuld knald på frugten, modne æbler og pærer, ferskner, abrikoser, ananas. Alle følger trop i smagen, med generøs fylde, meget mild restsødme (5,9 gram), fine gærnoter, rund syre og en stenet og salt afslutning. Livlig, udfordrende, enestående. Duttenberg er et vindblæst lieu-dit på toppen af Moenchberg med en jordbund præget af mergel og sandsten. Biodynamisk dyrkede druer, håndhøst og helklasepresning, gæring og modning på gamle alsaciske foudres.

Flaske: Duttenberg 2018
Vinhus: Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Mergel og sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Dorli Muhr Blaufränkisch Spitzerberg Obere Spitzer 2019

Bølgerne går højt her på toppen af Spitzerberg med vin fra Spitzenwinzerin Dorli Muhr. Obere Spitzer er den øverste og vestligste del af Carnuntums Spitzerberg samt en af dets stejleste strækninger. Den rejser sig mod skoven fra omkring 210 til 260 meter højde og har en særligt sandet jordbund og det tørreste af det tørre mikroklima. Så den står på rank og slank vin med spændstig syre og strålende frugt, især idet de ældste stokke stammer tilbage fra 1955. Dæmpet duft brombær og solbær, grillet kød og tobak, bål og peber. Fast i kødet men blød på tungen, fløjlede tanniner og tæt pakket med saftige mørke bær og en fyrig krydring, cassis, enebær, slåen, allehånde, peber, salt. Gode ting tager tid, og Obere Spitzer har tilbragte hele tre år på fad før flaskning; og årgang 2019 begynder nu for alvor at brede påfuglehalen ud.

Flaske: Ried Spitzerberg Obere Spitzer 2019
Vinhus: Weingut Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 599,-

Comment

Comment

Villabella Morlongo Anniversario 2020

Strålende rød saft fra Montebaldo i Bardolino — al den friskhed og frugtighed, man altid går og drømmer om men tror, de ikke formår i Veneto. Frisk bjergluft med strejf af vilde urter, morgendug og så saftige jordbær, jordbær, jordbær! Bløde hindbær og røde kirsebær spiller med, og der er mildt krydrede spor af kanel, nellike og peber. Super charmerende og aldeles sommerligt, nærmest som en norditaliensk Beaujolais.

Montebaldo udgør det nordøstlige hjørne af Bardolino, den højere beliggende og mere bakkede del for foden af Monte Baldo med sine 2.218 meter høje tinde. Tydeligere temperatursvingninger og højere nedbør præger mikroklimaet. Druerne til Morlongo er de traditionelle Corvina, Corvinone og Rondinella, høstet fra morænebakkerne ved Cavaion Veronese med aflejret ler og kalksten fra istiden. Høst fra sidst i september til tidligt i oktober og kølig gæring med godt ti dages maceration, modning på store træfade.

Flaske: Morlongo Anniversario 2020
Vinhus: Villabella
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Corvina,
Corvinone, Rondinella
Jordbund: Kalkstensholdig moræneler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Vino Gross Gorca 2019

Flyvende Furmint fra Slovenien med en kølig friskhed, der giver gåsehud. Saftige, faste æbler og pærer, limesaft og limeskal, lyst syngende syre og let røgede ekkoer. Elver-elegance, ren og mineralsk klang, knasende tørt og forfriskende tonikum. Selvom Furmint først og fremmest er kendt fra Ungarn, har den en lang historie i hele det tidligere Habsburgerrige, herunder Østrig, Slovakiet, Slovenien og Kroatien. I Slovenien kendes den som regel som Šipon og findes først og fremmest i Štajerska, den slovenske genpart til østrigske Steiermark. Michael Gross er vokset op som vingårdssøn i Steiermark, og mens hans bror Johannes i dag står for den fædrende vingård, har Michael og hans kæreste Maria helliget sig udforskningen af den slovenske naboregion. Landskabet, vinene og ikke mindst Furmint fik dem lokket til, og efter ti års tilløb har de siden 2016 frigivet egne vine som Vino Gross. De arbejder økologisk og omlægger for tiden til biodynamisk vinbrug og har et skarpt blik for bevaring af oprindelige landskaber og for biodiversitet. Gorca ligger ved Gross’ hjemlige Haloze og er en underfundigt svunget, stejl sydvendt skråning, smyget med terrasser i 330 til 390 meters højde. Jordbunden er den typisk styriske opok, kalkholdig mergel.

Flaske: Gorca 2019
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 215,-

Comment

Comment

Herbert Zillinger Grüner Veltliner Elementar 2016

Grüner Veltliner i rå men raffineret form, fornemt forarbejdet af Herbert Zillinger. Snuden er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. På tungen tegnes den af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt og  krydderurter (fennikel, rosmarin, salvie), en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig, stringent saft med mange lag. Elementar så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af marken Vogelsang. 2016 er gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad.

Flaske: Elementar 2016
Vinhus: Herbert Zilllinger
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 375,-

Comment

Comment

Tomac Marany Crni 2021

Pinot Noir med røde sommerbær og mørke efterårsnuancer fra kroatiske Martina og Tomislav Tomac. Marany står for den særligt æteriske, vinøse og stringente fornemmelse, som georgisk undergrundsgæring på amfora giver; et fiktivt møde mellem Bourgogne og Kakheti sat stævne i Plešivica. Silkeglat tekstur med fint støvede tanniner og spændstig syre, saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af tranebær og granatæble og dybe noter af muldjord, læder og krydderier. Druerne er dyrket biodynamisk på Plešivicas kalkholdige mergelskråninger, gæret i nedgravede qvevri og modnet på store slavonske træfade. Uklaret, ufiltreret, lav sulfit; og funklende klar og ren i spyttet.

Flaske: Marany Crni 2021
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 200,-

Comment