Viewing entries in
Kroatien

Comment

Stancija Collis Rosé 2019

Seriøs rosé, som man altid går og sukker efter den. Vi er i godt selskab hos Juraj Mastilović og hans familie på Stancija Collis i kroatiske Istrien. Deres rosé ulmer rødligt som selve den istriske jord, og den er presset af økologisk dyrkede Teran druer, en lokal sort, som faktisk gør sig glimrende som rosé med sin løsslupne syre og vilde frugtighed, der her er forvandlet til venligheden selv. Mild duft af jordbær med strejf af roser, i smagen går den mere i retning af ribs, tranebær og kirsebær og lidt lakrids og tobak i eftersmagen. Fin fylde, godt greb og sursødt spil med et pikant bittert bid til sidst.

Flaske: Rosé 2019
Vinhus: Collis
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Krauthaker Graševina Mitrovac 2021

Krystalklart kildevand fra Kutjevos ukronede konge af Graševina, Vlado Krauthaker. Mild duft af hvide blomster og nyslået hø, i munden mineralsk, læskende og livlig, driver af sprøde nashipærer, modne gule æbler og ferskner og delikat bitre noter af kamille, æblekerner og ferskensten. Subtil og sagte men samtidigt en karakteristisk og kompleks, vin til eftertanke men først og fremmest vin til tørst.

Slavonien er Graševinas verdslige højborg og åndelige hjemstavn, og til himmelske højder når den især i Požega-dalen i det centrale Slavonien. Mitrovac er en anerkendt enkeltmark— læs mere om den her— der i Krauthakers hænder bliver til en sart og saftig eliksir, der indfanger såvel den kølige aftenbrise fra de slavonske skove som heden fra de solrige sommerdage. Selektiv håndhøst fra ældre stokke, spontan kølig gæring på ståltanke for at bevare de delikate aromaer og fremme mineraliteten og et godt halvt års tid på gærresterne for at opbygge tekstur.

Flaske: Mitrovac 2021
Vinhus: Krauthaker
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig lehm og sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Damjanić Malvazija Istarska 2020

Forårsbrise og sommersol på flaske, man skulle næsten tro, det var den her Malvazija, som har stået model til lærebogsbeskrivelsen af sorten. Ivan Damjanić skyder den i mål med hvidblomstret akacieduft, en saftig mundfuld fersken og citrus, og delikat bitre grape- og mandelnoter før en sprød, salt afslutning. Moderne stil, ligefrem, læskende og charmerende, lige sådan som hverdagsvin til sommerhalvåret skal være. Ivan Damjanić har i de seneste år forfinet sit håndværk, så selv den friske Malvazija har et skær af storheden fra de mere modne versioner Akacija og Clemente. Druerne dyrkes på ti hektarer af den karakteristisk røde crvenica/terra rossa omkring Fuškulin lige sydøst for havnebyen Poreč midt på den istriske vestkyst.

Flaske: Malvazija Istarska 2020
Vinhus: Damjanić
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Jernholdig mergel og sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Vina Grgić Pošip 2018

Pošip er i dag en udbredt sort i store dele af Dalmatien, men den stammer fra øen Korčula, hvorfra også Grgić høster sine druer. Den kombinerer en forfriskende syre og salt mineralitet med rig fylde og eksotisk frugt, lige dele middelhavssol og burgundisk finesse. Frisk, flintet og let røget duft og rig smag af grønne æbler, lime, moden citron og fersken, noter af pinjekerner, mandler og et strejf vanille. Vellavet vin, hvor man fornemmer både Adriaterhavets sol og en næsten burgundisk finesse, formfuldendt efter den 100-årige mester Miljenko Grgićs hoved. Grgić Vina er hans kroatiske projekt påbegyndt i 1996, men manden er selvfølgelig mest kendt som Mike Grgich fra Grgich Hills Estate i Napa og endnu mere for sin overraskende gode Chardonnay fra Chateau Montelena, som vandt i Steven Spurriers berømte og berygtede smagning i Paris i 1976.

Flaske: Pošip 2018
Vinhus: Grgić
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Kalksten og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Vinas Mora Barbba 2021

Barbba er Vinas Moras hyldest til de gamle knarke omkring Primošten, som stædigt har holdt fast i at dyrke de gamle lokale sorter på de utaknemmeligt stenede vinmarker på skråningerne ned mod Adriaterhavet. Dér mestrer de ikke blot Babić, det her er det nordlige Dalmatien kondenseret på flaske, en co-fermentering af de blå sorter Plavina og Lasina og de grønne Maraština og Debit. Støvet men strålende rød som en uslebet rubin, saftig og frugtig og glødende, som skabt til at drikke nu, hvor dagene igen har halet ind på nætterne. Rødmende fersken, modne sommerbær, mild syre, små strøg af støvede tanniner og en let jordet, urtet krydring, anis, hibiscus, rabarber, granatæble og tørrede tranebær. Vindbidt og alligevel mild, den gamle mand og havet; og når forårssolen skinner, bliver han ung.

Flaske: Barbba 2021
Vinhus: Vinas Mora
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesorter: Plavina, Lasina,
Maraština, Debit
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Clai Sveti Jakov Malvazija 2018

Sveti Jakov er en fyrig og righoldig mundfuld Malvazija, med gule rosiner, tørrede abrikoser, figner og kastanjecrème, og fine pennestrøg af nyskåret hø, urtete og laurbærblade i kanten. Stor fylde, fløjlsbløde tanniner og mundvandsfremkaldende mineralitet. Druerne er høstet fra en gammel mark (“Sankt Jakob”) syd for byen Buje i det nordvestlige Istrien, kun 4 km fra Clais landssted i Krasica. Vi er i “det hvide Istrien" med dets lyse, kalkholdige flysch, stærk indflydelse fra Adriaterhavet og masser af sol. 50 år gamle stokke, druerne dyrkes økologisk, håndplukkes, afstilkes og gæres spontant med skallerne på store træfade i godt tre måneder, hvorefter vinen lagres i to år på store gamle egetræsfade. 2018 er modnere og mørkere end vanligt, men trods sin høje ekstrakt og hede alkohol bevarer den alligevel en flot balance. Fuldkornsfornøjelser fra Istrien og en af orangevinens store mestre!

Flaske: Sveti Jakov 2018
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 250,-

Comment