Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Hallgartener Hendelberg 2019

Hendelberg ved Hallgarten er en af familien Kühns højest beliggende marker, med ryggen mod Taunusskoven, som sender kølig luft ned over den sydvendte skråning. Op mod 40% stigning op til de godt 350 meters højde, hvor Riesling-stokke plantet i 1976 strækker rødderne ned i forvitret grå fyllit-skifer— og vinen skuffer ikke, Peter Bernhard Kühns kloge og tålmodige tilgang giver pote: En smule hvide blomster i næsen, gule stenfrugter og mildt røget krydring. I munden er der mineralsk spænding og svulstig syre, med saftige gule æbler, modne abrikoser, citrongræs og citronverbena. 2019 var en ret tør og solrig årgang men med store temperatursvingninger gennem hele vækstsæsonen, hvilket mærkes i en usædvanlig spændstighed og rank karakter; men det klæder den dog. Den tekniske side af sagen: Selektiv håndhøst, langsom helklasepresning, naturlig sedimentering natten over; spontan gæring og modning på store Doppelstückfässer, omstukket efter et år og modnet et halvt år mere på gærresterne.

Peter Jakob Kühn Riesling Hendelberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hendelberg 2019
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 240,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 2018

Das muss ein Stück vom Himmel sein, Wieninger’s Wein… som altid er Fritz Wieninger på toppen med sin Wiener Gemischter Satz fra Ried Ulm. Den er som østrigsk vins slogan siger: Grosse Kunst. Ohne Allüren. 2019 bød på en lang og tør sommer med et mildt og køligt efterår, så der er både fuldmoden frugt og god syrestruktur i vinene. Ulm ulmer af friske gule stenfrugter i snuden med den obligatoriske krydring fra hø, hvid peber og nåletræer nedenunder. Saftigt flow, rund fylde og mild syre, og smagen forsætter med pære, syltede grønne tomater, moden mango, sød galiamelon og et salt svirp til sidst. Som altid elskelig, som udsigten ud over Wien fra Nussbergs kalkholdige sandstensjord — og sorter som Grüner Veltliner, Neuburger, Riesling, Sylvaner, Traminer, Rotgipfler, Zierfandler, Weissburgunder og Welschriesling . Læs mere her.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 1ÖTW 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Ulm 2019
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Ler, kalksten, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Burg Ravensburg Riesling Husarenkappe 2011 770 Jahre

770 år er gået med vinbrug på Burg Ravensburg, som dermed ikke blot er et af Tysklands men tilmed et af verdens ældste vinhuse. Munke fra Maulbronn-klosteret plantede i hine tider de første druer her omkring 1251, og i 1782 fik den daværende ejer, Baron von Göler von Ravensburg, sine første Riesling-stokke som gave af Markgreven af Baden. Efter sigende bar han dem hjem i sin husarhue og plantede dem det sted, der i dag bærer navnet Husarenkappe: En sydvestvendt skråning på 220 millioner år gammel gipsmergel. Tilbage til nutiden, med Claus Burmeister fra Weingut Heitlinger i chefstolen står den på terroir-fokuserede vine af økologisk dyrkede druer — Burg Ravensburg er en af Tysklands største økologiske vinbrug — og efter ti år i kælderen er der masser af liv og syrlig nerve i denne særlige selektion fra de ældste stokke på Husarenkappe. Den er righoldig og rund med moden citrus og eksotisk stenfrugt, før den flyder over i karamel og mere krydrede og urtede noter og runder helt tørt og mineralsk af. Let røgede og støvede strejf, spidskommen, kommensfrø, jomfru i det grønne

Flaske: Husarenkappe 770 Jahre
Vinhus: Burg Ravensburg
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kalkmergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 325,-

Comment

Comment

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018

Stringent, seriøst og svimlende, en smule som Le Mont Damné fra Dagueneau eller Le Clos fra Raveneau — men vi er “kun” i østrigske Steiermark, som ikke når Sancerre eller Chablis til sokkeholderne, skal man tro den vedtagne visdom. Det synes der ikke at være nogen, der har fortalt Ewald og Brigitte Tscheppe fra Weingut Werlitsch, for de laver vine med en sjælden stedsans, nerve og dybde, der ikke lader meget tilbage at ønske. De dyrker deres vinstokke biodynamisk og vinificerer druerne minimalistisk for at lade terroiret træde tydeligst frem; og for at få alle aspekter af opok-jorden på deres topmark med, laves vinen af såvel Sauvignon som Morillon, det lokale navn for Chardonnay. Ex Vero kommer i tre trin, det andet fra det mellemste stykke af den sydvendte skråning og finder en flot balance mellem frugt og mineralitet. 2018 er endnu ung men emmer af grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og guava, syren er sprød og stram og flankeret af en salt mineralitet. En opstrammer, en oplagt madvin, en investing til kælderen, Ex Vero er ganske enkelt eminent.

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ex Vero II 2018
Vinhus: Werlitsch
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 295,-

Comment

Comment

Ravines Wine Cellars Dry Riesling 2017

En viking har genvundet Vinland! Eller rettere, danskfødte Morten Hallgren har fundet sig til rette ved Finger Lakes i upstate New York, hvor han siden 2001 har lavet vin på Ravines Wine Cellars med sin hustru Lisa. Mortens vininteresse blev vakt i en tidlig alder på familiens vingård, Domaine de Castel Roubine i Provence, og han lod sig siden uddanne på vinuniversitetet i Montpellier. Efter at være rykket til USA med Lisa indså Morten hurtigt potentialet i det kølige terroir ved Finger Lakes, og han var heldig at kunne erhverve sig nogle af områdets bedste marker. Han har hele tiden været en stærk fortaler for en helt tør Riesling-stil, og husets Dry Riesling er et ekspressivt eksempel: Hvide blomster, lime og lys grapefrugtskal, let flintede og røgede noter samt en smule eksotisk frugt— men langt fra sødmefuld— snarere slank og rank, kølig, knastør og med livlig syre. Presset af hele, håndplukkede klaser fra marker på hver sin side af Seneca Lake: Den skiferrige 16 Falls Vineyards og den kalkstensholdige White Spings Vineyard. Flot sammensat og stålsat vinificeret— en del af druerne med en kort skindkontakt, køligt gæret på rustfri ståltanke og lagret på de fine gærrester vinteren over.

Ravines Dry Riesling 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dry Riesling 2017
Vinhus: Ravines
Område: Finger Lakes
Land: USA
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, grus, skifer, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 250,-

Comment

Comment

Hiedler Riesling Ried Kogelberg 2019

To ting man gør klogt i ikke at overse i Kamptal: Kogelberg, ikke bare områdets men hele Østrigs nordligste Erste Lage; og Hiedler, markens måske bedste partshavere. Som vinmagere har familien Hiedler huseret i området siden 1856, og nu sætter femte generations Dietmar og Ludwig kvaliteten i endnu skarpere fokus. Som deres knastørre Riesling fra Kogelberg så nydeligt illustrerer: Frisk og fyrig duft af hvide blomster, citrus og flint; en fokuseret og rank syrenerve, masser af stenet mineralitet og fine smage af lime, hvid fersken, hvide ribs og en smule krydderurter. Kogelberg består af stenterrasser på en sydvendt skråning, og undergrunden er præget af glimmerskifer og amfibolit. Høst sidst i oktober og vinificering på ståltanke. Raffineret forfriskning.

Flaske: Ried Kogelberg 2019
Vinhus: Hiedler
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Fine Wines
Pris: 195,-

Comment