Ravines Wine Cellars Dry Riesling 2017

En viking har genvundet Vinland! Eller rettere, danskfødte Morten Hallgren har fundet sig til rette ved Finger Lakes i upstate New York, hvor han siden 2001 har lavet vin på Ravines Wine Cellars med sin hustru Lisa. Mortens vininteresse blev vakt i en tidlig alder på familiens vingård, Domaine de Castel Roubine i Provence, og han lod sig siden uddanne på vinuniversitetet i Montpellier. Efter at være rykket til USA med Lisa indså Morten hurtigt potentialet i det kølige terroir ved Finger Lakes, og han var heldig at kunne erhverve sig nogle af områdets bedste marker. Han har hele tiden været en stærk fortaler for en helt tør Riesling-stil, og husets Dry Riesling er et ekspressivt eksempel: Hvide blomster, lime og lys grapefrugtskal, let flintede og røgede noter samt en smule eksotisk frugt— men langt fra sødmefuld— snarere slank og rank, kølig, knastør og med livlig syre. Presset af hele, håndplukkede klaser fra marker på hver sin side af Seneca Lake: Den skiferrige 16 Falls Vineyards og den kalkstensholdige White Spings Vineyard. Flot sammensat og stålsat vinificeret— en del af druerne med en kort skindkontakt, køligt gæret på rustfri ståltanke og lagret på de fine gærrester vinteren over.

Ravines Dry Riesling 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dry Riesling 2017
Vinhus: Ravines
Område: Finger Lakes
Land: USA
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, grus, skifer, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 250,-

Comment