Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Doosberg 2017

Rhinguld igen! Det var vel egentlig vådeværk at drikke en så stor Riesling så ung, men det kan hænde… Heldigvis viser den sig allerede fuld af moden frugt, men man skal være svært glad for syre og følelsen af istapper i munden. En tæt citrus- og ferskenfrugt folder sig stille ud fra den stramme syre, og der er smuk balance og en summende mineralitet hele vejen igennem — og guldet gemmer sig på bunden. Doosberg er en sydvestvendt skråning lige nord for Rhinen og øst for Oestrich, hvor familien Kühn holder til. Jordbunden består af løss fyldt med grå kvarts, rig på mineraler og med en høj vandlagringsevne. Den porøse løss har også holdt på mangt en grævlingehule, deraf navnet Doosberg, der på Rheingaus dialekt betyder Grævlingebjerget. Langsom helklasepresning og gæring uden temperaturkontrol, 13 måneders modning med bundfaldet på store, gamle fuderfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Doosberg 2017
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 375,-

Comment

Comment

Kristinus Zenit 2020

Så sjælden som sommer i Danmark? Zenit er med nu godt 650 hektarer en relativt ung ungarsk krydsning fra Ferenc Királys hånd, en del af troikaen Zenit, Zengő og Zeusz, som alle er krydsninger mellem Bovier og Ezerjó. Den modner tidligt og har fornuftige resistensegenskaber, så den egner sig særligt til økologisk og biodynamisk vinbrug som hos Kristinus syd for Balatonsøen. Let aromatisk saft, akacie- og lindeblomster, med mild syre, modne gule pærer, pomelo og citronmelisse i smagen, en munter sommervin.

Flaske: Zenit 2020
Vinhus: Kristinus
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Zenit
Jordbund: Sand, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Orange Wine Cellar
Pris: 149,-

Comment

Comment

Weingut Weninger Blaufränkisch Ried Kalkofen 2017

Blaufränkisch er Franz Weningers hjerteblod, og meget bedre end enkeltmarken Kalkofen bliver det ikke, en intens, saftspændt og karakterfuld vin. Kalkofen ligger ved Ritzing og er den vestligste mark i Mittelburgenland, en sydvendt skråning i godt 340 meters højde, omgivet af ældgamle morbærtræer. Jorden er meget kalkstensholdig, i hine tider blev her endda brændt kalk, deraf navnet Kalkofen. Vinstokkene må nyde undergrunden og udsigten, for — efter 20 måneder på 500-liters gamle egetræsfade — bliver vinen en lovprisning af Blaufränkisch med udsøgt stedsans: Saftige brombær, solbær, hyldebær og slåen, urtede noter af mynte og eukalyptus og en smule nyspidset blyant, læder, mørk chokolade og sorten muld— måske det er den biodynamiske dyrkning, der sender det jordnære på himmelflugt? Svingende syre og milde, kridtede tanniner, meget mundvandsfremkaldende, en fornøjelse at drikke nu men måske endnu bedre at vente nogle år. Ganske enkelt ganefryd!

Weninger Blaufränkisch Kalkofen 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kalkofen 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voks
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 350,-

Comment

Comment

Weingärtnerei Uhler Ried Reisenberg «Wien 1960» 2018

Overraskende orange Grüner Veltliner fra Peter Uhler i Wien. Marken Reisenberg huser de dybt rodfæstede Veltliner-stokke plantet i 1960, som sædvanligvis lægger druer til vinen Der Jubilar; men her er det som om han med fire ugers skindkontakt har transponeret den fra c-dur til a-mol eller skiftet sin vanlige violin ud med en bratsch! Saftig pærefrugt med citrusnoter, først ret læskende men så mere tør og stoflig med fint støvede tanniner og efterklang af anisfrø, kommen, pæreskal og grapefrugt. Play it again!

Weingärtnerei Uhler Grüner Veltliner Ried Reisenberg Wien 1960 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: «Wien 1960» 2018
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Antonio Madeira A Liberdade 2019

Befriende friskhed— som altid når Antonio Madeira er på spil. A Liberdade er hans hyldest til friheden fra sulfitter under vinifikationen og er stukket sammen af druer fra to marker, begge blandede beplantninger af lokale sorter, 70% fra godt 30 år gamle stokke og 30% fra stokke, der nærmer sig de 90. Citrusfrisk duft, stålsat syre, frugtig fylde og cremethed, cantaloup melon, ananas, appelsinskal, abrikoskerner, fennikelfrø og urtesalt. Udvikler efterhånden et mildt oxidativt præg, som kun klæder den. Den rette Dão! Læs mere om Antonios projekt her.

Antonio Madeira A Liberdade 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: A Liberdade 2019
Vinhus: Antonio Madeira
Område: Dão
Land: Portugal
Druesort: Blandet beplantning
Jordbund: Sand, granit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 250,-

Comment

Comment

Weninger Blaufränkisch Saybritz 2017

Blaufränkisch kan blive en sand gudedrik i Franz Weningers hænder, også når han forlader hjemmebanen i Horitschon og begiver sig længere sydpå til Eisenberg. Her har han arvet en vinmark fra sin grandtante Emma Schürmann på skråningen Saybritz; og her vokser de gamle vinstokke på grøn og blå skifer og basaltisk tuf, som får en mineralsk og krydret note frem i vinen, som “ved hjælp af blot den mindste nektardråbe kan løfte jorden op som diadem”. Det er spændende terroirvin og en sært svævende saft, samtidigt med stor tæthed og tyngde, spændstig syre, solbær og hyldebær, solbærblade og hyldegrene, giver langsomt sine hemmeligheder fra sig. Giv sommeren skylden, jordbunden eller vinmageren, vinen er ganske enkelt glimrende.

Som musikalsk akkompagnement kan anbefales følgende hymne.

Weninger Blaufränkisch Saybritz 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Saybritz 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Ler, skifer, tuf
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 245,-

Comment