Viewing entries in
Økologi

Comment

Bigagnoli Montebaldo Bardolino Eocene 2020

Solnedgang over Gardasøen, rødglødende Bardolino fra Alessio Bigagnolis hånd med frisk bjergbrise og bølgeskvulp af saftspændt frugt. Eocene er et aftryk af terroiret i Montebaldo, en af Bardolinos tre historiske subzoner, som fik officiel status fra 2018. Montebaldo er det nordligst beliggende med det køligste klima som følge af en højere elevation for foden af den 2.218 meter høje tinde Monte Baldo. Eocene 2020 er stukket sammen af økologisk dyrket og manuelt høstet Corvina (80%), Rondinella (10%) og Sangiovese (10%) fra pergola-opbundne vinstokke i det bakkede moræneland, som skabtes i den eocæne epoke. Spontangæret på ståltanke og modnet et år på gærresterne før flaskning, og allerede ved skænkning fornemmes dens lyse og lette natur. Kamille, bivoks og røde bær i duften, Corvinas karakteristiske sursøde røde kirsebær safter igennem i smagen sammen med en behagelig mandelbitterhed og masser af modne jordbær og hindbær. Af moderat huld, mådeholden alkohol, afstemt syre og lette, let støvede tanniner. Minder om sommer og smager af mere…

Flaske: Eocene 2020
Vinhus: Bigagnoli
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Corvina,
Rondinella, Sangiovese
Jordbund: Gletsjermoræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Fürstlich Castell’sches Domäneamt Silvaner Hohnart 2021

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Silvaner Hohnart 2021
Vinhus: Castell
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Clai Sveti Jakov Malvazija 2018

Sveti Jakov er en fyrig og righoldig mundfuld Malvazija, med gule rosiner, tørrede abrikoser, figner og kastanjecrème, og fine pennestrøg af nyskåret hø, urtete og laurbærblade i kanten. Stor fylde, fløjlsbløde tanniner og mundvandsfremkaldende mineralitet. Druerne er høstet fra en gammel mark (“Sankt Jakob”) syd for byen Buje i det nordvestlige Istrien, kun 4 km fra Clais landssted i Krasica. Vi er i “det hvide Istrien" med dets lyse, kalkholdige flysch, stærk indflydelse fra Adriaterhavet og masser af sol. 50 år gamle stokke, druerne dyrkes økologisk, håndplukkes, afstilkes og gæres spontant med skallerne på store træfade i godt tre måneder, hvorefter vinen lagres i to år på store gamle egetræsfade. 2018 er modnere og mørkere end vanligt, men trods sin høje ekstrakt og hede alkohol bevarer den alligevel en flot balance. Fuldkornsfornøjelser fra Istrien og en af orangevinens store mestre!

Flaske: Sveti Jakov 2018
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Edi Keber Collio Bianco 2020

Forår, forandring i luften og fornyet livskraft. Far og søn Edi og Kristian Keber kastede Collios mangefold af sortsrene vine fra sig for snart mange år siden og fokuserede i stedet på ét eneste balanceret blend af lokale sorter som repræsentant for lokalt terroir og tradition— og tak for det, for deres Collio Bianco er en enestående autentisk og meget velsmagende vin. En velspillende trio af 70% Friulano, 15% Malvasia og 15% Ribolla, hvor hver spiller sin stemme perfekt og samtidigt smelter sammen til en harmonisk komposition— kyndigt dirigeret i kælderen med gæring på cementanke og modning på cement og til dels tonneaux. Betagende dyb duft, frisk og fast frugtsmag, spændstig syre, mineralsk summen og en mageløs mundfølelse… med grapefrugt, modne pærer og abrikoser og mindelser om multebær og hindbær. Druerne er dyrket økologisk og i omlægning til biodynamisk drift. Jordbunden er ponca, en flaget og mineralrig mergel, som præger de terrasserede skråninger ved Zegla ved Cormòns, kun et stenkast fra grænsen til Slovenien. Her har familien Keber huseret i mere end tre århundreder, og i dag står Kristian i front for familiehuset; og for et friskt skud ved Medana i den slovenske naboregion Brda, hvor han laver en absolut anbefalelsesværdig og en smule mere macereret udgave af blendet.

Flaske: Collio 2020
Vinhus: Edi Keber
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Friulano,
Malvasia Istriana, Ribolla Gialla
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på cementtanke
Lagring: Cementtanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Distinto
Pris: 299,-

Comment

     

 
   Dönnhoff Dellchen Riesling Grosses Gewächs 2021  Noget nær Riesling perfektion: Dellchen er ifølge familien Dönnhoff selv “smidig, livlig ynde med forbløffende dybde og karisma”, og så kan det ikke siges meget bedre. Følgende observatione

Comment

Dönnhoff Dellchen Riesling Grosses Gewächs 2021

Noget nær Riesling perfektion: Dellchen er ifølge familien Dönnhoff selv “smidig, livlig ynde med forbløffende dybde og karisma”, og så kan det ikke siges meget bedre. Følgende observationer om årgang 2021 bør derfor tages som de studentikose smagenoter fra Wiesbaden, de er… men under alle omstændigheder om en intens, fokuseret og fornemt nuanceret tør Riesling af ekstremt høj karat. Endnu i sin vår men smukt vævet sammen af syrlig saft, moden grøn ferskenfrugt, pikant krydring og røget, stenet mineralitet. Mildt hvidblomstret duft, silkeglat tekstur og delikat eftersmag af mandel, moden lime og grønne urter. Masser af substans og maratonsk længde men intet i overmål, omend syren stadig skyller emaljen af tænderne. Terroiret: Nahe-floden skærer sig gennem markante fremspring af porfyr og melafyr mellem Norheim og Niederhausen. De små lavninger indimellem kaldes på den lokale dialekt Dellchen, og her mødes de vulkanske stenarter med den sedimentære skifer. Marken Dellchen er en stejl, sydvendte skråning terrasseret med stenmure, og Riesling har her noget nær optimale betingelser for både at finde næringsstoffer og opnå en høj modning.

Flaske: Delchen GG 2021
Vinhus: Dönnhoff
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer, vulkansk
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 400,-

Comment

Comment

Roka Furmint 2019

Formfuldent Furmint fra Slovenien. Milde noter af akaciehonning, candyfloss og syrlige drops, men der er ikke en dråbe sødme på tungen, det er bentør og syrestyret saft. Fint vævet stof med stringent syre og funklende mineralitet, grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og limesaft, læskende og stimulerende, håndværk af høj kaliber. Roka betyder hånd på slovensk, og håndværkerne bag huset er det irske par Liam og Sinead Cabot, som før de slog sig ned i Štajerska i Slovenien drev vinimport i Dublin. Det var Liams far, ornitologen og miljøforkæmperen Dr. David Cabot, som gjorde dem nysgerrige på landet, efter selv at have boet der en årrække. Så i 2007 købte de hus i Kog med tilhørende halvanden hektar vinmarker, men først fra 2011 begynde de langsomt at lave vin selv. Vinmarkerne rummer gamle stokke af Šipon og Laški Rizling, de slovenske synonymer for Furmint og Welschriesling, og i 2012 besluttede de desuden at plante Modra Frankinja a.k.a. Blaufränkisch. Kog ligger tæt på grænsen til Kroatien og den kroatiske Furmint-spydspids Meðimurje, og områdets rullende bakker er rige på kalksten fra det pannoniske urhav. Roka praktiserer en skånsom tilgang i såvel vinmarker som kælder, ingen sprøjtegifte eller tilsætningsstoffer, og resultatet er autentiske vine, som er terroirtro, rene og livlige.

Flaske: Furmint 2019
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment