Dönnhoff Dellchen Riesling Grosses Gewächs 2021

Noget nær Riesling perfektion: Dellchen er ifølge familien Dönnhoff selv “smidig, livlig ynde med forbløffende dybde og karisma”, og så kan det ikke siges meget bedre. Følgende observationer om årgang 2021 bør derfor tages som de studentikose smagenoter fra Wiesbaden, de er… men under alle omstændigheder om en intens, fokuseret og fornemt nuanceret tør Riesling af ekstremt høj karat. Endnu i sin vår men smukt vævet sammen af syrlig saft, moden grøn ferskenfrugt, pikant krydring og røget, stenet mineralitet. Mildt hvidblomstret duft, silkeglat tekstur og delikat eftersmag af mandel, moden lime og grønne urter. Masser af substans og maratonsk længde men intet i overmål, omend syren stadig skyller emaljen af tænderne. Terroiret: Nahe-floden skærer sig gennem markante fremspring af porfyr og melafyr mellem Norheim og Niederhausen. De små lavninger indimellem kaldes på den lokale dialekt Dellchen, og her mødes de vulkanske stenarter med den sedimentære skifer. Marken Dellchen er en stejl, sydvendte skråning terrasseret med stenmure, og Riesling har her noget nær optimale betingelser for både at finde næringsstoffer og opnå en høj modning.

Flaske: Delchen GG 2021
Vinhus: Dönnhoff
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer, vulkansk
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 400,-

Comment