Viewing entries tagged
Oestrich-Winkel

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Hallgartener Hendelberg 2020

Mildt røgede noter i næsen med en opløftende duft af fuldmoden lime. Kompakt og koncentreret i munden men samtidigt spændstig og elegant. Cremet mundfylde, finmasket stof med fast ferskenkød, syrlig limesaft, grønne urter og fine gærnoter. 2020 bød på en tør og varm sommer, en af de solrigeste nogensinde registreret i det tyske. Robusthed og koncentration til trods er der stadig friskhed at hente. Hallgartener Hendelberg er Kühns højeste og køligste mikroklima, en sydvestvendt skråning på fyllitskifer, og den friskes yderligere op af de milde vinde, der strømmer ned fra de skovklædte Taunus-bjerge. Familien Kühn dyrker biodynamisk, så druerne er høstet ved håndkraft, nænsomt presset som hele klaser, og mosten er spont gæret og vinen modnet 16 måneder på gæren i store, gamle træfade.

Flaske: Hallgartener Hendelberg 2020
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Fyllitskifer, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 265,-

Comment

Comment

Schloss Vollrads Riesling Schlossberg Grosses Gewächs 2017

Økologisk dyrkning og bæredygtig tilrettelæggelse er rykket ind i et af Tysklands mest traditionsrige vinhuse, Schloss Vollrads i det ellers så konservative Rheingau. 2017 var en ret klassisk årgang, hvor klimaet dog drillede med sen frost i april og hærgende haglbyger i august. Vollrads altid udmærkede Winkler Schlossberg som Grosses Gewächs blev særdeles fast i kødet, med spændstig syre og en krystalklar mineralitet, vævet sammen med hvide blomster, modne gule mirabeller, røde bær og lette honningnoter.

2022 markerer slottets første år med fuld økologisk certificering og samtidigt konstruktionen af en ny kælder opbygget omkring energieffektivitet, f.eks. ved brug af tyngdekraft frem for pumper og selvforsyning med strøm fra egne solcelleanlæg. Slottet lægger desuden marker til en eksperimentel planteskole med mange forskellige kloner af Riesling, herunder gamle kloner hentet hjem fra Australien, som studeres med henblik på fremtidens vinavl i et varmere klima.

Flaske: Schlossberg GG 2017
Vinhus: Schloss Vollrads
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Hallgartener Hendelberg 2019

Hendelberg ved Hallgarten er en af familien Kühns højest beliggende marker, med ryggen mod Taunusskoven, som sender kølig luft ned over den sydvendte skråning. Op mod 40% stigning op til de godt 350 meters højde, hvor Riesling-stokke plantet i 1976 strækker rødderne ned i forvitret grå fyllit-skifer— og vinen skuffer ikke, Peter Bernhard Kühns kloge og tålmodige tilgang giver pote: En smule hvide blomster i næsen, gule stenfrugter og mildt røget krydring. I munden er der mineralsk spænding og svulstig syre, med saftige gule æbler, modne abrikoser, citrongræs og citronverbena. 2019 var en ret tør og solrig årgang men med store temperatursvingninger gennem hele vækstsæsonen, hvilket mærkes i en usædvanlig spændstighed og rank karakter; men det klæder den dog. Den tekniske side af sagen: Selektiv håndhøst, langsom helklasepresning, naturlig sedimentering natten over; spontan gæring og modning på store Doppelstückfässer, omstukket efter et år og modnet et halvt år mere på gærresterne.

Peter Jakob Kühn Riesling Hendelberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hendelberg 2019
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 240,-

Comment

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Doosberg 2017

Rhinguld igen! Det var vel egentlig vådeværk at drikke en så stor Riesling så ung, men det kan hænde… Heldigvis viser den sig allerede fuld af moden frugt, men man skal være svært glad for syre og følelsen af istapper i munden. En tæt citrus- og ferskenfrugt folder sig stille ud fra den stramme syre, og der er smuk balance og en summende mineralitet hele vejen igennem — og guldet gemmer sig på bunden. Doosberg er en sydvestvendt skråning lige nord for Rhinen og øst for Oestrich, hvor familien Kühn holder til. Jordbunden består af løss fyldt med grå kvarts, rig på mineraler og med en høj vandlagringsevne. Den porøse løss har også holdt på mangt en grævlingehule, deraf navnet Doosberg, der på Rheingaus dialekt betyder Grævlingebjerget. Langsom helklasepresning og gæring uden temperaturkontrol, 13 måneders modning med bundfaldet på store, gamle fuderfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Doosberg 2017
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 375,-

Comment

Comment

Weingut Querbach Hallgarten Riesling 2005

Rheingau Riesling i Kabinett-klassen modnet til perfektion: Mild duft af gule æbler og kvæder med friske pust af æbleblomster og jasminer. Sprødt syrebid, let krydret sødme og en mørkere smag, æblekerneolie og bivoks, fersken, ananas og mango, Demerara rørsukker, Yirgacheffe kaffe og karamel. Tæt løss med Taunuskvartsit og Rhinskifer lægger jord til druerne ved Hallgarten. Vinen er fra 2005, og Querbach har været der siden 1650, så det haster heller ikke…

Weingut Querbach Hallgarten Riesling Kabinett 2005 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hallgarten Riesling 2005
Vinhus: Weingut Querbach
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Espergærde Vinhandel
Pris: 169,-
(andre årgange)

Comment

Comment

Peter Jakob Kühn Oestricher Doosberg Riesling trocken 2010

Strålende syre slår ned som et lyn gennem Peter Jakob Kühns 10 år gamle Doosberg, et mineralsk mesterværk så klart som bjergkrystal og istapper. Syrlige drops, hvid fersken og passionsfrugt, abrikoser og mandler, forårsblomster, basilikum, fennikel, kamfer, petroleum, røg, flint, elektricitet. Så øjenvipperne sitrer!

Oestricher Doosberg (dialekt for ‘Grævlingebakken’) er en sydvestvendt skråning i 120-160 meters højde, løssjorde med et meget højt indhold af kvarts. En konstant brise blæser druerne tørre, så de holdes sunde til fuld modenhed, selv i en kølig og fugtig årgang som 2010.

Peter Jakob Kühn Riesling Oestrich Doosberg 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Doosberg 2010
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, lehm, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 315,-

Comment