Viewing entries tagged
Grow du Monde

Comment

Vinarija Vinčić Amfora Grasac 2017

Glimrende Grašac fra Fruška Gora i Vojvodina i det nordlige Serbien, hvor Alexandar Saša Vinčić har udsat druen for skindkontakt i amfora og det på aldeles vellykket vis. Mild ferskenduft med strejf af hvide blomster, nåleskov og krydderurter. Spændstig saft i munden med sencha-agtige tanniner, fin smag af tørrede abrikoser og kandiseret citrus samt pikant krydring som saltsyltede citroner og ristede pinjekerner. Orangevin af den uhyggeligt let drikkelige slags! Grašac er et serbisk synonym for den kroatiske Graševina, som serberne ellers har kaldt Italijanski rizling; når den ikke lige går under navne som Riesling Italico, Olaszrizling eller Welschriesling. Kært barn har mange navne og anvendelser, og her svinger det altså usædvanligt godt i orange skær.

Flaske: Amfora Grašac 2017
Vinhus: Vinčić
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Vinarija Verkat Grašac Beli 4.0 2021

2021 var en gunstig årgang for Grašac fra de unge serbiske søstre Sonja og Nataša Vrkatić — smukt at se så vellykket vin allerede fra fjerde årgang. Fra Fruška Goras kalkstensholdige skråninger ned mod Donau høstede de perfekt modnede Grašac druer (det serbiske navn for Graševina/Welschriesling), som efter skånsom presning blev gæret og modnet seks måneder på ståltanke; og nu bereder en sand safteksplosion fra glasset! Fin duft af grønne æbler, netmeloner og banan og en syrligsød strøm af æblemost og moden stenfrugt i munden. Fyldig frugt, forfriskende syre og mineralsk nerve, en vin i vater og en sand fornøjelse.

Flaske: Grašac Beli 2021
Vinhus: Verkat
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Vinarija Vinčić Grašac 2020

Forførende duft af lun sommerbrise med hvide blomster, pollen, bivoks og strejf af fedtsten. Frisk og formidabelt flydende, cremet mundfylde med modne stenfrugter, akaciehonning og kandiseret citrus, livlig syre og mineralsk nerve. Nydeligt balanceret og absolut læskende. Aleksandar Vinčićs familie har, som navnet måske antyder, vinavl i deres DNA, og huset frembringer flere fine fortolkninger af Grašac, et serbisk synonym for den kroatiske Graševina, som vi ellers kender som Welschriesling og Olaszrizling og så videre. Druerne til denne stålsatte version kommer fra 50 år gamle vinstokke fra Zaravan på Fruška Goras sydskråninger; og med rødderne i løss og kalksten fra knapt 250 meters højde nyder de godt af rigeligt sol såvel som vind. En overraskende god vin!

Flaske: Grašac 2020
Vinhus: Vinčić
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vinarija Kutjevo Graševina Vinkomir 2022

Saftig gul frugt er gennemgående tema, fra en liflig duft af eng og sommerblomster, gule æbler og friske abrikoser, til en læskende smag af gule mirabeller, abrikoser, ananaskirsebær og kvæder. Runder af med en delikat bitternote og en summende mineralitet. Vinkomir er en vinmark lige øst for byen Kutjevo i det centrale Slavonien, en blid skråning, som strækker sig ned fra udsigtspunktet Kapovac på den sydlige skråning af Krndija. Jordbunden er sandet lehm, og hele herligheden er omgivet af skov og skøn biodiversitet. 2022 er første enkeltmarksaftapning, og den emmer af sommer og afspejler flot den fredfyldte lille plet og områdets århundreder gamle traditioner.

Flaske: Vinkomir 2022
Vinhus: Vinarija Kutjevo
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Gruset, sandet lehm
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 125,-

Comment