Krauthaker Pomale 2022

Læskende gyldne dråber fra Slavonien, god Graševina skal man aldrig gå af vejen for. Slavonien er måske mest berømt for sine egetræer, som leverer ved til piemontesernes og toscanernes foretrukne træfade; men den kroatiske region burde være lige så anerkendt for sin rige vinkultur, ikke mindst den lokale specialitet Graševina, som med germansk arrogance oftest kaldes Welschriesling. Vlado Krauthaker er en levende legende i den kroatiske vinbranche og en gudsbenådet fortolker Graševina fra marker rundt omkring den historiske by Kutjevo, eksempelvis Mitrovac, Pomale, Podgorje og Vidim. Pomale laves af lidt senere høstede druer fra en parcel på Mitrovac, og den har en mageløs balance mellem saftighed og frisk frugt på den ene side og moden fylde og rigt ekstrakt på den anden. Milde dufte af hvide blomster og gule æbler følges op af sprød syre og saftig frugt, gule æbler og solmodne abrikoser. Lækker mundfølelse og en fin balance mellem syre, sødme og delikate bitternoter, kamille, akaciehonning, æblekerneolie og marcipan, mineralske undertoner og vedholdende eftersmag.

Flaske: Pomale 2022
Vinhus: Krauthaker
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: eks. Miva
Pris: cirka 125,-

Comment