Weingut Wöhrle Weissburgunder Lahrer Kronenbühl 2019
Markus og Tanja Wöhrles Weissburgunder fra marken Kronenbühl nord for Lahr er lidt af en lækkerbidsken for nu at sige det på jysk. Druerne dyrkes økologisk på Kronenbühls kalkholdige løss og lehmjord ned mod Rhinen og ryggen mod Schwarzwald. Tolv timers skindkontakt, gæring på store gamle træfade og lagring et halvt år på gærresterne. I glasset mild æbleduft med hvide forårsblomster og et fint flintet strejf. Vanvittigt ren i smagen med saftige æbler og ferskner, citrusfrisk syre og en mild bitterhed. Fornem tekstur, lind og cremet, og et let fadkrydret finish. Fornem vin.