Istriske Moreno Coronica har godt 30 årgange bag sig som vinmager. Fra vinhusets debut som selvstændigt i 1992 og frem til 2020 altid med sin far Ottaviano som vigtigste med- og modspiller; men i februar det år gik den gamle vinbonde efter 92 års hårdt arbejde og muntert halløj videre til de evige vinmarker. “Min far arbejdede altid hårdt, men han levede et lykkeligt liv,” fastslår Moreno med et skudsmål, man med en vis ret også kan karakterisere ham selv med. Farens ånd lever videre i sønnens stærke forbindelse til landet, dets traditionelle sorter, arbejdsomhed og livsnydelse— og nu også i en ny vin, en ganske særlig Malvazija Istarska, som bærer farens navn og profil.

Vi kender Malvazija som Istrien karakteristiske hvidvinsdrue, der er leveringsdygtig i både lette og læskende hverdagsvine og mere substantielle og lagringsværdige madvine. Coronica har været en af pionererne bag druens internationale gennembrud, og i en lang årrække er husets Malvazija kommet på markedet i to aftapninger: En ung, sprød og frisk Malvazija, som kom på markedet i foråret efter høsten, og så den store Gran Malvasia, som var fadlagret, fyldigere og viste stærkere karakter, klasse og udviklingspotentiale. Med Ottaviano er vi nu ude i en helt tredje genre, en slags syntese som både indeholder og videreudvikler de førnævnte to. Det er tradition, innovation og et særligt karakterstudie. “Jeg har altid været søgende, har hele tiden ændrede en smule i vinifikationen, når jeg fik nye idéer,” forklarer Moreno om sin tilgang og udvikling som vinmager. “Nogle gange gik det godt, andre gange begik jeg fejl; men det var altid min vin, sin egen, forskellig fra andres. Jeg vil ikke sætte mig selv foran andre vinproducenter, men hver af os har vores eget mikroklima, vores egne vinstokke, vores egen tilgang. Det er Istriens styrke, og det styrker Malvazija.”

Fra far til søn

Et langt og lykkeligt liv. Foruden vinavlen var Ottavianos store passioner jagt og musik. Det musikalske fyldte meget i hans fritid, og han spillede gennem næsten 60 år i et brassband. Men først og fremmest holdt han umådeligt meget af udendørslivet, såvel markarbejdet som at gå tur med sine hunde i vinmarken og den omgivende vilde natur, daglige gøremål, der ikke kunne udelades. Han følte sig for alvor hjemme på familiegården i Koreniki i det nordlige Istrien, et område, hvis jord og traditioner han fra barns ben var dybt forankret i. Den røde crvenica eller terra rossa, en kalk- og jernholdig lerjord farvet blodrød af hæmatit, hvori såvel oliventræer som vinstokke trives, ikke mindst de hjemmevante sorter Malvazija og Teran. I farens fravær får de nu en ny men gammel versionering i sønnens hænder. Som en anerkendelse af alt, han har fået med sig.

“Denne vin er som min far, den har hans karakter,” forklarer Moreno om den nye Malvazija Ottaviano. “Jeg ville have en autentisk istrisk Malvazija fra vores røde jord, så jeg ændrede ikke noget i den måde, han havde lavet vin på, den måde min bedstefar havde lært ham det. Forskellen ligger i den moderne viden, jeg trækker på, at jeg bruger ståltanke, mens min far lærte at lave Malvazija i træfade.”

Det fører Moreno til en af sine mange markante udmeldinger: “Det er ligegyldigt, hvad vinen opbevares i— om det er et træfad, en rustfrit ståltank, et cementæg eller en leramfora— for det er kvaliteten af druerne fra vinmarken, der er det vigtigste, og det kræver en masse arbejde. I sidste ende er det manden bag, der betyder noget.”

Coronica har længe slået et slagt for høj beplantningstæthed i sine marker, så Malvazijas udbytter fra naturens hånd bliver begrænset på grund af øget konkurrence mellem vinstokkene. Tætheden tvinger dem til at brede rødderne ud og søge dybere, og samtidigt slækker stokken på sin vegetative vækst og sætter færre men mere koncentrerede druer. I tilfældet Ottaviano høstes de forholdsvist sent, ved fuld fenolisk modenhed, hvilket giver vinen mere stoflighed og fylde.

Det ofte gentagne diktum, at 90% af vinens kvalitet skabes i marken, godkender Moreno uden videre og supplerer derefter tilføjelsen, at 90% skabes i kælderen. For godt ti år siden tog far og søn den fælles beslutning af forsøge at isolere særligt gode vilde gærstammer fra familiens vinmarker. De tog prøver fra 90 år gamle stokke, som oldefaren i sin tid plantede, og tog dem med til forskningsinstituttet for vitikultur og ønologi i Asti, Piemonte. Der isolerede de seks særlige gærstammer, siden udvalgte Coronica så tre, som de syntes virkede bedst. Den gærselektion har siden erstattet den indkøbte gærkultur, som før blev benyttet til at starte gæringen i ståltankene, og i dag fremstilles alle husets tre Malvazija vine med denne gær. Således er de altså ikke spontangærede men stadig skabt med stedets særegne gær. Selekteret og inokuleret men stadig terroirtro og naturlig slår Moreno fast: “Ja, vi tilsætter gær, men det er vores egen. Den, som vores gamle Malvazija gav os, og som nu giver os den Malvazija, vi ønsker.”

Det er frugten af eget arbejde, Moreno slår et slag for. Ikke lette løsninger eller modeluner; og måske derfor er han heller ikke ‘hoppet på vognen’ med økologi og naturvin. Ikke fordi han forfægter sprøjtning, kunstgødning eller interventionistisk vinmageri— den røde jord er spættet af et spraglet grønt bunddække, han anvender hverken insekticider eller fungicider, markerne er altid kun næret af kompost og naturgødning, og i kælderen får vinen først og fremmest lov til at passe sig selv, og foruden den hjemmeselekterede gær gøres kun brug af en smule sulfit. Moreno nærer ganske enkelt en modvilje mod udefra fastsatte rammer, regelsæt og, fornemmer man, den frelsthed, der af og til tager over i visse vinkredse. “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk” er en klassiker blandt hans kontante udmeldinger.


Terroir, tradition og innovation

Druerne til Ottaviano afstilkes og bliver macereret nogle dage men uden makrooxidation: Det foregår køligt, og der foretages ingen pigéage, dvs. skallerne på toppen presses ikke ned i mosten, til gengæld fjernes det iltede, brune lag inden presning. Vinen gæres udelukkende på ståltanke og stikkes efter endt gæring om og modner derefter mindst halvandet år på gærresterne før flaskning. “Ottaviano er som den vin, han selv engang lavede,” slår Moreno fast, og gode ting skal gives tid til at finde sig selv til rette.

“Ottaviano er selvfølgelig ikke kun erfaring, viden og teknologi. Den repræsenterer først og fremmest en følelse, der gennemsyrer adskillige minder, historier, traditioner og kultur, og som nu lever igen, i dag som dengang, i vinens aroma, krop og kompleksitet. Den er historien om den istriske vingård og om de mennesker, der altid har vedligeholdt denne vingård med deres kærlighed, visdom, vedholdenhed og skaberkraft. En vin til øjeblikke med fordybelse, til behagelige oplevelser i et oprigtigt selskab; og en vin til at nyde gennem hele måltidet.”

Coronica Malvazija Ottaviano 2020. Man fornemmer, at det her er noget særligt, uden nødvendigvis at kunne sætte fingeren på hvorfor. Duften er diskret og mild som forårsbrise men antyder alligevel en fortættet dybde. Der er strejf af sarte hvide blomster, akacie, lind og kamille, og modne gule æbler og ferskner. I munden er den delikat, decideret kælen, som en fløjlsblød saft af gule blommer, ferskner og kumquat; og samtidigt seriøst struktureret med en fin citrisk syre, pikant fenolisk bitterhed og en kompleks eftersmag med bivoks, harpiks, pinje og marcipan. Forfriskende, behageligt blød, velbalanceret og med en tillokkende, tiltagende dybde. Den åbner for alvor op glas efter glas og kan med fordel dekanteres.

Coronica Malvazija Ottaviano 2021. Vi fortsætter i det hvide, gule og gyldne univers, men denne årgang viser sig en smule mere åben i duft og smag med mere bredde og tyngde i munden. Modne gule æbler, pærer, ferskner og abrikoser, en smule bitter kvæde, orangeskal, akaciehonning, figen og sukat. Saftig, syrlig og særdeles fyldig, med moden frugtsødme, masser af fint tørstof og en stof til både eftertanke og længere tids lagring.

Det er en ret unik Malvazija med meget på hjerte, som Coronica her bringer for dagen. Selv foretrækker jeg den friskere og underfundigt forfinede 2020, og tilhængere af frodig frugt og rig fylde vil sikkert knuselske 2022; men begge er vine med karakter og af stor klasse.


Flaske: Malvazija Ottaviano 2020  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdig ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 300,-  

Comment