Grüner Veltliner går til forårets, forsommerens og sommerens forråd af friske grøntsager, som var den skabt af samme stof. Som grøn drue er den det selvfølgelig også, men slægtsskabet stikker i smagsmæssig sammenhæng dybere end blot den fælles oprindelse i planteriget. Grüner Veltliner er velkendt for sine grønne aromaer— i vinsprog såvel frugtige som vegetalske og herbale— af alt fra grønne æbler og pærer over græsser, vilde urter og krydderurter til peberfrugter, diverse tørrede urter og krydderier, ikke mindst sort og hvid peber. Aromaprofilen er især præget af en række terpener og terpenoider, og især den såkaldte sesquiterpen ved navn rotundon har påkaldt sig opmærksomhed, da den er stoffet bag den særligt pebrede smag i megen Veltliner.

Næppe nogen anden drue end Grüner Veltliner gør sig så godt til at komplementere grønne sager, såvel friske som ferniserede, uden samtidigt at overdøve dem med sine egenaromaer. Grüner går på hjemmebane godt til østrigske hapsere under åben himmel, hvad enten vi taler Schnittlauchsbrot, Brezel med Liptauer, Schnitzel med Erdäpfelsalat, de friske asparges eller hele sæsonens grønne salater.

Følgende er en række nedslag i nogle af de nyeste, friskede og grønneste Veltliner fra Donaulandet; og her er det de grønne smagsnuancer, der står i fokus, snarere end de grønne dyrkningsformer, men sidstnævnte står det nu heller ikke skidt til med blandt de fleste af de repræsenterede, trods det langt fra er alle, der har taget skridtet fuldt ud og certificeret sig. Vinene er smagt til og i forlængelse af sidste års østrigske enkeltmarksstævne i Grafenegg og Dürnstein, hvor ÖTW og Vinea Wachau slap de grønne glæder løs fra den glimrende årgang 2021. Vinene er formidabelt friske, pikant krydrede og ganske tilgængelige allerede nu.

De sprødeste og friskeste eksemplarer tilhører typisk Klassik-kategorien i kontrast til den kraftigere Reserve, to angivelser, som man stadig kan se angivet på etiketterne hos enkelte af ÖTWs vinhuse. Den enkleste og mest ligefremme forefindes på Ortswein og Gebietswein-niveau i den officielle klassifikation, mens de mere seriøse og komplekse eksemplarer er enkeltmarkerne, de såkaldte Riedenweine. Samme tretrins-inddeling findes hos Vinea Wachau, hvor typerne dog traditionelt inddeles i den lette og syrestyrede Steinfeder, de friske og frugtige Federspiel og de kraftigere, komplekse og krydrede Smaragd.



Noget gammelt, noget nyt…

Lad os lægge ud i Wachau med et ungt og nyt vinhus, PAX, skabt i 2020 af Franz Stefan Pichler og Verena Axmann. Vinhusets navn betyder som bekendt fred på latin men er tillige en kombination af parrets efternavne. Til trods for at de tos navne klinger bekendt i Wachau-sammenhæng, er der dog ikke tunge traditioner på spil, snarere nye boller på suppen. De to går efter friskhed og frugtighed frem for fylde og botrytis, som gennem mange år var områdets særkender og adelsmærker i Smaragd-kategorien. Terroir-tro stenet og aldeles forfriskende er deres Ried Kollmitz Grüner Veltliner Smaragd 2021 med en duft af kerne- og stenfrugt og en antydning af såvel knusprighed som frugtig fylde. Saftig og flot flydende, stoflig men let og fint krydret i smagen, æbler, pærer og ferskner med vindruekerner, ristede græskarkerner og hasselnødder og strejf af lakridspulver, pibetobak og tørrede krydderurter.

Anderledes gamle i gårde og mere end veletablerede er de hos Josef Jamek. Siden 1996 er det traditionsrige vinhus drevet videre af datteren Jutta og svigersønnen Hans Altmann og senest Julia og Herweg Jamek siden 2012; og de fortsætter i grundlæggerens fodspor. Josef Jamek er lidt af en legende i Wachau og i Østrig i det hele taget. I årene efter Anden verdenskrig var han foregangsmand for genoptag af områdets traditionelle vinbrug, fortaler for produktion af kvalitetsvin og en af de første til at flaske sortsrene vine med ikke blot landsby- men også enkeltmarksoprindelse. Stien er holdt ren siden, stilen er konservativ og selve vinbruget stadig forholdsvist konventionelt. Men der arbejdes alligevel med en stor respekt for naturen, ligesom familien lægger stor vægt på vedligehold af Wachaus mange stenterrasser, bl.a. står de for tiden for en restaurering på den gamle og hævdvundne mark Achleiten. Herfra kommer deres fremragende Ried Achleiten Grüner Veltliner Federspiel 2021, som er superklassisk i udtrykket, med forførende frodiggrøn Veltlinerduft: En kølig og mildt flintet grøn ferskenfrugt, grønne vingummibamser og et hint nyslået enggræs. Saftig, sprød og stringent syrlig i munden, med mineralsk og fint fenolisk nerve. Grønne æbler og pærer, mango, marokkansk mynte og et hint af peber. Vil man have modnere frugt og frodigere fylde, er der stadig masser af friskhed i Smaragd-vinen fra samme mark og årgang, men mere moden fersken, mango, abrikos og krydderi.

Rykker vi videre mod øst til Kremstal, så står familien Nigl sædvanligvis for nogle af de mest typiske og vellavede vine, og i de senere år står familieteamet med far Martin og søn Martin i front stærkere og stærkere. Deres Grüner Veltliner Ried Kirchenberg 2021 har en vis eksotik i duften, grønne bananer og grøn papaya, og en pikant og sødmefuld frugt på tungen. Litchi, fersken, mango og papaya, frugtsødmen flot balanceret af en sprød syrenerve og en delikat krydring, lakridspulver, anis og kommen og nyopgravede gulerødder. Sigurd Müller Vinhandel forhandler i Danmark.

Familien Proidl har en mere pågående puristisk stil, stringent og mineralsk men altid fornemt modnet på gamle fade og altid med fuld malolaktisk gæring, som bringer balance i vinene. Patrick har overtaget roret fra far Franz, men vinene fortsætter i samme spor. Deres Grüner Veltliner Ried Ehrenfels 2021 har en kølig og kompakt næse med ferskensten og spændstigt frugtkød. Stenet mineralitet i munden, modne pærer og ferskner og en mild alpin parfume med enggræs og vilde urter. Nuancerig og først og fremmest forfriskende syrerig. Otto Suenson forhandler herhjemme.

Endnu et skridt længere østpå kommer vi til Kamptal, som lægger hvert år lægger grund til nogle af landets bedste Grüner Veltlinere fra forfatterens synspunkt. Birgit Eichinger overtog i 1992 sin families vinhus og blev på den måde foregangskvinde for østrigske vinhuse med kvindeligt overhoved; og med datteren Gloria godt integreret i produktionen ser en tradition ud til at være etableret. Vinhuset ligger i den lille sidedal Strassertal, og Eichinger har udvidet med marker længere ind i kernen af Kamptal, bl.a. med Lamm siden 2010. Hendes vine herfra er støt blevet bedre, og Grüner Veltliner Ried Lamm 2021 er noget nær kronen på værket. Med en sprød og krydret snude åbner den, lifliggrøn og eksotisk og samtidigt kompakt og kølig, vingummipærer og abrikosbrus. Knitrer i munden med sin friske frugt, modne grønne æbler, pærer, ferskner, fast syrestruktur og en lækker eftersmag med urtesalt. Utroligt delikat! Eichinger kan erholdes via Andrup Vin.

I smørhullet mellem Lamm og Renner og de to Riesling-marker Gaisberg og Heiligenstein ligger Grub. Længe godkendt som enkeltmark men sjældent anerkendt for sin tårnhøje kvalitet. Det kan Johannes Hirsch måske gøre om på, for hans Grüner fra Grub er år efter år ganske glimrende. Mens hans Lamm ofte er særdeles krydret og har en udtalt frugtsødme, og hans Renner er den sprødere, friskere og mere ligefremme, så ligger Grub et meget smukt sted midt imellem. Grüner Veltliner Ried Grub 2021 har en mildt krydret næse med humle og græs; saftig, rund og silkeglat mundfornemmelse, med ren og kølig stenfrugt og relativt krydret eftersmag: Nyslået græs, nælder, grønne urter, fintsnittet purløg, salt. Ikke kun god, faktisk overbevisende god! I Danmark hos Atomwine.

Den lille Traisental skal ikke forglemmes, før vi hastigt bevæger os videre til hovedstaden. Markus Huber er den unge dynamo i regionen, og hans Grüner Veltliner Alte Setzen 2021 er frisk, frodigt grøn og fyldig, fuld af enggræs og humleskud i snuden. Ganske sprød på tungen, med blød fylde, spændstig syre og en sværm af grønne frugtnoter, æbler, pærer, ferskner, meget klassisk og frugtbetonet Grüner Veltliner. Sidst men ikke mindst skal vi til Wien, og hvem bedre end Fritz Wieninger til at repræsentere den vinfrembringende by? Hans Grüner Veltliner Ried Preussen 2021 har en lun og liflig duft, der emmer af varme sommerdage i engene på Nussberg. Ret blød fylde og liflig eksotik i munden, urtet, krydret, høet. En spændende Grüner Veltliner til den frugtigere og fyldigere side, og med fuld skrald på de krydrede aromaer. Dansk forhandler er Sigurd Müller.


…noget lånt, noget grønt

Et par korte nedslag uden for alfarvej. Først den stort set allesteds anmelderroste New Chapter Grüner Veltliner 2021 som en slags kontraststof. Skaberne, Lenzmark Wines, som er et portmanteau af Lenz Moser og Markus Huber, et joint venture skabt under corona-nedlukningerne, kalder den selv ‘morgendagens Grüner i dag’. Mon dog? Men det smager moderne og fremadstræbende men måske samtidigt en smule af bedagede idéer. Druerne er af traisentalsk ophav, men der er gået burgundik og barrique i fortolkningen, og det giver såmænd spændende resultater— men er det virkeligt dér, man vil hen med sin Veltliner? Teksturen er lind, rund og rig, nærmest som en storladen Chablis med en smule syrnet smør og ristede nødder lånt fra en Meursault, og så et fuldt skud aromaer, som ikke fornægter sit ophav: Grønne stikkelsbær, moden lime, masser af saftigt græs og grønne urter og en smule Madagascar-peber. Theis Vine forhandler den i Danmark.

Næste skæve nedslag går i modsat retning: Nu ligger Burgenland ikke ligefrem langs Donau, medmindre man da anlægger vidvinkel på sagerne; men skidt med det, for der gøres mangt en Grüner Veltliner i det burgenlandske, og selvom de sjældent besidder samme syrlige og grønne nerve som fra Donaudalens gyldne åre eller det kølige hjørne i Weinviertel, så gives der ganske gode og endda glimrende vine. Stefan Wellanschitz er omend ikke en grønskolling så under alle omstændigheder en ung, nytænkende og alternativt tænkende vinbonde fra Neckenmarkt. Kolfok hedder hans vinhus, lokal dialekt for skarnsknægt, og så er stilen ligesom sat; men hans vine er trods en non-konformistisk og meget naturnær tilgang ganske snorlige og særdeles forfriskende. Således hans glimrende Grüner Veltliner Querschnitt 2021, som er slank, saftig og stilfærdig i smagen. Gule pærer, honningmelon, væde som kun Noah har kendt den, og nogle meget mildt urtede noter, som klæder og giver en smule kant; men meget klasssisk i al sin enkelhed. Derfor fortjener den som absolut outsider nævnelse i det fine selskab. Simply Grapes importerer.

Som fuld kompensation for ungdommen og galskaben vender vi tilbage til Wachau og slutter, hvor vi startede. Sådan næsten da, for hos Hirtzberger har den unge generation godt gang i overtagelsen af vinhuset fra far Franz, dog uden større stilomlægninger eller lignende unoder. Der er til gengæld superklassisk Veltliner i koppen med Hirtzbergers Grüner Veltliner Ried Axpoint Smaragd 2021, som Sigurd Müller også står som importør af. Duften er diskret, kølig og meget mild; men smagen er overraskende krydret og sødmefuld, fuld af moden citrus og stenfrugt, akaciehonning, syrlige drops, spejderhagl og maltbolcher, med tørrede krydderurter og krydderier i dybden. Det er moden, mørkt og krydret, men det er samtidigt forførende friskt og grønt.

God sommer, og god fornøjelse med den grønne Veltliner!

Udsyn fra Achleiten mod vest. Weissenkirchen i baggrunden. Achleiten ligger på et fundament af Gföhler gnejs kombineret med migmatit og amfibolit. Familien Jamek har siden 1998 lagt hårdt arbejde i at restaurere de historiske stensætninger på terrasserne ned mod Donau. Foto: Egon Mark (ÖWM)

Flaske: Ried Achleiten Federspiel 2021
Vinhus: Josef Jamek  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Jordbund: Gnejs, amfibolit
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 150,-  


Comment