Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.
Et kroatisk Entre-Deux-Mers
Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.
Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.
Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.
Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar
Gammel vin på nye flasker
At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.
Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.
Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.
Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.
Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.
Melankoli og mineralitet
Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.
Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.
Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.
Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.
Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak
Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak
Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.
Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.
Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.
Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.
Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.
Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak
Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.
Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien
Drue: Furmint
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-