Det er ikke kun H. C. Andersen, der fra det fynske har fundet på usandsynlige, overraskende, eventyrlige ting. Ved den fynske østkyst, mellem Nyborg og Kerteminde, har Jacob Stokkebye nemlig virkeliggjort sin store drengedrøm, at lave sin egen vin. Det sker på Stokkebye Vingård sammen med hustruen Helle og deres børn Liva, Victor og Stella. Og trods de udfordringer og prøvelser, som det kolde nord byder en vinbonde, står der i dag både bobler, hvidvin og hedvin af høj kvalitet på bordet. “Vi kalder det vores vineventyr,” fortæller Helle, “for det er det, vi synes, det er.”
Det er indtil videre lykkedes familien ikke kun at få flotte vine på den i dansk sammenhæng så vellidte sort Solaris; men nok så imponerende også på en af de mest ærefrygtindgydende franske— Pinot Noir! Gode forudsætninger giver Fyns milde kystklima og en overraskende kalkholdig jordbund. Foruden en stor portion livsglæde handler resten om kvalitetssans, arbejdsomhed og ambitioner. Som Jacob Stokkebye med et selvsikkert smil siger det, mens proppen springer på en flaske skummende Stella Mary: “Vi vil ikke bare lave vin— vi vil lave noget af det allerbedste!”
Jacob og Helle Stokkebye i deres vinmark ved Bovense på Fyn — i følge med familiens labrador Frank. Fotos: Jesper Rais
Den grimme ælling
“Kan man godt dyrke vin i Danmark?”… eller “Dansk vin, kan det overhovedet drikkes?”
Ja og ja; men man bliver ofte mødt med skepsis og kritik, når talen falder på fænomenet dansk vin— men heldigvis også med overraskelse og begejstring. Forudindtagne opfattelser til trods fremstilles der i dag ikke blot kvalitetsvin i Danmark; der fremstilles også vin af ganske god kvalitet— og det i stadigt stigende grad. Selvfølgelig skal man gå til dansk vin med et åbent sind: Vinene må nødvendigvis smage anderledes end dem fra varmere himmelstrøg i Italien, Frankrig eller Spanien; og så består danernes bedrifter udi vinavl langt hen ad vejen stadig af indledende øvelser. Erfaring, stilsikkerhed og velsmag er langt fra selvskrevet hos alle, men det går den rigtige vej.
Går vi imidlertid en rum tid tilbage, så har der været vinavl i Danmark adskillige århundreder tilbage, ikke mindst på Fyn. I Sønder Nærå Kirke på Midtfyn findes kalkmalerier af såkaldte månedsarbejder, høst af hø i juli, høst af korn i august og høst af druer i september. Malerierne stammer fra 1200-tallet og kan meget vel afspejle den lokale hverdag. Veldokumenteret er det i al fald, at Skt. Knuds Kloster i Odense har haft tilhørende vingård i midten af 1200-tallet. Klimaet var en smule varmere dengang, og egentlig vinavl har i praksis været mulig. Datidens danskere var i hvert fald bekendte med vin, og de kunne sandsynligvis også selv fremstille den— sikkert i begrænset omfang og i videste udstrækning i tilknytning til klostervæsnet, så altså før reformationen i 1536. I de efterfølgende århundreder forsøgte adelige af flere omgange at etablere vinbrug i Danmark; og vi ved, at Christian den 3.s livlæge, Cornelius Hamsfort, ejede et “vingods” på Fyn. Har han monstro dyrket druer til spisning, til rosiner… eller til vin? Vi ved det ikke med sikkerhed.
Sikkert er det dog, at Danmarks første professionelle vingård etableredes på Furesødal i Nordsjælland i 1932 og var i drift frem til 1956, tilmed med produktion af anmelderroste mousserende vine. Vinavl havde igen vist sig muligt i Danmark; men uden en egentlig folkelig forankring. I løbet af 80’erne og 90’erne begyndte en voksende skare af hobbyavlere dog at dyrke vin på friland— begunstiget af klimaforandringer og et udbud af nye hybrider med særlig egnethed til det danske vejrlig. Så med stiftelsen af Foreningen af Danske Vinavlere i 1993 og Danmarks anerkendelse som vinproducerende land i 2000 var vejen brolagt med lutter gode undskyldninger for at gå videre.
Al begyndelse er svær. Det er vanskeligt at dyrke druer til god vin i vores nuværende klima; og det at etablere vinbrug, en egentlig vinbrugskultur og egen vinstil tager tid. Man forstår kun alt for godt de skuffede miner hos mange, når de i forgangne år har smagt dansk vin for første gang. Det har ofte været en mildest talt “anderledes” og i øvrigt ganske dyr “fornøjelse”. Men alligevel har uopslidelige ildsjæle taget livtag med vinbruget, og efterhånden finder flere og flere fodfæste og får knækket koden. Så det er på tide at rette blikket seriøst mod dansk vin. Som det nye nordiske køkken pludseligt fik vind i sejlene, er noget lignende ved at ske for dansk vinavl; og en af producenterne i udbryderfeltet er netop fynske familien Stokkebye.
Tågen letter
“Vi fik ikke lavet nogen jordbundsanalyser, inden vi plantede. Fordi vi tænkte, det måske ville tage modet fra os… og så kommer vi aldrig videre,” fortæller Jacob om den spæde start i 2009, hvor han plantede de første 1.000 stokke på en mark bag familiens hus.
Han fik hjælp fra en bekendt, der “har gået og gravet det meste af livet”, men da de nåede ned under det øverste lag muld, meldte han forbløffet ud, at han aldrig havde set noget lignende. “Det var helt hvidt! Vi stod med nærmest ren kalk mellem hænderne.” Undergrunden viste sig altså heldigt righoldig på kalk og andre mineraler, der kan bidrage positivt til vinstokkenes vækst og vinenes karakter og kvalitet. Han kunne ikke have valgt et meget bedre sted at starte et vinbrug. “Så det var virkeligt en gave.”
Nu var det dog ikke en helt forudsætningsløs, der kastede sig ud på det dybe vand. Jacob Stokkebye (56) har et langt arbejdsliv med mad og vin bag sig. Han er udlært tjener fra Kong Hans i København og har siden haft sit virke bl.a. på Restaurant Babette i Vordingborg, Rudolf Mathis i Kerteminde og på Falsled Kro. En gryende vininteresse blev især næret et par år hos Erik Sørensens Vinhandel i Hellerup. I mellemtiden var der også afstikkere til udlandet— til det legendariske hotel og gourmetrestauranten Vier Jahreszeiten i Hamborg og forskellige franske 2- og 3-stjernede Michelin-restauranter plus en tur omkring salig prinsegemalens Château de Cayx i Cahors. Undervejs fik han et indgående kendskab til de to råvarer, der blev hans helt store passion, og som han siden har gjort til sit levebrød: caviar og vin.
Caviarens kvaliteter opdagede han i køkkenet på Vier Jahreszeiten, og senere begyndte han selv at importere delikatessen fra verdens ældste caviarhus, fra 1869, der er beliggende i Hamborg; og siden 1997 har han drevet firmaet Butler’s Choice, der importerer diverse delikatesser. Opholdene i Frankrig fik et andet fokus: “Jeg gik efter vinen,” slår han fast og fortæller om sine ture omkring alle grand cruerne i Bordeaux og de bedste huse i Bourgogne: “Om dagen cyklede jeg ud og smagte vin, og om aftenen slingrede jeg hjem.” Han fik også arbejde på Domaine du Chevalier i Pessac-Léognan i Bordeaux, hvor han bl.a. hjalp til med høsten i 1988. Noget, der især har sat sig i erindringen, er stemningen i vinmarkerne: “Det at gå gennem en vinmark en stille morgen og se duggen på druerne, der hænger bag bladene, det var meget betagende,” erindrer Jacob Stokkebye. Her fostredes første gang drømmen om at lave sin egen vin; og de franske erfaringer skulle senere bringe klarhed over, hvad hans kræfter skulle lægges i. Mange år senere stod han så i egen vinmark.
“I starten prøvede vi meget frem og tilbage; men vi endte med at hælde det meste af det i håndvasken.” De første årgange levede altså ikke op til forventningerne; men man var tålmodig— og modig nok til at indrømme, at man ikke kan klare alting helt på egen hånd. Derfor blev den tyske vinkonsulent Jens Heinemeyer også antaget til at bistå med ekspertise i druedyrkning og vinfremstilling, og han hjalp med at rette kursen til. I det hele taget har Heinemeyer været en vigtig mand for dansk vin: Som kandidat i vitikultur og ønologi fra vinuniversitetet i Geisenheim og mangeårig medarbejder hos den danske gærproducent, fødevareteknologifirmaet Chr. Hansen, har Heinemeyer haft en hånd med i udviklingen af dansk kvalitetsvin og været konsulterende vinmager for f.eks. Frederiksdal, Ørnberg Vin og Vejrhøj Vingård, hvor vinificeringen af Stokkebyes vine også til en begyndelse fandt sted (læs mere om Vejrhøj her).
Hustruen Helle har heller ikke en helt ubetydelig baggrund, omend hun ikke før har arbejdet med vin. Hun står i dag for den daglige drift af familievirksomheden og dens ansigt udadtil; men oprindeligt er hun uddannet cand.merc. i international business og har igennem mange år arbejdet med CSR (corporate social responsibility — virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed) for både Udenrigsministeriet, FN og som selvstændig konsulent. Og netop forpligtelsen på bæredygtighed har spillet en vigtig rolle i familiens virksomheder, både Butler’s Choice og By Stokkebye; og den miljømæssige side af sagen er konkret, at familiens vinmarker dyrkes uden sprøjtegifte, ukrudt fjernes manuelt og maskinelt, og en økologisk certificering er lige på trapperne. God smag og god samvittighed, kvalitet og bæredygtighed går hånd i hånd.
Et familieforetagende
Stokkebye Vingård udviklede sig altså fra Jacobs hobby til et fælles projekt, et egentligt familieforetagende og en forretning. Den historie får man også fortalt, når man står med en flaske vin fra Stokkebye i hånden. Hver af vinene har fået navn efter deres børn, og da der ikke var flere børnenavne at trække op af tasken, fik familiehunden Frank sin egen vin; og Helle under dække af kælenavnet Coco. Familien er også vævet ind i det visuelle design: Stokkebye-logoet (designet af grafiker Morten Agergaard) forestiller en vinmark med et træ, en falk og en stjerne. De tre symboliserer den ældste datter Liva som livstræet, sønnen Victor (latin: sejrherre) er den spejdende falk, og ledestjernen er den yngste datter Stella (latin: stjerne). Frank har forresten fået sit eget logo, hvor han letter ben op ad en vinstok. Alt trykt på præget papir og med en udstråling af livsglæde og luksus.
I 2015, 2017 og 2019 plantedes yderligere til, og vingården har nu godt 10.000 stokke fordelt på en håndfuld sorter med Solaris og Pinot Noir som de vigtigste. I dag er der samlet set 4,5 hektarer vinmark fordelt på to placeringer på hver sin side af Kertemindevej. Den ‘oprindelige’ bag huset og ‘den nye’ bag den tilkøbte nabogård, som familien erhvervede sig i 2018. Her har de omdannet den gamle kornlade til et egentligt vineri, indrettet med tilhørende gårdbutik og smagelokale; og den gamle kvægstald er under udarbejdning til lager til modning af de mousserende vine, som Stokkebye satser på i de kommende år. Det sker stille og roligt og med respekt for den smukke, gamle bygning fra 1931. Bygningerne flankeres fint af vinmarkerne, og det er her, vi finder den familie af druer, Jacob Stokkebye har fundet frem til trives i den fynske muld.
Den grønne Solaris er endnu ikke just folkeeje, men den har på kort tid markeret sig som noget nær dansk vinbrugs signatursort. Solaris er en tysk krydsning, der modner tidligt og i det hele taget trives i køligt klima; og kan forvandles til vine med hyldeblomstduft, frisk syre og fin fylde. Solaris er udgangspunktet for hvidvinene Frank og Liva. Pinot Noir, den ædle franske sort bag de røde Bourgogner, men også en vigtig sort i Champagne, kræver nok næppe nærmere introduktion, selvom den stadig er et særsyn i Danmark. Det kniber generelt med modningen, men— som vi snart skal se— kan der laves glimrende bobler på den, Stella Mary, samt en fadgæret hvidvin, Coco. Noget mere eksotiske er sorterne Golubok og L’acadie blanc: Golubok er en blå druesort af ukrainsk oprindelse, en flerfoldig krydsning af den russiske Severny og andre hybridsorter med den vilde asiatiske amurensis-vinstok. Den har stærke skaller og farvet frugtkød og giver derfor meget mørke og tanninrige vine med tæt bærsmag og sursød balance; men sorten levede slet ikke op til de kvalitetskrav, som Jacob Stokkebye havde sat, men et forsøg med vinificering efter portvinsmetoden viste sig at være en vinder: Så Golubok bliver i dag til de to røde hedvine Victor og Georg, begge gjort på portvinsmetoden og begge lagret på små oloroso sherryfade, Georg i fire måneder og Victor i 16 måneder. L’acadie er endnu en særdeles kompleks hybridsort, hjemhørende i Canada, hvor den er frembragt i Ontario i 1950’erne med henblik på at opnå en særligt froststærk og sygdomsresistent sort— med hjælp fra sorter af såvel vitis vinifera som de vilde amerikanske labrusca og rupestris-stokke. Vinen er kendt for sin citrusfriske frugtduft. Den dyrkes især i Nova Scotia men har altså også fundet vej til Fyn. For tiden bliver L’acadien til en vin til Restaurant Moment på Mols. Desuden dyrkes en smule Johanniter, endnu en tysk krydsning.
Hip hip hurra anno 2020: Liva, Helle, Jacob, Victor og Stella Stokkebye til bords med caviar og egen vin…
En smuk svane
Der er stil over foretagendet, det springer i øjnene med det samme: Husene, markerne, menneskene, flaskerne, alt er i fineste stand, og det visuelle udtryk, ikke mindst på Stokkebyes etiketter, virker velvalgt og gennemtænkt. Det har da også været en bevidst strategi at fortælle familiehistorien og vælge at gå egne veje med vinene, nemlig direkte ind på landets bedste restauranter, hvor Jacob mener, de hører til— og det med rette, for Stokkebye står nu for nogle af de mest stilsikre og velsmagende vine fra Danmark, og deres friskhed og renhed går generelt godt med det nye nordiske køkken— som endnu et lokalt raffinement.
Vinene fra Stokkebye har således fundet vej til fynske fæller på Falsled Kro, Kok & Vin i Odense, Lieffroy i Nyborg, Pasfall og Rudolf Mathis i Kerteminde men er også at finde på Alchemist, d’Angleterre, Geranium, Jordnær, Kokkeriet og Kong Hans Kælder i København, Moment i Rønde og på Henne Kirkeby Kro.
En smule stjernestøv er også allerede strøet ned over Stokkebye fra vinkritikere, endda fra det store udland: Robert Parkers Wine Advocate har honoreret hvidvinen Liva 2018 med 87 point og den mousserende Stella Mary med 85, “og det er vi meget glade for,” fortæller Helle. Det er en flot anerkendelse fra professionel front. I den kommende udgave af DinVinGuide deles der også 86 point ud til Liva og 89 til favoritterne Frank og Stella Mary. Flottest er måske René Langdahl Jørgensens kåring af Stella Mary som “en mousserende milepæl for dansk vin” i det seneste nummer af Gastro.
Men placeringer og point gør det ikke alene, vinsmagning er også sanselig, med fornemmelse for tid og sted og ikke mindst det lyriske, som flaskens ånd kan kaste over smageren. Så lad os slutte af med resultatet af Jacob og Helles arbejde, vinene i glasset:
Frank 2019. Nyeste skud på stammen, 100% Solaris fra vinstokke plantet i 2017, gæret på ståltanke med kulturgær, og opkaldt efter familiens hund— og det har givet pote. Frank er en hyggelig hverdagsvin og den kølige snude, der pludseligt liver en op. Duften er frisk, hylden strækker sine hvide hænder mod månen, der lyser op i sommernatten, en liflig hvid blomsterduft og kølig dug, der lægger sig i munden. Fin fylde, rank syre og saftig frugt, et hint mynte, mentol og lakrids. Måske en kende kort men fint balanceret. Anbefalingen kan selvfølgelig ikke være anderledes, Frank bør drikkes hundekold. Prisen er 155,-.
Liva 2018. Spontangæret Solaris fra de ældre stokke, lagret ni måneder på gærresterne på aflagte fade fra Domaine du Chevalier. Den livlige Liva er mere end bare frisk. Faktisk overraskende frisk, sommersolen næsten blænder en her, hyldeblomster og alt, hvad der er hvidt i denne verden. Foruden hyld fornemmes flint, friskplukkede æbler, hyldetræ, hvide asparges og solbærblade i duften, en stringent syre og syrnet smørfedme i munden, med limesaft, syltede stikkelsbær, en smule rønnebærgelé, tørrede hyldebær og saltkaramel. Er man til frisk syre, kan man kun frydes over kompleksiteten og et udmærket udviklingspotentiale. Spændende! Prisen er 255,-.
…og Stokkebye-familien i flaskeform: Liva, Georg, Victor, Stella Mary og Coco.
Den største bedrift— med en håndsrækning fra den usædvanligt solrige årgang 2018— er uden tvivl den flotte mousserende vin. Her har vi at gøre med kun anden årgang, ren Pinot Noir med andengæring på flaske. Forbilledet er Champagne, og den er lagret godt 10 måneder på gærresterne før degorgering, ingen efterfølgende dosage, altså brut nature. Kun omkring 1.500 flasker, og 15% er taget fra til længere lagring.
Stella Mary 2018. Blinke blinke, stjerne klar. Fine kæder af små bobler bruser op af glasset, vinen har en gylden glød og sart rødmende farve. Frisk og liflig duft af sommer i Danmark, solmodne jordbær og kaprifolium. Flot skum, stram syre, røde kirsebær og let blomstret karakter, lidt lakrids og fennikel i finishen, pæn balance og dybde. En sjælden fornøjelse! Prisen er 395,-.
Fyn er altså andet og mere end 200 kilometer, man kan spare på motorvejen. Husk at dreje af og se på det egentlige Fyn, de mange herregårde og ikke mindst vingårde, hvor den milde dag er lys og lang. Læg vejen forbi Stokkebye og oplev de smukke omgivelser, de spændende personer og vinene. Der er åbent for besøg og salg torsdage 13-17 og lørdage 11-15.
Flaske: Stella Mary 2018
Vinhus: Stokkebye Vingård
Oprindelse: Fyn, Danmark
Drue: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler, sand
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: 10 måneder på flasken
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 395,-