Jurtschitsch. Med sine germanske konsonantklynger er det nok et af de navne, der har voldt danske vinentusiaster kvaler. Vinverdenen er fyldt med fremmedord og egennavne på fremmede sprog, så problematikken er langt fra ukendt; og der er selvfølgelig stadig et stykke vej til Flagey-Echézeaux, Hárslevelü og Raç̇a-Leçxumi…

Det er Alvin og Stefanie fra Langenlois i Kamptal, der har Jurtschitsch som efter- og firmanavn, og det er som ofte noget nemmere at være på fornavn med folk. Vinene er mere medsiggørlige end navnet, de er ligefremme og venlige som folkene bag. Ægteparret overtog i 2009 efter Alvins far Edwin og hans brødre Karl og Paul. Det var den brødretrio, der satte Jurtschitsch på kortet, hvor huset nu for alvor markerer sig. Alvin og Stefanie har sat yderligere fokus på det økologiske, det originale og autentiske og ikke mindst det eksperimentelle. Bobler blandt andet.

Große Reserve Brut Nature er navnet på en flaske ‘Entdeckungen aus Langenlois’, ‘Opdagelser fra Langenlois’, som de kalder nogle af sideprojekterne til de traditionelle tørre hvidvine, husets ellers brillerer i (herunder enkeltmarksvine fra Heiligenstein, Lamm, Käferberg og Loiserberg). Der er tale om fine bobler efter den traditionelle metode, klassificeret højest i kvalitetspyramiden for østrigsk sekt med beskyttet oprindelsesgaranti (Österreichischer Sekt mit geschützter Ursprungsbezeichnung), der går fra Klassik over Reserve til Große Reserve. Desuden har de fravalgt dosage, så vinen er ene og alene udtryk for dens oprindelse og årgang. Finere bliver det ikke.

Grüner Veltliner er grundlaget, høstet fra en højt beliggende enkeltmark (gnejs og kalkholdig løss) i september 2014. 350 højdemeter, tidlig høst og temperaturer, der det år sjældent steg til over 25 grader, har sikret en usædvanligt god syre i druerne. Høsten var manuel, druerne blev presset på kurvepresse og gæret spontant i 2000-liters brugte træfade. Herefter andengæring på flaske og 3 1/2 års flaskelagring med gærresterne før degorgering i juni 2018. Ingen dosage. Syren ligger på 8,5 gram pr. liter, restsukker på lige under 1 gram pr. liter.

Her et halvt år senere lyser den flot op i glasset med sølverskær og fine bobler, der med mørk klang skummer på overfladen. Sirlig, frisk frugtduft med dybere gærnoter. Fin mousse, sprød i munden med en stringent syre, kontrasteret af fyldig frugt og krydrede noter: Pære, kvæde, citrusskal, knust stenfrugt, marcipan, kardemomme og grønt græs. Frisk, ren, rensende, og som man siger på tysk ‘knochentrocken’, bentør. 2014 er endnu ung, den vil have godt af et par år på flaske; og den topper uden tvivl ikke før 2024.

Grüner Veltliner egner sig altså åbenbart til fremstilling af skum af høj klasse. Egenglig ikke nogen overraskelse, for man er før stødt på fremragende eksemplarer. Både som traditionel Sekt og i mere frankofile fortolkninger som Jurtschitschs. Szigeti er velbevandret i alskens sektmanufaktur og har udmærkede Grüner Veltliner af slagsen på bud. Ligeledes har Loimer og Bründlmayer leget med flaskegæring og lang lagring med fine resultater; og faktisk er druens færd skummet hele vejen til Portugal— læs mere om Conceitos særling her.

Så selvom nytåret allerede er skudt ind, så kan årets korteste måned med fordel forsødes med knastørre, knitrende bobler.


Flaske: Große Reserve Brut Nature 2014  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade,
fire års flaskelagring
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Østjysk Vinforsyning
(men ikke p.t. i sortiment)  
Pris: cirka 200,-  

Comment