Grignolino

‘Den lille med de mange kerner’— nogenlunde således kan navnet på en af Piemontes mange indfødte druesorter, Grignolino, oversættes til dansk. Den sent modnende sort er lille og rig på kerner, 4-6 styk er ikke unormalt, og det bidrager til druens markante tanninprofil. Langsom og nænsom presning er derfor kodeordene til kvalitet uden for megen bitterhed og for tørre taninner. Når det er sagt, så er det netop tanninstrukturen, syren og dens viltre aromatik, der gør den arketypisk piemontesisk— aristokratisk og elegant.

Druerne bliver mørkerøde på solsiden men forbliver ofte grågrønne på skyggesiden. Mosten er altid lys, men intensiteten er stor, og dens aromatiske spektrum fra roser, jordbær, hindbær og røde kirsebær over tørrede morbær, gojibær og rosiner, til abrikoskerner, mandler, nelliker, peber, tobak og røg.

Grignolino har hjemme i Monferrato og stammer sandsynligvis fra området mellem Asti og Casale. Den er nævnt så langt tilbage som 1246 og 1337 og nåede sin største udbredelse og berømmelse i 1800-tallet, hvor den blev regnet som samme kvalitet som Nebbiolo; mens Dolcetto og Barbera var bællevin til almuen. Efter phylloxeraen ændrede fordelingerne sig, og indtil sidst i det 20. århundrede havde Grignolino en svær tid.

Nu genopdages denne interessante drue heldigvis. I dag er Grignolino mest udbredt i provinserne Cuneo, Alessandria og Asti, men hjemstavnsfølelsen er stærk, og den slår igennem i de to traditionelle, sortsrene vine, Grignolino d’Asti og Grignolino del Monferrato Casalese. Blandt de bedste producenter kan nævnes Castello di Neive, Tenuta Montemagno, Gaudio, Pierino Vellano, Castello di Gabiano, Cascina Tavijn, Trinchero og Tenuta Olim Bauda.

Olim Bauda

Vinhuset har sit navn efter familiens gamle villa, der oprindeligt tilhørte Bauda-familien, der var venner af Verdi. Bertolino-familien fra Nizza har lavet vin i fire generationer, fra oldefaren Giacinto, over bedstefaren Giovanni, til faren Agostino; og de overtog villa og vingård i 1961. I dag er det søskende-trioen Diana, Dino og Gianni, der fører familiens vintradition videre efter farens død i 1987. Kælderen har de bygget om og indrettet med moderne udstyr; men med respekt for traditionerne, det råstof og den erfaring, de har fået givet videre.

“Vi laver Barbera og en masse andet,” fortæller Dino; og det er i den anden masse, man kan finde de spændende småting: En ny Nebbiolo, en god Gavi og en ganske glimrende Grignolino— foruden flere Barberaer af bedste aftapning.

Det er Dino, der står for arbejdet i markerne. De lyse jorde, der mestendels består af kalkholdig mergel, silt og sand, får ikke lov at ligge bare hen. Der er grønt imellem rækkerne med vinstokke. “Vi bruger aldrig herbicider. Vi bor her jo; vores hus ligger midt mellem markerne.” Kunstgødning er ligeledes bandlyst, og familien forsøger at reducere brugen af kobbersulfat i markerne. Ligeledes arbejder man kun lidt med traktorer, og al høst foregår manuelt.

I kælderen får familien hjælp af ønologen Giuseppe Caviola, og der er foruden store ståltanke masser af traditionelle træfade. Barriques, tonneaux og flere størrelser af botti, de klassiske italienske træfade. Egen er fransk, men bødkeren er italiensk. Fadene skal understøtte vinen og fremme dens udvikling, ikke smage igennem i den færdige vin. Bertolinoerne vil have sorterne, landskabet og årgangene til at smage igennem; og det lykkes til fulde i deres fremragende Grignolino:

Isolavilla 2017 er rosenduftende og dybt frugtig, fuld af hindbær, røde blommer, friske figner, hyben og hibiscus. Syren er livlig, først føles vinen ret saftig, før de lette men markante tanniner strammer den op! Den er meget tør; men elegant og betagende. Den bør serveres i større glas og ikke for lun.

2017 var en varmere, tørrere og temmelig solrig årgang, og vinene er derfor en smule mørkere end vanligt. Der er oplagt udviklingspotentiale i den. Den udvikler sig over timer i glasset; og den vil sagtens kunne klare nogle år i kælderen.

Et par af Olim Baudas vine forhandles i Danmark af Leisner Vine. Udflugter i det øvrige sortiment kan gøres via den velassorterede tyske italienske vinimport superiore.de.

Olim Bauda Grignolino d'Asti Isolavilla 2017 Flaskevis (c) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grignolino d’Asti Isolavilla 2017  
Vinhus: Tenuta Olim Bauda  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Grignolino  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 175,-

Comment