Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.

Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.

Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.

Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

Apuliens anden stemme

“Jeg foretrækker vinbonde frem for gårdejer eller vinmager,” slår Nicola Faccilongo fast, “for min familie er først og fremmest bønder og har været det gennem generationer.” Familiens gård hedder Paglione og ligger i det nordlige Apulien, nærmere bestemt ved byen Lucera ved Daunia-bjergene — “men det er der alligevel ingen der ved, hvor er.”

I så fald er der al god grund til at orientere sig nærmere, for familiens vine er ikke kun gode eksemplarer af de lokale druesorter og hævdvundent håndværk, de er også virkeligt vellavede og velsmagende naturvine. Selvom det er en betegnelse, Nicola vægrer sig en smule ved. Dels fordi vin som håndværk i hans øjne naturligvis bør kategoriseres som rent menneskeværk; og dels fordi “det, der som regel kaldes naturvin, ofte smager mere som eddike; så derfor kalder vi vores vin for et kulturprodukt, et håndværk.”

Det udøver de på en række regionale og lokale druesorter, Bombino Bianco og Malvasia Bianca på den hvide side, Montepulciano, Sangiovese og Nero di Troia på den røde. Desuden dyrkes tomater, oliven og korn, for gården er ikke en moderne monokulturel bedrift. “Vi afholder os fra den slags specialisering. Vores tilgang er økologisk og pluralistisk. Vi forsøger at opnå en polykulturel synergi på gården, hvor mange forskellige slags planter og sorter kan komme i samspil og trives.” Olivensorterne er Coratina, Leccino, Nasuta og Peranzana, tomaterne Contadino og Kendo; og såvel oliven som tomater forarbejdes derefter til diverse olier, sugoer, soltørrede og saltede versioner.

Vinene spænder fra hvid over orange og rosé til rød, så der kommer en pæn variation ud af det ellers beskedne grundlag, fem ret så forskellige vine. Fælles er et stilrent, autentisk udtryk med masser af karakter, kombineret med en overraskende friskhed fra så sydlige himmelstrøg og en sjælden renhed, som skyldes sunde druer og en dannet afholdenden fra ønologiske interventioner. “Økologi, der smager” er mottoet hos deres danske importør ViaMaria; og her er det ikke et fortærsket salgsslogan, det rammer fuldstændigt plet på Paglione. De udvinder Daunias terroir og traditioner på mundvandsdrivende vis, og det er dejligt også at kunne opleve denne side af Apulien på det danske marked, der ellers er oversvømmet af simpel Primitivo og Negroamaro.

En familie finder tilbage til rødderne

Vi befinder os i Foggia-provinsen i det nordlige Puglia, så at sige på Italiens Akilleshæl. Det er bakket landbrugsland mellem Tavoliere delle Puglie-sletten og Daunia-bjergene, Appenninernes sydøstligste udløber, og lige ved byen Lucera ligger Paglione, omgivet af skov, olivenlunde, frugtplantager og hvedemarker. Gården omfatter syv hektarer vinmarker, foruden adskillige hektarer med føromtalte tomater og oliven.

Det var Nicolas forældre, Beniamino Faccilongo og hans hustru Maria Costanza, som i 1994 grundlagde foretagenet som følge af en modig beslutning: at omlægge Faccilongos familiegård til økologisk drift og derefter satse udelukkende på autentiske landbrugs- og håndværksprodukter som vin, oliven og tomater. Beslutningen var modnet efter flere års erfaringer med slagsiderne ved konventionelt og især intensivt landbrug, både for kroppen og sjælen. Satsningen var at gå mod strømmen og slå på respekt for naturen og for den lange landlige kulturarv; og hen ad vejen skulle det lykkes for dem. De lever stille, men de lever godt.

I dag har sønnen Nicola overtaget roret, mens forældrene nyder frugterne af arbejdet. Alt sammen under opsyn af bedstefar Nicola, som nok er 95 år men ikke mæt af dage, og han hjælper stadig til med arbejdet. Der er dog også mere professionelle kræfter på spil: Vinmageren Giorgio Coduti har med sikker hånd styret processerne i kælderen siden 2008, hjulpet et skridt videre på vejen af ønologen Cristiano Chiloiro i 2012.

“Filosofien er forholdsvist enkel,” forklarer Nicola: “Det væsentlige for os er at fjerne det unødvendige for at afsløre det, der i virkeligheden betyder noget.” Der er altså tale om en slags sokratisk minimalisme, det enkle liv befriet fra konventionernes tyngende kraft. Less is more, og “vi yder vort yderste for at gøre så lidt som muligt.”

I vinmarkerne betyder dette certificeret økologisk landbrug, eneste behandlinger er med sulfit og kobbersulfat; samt en bevidst indsats med at bevare jordens fugtighed i et sårbart miljø, hvor det frugtbare jordlag ofte er mindre end 30 centimeter dybt. Derfor arbejdes med forskellige dækplanter, og biprodukter fra produktionen, såsom drue- og tomatskaller, føres tilbage til jorden som en slags frisk grøn gødning. Målet er at holde jorden frodig, så planterne føler sig hjemme og kan vokse frit.

I kælderen er tilgangen ligeledes tilbageholdende. Gæringen foregår udelukkende med vildgær, og der anvendes ingen tilsætningsstoffer, vinene hverken klares eller filtreres. En vis temperaturstyring er dog nødvendig, især i de varme apuliske sensomre, ellers ville man geråde ud i problemer med overophedning af mosten under gæringen og hvad deraf følger. Til gengæld anvendes der ikke sulfitter i produktionen, allerhøjst i nødstilfælde, men med sans for naturens rytmer og rettidig omhu undgås de som regel. Resultatet er rene, frugtige og forunderligt friske vine med liv og sjæl.

Cacc’e Mmitte

Lucera og omegn er nu ikke helt så ukendte, som Nicola Faccilongo først lader forstå. Slet ikke hvis man er heldig at have en smule klassisk dannelse. Byen ligger på sletten Tovoliere delle Puglie for foden af Daunia-bjergene. Området var i oldtiden hjem for daunierne, en såkaldt lapygisk stamme, en urbefolkning som muligvis indvandrede over Adriaterhavet fra Balkan. Man kan kalde dem en slags “sydens etruskere”, som beboede nutidens nordlige Apulien, indtil de først bukkede under for samniterne og siden romerne, som i tredje århundrede før vor tidsregning integrerede dem i Romerriget. I den klassiske oldtid var Lucera kulisse for magtkampen mellem Julius Cæsar og hans rival Pompejus den Store i republikkens sidste år; og i romersk kejsertid for slag i borgerkrigen mellem Octavian og Marcus Antonius. Fra denne tid stammer blandt andet byens velbevarede amfiteater.

Fra hedenold stammer dog ikke Daunias mest karakteristiske druesort, Nero di Troia, ‘den sorte fra Troja’ (også Uva di Troia), selvom det er en hævdvunden gammel sort. Glem dog alt om græske aner, som så mange druesorter i det syditalienske ofte tilskrives. Det Troja, der henvises til i navnet, er landsbyen Troia nær provinshovedstaden Foggia. En legendarisk forbindelse består dog, da byen siges at være grundlagt af ingen ringere end Diomedes, en af flådeførerne i archaiernes krig mod Troja. Såvidt myterne, Nero di Troia dyrkes i dag næsten udelukkende i det nordlige Apulien men findes dog også i det indre Campanien, omkring byen Benevento, hvor den lokalt kendes som Summariello. Den apuliske højborge er omkring Andria, Bari, Barletta, Cerignola og Lucera, og der holder den stand, trods en vis tilbagegang i det seneste århundredes løb. Især interessen for gamle indfødte sorter har gjort den godt. Den benyttes traditionelt især i blends, især som farve- og struktur-givende andel, men på egen hånd kan den opnå særdeles udmærkede omend rustikke men ind imellem også raffinerede vine. Typisk til den kraftigere, krydrede side med markant tanninstruktur. Man træffer to forskellige kloner af sorten, én med små og én med større druer, og den første giver generelt de mest interessante vine. Begge er at finde på Pagliones beplantninger, med en pæn overvægt af den første.

Totalt lokal er traditionen med det dialektale navn “cacc’e mmitte”, som betyder noget i retningen af ‘tag fra og smid i’. Den stammer tilbage fra en tid med udbredt fællesskab om vinfremstillingen blandt de lokale bønder: Da langt fra alle vinbønder i gamle dage havde deres egne fuldt udstyrede vinkældre, var det skik at leje sig til en ‘palmento’, de store pressekar af sten, fandtes på større gårde; og da lejeaftalen ofte var forudbestemt og begrænset til en enkelt dag, blevde forskellige druesorter alle høstet samtidigt og presset sammen i disse kar. Navnet afspejler altså den hurtige procedure: Én vinproducent fjernede sin most (cacc), og en anden smed straks sine friske druer i (mitt). Samhøsten og rotationssystemet har siden givet DOC-området og dets traditionelle blend dets helt særlige navn; og Paglione fører med stolthed traditionen videre.

Det fulde farvespektrum

Paglione producerer som nævnt vine fra indfødte sorter, efter lokale traditioner og med hårdt erhvervet håndværk, rigtig landvin med ekkoer af historiens vingesus. Men selvom kultur og historie er gode studier, formaner Nicola Faccilongo, så er det at smage en særlig glæde og det bedste måde at lære området at kende på; og hans vine taler sandeligt for sig selv, med tydelig lokal dialekt.

Dilucere Daunia Bianco 2024. Dilucere er latin for at blive belyst eller komme til syne, og man får virkeligt syn for sagen og smag for solen over Daunias bjerge og dale. Ifølge Nicola minder dens intense farve i glasset ligefrem om sommeren i Lucera: “Dens solbeskinnede sten, grønne vinmarker, gyldne hvedemarker og den fjerne kystlinje ved Gargano.” Til forbrugernes oplysning er den et traditionelt halvt om halvt blend af druesorterne Bombino Bianco og Malvasia Bianca, den første giver saftighed og struktur, den anden især aroma. “Vi søger en lysende og frisk karakter. Normalt høster vi midt i august, måske så sent som først i september. Vi høster ved daggry, presser druerne direkte og kickstarter gæringen med en pied de cuve og så seks måneder på ståltank. Den er saftig, har blød fylde og en mildt syrligt spænding; og modne citroner i massevis, små strejf af pomelo og lime samt dråber af honningmelon og sukat. En sjældent læskende syditaliensk hvid! 185 kr. hos ViaMaria

L’Eclettico Daunia Bianco 2022. Druerne er de samme som til Dilucere, men fra en anden mark, hvor de som oftest modner en smule bedre; og det er en forudsætning for vin med fuldbyrdet maceration. “Jeg kan huske, at min bedstefar lavede den her slags vin, dengang jeg var barn,” beretter Nicola. “Jeg tror, det var den første vin, jeg smagte. Orangevin, det kaldte vi det ikke, men det har været her i umindelige tider. Den eneste måde at konservere vinen på var at gære den med skallerne. Man havde ikke bedre midler, så under vore varme himmelstrøg var det en nødvendighed.” Høsten finder sted først til midt i september, og macerationens længde afhænger af årgangen, men som hovedregel varer den godt gæringen ud, altså nogle uger. Igen med en vis temperaturstyring, så hverken fermentering eller ekstraktion stikker af. Navnet “den eklektiske” angiver vinens stilistiske grundtræk såvel som vekselvirkningen mellem naturens gang og vinmagerens metoder. Den er næsten indbegrebet af italiensk orangevin i glasset, gylden frugtsaft med raffineret rusticitet. Friske og tørrede abrikoser, mandler, friske og tørrede krydderurter, kandiseret citrus. “Lunken går den godt med risotto med grøntsager eller gorgonzola, kølet ned er den god med frugtdesserter.”

Mania Vino Rosato 2024. Italienerne har sans for de dybere nuancer af rosa og således også i syden: Pagliones traditionelle rosato minder meget mere om Cerasuolo d’Abruzzo end om Côtes de Provence. Det skyldes ikke mindst tilgangen, som er et udslag af cacc’e mmitte, med samgæring af røde og hvide druer. Det er en elskelig stil, og Nicolas far blev så besat af den, at de valgte navnet Mania; inspireret af filosoffen og psykiateren Karl Jaspers beskrivelse af manien som en “overstrømmende eufori, hvor tingene, verden og fremtiden fremstår i deres mest rosenrøde lys”. Nero di Troia smelter sammen med Sangiovese, Montepulciano og Bombino Bianco til en blomstrende, frugtig, forfriskende og fyldig storcharmør af en vin. Sorterne høstes samtidigt, hvilket sikrer et spil mellem forskellige modenhedsgrader, det giver god syre såvel som frodig frugt; og med sin æteriske, let volatile træk og fenoliske bagkant er det også en gastronomisk kapabel og alsidig vin. “Kold er den som en rosé, lunere mere som en let rødvin. Den har både bid og sødmefuld frugt, men den er altid først og fremmest frisk” — og ærkeitaliensk med sursøde kirsebær, hybenrose og hyben, jordbær og cocktailbær. 185 kr. hos ViaMaria

Caporale Cacc’e Mmitte 2024. Husets signaturvin, men hvem er korporalen? “Folk plejede at kalde min bedstefar korporalen, da han var arbejdsleder for markarbejderne. Han har virkeligt arbejdet hele sit liv i markerne, og undervejs har han haft næsten 100 unge landmænd i lære. Så Caporale er hans vin, og det er hyldest til områdets traditioner med cacc’e mmitte og Nero di Troia i hovedrollen.” 60% Nero di Troia og 35% Montepulciano høstet midt i september får sidst på måneden følgeskab af 15% Bombino Bianco, og efter knapt et par ugers maceration med hyppig remontage modner vinen et halvt års tid på ståltanke før flaskning. Uforfalsket frisk frugt lige fra marken møder en i glasset, et akkurat aftryk af vind, vejr og menneskelig velvilje. Saftige kirsebær og skovbær, samt fint urtede noter og let teagtige tanniner, læskende og meget mundvandsfremkaldende. “Ariopp, Ariopp!” har været bedstefar Nicolas mantra, siden har var teenager– en mundret gengivelse af “Hurry up, hurry up!”, som han hørte de amerikanske soldater sige, da ved slutningen af Anden verdenskrig ankom til området. 175 kr. hos ViaMaria

SantaJusta Nero di Troia 2018. Santa Justa var en legendarisk lokal helt, en slags Luceras Robin Hood: En lovløs figur forbundet med Karl I af Anjous belejring af Lucera stjal tilbage fra de fæle franskmænd og gav til de fattige lokale. Her spiller Nero di Troia solo, og dens rene klang understøttes gennem lang maceration og lang lagring på egetræsfade og siden på flaske. Det resulterer i en mægtig men majestætisk og elegant vin med flot kompleksitet og dybde. Mørke frugter og søde krydderier fører ordet og et væld af fine tanniner griber pænt i gummerne. Blå blommer, sorte kirsebær, frugtskind, frugtlæder, Earl Grey te, kandiseret orangeskal, kanel, allehånde, sort peber. Seriøse sager.

Flaske: Caporale 2024
Vinhus: Paglione  
Oprindelse: Apulien, Italien  
Druer: Nero di Troia,
Montepulciano, Bombino Bianco  
Jordbund: Kalksten, grus og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViaMaria
Pris: 175,-  

Pignolo til tiden

Friuli-Venezia Giulia er forunderlig og vidunderlig. Regionen i Italiens nordøstlige hjørne har aldrig for alvor opnået stor anerkendelse og bredt kendskab i det danske, modsat sin naboregion Veneto, men internationalt har især Collio længe høstet roser for sine fine hvide vine på Friulano, Malvasia, Ribolla, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon; mens regionens rødvine på sorter som Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe længe har levet en skyggetilværelse.

Friuli stod nemlig i front for en lille italiensk hvidvinsrevolution i 1970’erne, hvor vinmagere som Livio Felluga og Mario Schiopetto med forbillede i germansk kølighed og pertentlighed introducerede tysk-østrigske teknikker i kælderen, først og fremmest temperaturstyrede tanke af rustfrit stål men også selekterede gærstammer og en palette af andre ønologiske sminker. Det resulterede i en række klare, kølige, frugtige, fokuserede hvidvine, hvis mage var svær at finde i det øvrige Italien. Senere førte vinmagere som Joško Gravner og Nicola Manferrari revolutionen videre med fokus på malolaktisk gæring, fadlagring og lang modning med gæren; som gav vinene yderligere lag og skyts til at overbevise de endnu ikke overvundne. Friuli for ind i et nyt årtusinde med international succes, ikke mindst i den engelsktalende verden, for sine mangfoldige hvidvine på en lang række sorter; som samtidigt gjorde vintype og -stil let afkodelige ud fra etiketten, på samme sæt og vis som vinene fra Alsace.

Stor succes og stærkt momentum har det dog med at avle modreaktioner; og i tilfældet Friuli kom modreaktionen fra kometens kerne, fra vinøse vidunderbørn som Joško Gravner, Stanko Radikon og Edi Kante. De vendte succes ryggen og vrangen ud på konventionerne i deres søgen efter et anderledes autentisk udtryk, tilbage til rødderne, et mere naturnært vinbrug og en mindre moderniseret vinstil. De rettede fokus på de lokale sorter og ellers bandlyste metoder som lang skindkontakt for grønne druer og stabilisering gennem lang lagring snarere end ved hjælp af sulfitter. En bevægelse mod strømmen, som hurtigt skulle danne egen skole og skabe en ny normalitet. Endnu en inkarnation af kampen mellem traditionalister og modernister. Orangevin og naturvin blev in, og som sådan steg flere af Friulis vine pludseligt højt op på vinlisterne i et naturvinshungrende Danmark.

Rødt chok

Friuli er dog fortsat mest kendt for sine hvidvine, for sin Friulano, sin Ribolla og sin Malvasia. Men i bredere kredse er områdets måske mest kendte vin den videst producerede, nemlig Pinot Grigio; eller skummende Glera som i generisk Prosecco. Men Friuli fattes heller ikke de allestedsnærværende Bordeaux-sorter Cabernet Sauvignon og Merlot. Massevis af Merlot, som retfærdigvis skal sige også at kunne præstere overraskende udmærket på disse kanter, når nogen tager sig sammen og tager den alvorligt. Men regionale rødvine, som er værd at tage alvorligt, har Friuli noget at byde ind med her?

Svaret er et rungede JA! For selvom de ovennævnte sorter Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe nok er sjældne, i hvert fald sjældne gæster på vore breddegrader, så har de også en sjælden, rustik skønhed over sig. Stilistisk svæver de i samme subalpine sfære som Nebbiolo, Grignolino, Vespolina, Croatina, Dolcetto længere mod vest; og så er de er rigtige originaler, har let genkendelig egenkarakter og kan ligefrem være vilde og voldsomme— vine til tilvante, lokale ganer og ikke for svæklinge og vægelsindede.

Pignolo er nok den mest markante og mangfoldige i den lokale flok, den funkler facetter af resten med sit helt eget skær. En ret så sjælden drue, længe på randen af udryddelse. Et levn fra en anden tid, men også en overlever, en original, en karakter, et unikum. Nok er Pignolo overset, et særsyn, nærmest usynlig, men som vin kan den være blændende, insisterende, intens, karakteristisk og kompleks. En kraftkarl med massive tanniner, vrissen syre og en vilter frugt, som man har forsøgt at tæmme på vidt forskellig vis. Med bastant landkost, som Friulis smeltedigel af italiensk, slovensk og østrigsk køkken kan byde på rigeligt af; med surmaturazione, overmodning af druerne gennem tørring, appassimento, som vi kender det fra Veneto og Lombardiet; eller lang gæring og lagring, laaaaaaang lagring, så dens hyperaktive væsen falder til ro, og tannin, fenoler, syre og tørstof smelter sammen til en velduftende, velsmagende salve af en anden verden. Det er store ord om en lille drue, men Pignolo kan med rette behandling holde ord og indfri løfterne.

Cultivating the Invisible

Navnet synes at komme fra pigna, som betyder kogle, og klasernes form taget i betragtning er det et oplagt navn; men etymologisk kan ordet også betyde kræsen eller vanskelig, og begge begreber virker også velvalgte, hvad enten der tales om vinstokken eller vinen selv. Den knopskyder sidst i marts til først i april og blomstrer som regel sidst i maj eller først i juni. Veraison omkring 1. august og fenolisk modenhed midt til sidst i september. Udbytterne er svingende fra år til år. Klaserne er koniske, af og til mere cylindriske og kan have en vinge øverst. De er relativt kompakte med små, blåsorte druer med ret tykke skaller. Hver drue har som regel tre tykke kerner; hvilket giver en ret stor ratio af skal og kerne i forhold til frugtkød, og derfor altid en moderat mængde most.

Pignolo er gammel i gårde i Friulis bakkeland, mellem Buttrio og Rossazo, hvor dens vugge måske stod i en fjern fortid. I hine tider var den udbredt og afholdt, men tiderne skifter, og især vinlusens hærgen decimerede beplantningerne, og trends i moderne vitikultur og ønologi tog sig af resten. Således kom sorten ikke med i bestemmelserne for Collios DOC, og den havde sågar en periode fra 1970’erne til 1980’erne, hvor nye beplantninger med Pignolo blev bandlyst. Var det ikke for Walter Filiputti og to tilbageværende vinstokke på Abbazia di Rosazzo var Pignolo sandsynligvis gået til de evige vinmarker for længst. Vinhuse som Dorigo, Filiputti og Moschione hjalp med at holde traditionen i hævd; og senere slog Bressan, Radikon, Gravner og Gigante følge; og først i det nye årtusinde tog tingene pludseligt fart. I løbet af 1990’erne kom der mindst 28 vinmarker i kommerciel produktion, og fra fortabt i fortiden skiftede skæbnen til et håb for fremtiden.

Den 20. marts er nu International Pignolo Day. Det er en dag af nyere dato, for var det ikke for en vildfaren irer, var den slet ikke kommet i stand. For der skulle åbenbart en Dubliner som Ben Little til for at give Pignolo sin internationale opmærksomhed tilbage. Ben er en irsk kunstner, som har taget Friuli til sig som sit andet hjemland og forelsket sig i friulansk kultur og vin. Han står bag bloggen The Native Grapes og er forfatter til den vidunderligt excentriske vinbog Pignolo. Cultivating the Invisible, som er en sand kærlighedserklæring til sorten, landet og de mennesker, der har skabt den. Mens vinbønderne har knoklet i mark og kælder med den udfordrende sort, har han gjort mere end nogen anden for at gøre den vanskelige vin forståelig for et større publikum. “Pignolo valgte mig og ikke omvendt,” bedyrer han og beretter vakt om dens snørklede historie og usandsynlige genkomst— og tøver ikke med at omtale forløbet som “skæbne”. Det er et visuelt inspirerende og vinøst tankevækkende værk. Bogen koster 267 kroner og forhandles udelukkende via The Morning Claret.

Pignolo purisme

Joško Gravner gør intet halvt, han går altid hele vejen. Han destillerer, hvor andre fortynder, skærer overflødig flomme fra og helt ind til benet. Som han dedikerede sig til Ribolla og den særlige opmærksomhed, den drue må have for at folde sig ud, således har han også kastet sin kærlighed over den vanskelige Pignolo, som han først skabte en sortsren vin af i 2003. Siden er det gået slag i slag; og siden den på markedet aktuelle årgang 2007 er der sket mangt og meget i markerne, nok mest markant at fokus siden 2012 er rettet eksklusivt på de lokale specialiteter Ribolla og Pignolo, mens de mere internationale sorter er sendt på porten. Hans Pignolo er plantet i 1998 og 2005.

Gravner går selvfølgelig til Pignolo med stor seriøsitet. Det er slow wine, tålmodigt afventende håndværk, som det hør og bør sig med en drue, der har stof og struktur i sig til at skabe vine med enormt langt liv; og som sjældent er særligt behagelige i sine første leveår. Derfor modner Gravner også vinen i kælderen i hele 14-16 år før frigivelse! Så giver Pignolo også pote. Der er for de større sammenligningers skyld et vist åndeligt slægtskab med det, Emidio Pepe har bedrevet med Montepulciano i Abruzzo eller Paolo Bea med Sagrantino i Umbrien.

Pignolo synes skabt til lang tids lagring. Skovjordbær og skovbær i sin ungdom, hvor frugten holdes i et jerngreb af tanniner og syre; men med modning mildnes grebet, den friske frugt træder i baggrunden og et overflødighedshorn af urtete og krydrede kommer i fokus: Syltede kirsebær, søde krydderier, ædeltræ, tørrede blomster, skovbund, svampe, jord, vilde vækster, rød vermouth, en vild mosaik af delikate dufte og smage. Det tager sin tid, før de er fremkaldt, men heldigvis tager Gravner sig god tid for os.

Rosso Breg 2007 gærede mere end et år med skallerne i nedgravede amforaer, hvorefter den modnede fem år på store fad og endeligt fem år på flaske, før den blev frigivet i efteråret 2023. Vækstsæsonen var i 2007 noget nær optimal, med rigelig sol og flot fordelt nedbør, så druerne modnede til perfektion, høst frem til den 25. september.

Lad den gerne lægge ud ved 14-16 grader og langsomt arbejde sig op mod de 20-22. Det er ikke nødvendigt at dekantere, men den skal under alle omstændigheder gives god tid i glasset — som skal være stort, af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, hvis man da ikke vælger Gravners georgisk-inspirerede stilkløse glas designet af Massimo Lunardo. Følg dens stilfærdigt udfoldende udvikling — det er meditationsvin men samtidigt af slagsen, som gerne ser en simreret og rigeligt med protein på tallerkenen.

Den åbner med en vidunderlig duft, der transcenderer skellet mellem primære, sekundære og tertiære aromaer. Æterisk, frugtig, pikant, fra glødende rød til dunkel og sort med noter af muldjord og mahogni. Spændstig og særdeles levende i munden, med en mundvandsdrivende syre og fine, faste tanniner, som trækker tørstoffet frem. Kirsebær, boysenbær og tyttebær, hyben, pomeransskal, grillet radicchio, hibiscus, lakridsrod, tørrede blomster, bouquet garni. Flot modnet stof, fornem modnet og alligevel sært ungdommelig og utroligt appetitvækkende. Pignolissimo!

Flaske: Rosso Breg 2007
Vinhus: Gravner
Oprindelse: Friuli, Italien  
Drue: Pignolo
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sæsonmelier
Pris: cirka 2250,-  

Prins PIWI

“I landet Klynk bor piverterne, nogle små hængemuleagtige væsener, der altid er bedrøvede og utilfredse. Skønt landet er et slaraffenland, kan de eksportere deres tårer. Landets tronfølger, prins Piwi, har fået fat i nogle ugeblade fra Menneskenes Land og læser en masse om Lykken. Han beslutter selv at rejse til Menneskenes Land og hente Lykken. Imidlertid har de mennesker, han træffer, ret forskellige opfattelser af, hvad Lykken egentlig er for noget. Der er endvidere en række smarte forretningsfolk, som vil udnytte prins Piwi kommercielt, og snart kommer gangstere og hemmelige agenter også til.”

Således opsummeres handlingen i salig Flemming Qvist Møllers fantasifulde eventyrfilm og samfundssatire Prins Piwi fra 1974; men her i 2025 går titlen som Prins Piwi til en anderledes positiv og stærkt lysende stjerne i vinens verden. Der er ingen hængemule at spore hos Thomas Niedermayr fra Hof Gandberg i Sydtyrol. Han har heller ingen grund til sure miner, for han har succes med sin families vingård, som er stærkt dedikeret til økologisk vinavl og traditionelt håndværk, med spontan gæring som selvfølge og fravær af filtrering og afholdenhed med sulfitter som naturlig tilbøjelighed. Det usædvanlige er, at familien i dag udelukkende satser på såkaldte PiWi-sorter— pilzwiderstandsfähige Rebsorten— nye sorter med resistensegenskaber, som gør dem dyrkelige og duelige uden nogen form for sprøjtegifte, end ikke med de i økologien ellers anvendelige stoffer svovl og kobber.

Det er noget af en omkalfatring i et ganske traditionsbundet vinlandskab, hvor lokale stoltheder som Traminer, Riesling og Vernatsch står stærkt og kun tøvende har fået selskab af nyere krydsninger som Müller-Thurgau, Kerner og Manzoni. Det bjergrige område er gammelt østrigsk land men har de sidste 100 år hørt til Italien; og af diverse historiske årsager er det stadig præget af små gårde og store kooperativer, men samtidigt arnested for en visionær skare af øko- og bio-bønder— Alois Lageder, Michael Goëss-Enzenberg (Manincor), Christian Kerschbaumer (Garlider) og Martin Gojer (Pranzegg) for blot at nævne nogle få andre.

Bio- og piwi-pionerer

Piwier er hybridsorter (interspecifikke krydsninger) af forskellige slægter af vinstokke, typisk den europæiske Vitis vinifera med amerikanske Vitis labrusca eller rupestris (normalt for at opnå svamperesistens) eller asiatiske Vitis amurensis (normalt for frosthårdhed). Første generation var mestendels direkte hybrider, mens mange i de senere generationer er flerfoldige krydsninger af forskellige piwier og traditionelle sorter. Nogle har derfor først og fremmest vinifera-DNA men med de relevante resistens-gener fra de vilde amerikanske og asiatiske vinstokke.

Kvalitetsbevidste vinbønder har været langsomme til at tage piwi-sorterne til sig. Familien Ploder fra Rosenberg i østrigske Vulkanland Steiermark har længe været noget nær kejserlige leverandører af spændende og skelsættende vine på sorter som Bronner, Muscaris og Souvignier Gris. Men de må nok se sig overgået af den åndsbeslægtede familie Niedermayr på Hof Gandberg ved Eppan-Berg an der Weinstraße, Südtirol a.k.a. Alto Adige i Italiens alpine nord.

Familien Niedermayr har dyrket vin og frugt gennem adskillige generationer. Familiegården ligger ved tinden Gandberg over Etsch-dalen. Vinmarkerne dækker mere end fem hektarer i 500-550 meters højde, moræneland med overvejende dyb dolomit, kalkstensgrus og til dels gnejs og glimmerskifer. Smukt, stejlt og særdeles grønt bjergland. Allerede først i 1980’erne begyndte Niedermayrs forældre at beskæftige sig med mindre industrielle og mere naturnære dyrkningsmetoder, længe før Klimaschutz, Umweltschutz og Bodenschutz blev velkendte begreber i den almene offentlighed. “Sunde ting kan kun vokse i sunde omgivelser” er far Rudolfs valgsprog, og han anses med rette for at være en af økologisk vinbrugs pionerer i det norditalienske, og han var ligeledes en af de første til at omfavne de nye og mere bæredygtigt dyrkelige sorter, som dengang begyndte at dukke op. Vinhuset sluttede sig til Bioland i 1991, og i årene efter plantede de forsøgsvist deres første piwi-sorter; fordi de efter deres mening var de mest oplagte ud fra en økologisk tankegang. Kan man sprøjte mindre med svovl og kobbersulfat, må det være bedre; sundere, mere naturnært og mere terroirtro.

Den arv har sønnen Thomas valgt at videreføre og perfektionere. Han satte sig i førersædet 2010-2012 efter mange års samarbejde med sin far. Ad åre har de afprøvet en række piwi-sorter og nøje undersøgt hvilke, der passede bedst i deres område og egnede sig til netop deres vinstil. “I begyndelsen var der selvfølgelig ikke så megen viden, det er noget, vi har måttet oparbejde undervejs,” fortæller Thomas, der i dag må regnes som en af de mest erfarne praktikere på området piwi til kvalitetsvin. Samtidigt søger han nu den største renhed og naturlighed i sine vine, et mål han forfølger i samarbejde med sammenslutningen VinNatur. “Enhver, der specialiserer sig i naturvin, må følge vinen gennem hele dens rejse. Det er den eneste måde, man kan holde fokus på den endelige vin, gennem hvert skridt i processen. Det er den eneste måde, man kan blive ét med vinens natur og garantere absolut renhed. Naturen er trods alt den højeste form for kvalitet,” bedyrer han. I sine vine fremviser Thomas da også den lethed, friskhed og kølige fokus, som familien og området er kendt og skattet for. Bare ikke længere med klassiske sorter, kun nogle særligt afholdte gamle stokke Weissburgunder har fået lov at blive. Som den eneste sort skal den nemlig kun sprøjtes med svovl eller kobbersulfat en håndfuld gange gennem en sæson. Det er fortsat en afvejning, om det kan forsvares, når nu de nye sorter kan nøjes med en enkelt eller to— og flere af dem slet ikke har haft brug for nogen gennem adskillige år eller årtier.

Diversitet og dynamik

Hof Gandberg er i dag en blandet landhandel i udtrykkets bogtaveligste forstand, med blomster-, frugt- og grøntsagsdyrkning, eget dyrehold og selvfølgelig vinavl med en mangfoldighed af druesorter. De hvide Solaris, Bronner, Souvignier Gris og Muscaris, de røde Cabernet Cantor og Cabernet Cortis, samt en masse eksperimenter, work in progress. Thomas sørger for at holde biodiversiteten og det levende stofskifte i jorden ved lige ved årligt at sprede frø fra en række forskellige gavnlige sorter til at styrke det grønne dække— lucerne, kløver, katost, honningurt, diverse bælgfrugter og solsikker. Sidstnævnte strækker sig nogle gange højere mod himlen end vinstokkene selv.

Bronner bedårer med en eksotisk duft af banan og fersken og en citrusfrisk smag, tæt pakket med tropisk frugt og søde krydderier. Den er som Solaris en af Norbert Beckers krydsninger fra Freiburg, af Merzling og GM 6494 og bærer derfra resistentsgener fra Vitis amurensis, rupestris og lincecumii. Niedermayer lader den macerere nogle dage før et nænsomt pres, hvorefter den gærer og modner på et miks af ståltanke og træfade sammen med gæren. Souvignier Gris er en anden særdeles udtryksfuld og ret raffineret sort, som hos Niedermayer folder sig ud med friskhed og mineralsk finesse, fuld af kølig stenfrugt, nyslået eng og friske krydderurter. I den orange udgave Abendrot får de følge af tørrede frugter og en behagelig mandelbitterhed. Den er endnu en af Beckers bedrifter, angiveligt mellem Cabernet Sauvignon og Bronner; men nyere analyser har afsløret, at der i virkeligheden var tale om franske Seyval Blanc som mor og tyske Zähringer som far; sidstnævnte en krydsning af Riesling og Traminer fra 1939; og den første en hybrid fra 1919 mellem Vitis vinifera og amerikanske Vitis rupestris og Vitis lincecumi. Endelig giver sorter som Muscaris og Solaris det fulde flor af forårs- og sommerblomster, så ingen skal savne Sauvignon eller den Gewürztraminer, Sydtyrol er så kendt for. I fine og alt andet end vulgært parfumerede udgaver. Balance, syre og mineralitet forbliver klassiske dyder, selv med nymodens druesorter.

Alpelandet er stadig køligt klima, men området ligger som alle andre steder under for klimaforandringer, og den globale opvarmning har en højere virkning i højderne. En global temperaturstigning på 1,5 grader beløber sig her gennemsnitligt til hele 3 grader; og det ændrer ikke kun vinenes udtryk, det vil også øge luftfugtigheden og øge sygdomstrykket.

Så udvikling og udskiftning er en nødvendig del af forberedelserne på fremtiden. Det arbejder familien Niedermayr selvfølgelig aktivt videre med. Siden 2005 har især Niedermayr den ældre brugt en betragtelig del af sin tid på selv at frembringe nye piwier. Rudolf Niedermayr: “Det er et tålmodighedsarbejde. Allerede inden vinstokkens små blomster åbner sig, skal støvdragerne fjernes med en pincet; idet vinstokke altovervejende er selvbestøvende. Så snart frugtknuden er moden, bliver den så bestøvet med pollen fra en udvalgt plante. Det frembringer frugt, hvor hver kerne har sin egen individuelle genetiske sammensætning. Derefter skal hver kerne sås, have lov til at spire og vokse, den skal passes og plejes. Så viser det sig snart, om det har den ønskede svamperesistens; men det tager derimod lang tid og megen tålmodighed at vurdere druekvaliteten og dermed egnetheden til at lave vin. Tidligst efter fem-seks år ved vi, om resultatet er lovende; men under alle omstændigheder er spændingen stor, for der er skabt en ny sort!”

Solstrålehistorien Solaris

Solaris blev krydset af Norbert Becker i Freiburg i Tyskland i 1975 og fik sortsbeskyttelse under det navn i det tyske i 2001. Den vandt hurtigt en vis udbredelse i Tyskland, hvor den dog i dag er i tilbagegang. Til gengæld er den blevet en af de mest plantede sorter i Skandinavien, Benelux og resten af Nordeuropa, såvel som en vigtig gæst i eksempelvis Sydtyrol. Modersorten er Merzling, en krydsning af den interspecifikke Seyval Blanc (Seyve-Villard 5276) og Freiburg 379-52 (Riesling x Pinot Gris) — og faderen er GM 6493, en krydsning af den russiske interspecifikke Sevenyi og den franske Muscat Ottonel. Solaris arver således rupestris-gener gennem Seyval og amurensis-gener gennem Severnyi men er selv formelt klassificeret som en vinifera-sort. Dens navn er latin med henvisning til solen som symbol på liv, vækst og styrke. Den akkumulerer nemt en del sukker, modner ret tidligt og er især resistent over for dunet meldug (peronospora). Desuden er den ret vinterhårdfør. De egenskaber, samt dens ret ligefremme og let genkendelige karakter, har gjort den til noget nær den danske nationalsort. Herhjemme kender vi den for en typisk ret let, sprød, forfriskende og frugtig vin med noter af hyldeblomst, lime, grønne æbler og stikkelsbær, nogle gange græs, nælder og urter, ikke ulig en stålsat Sauvignon Blanc fra køligt klima; men den kan vinde videre nuancer og dybde med f.eks. senere høst, skindkontakt og/eller modning på gæren og fadlagring. I den forbindelse er det spændende at smage den fra et langt sydligere men meget højtliggende terroir, der er helt anderledes end det danske. Niedemayr leverer en friskfrugtig af slagsen med fint urtede nuancer, med stikkelsbær, vingårdsfersken og milde krydderurter; men livstykket kommer fra husets ældste stokke, plantet på Mitterberg tilbage i 1999, som får en særligt kærlig behandling.

S.ALT 99 er frugten af satsningen fra 1999, dengang var det Italiens første Solaris-stokke. I 2018 var tiden så endeligt inde: Thomas besluttede sig for at lave en enkeltmarks Solaris for første gang. Høsten fandt sted midt i august, Solaris er altid deres tidligste, og efter afstilkning stod mosten tre dage med skallerne før gæringen fuldendtes på ståltanke. Derefter 2 1/2 års modning på gæren i et 10 hektoliter træfad; flasket uklaret og ufiltreret og først frigivet efter endnu et års lagring på flaske. Mild duft af hvide blomster og grønne enge; sprød, spændstig og salt på tungen, med syrlig fersken og kølig ferskensten, strejf af kærnemælk og nøddeagtige noter, en levende syre og mundvandsdrivende mineralitet. Er lille alpint mesterværk!

“Jeg vil tage den følelse med ind i kælderen, som jeg får, når jeg står og arbejder, ikke bare i vinmarkerne men midt i selveste naturen; som stadig har ret til at være vild. At lade hele druens udvikling, fra vinstokken til flasken, være ren og uforfalsket, det er en vidunderlig udfordring,” filosoferer Niedermayr og fortsætter: “Mine vine er ‘topvine’, netop fordi de har ujævne kanter. Når man kan smage, at en vin er ren og håndlavet, afspejler sit sted, afspejler sit år, ortæller sin historie, så har den karisma.”

Flaske: S.ALT 99 2018  
Vinhus: Thomas Niedermayr  
Oprindelse: Sydtyrol, Italien  
Druesort: Solaris  
Jordbund: Moræne, kalksten, gnejs
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sogno.dk, QualityWine  
Pris: cirka 450,-