Sprudlende og levende, snurrig men snorlige. Det er interessant, at de gamle forfædres oprindelige metode til at fremstille skummende vin kan bringes i sin højeste potens af to unge damer i første forsøg - for det er lige præcist den bedrift, to østrigske søstre har begået som kronen på værket i en ny vinserie.

Susanne og Stefanie Renner, årgang 1987 og 1991, havde umiddelbart ikke planer om at overtage familiens vingård, det velrenommerede Weingut Renner i Gols. Da de nåede skælsår og alder, flyttede de til Wien og gik egne veje med uddannelser inden for henholdsvis design og jordbrug. Men med sig hjemmefra havde de en fortsat forkærlighed for vin, som stændigt bragte dem tættere på branchen. Så tanken spøgede alligevel i baggrunden; og efter diverse praktikophold i det store udland hos Matassa, Shobbrook Wines og Testalonga var de to klar til kamp. En forudsætning var dog, at de ikke kun skulle overtage og videreføre men også sætte deres eget i gang. Forældrene Helmuth og Brigitte var med på idéen og bakkede op om en stykvis overtagelse: I 2014 indgik de et samarbejde og allerede i 2015 lancerede søstrene deres egne vine under navnet Rennersistas. Urbane og internationale i stil og samtidigt lokalt forankrede og helt nede på jorden.

Ingen rysten på hånden: Med selvsikkerhed gik de til arbejdet med deres egne idéer: Væsentligt tidligere høst for at bevare optimal friskhed i vinene; udvidet skindkontakt til de hvide vine; og en total forladen sig på naturgær og nul sulfitter, så vidt det er mulgt. Heller ingen rysten på hovedet fra fædrende side, det blev ved en rynket pande og et par enkelte søvnløse nætter - resultaterne talte for sig selv. Mere naturnær vitikultur og vinifikation er heller ikke Helmuth Renner fremmed som medstifter af vinmagergruppen Pannobile i 1994. I 2012 omlagde de til økologisk dyrkning, en udvikling søstrene nu vil søge at føre videre til biodynamik.

Rennersistas laver livlige, legesyge vine - med ungdom og galskab men først og fremmest indlevelse og en erfaring, der forekommer imponerende, deres unge alder taget i betragtning. Tom Lubbe fra Matassa skulle efter sigende have kvitteret med et "This is damn serious stuff" ved første smagning af resultaterne. Han har desuden fået dedikeret vinen Waiting for Tom til sig, ligesom far Helmuth får en hilsen med In a Hell Mood - et succesfuldt generationsskifte skal selvfølgelig fejres med bobler.

In a Hell Mood er en usædvanligt velbalanceret og kompleks pet nat: Lys gylden farve med lette kobberreflekser, et tæt og knitrende skum og en mild duft af citrus løfter sig fra glasset. Skummen er vedvarende, boblerne sprøde og smagen syrefrisk, mild og rund, med vandmelon, modne sommerbær, rødgrød med fløde og Kongen af Danmark bolcher. Der er et nærmest burgundisk rafinnement, hvilket måske især skyldes druerne - Pinot Noir og Chardonnay - og den kyndige behandling i kælderen: Presning af hele klaser, spontangæring på store, gamle fade, nøjsommelig overvågning af gæringen og flaskning på det helt rette tidspunkt - og syv måneder på flasken før degorgering.

De har ramt den helt rigtigte balance med boblerne. Det er en meget ren og klassisk vin, selvom den er fremstillet uden brug af moderne teknikker eller tilsætning af sulfitter. Det er vin, man kan og bør servere for folk, der siger, de ikke kan lide naturvin. Det er vin, man kan og bør servere for folk, der siger, de ikke kan lide pet nat. 

Rennersistas In a Hell Mood 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

 

Flaske: In a Hell Mood 2016  
Vinhus: Rennersistas  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Pinot Noir, Chardonnay  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Syv måneders flaskelagring  
Lukning: Kapsel  
Alkohol: 11%  
  Importør: Österreich Vin  
Pris: 225,-  

Comment