Viewing entries in
Rødvin

Pastorale med indbygget katastrofe

Comment

Pastorale med indbygget katastrofe


Ahr er et på mange måder næsten Tolkiensk landskab à la Herredet eller Kløvedal. Et afsondret, landligt og yderst naturskønt område, hvor alt ånder fordragelighed, og folk lever i fred og harmoni med deres daglige sysler, som i tilfældet Ahr indebærer frembringelse af nogle af Tysklands bedste rødvine. Ahr er en dyb dal med bølgende sider beklædt med svimlende vinmarker, som side om side skråner ned mod Ahrfloden, der sagte flyder gennem landskabet for senere at munde ud i Rhinen i nærheden af Bonn. Dalen skærmes mod nord af den vulkanske bjergkæde Eifel, som sammen med dalens ekstremt soleksponerede skråninger og sorte skifer skaber et særligt lunt mikroklima. Det er grunden til, at Ahr til trods for sin meget nordlige placering er et sandt smørhul for druesorter, der normalt er mere sol- og varmekrævende end Tysklands vanlige hvidvinssorter. Især Ahrs superstjerne Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, som i de senere år har nydt godt af et stigende antal solskinstimer og et generelt lunere klima.

Men i dag er Ahr et anderledes arret landskab, og de lokale lider svære men. De behagelige scener ved bækken og bøndernes muntre samvær blev pludseligt standset af uvejr og stormflod den 14. juli sidste år, da sommerens store skybrud og oversvømmelser ramte Tyskland. Særligt slemt gik det ud over det ellers så rolige Ahr, en skæbnesvanger følge af floddalens smalle udforming og bebyggelsernes beliggenhed langs bredderne; og fra de stejle, stenede skråninger havde vandet frit løb ned i floddalen. Et memento om, at konsekvenserne af klimaforandringer ikke hører en fjern fremtid til men foregår her og nu— og i stor hast.

Syndfloden

Sidste sommer bød på meget ekstreme vejrforhold i det nordlige og centrale Europa. Fra onsdag den 14. til torsdag den 15. juli 2021 faldt der flere steder i det vestlige Tyskland mere end 150 millimeter regn per kvadratmeter— på mindre end ét døgn næsten det dobbelte af, hvad der normalt falder hele måneden. Værst gik det ud over delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, og det førte til oversvømmelser i velkendte vinområder som Mosel og i særligt slem grad Ahr, hvor vandet begyndte at rejse sig ved seks-tiden og nåede et højdepunkt omkring midnat.

I en ellers meget varm og solrig sommer sendte et stort lavtrykssystem pludseligt enorme mængder nedbør ned over landet. Først steg flodvandet i Ahrfloden kun ganske stille, men ud på aftenen begyndte vandet at strømme ind fra alle sider i dalen, og vandstanden steg faretruende hurtigt. Små bække og åer forvandledes til floder, og den normalt så rolige Ahr blev selv til en brusende flodbølge. På få timer steg vandstanden visse steder op til otte meter og oversvømmede adskillige landsbyer langs floden. Den utroligt stærke strøm rev træer, biler, bygninger og broer med sig; forårsagede store jordskred og uforudset svære skader på både menneskeskabte og naturlige strukturer. Det sendte chokbølger gennem lokalbefolkningen; og selv de myndigheder, hvis opgave det var at overvåge og varsle om sådanne situationer.

Da vandet endelig trak sig tilbage, var områdets infrastruktur totalt kollapset: Varme- og strømforsyningerne afbrudt, drikkevand ditto, og der var ingen forbindelse til telefon- og internet. Gader og stræder var dækket af mudder, og blandt ruiner og murbrokker kunne man bl.a. finde vintønder og flasker, der var skyllet ud af kældrene på vinhuse længere oppe ad floden. Omvendt slap de fleste af områdets vinmarker så godt som uskadte gennem misèren, da de mestendels er beliggende højere oppe ad floddalens stejle skråninger. Tabt var dog trygheden, og tragedien var en realitet: En katastrofe af næsten bibelsk karakter. Alene i Ahr mistede 134 mennesker livet under oversvømmelserne, i Tyskland totalt 184. Over 24.000 skadesanmeldelser indløb i de følgende dage og uger, og opgørelser over de materielle skader gøres i dag op til omkring 30 milliarder euro. Det er uden sammenligning den største naturkatastrofe i historisk tid i Tyskland, og den gik allerede i dagene efter over i historiebøgerne som ikke en Jahrhundertflut men en Jahrtausendflut. Nyere tiders store oversvømmelser, som Oder-flodens i 1997 og Elbens i 2002 var, undskyld ordspillet, vand ved siden af.

Uddrivelsen af Paradis

Blandt de hårdt ramte af oversvømmelsen var Weingut Meyer-Näkel i Dernau med søstrene Dörte og Meike Näkel i spidsen. “Vores vigtigste aktiv, vinmarkerne, er stort set ubeskadigede,” berettede Meike kort efter katastrofen, “men oversvømmelserne ødelagde næsten fuldstændigt vores vingård: Kontoret, vinoteket og den gamle vinkælder med vores skatkammer var fuldstændig oversvømmet og begravet under mudder. Oversvømmelsen tog også stort set alt det, vi skal bruge både til markarbejdet og i kælderen, med sig. Vi stod virkelig uden noget— uden presse, uden tanke og tønder, og uden traktorer, og der var ikke engang sakse eller spande tilbage.”

Endnu værre var det gået Weingut Bertram-Baltes med det unge par Benedikt og Julia i front. Benedikt kommer oprindeligt fra Mayschoss, mens Julia er fra Dernau, hvor deres fælles vinhus også ligger; eller rettere lå, for begges barndomshjem og også parrets privatbolig gik tabt i vandmasserne.

“Vi betragter det her som et rent lykketræf, for overlevelse den nat var ikke en selvfølgelighed,” fortalte en rørt Julia få dage senere. “Uden nogen form for kommunikation, og uden broer og veje, tog det os 42 timer at finde tilbage til hinanden igen. Den første dag søgte vi efter Benedikt på de indsamlingssteder, hvor reddede personer og ofre blev bragt hen. Uden at have fundet ham var det en lang nat i uvished, før vi dagen efter med en kikkert kunne få øje på ham på den anden side af floden. Selv så Benedikt først sin far efter fire dages forsøg.”

“Men vi slap igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade. Desværre blev både vores vinkælder og flaskelager fuldstændigt ødelagt.” Hele årgang 2020 røg ud med flodvandet, sammen med næsten halvdelen af årgang 2019, som endnu ikke var skibet videre til aftagerne. Dog kunne de som et lille held i uheldet redde deres skatkammer med gamle flasker. Etiketterne er præget af oversvømmelsen, men indholdet er heldigvis intakt.”

Mange oversvømmede og vildfarne flasker er siden solgt som ‘Flutwein’ i en crowdfunding-kampagne på initiativ af den lokale reklamemand Daniel Koller og formanden for Ahrwein, Peter Kriechel fra Weingut Peter Kriechel. Fortjenesten fra disse Flutweine er så gået til det velgørende formål at genopbygge Ahrdalens vinhuse.

Peter Kriechel: “Det her var ikke en vandstigning eller en flodbølge, det var en ren tsunami, en kæmpestor bølge, som ødelagde alt her i dalen.” Familien mistede et par marker med Pinot Noir-stokke, mens hele 40.000 liter vin gik tabt fra fade og flasker i kælderen. Peters bror Michael Kriechel supplerer: “Vi blev slemt tilredt af oversvømmelseskatastrofen. Det lykkedes os, med hjælp fra mange frivillige medhjælpere og vores daglige medarbejdere, at bjerge vores forliste vinflasker; og vi har gjort hvad vi kunne for at få dem gjort rene og få dem på markedet” — og med hashtagget #solidAHRität som slogan stod resten af den tyske vinbranche tæt sammen og har støttet sine kriseramte kolleger i at komme på fode igen.

Efter den akutte indsats med at yde nødhjælp, skaffe rent drikkevand, lokalisere savnede og genhuse de pludseligt hjemløse, stod den større opgave så foran lokalbefolkningen: At komme videre og genoptage hverdagen. Det har været, og er fortsat, et langt, sejt træk. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys står det klart, at myndighederne ikke var forberedt på en katastrofe i det omfang; og at især Tysklands sociale infrastruktur ikke er gearet til at stille om i sådan en fart. Det kan synes mærkeligt i det, der angiveligt er et af verdens rigeste lande. Ser man alene på bruttonationalproduktet, er Tyskland nemlig Europas langt rigeste land, og stadig et af de rigeste, hvis man tæller efter BNP pr. indbygger beregnet efter købekraftsparitet.

Men heldigvis gik livet hurtigt videre sidste sommer. Hastigt kom man på benene igen, i kapløb med tiden for at blive færdige med den fornødne genopbygning, før høsten skulle i hus. Meike Näkel opsummerer strabadserne: “Det her var den mest udfordrende, udmattende og følelsesladede høst, vi nogensinde har haft. I juli måned var det utænkeligt, men med hjælp og støtte fra så mange mennesker, er alle druer høstet og vinene kommet på fad.”

Global hedetur, lokale skybrud

Adskilligere forskere slår fast, at den globale opvarmning har haft mere end en enkelt finger med i spillet på sidste sommers ekstreme vejr. Der er ikke kun videnskabeligt belæg for men også bred videnskabelig konsensus om, at de verserende klimaforandringer i videste udstrækning er menneskeskabte; og at den dokumenterede globale opvarmning fører mere ekstremt vejr med sig, såsom hedebølger og tørker men også haglbyger, skybrud og oversvømmelser.

De stigende temperaturer som følge af den globale opvarmning øger nemlig fordampningen fra havene, og selvom en varmere atmosfære faktisk kan holde på mere vanddamp, vil vandet uvægerligt falde som nedbør før eller siden. At det pludseligt skulle ske så voldsomt over Tyskland er måske et varsel om, at vi allerede nu ser nogle af de konkrete konsekvenser af opvarmningerne på længere sigt. Men deri ligger det djævelske også, at det er vanvittigt svært at forudsige, præcist hvordan klimaet vil ændre sig på lokalt plan.

Normalt er naturkatastrofer noget, vi forbinder med fjerne egne og udviklingslande— men: "Disse oversvømmelser har vist os, at selv udviklede lande ikke er sikrede mod de alvorlige konsekvenser af ekstreme vejrforhold, som vi har set, og som vi ved bliver værre med klimaforandringerne. Dette er en presserende global udfordring, og vi er nødt til at tage den op. Videnskaben er klar, og det har den været i årevis,” ifølge tyskfødte Dr. Friederike Otto, dengang tilknyttet Environmental Change Institute ved universitetet i Oxford og i dag docent ved Grantham Institute for Climate Change and the EnvironmentImperial College London. Hun var sidste sommer medforfatter til en videnskabelig hasterapport om hændelserne; som konkluderede, at de nuværende klimaændringer har gjort sådanne stærke skybrud meget sandsynligere i Tyskland— op til 10% sandsynligere og 20% kraftigere. Stof til eftertanke for alle udledere af drivhusgasser, ikke mindst i Tyskland, som ligger i højt på den globale liste.

Det var dog ikke kun Ahr, som fik den kolde klimakærlighed at føle. I Tyskland gik det generelt også grimt for sig i Mosel; mens man på den anden side af grænsen i Luxembourg og Belgien også led slemme skader. Tidligere havde regnen raseret længere mod nord i det sydlige England; og senere skabte den store problemer over Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.

Ørkenvandring

Ahr har ellers, som en af verdens nordligste forposter for Pinot Noir, generelt nydt godt af de seneste årtiers opvarmning. Årgang efter årgang har Ahr på det seneste markeret sig som stabil grobund for mange af Tysklands bedste Spätburgundere med struttende moden frugt og en for nordtysk vin fornem fylde— fra veletablerede producenter som Jean Stodden, J.J. Adenauer og Maibachhof samt den seneste tids gazellevinerier som Bertram-Baltes og Meyer-Näkel.

Succesen er imponerende, områdets størrelse taget i betragtning. Ahr tæller blot 560 hektarer vinmarker, hvoraf hele 85% er beplantet med rødvinsdruer, så området dermed har den højeste andel rødvinsdruer i hele Tyskland. Spätburgunder står for 62%, mens Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser er de øvrige røde sorter. De hvide udgøres især af 11% Riesling og små mængder Müller-Thurgau og de hvide Burgundersorter. Den samlede Burgunder-familie har åbenbart glemt, at de foretrækker kalkholdige jorde, som man må spejde forgæves efter her. Mens de nedre dele af dalen er præget af mineralholdig løss, præger sort skifer og vulkanske stenarter nemlig de højere dele af skråningerne.

Skæbnens ironi er det dog, at Tysklands fordel fra den globale opvarmning tillige viser sig at være medaljens bagside, fordi de højere temperaturer generelt fører til tørke; og tørke har været et stort tema i tysk vin- og landbrug i årevis. For grundet den globale opvarmning øges fordampningen også fra landjorden. Det påvirker vinmarkernes væskebalance— forskellen mellem fordampningen fra jorden, plus planternes transpiration af vand, versus den samlede nedbør. Det solrigere, varmere vejrlig udtørrer ganske enkelt jorden, og den gennemsnitlige nedbør er ikke nok til at opveje udtørringen. Forholdene varierer selvfølgelig meget fra år til år; men de sidste ti år er den gennemsnitlige fordampning kun gået én vej, og det er støt opad.

Så selvom der midlertidigt måske kan se ganske grønt ud i mange vinmarkerne, så tæres der stille og roligt på vandreserverne; hvilket ses tydeligt i megen vild vegetation og på landets skove. Tyskland er altså ved at få en flig af samme sygdom som Sydeuropa, hvor hedebølger, tørke og skovbrande satte standarden i Spanien, Grækenland og Tyrkiet i 2021; sammen med en europæisk varmerekord på 48,8 grader målt på Sicilien i starten af august.

I vinmarker kunne kunstvanding være en udvej, men den er ikke i tråd med terroir-tænkning og heller ikke en langtidsholdbar løsning, hverken økologisk eller økonomisk. En mulig hjælp kunne være lavere beplantningstæthed, som det traditionelt praktiseres i middelhavslandene, så vinstokkene skal konkurrere mindre om vandet. Men vil man ikke omorganisere eller opgive vinmarkerne, kan et andet alternativ være at plante langt mere tørkeresistente sorter. Således har Kloster Eberbach taget springet og erstattet en parcel Riesling på Berg Rottland med Cabernet Sauvignon, som faktisk modner fint de fleste år. Lige så lovende, men mindre radikalt og endnu på forsøgsstadiet, er Schloss Vollrads’ beplantninger med en række Riesling-kloner fra Australien, som måske vil vise sig bedre egnede i et varmere og tørrere Tyskland.

Vinstokke er følsommere over for de klimatiske forhold end de fleste andre afgrøder, og det går igen i vinens kvalitet. Egnede dyrkningsområder for druer af høj kvalitet er derfor begrænset af klimatiske kriterier: Meget groft sagt kan en årlig gennemsnitstemperatur på mellem 10 og 20 grader betegnes som den nedre henholdsvist øvre grænse for vinbrug overhovedet. I vækstperiodens begyndelse er en længere periode med temperaturer over 10 grader afgørende for knopdannelsen. I blomstringensperioden bør dagtemperaturen helst ikke falde til under 15 grader eller stige til over 35, da det kan beskadige blomsterne. I modningsperioden er forholdsvist høje temperaturer også begunstigende for sukkerakkumulationen; og desuden spiller forholdet mellem dag- og nattemperatur-udsvingene en særlig rolle for syre- og fenol-indholdet og dermed for farve, smag og balance.

Et meget anvendt mål for forholdet mellem druesorterne og de termiske forhold er Huglin-indekset. Det beregner gennemsnittet af de daglige både gennemsnits- og maksimums- lufttemperaturer og summerer dem fra april til september. Ved at kortlægge et givet områdes Huglin-index, kan man så matche området med de påkrævede “grænseværdier” for specifikke druesorter; og fremskrivelserne er opsigtsvækkende for Tyskland. Således vil hele landet i løbet af få år ligge med et Huglin-indeks på over 1.500 og store dele af landet nå 2.000 i de næste årtier.

Huglins varmesumsindeks benyttes til at beregne, hvilke druesorter, der kan dyrkes hvor. De enkelte druesorter stammer fra specifikke mikroklimaer og kræver hver især en vis “varmesum” for at kunne dyrkes i et område på længere sigt. Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Risikerer Riesling så ikke at miste sin syrestyrede friskhed og delikate aromatik? De stadigt spændstige Spätburgundere at blive for fuldmodne og bombastiske? Vil det på lang sigt overhovedet være muligt at opretholde et nogenlunde naturnært vinbrug i Tysklands klassiske vinregioner? Skæbnesvangre spørgsmål, og der arbejdes intenst på at afdække konsekvenserne og udarbejde langtidsholdbare løsninger på de tyske universiteter og faghøjskoler for vinbrug. Det synes dog allerede klart, at det på sigt kommer til at kræve noget af en omkalftring af de tyske traditioner.

“Ekstremerne tager til, men i det store hele er de tyske vinbønder stadig vindere i den globale opvarmning, i og med at modningen samlet set skrider bedre frem end for 30 år siden,” fastslår Ernst Büscher forsigtigt som talsmand for Deutsches Weininstitut, om det nuværende stade i klimaforandringerne.”


Rød alarm, grønne tiltag

“Klimaforandringerne er et enormt problem, som vi må og skal beskytte os imod,” fastslår Peter Kriechel; og de tyske vinbønder står, som de fleste af deres europæiske og oversøiske kolleger, altså kort og godt over for to udfordringer: For det første at reducere deres eget og branchens bidrag til den globale opvarmning. Det kan ske ved at skære ned på deres eget energiforbrug og udledning af drivhusgasser; men det forbliver er en dråbe i havet, hvis ikke resten af verdens landbrug og industri følger med. For det andet skal vinbønderne løbende tilpasse deres vinbrug de forandringer, der allerede er ved at ske, hvis der fortsat skal sættes god vin på bordene; og det er en langt mere lavpraktisk, omend krævende opgave.

Mange af de lavpraktiske løsninger er at finde i økologisk og biodynamisk vinbrug, hvor man allerede arbejder ‘på naturens nåde’ i forhold til udsving i temperaturer og nedbør. Naturligt grønt bunddække er en selvfølgelighed hos de fleste økologer; og ikke nok med, at disse dækplanter hjælper med at holde på vandet i jorden, de kan desuden bidrage med en øget binding af kvælstof og kulstof. De holder også bedre sammen på jorden, så man i tilfælde af f.eks. ekstrem regn undgår erosion— en særdeles vigtig egenskab, især på skrånende marker.

Brugen af kompost, som er biodynamikernes særlige kæphest, synes at skabe et rigere mikrobielt liv i vinmarken, som er med til at skabe en bedre balance i økosystemet. Fortalerne fremhæver det som forklaringen på mange biodynamiske vines bedre balance og større friskhed, selv i meget kolde, våde, varme og tørre år. Samtidigt gavner naturligt bunddække og kompost biodiversiteten, som i forvejen er truet af klimaforandringerne.

Forsmag på fremtiden: Her sammenlignes, hvor der kan dyrkes vin i Tyskland, og hvilke sorter, der kan modnes der. Vinområderne rykker ud i hele landet og langt mod nord; og Merlot, Cabernet og Grenache vil snart kunne modne tilfredsstillende. Drøm eller mareridt? Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Andre ændringsforslag kommer fra forskning i alternative dyrkningsmetoder og nye druesorter. Franske og andre mere sydlandske sorter er allerede med en vis succes introduceret i det tyske, tag blot Ahrs succes med Pinot Noir og Badens nylige succeser med Bordeaux-sorterne og Syrah. Omvendt har øko- og bio-pionererne på Weingut Schönhals i Rheinhessen f.eks. satset stort på nye tyske druer, de såkalte PIWI-sorter (pilzwiderstandsfähige = svampe-modstandsdygtige), som er krydsninger med gode resistensegenskaber over for skimmel og meldug. De er dermed velegnede til både varmere, fugtigere forhold og især til økologisk dyrkning, da de klarer sig fortrinligt uden fungicider. De fleste PIWI'er tåler desuden også tørkestress glimrende. Bonus på begge parametre. Hanneke Schönhals bedyrer ligefrem, at hun med sorter som rivaner, regent, saphira og cabernet blanc laver Zukunftsweine, fremtidssikrede vine.

Håndarbejde og letvægt

Atter andre forbedringer kan komme fra gentænkning af ekstremt lavpraktiske forhold: “Tunge flasker er en forbrydelse!” udbryder Dr. Keith Ulrich, da jeg taler med ham om grøn omstilling i vinbranchen. Ulrich er formand for det bæredygtige konsulent- og certificeringsfirma Fair’n Green. Han er specialist i energieffektivitet og logistik og har tidligere ledet innovationsafdelingen hos DHL, hvor han stod for udviklingen af GoGreen, en løsning til klimaneutral transport. “En vinflaske bør veje mindre end sit indhold,” siger han, “og den kan sagtens veje meget mindre. Vi arbejder med gode flasker på under 600 og helt ned til under 300 gram. Man er nødt til at opgive den gamle idé om, at ‘en god vin har brug for en tung flaske’. Dermed vil meget allerede være gjort.”

Kernen i de bæredygtige bedrifter er generelt at stræbe efter at optimere hele bedriftsledelsen— fra markdriften over kælderforvaltningen til markedsføringen— som del af en samlet helhed med målet langtidsholdbar og bæredygtig drift. Hvert trin i processen forsøges fortløbende forbedret, under vejledning og opsyn fra forskellige instanser. I Tyskland er det eksempelvis organisationerne EcoStep-Wein, FairChoice og førnævnte Fair’n Green.

Hvad indebærer et mere bæredygtigt vinbrug så i praksis? Jo, man bestræber sig på at arbejde grønnere og mindre indgribende på flere måder. I markerne benytter man kun gødning og sprøjtemidler, hvis et behov rejser sig og ellers ikke. Generelt søges anvendelsen nedbragt, og en lang række sprøjtegifte, f.eks. glyfosat (Roundup) er bandlyst. Andre indsatsområder er reduktion af vandforbrug, både til vanding og i kælderarbejdet. Desuden er der bestræbelser på at øge biodiversitet gennem forskellige tiltag som eks. grønt bunddække mellem rækkerne, vilde hegn ved vinmarkerne samt insekthoteller.

Stor biodiversitet i bunddækket i en økologisk dyrket vinmark.


Det største indsatsområde i denne sammenhæng er dog CO2-aftrykket: Man kan forsøge at køre mindre traktor eller skifte til mere energirigtige el-traktorer. Man kan søge at skære ned på sit samlede energiforbrug og kan desuden skifte til “grøn elektricitet” eller selv installere solpaneler eller jordvarmeanlæg. Som nævnt udgør emballage og transport en særlig stor del af vinindustriens CO2-aftryk og kan effektivt lettes ved f.eks. at bruge bemeldte letvægtsflasker, som både er mindre ressourcekrævende at producere og siden at transportere. Efterfølgende kan man søge at benytte transportfirmaer, som arbejder på en lignende bæredygtig måde, gerne med så korte transportkæder som muligt.

Fair’n Green er Tysklands største sammenslutning af bæredygtigt orienterede vinproducenter, for indeværende med 55 medlemmer i Tyskland, herunder store og velkendte navne som von Hövel, Heymann-Löwenstein, Clemens Busch, Georg Breuer og Helmuth Dönnhoff, samt et mindre men voksende antal i det øvrige Europa. Foruden det med flaskerne, så er effektivitet i energiforbruget, f.eks. i forbindelse med nedkøling i kælderen, et andet oplagt indsatsområde. Mindre maskinelt og mere manuelt arbejde i vinmarken et tredje. “Vi beregner vores vinhuses klimaaftryk og regner især på, hvordan de konkret kan reducere deres CO2-udledning,” forklarer Ulrich, “og ofte er det nemt op til 50%, hvilket overhovedet ikke er ubetydelige tal.” Der er altså også grunde til optimisme.

Men økologi og letvægtsflasker gør det langt fra alene. I det store hele kan økologi, forkert implementeret, faktisk gøre det værre. For i en verden med stigende befolkningstilvækst synes mere fritlagt natur og et landbrug med lavere udbytter nemlig ikke at være den åbenlyse vej frem. En ubekvem sandhed, som kræver en praktisk løsning— men der er desværre ingen nemme løsninger på så svære problemer, som klimakrisen stiller os overfor.

Tyskland ser rødt

“Vi har ganske enkelt ikke problemer med at få druerne til at modne længere,” opsummerer vinbonden Dirk Würtz situationen. Han har sit daglige virke på St. Antony i Rheinhessen, hvor han bl.a. laver Blaufränkisch og Spätburgunder; og han bedyrer, at de tyske vinbønder “indtil videre er vinderne af klimaforandringerne. Jeg ved, det er noget modbydeligt noget at sige, men det er sandt.”

Sandt er det i hvert fald, at især tysk rødvin aldrig har stået stærkere internationalt end nu. Arealet med blå druesorter er således udvidet med hele 13.600 hektarer siden 1995. I de sidste ti år har tyskerne da også høstet international anerkendelse og nye kunder, især på Pinot Noir-fronten; og vi kan for indeværende glæde os over godheden i vinene fra f.eks. Baden, Württemberg og Ahr. Så længe det ikke står i vejen for videre tiltag på den grønne front. Med en formaning fra Keith Ulrich: “Det er dejligt at drikke god vin, men det er også nemt at glemme, at klimatiltag er vigtige— det er noget, vi ganske enkelt bliver nødt til at gøre. Bare tænk på, hvad der skete i Ahr!”

Wir schaffen das?

Tyskerne har mange regnskaber at gøre op efter katastrofen: Endnu pågår et enormt genopbygningsarbejde, og arbejdet med at fremtidssikre floddalen og ikke mindst modvirke kraftigere klimaforandringer tårner sig op. Gåpåmodet hos især den yngre generation er dog ikke til at tage fejl af; og i mellemtiden er det en trøst, at selv sidste års vinhøst i Ahr kom sikkert i hus, og at den trods de svære genvordigheder over sommeren tegner til at blive af fornem kvalitet. Vinbønderne øjner et håb forude, og det samme kan vi andre gøre. Selvom man måske ikke fik erholdt sig en af de nu eksklusive Flutweine, så findes der stadig adskillige gode flasker af forgangne årgange rundt omkring, og trods alt vil der fremover komme nye til.

Bertram-Baltes Mayschosser Mönchberg 2018 er det gamle Ahr med et ungdommeligt udtryk fra den imposante sydskråning Mönchberg ved Mayschoss; og Bennis økologiske markarbejde og Julias puristiske og minimalistiske kælderarbejde har her givet terroirudtrykket et tydeligt naturligt twist. Reduktiv næse, røget, ristet, flintet og krydret med en frugt så mørk som ved nymåne i november. Men som saft er den svævende og svirrende, omend fast struktureret, og så lyser den langsomt op med ribs, solbær og kirsebær og små strejf af læder, skovbund, tobak, røg, sort kardemomme og kanel. Som genopbygningen i Ahr kræver den tid. Det er ganske enkelt kompleks og kompliceret Pinot Noir til den lange bane.

Perfect pairing: Friederike Ottos bog ‘Angry Weather: Heat Waves, Floods, Storms, and the New Science of Climate Change’ (Greystone Books, 2020).

Flaske: Mönchberg 2018  
Vinhus: Bertram-Baltes  
Oprindelse: Ahr, Tyskland  
Drue: Spätburgunder  
Jordbund: Skifer, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Extra Brut Vinimport
Pris: 575,-
(dog for længst udsolgt)


Artiklen er en udvidet udgave af min “Når naturen går amok – Rød alarm og grøn omstilling i tysk vinbrug” fra DinVinGuide #31 udgivet februar i år. Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Deutsches Weininstitut og vinhusene; mens titlen er tyvstjålet fra vor store billedkunstner Arne Haugen Sørensens værk.

Comment

Ud af tågerne

Comment

Ud af tågerne


En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.


Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.


Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

Comment

Vikingevin

Comment

Vikingevin

Hoss Hauksson er intet mindre end verdens eneste islandske vinbonde, og så laver han oven i købet sprællevende vine i verdensklasse fra sine små seks hektarer vinmarker i Schweiz. Se, hvis det ikke er eksotisk, så ved jeg ikke, hvad er!

I 2017 lagde den uddannede matematiker Hauksson en 20 år lang karriere i bank- og finanssektoren bag sig for fuldstændigt at hellige sig sin mangeårige interesse: Vinen. Efter i flere år i det små at have lavet vin på købte druer sprang han endeligt ud i et karriereskifte til biodynamisk vinbonde på fuld tid— og det har han ingenlunde fortrudt: “Det giver mig en ægte tilfredsstillelse at mærke solen på ryggen, sveden på panden og at kunne holde frugterne af mit arbejde i hænderne.” Frugterne er især Pinot Noir, som Hoss har en særlig kærlighed til, men også bl.a. Blaufränkisch, Kerner, Müller-Thurgau og Riesling; og så en masse urter, som dels indgår i det biodynamiske markarbejde men også spiller en rolle i hans nyeste passion og produktion, vermouth. “Jeg har mange projekter i gang!”

Schweizisk vin vedbliver at være en velbevaret hemmelighed, mens de fleste kender til bankhemmeligheden og deres fortræffelige oste og chokolader; men schweizisk vin er en skjult skat, en sand guldgrube, som de da også selv skatter så højt, at næsten 98% af produktionen drikkes inden for landets grænser. Ganske få flasker finder vej til Danmark, deriblandt fra Gantenbein, Histoire d’Enfer, Mythopia, Markus Ruch og Julien Guillon — og nu også vor skandinaviske ven Hoss Haukssons vine, som kan købes fra Cool Wines.

Höskuldur Haukssons Saga

Hoss Hauksson (52) er født og opvokset i Island, og her indledte han også sin uddannelse i matematik og fysik på universitetet i Reykjavik. Allerede i sin ungdom var han dog interesseret i vin, og her gjorde han også sine første praktiske erfaringer med at fremstille drikken:

“Alkohol er meget dyrt på Island, så som unge måtte vi være kreative. Så jeg forsøgte sammen med nogle venner at lave vin på lokale bær… men det blev ikke særligt godt.”

De ungdommelige løjer blev afløst af mere seriøse studier i matematik, og efter at have afsluttet sin bachelor stak han i 1994 til Californien, hvor han senere blev Ph.D. fra universitetet i Santa Barbara. Der blev dog også tid til andet end talgymnastik på læsesalen, for lige uden for Santa Barbara ligger Santa Ynez Valley, en del af Central Coast vinregionen, som mange nok vil genkende fra filmen Sideways. “Det er et meget smukt område,” husker Hauksson, “hvor jeg rejste rundt til vingårdene og smagte en masse vin. Det blev en yndet fritidsbeskæftigelse.”

”Efter studierne fik jeg arbejde i finanssektoren. Først nogle år i Zürich, hvor jeg også mødte min hustru; så boede vi en håndfuld år i London, hvor jeg var hos RWE og siden Goldman Sachs. Så havde vi et kort stop i Island, hvor jeg var hos investeringsbanken Straumur, og så flyttede vi tilbage til Schweiz i 2008, hvor jeg har arbejdet med investering og finans frem til 2017.”

Undervejs var den indre vinmager dog vakt til live. I 2013 købte han druer af en ven, der var vinbonde, og lavede det til vin i sit eget bryggers. I 2014 købte han så et helt ton Pinot Noir-druer (“Det gav mig et par diskussioner med min hustru”) og lavede nok flasker til at sælge af som en anden lille ‘garagevinmager’— og så gode flasker, at han fangede professionelle vinfolks opmærksomhed. Året efter kunne den schweiziske vinskribent Thomas Vaterlaus i magasinet Vinum lovprise Haukssons vine og spå ham en plads i ‘den schweiziske Pinot Noir-elite’. Hans schweiziske landnám begyndte så i 2016, hvor han erhvervede sin første vinmark, én til i 2017 samtidigt med eget vineri samt endnu en markbesiddelse i 2019.

Privat holder Hauksson til i Hünenberg See i kantonen Zug i det nordlige Schweiz. Derfra har han cirka en times tid til vineriet, der er beliggende i Rüfenach i nabokantonen Aargau. I dag besidder han i alt seks hektarer vinmarker med vinstokke i alderen 20 til 100 år — i to vidt forskellige dele af Schweiz: Nord for Alperne i Aargau har han marker omkring Remigen (parcellerne Alpberg, Rütiberg og Horn) samt marker omkring Döttingen (bl.a. parceller på Probstberg og Lustgarten). Desuden er der marker syd for Alperne i kantonen Ticino, lige ved byen Gordemo og med blik ned over Lago Maggiore.

Hoss tager dyrene ved hornene

Hauksson indledte den biodynamiske certificeringsproces hos Demeter i 2018. Beslutningen om at blive biodynamisk vinbonde grunder han i både personlige, politiske og æstetiske overvejelser:

“Det er i første omgang for mit eget helbreds skyld: Jeg vil ikke gå rundt i alle de kemikalier, og jeg vil heller ikke have min familie eller mine ansatte til det. Men derudover mener jeg også, at det er vejen til at lave bedre vin. Man fokuserer på at forbedre jorden, på at gøre hele vinmarken sundere, og det er jeg overbevist om vil føre til bedre vin.”

Spørgsmålet om, hvor hans interesse og indsigt i biodynamisk landbrug kommer fra, besvares med et lunt grin:

“For at være helt ærlig havde jeg heller ingen anelse om, hvad det var, jeg gik ind til. Jeg havde en idé om, hvad det gik ud på, men det har siden vist sig at være ti gange mere omfattende end det. De ting, man altid taler om, med kompost, komøg og kohorn, er kun en tiendedel af helheden. Når man så dykker ned i det, bliver man en ydmyg studerende igen, på stadig jagt efter naturens egne løsninger. Vi forsøger at skabe et holistisk system, et system med naturlig balance mellem mennesker, dyr og planter; et sundt system, som frembringer raske og kernesunde druer.”

Et eksempel: “Det er en dårlig løsning, at jeg kører ud på min traktor og slår græsset ned i vinmarken, når nu naturen har en meget bedre løsning; f.eks. at holde får og lade fårene spise græsset og give gødning tilbage til marken.” Derfor har Hauksson nu befolket markerne med bretonske dværgfår af racen Ouessent, opkaldt efter den franske ø i Bretagne, af briterne kaldet Ushant. Det er et korthalet fårerace af en meget sjælden slags, og “det var vikingerne, der oprindeligt bragte dem til Ouessent fra fastlandet. Nu joker vi med, at vikingerne tager dem tilbage!”

Et andet eksempel: “Vi har plantet en masse aromatiske urter i vinmarkerne, og de har talrige funktioner: De holder fårene sunde, giver dem vigtige næringsstoffer og holder parasitter fra døren. Vi bruger dem også til urteteer på vinplanterne for at skræmme skadedyr væk og holde svampesygdomme i ave; og tænk dig så at kunne spise et stykke grillstegt får, der har gået og spist timian i marken hele sommeren, og drikke en Pinot Noir fra samme mark til,” drømmer Hauksson.

“Jeg håber endda, at terroiret på den måde går ind i vinene. Det er jo velkendt, at eukalyptustræer afgiver duft, der havner i vinene i Australien, ligesom makiduften i Provence eller røgen fra skovbrandene i Californien. Når jeg har plantet aromatiske urter rundt om i min vinmark, kan det være, at nogle af deres dufte havner i mine vine. Det hele er del af et komplekst system.”

Solskin og måneskær

Det er ikke kun urterne, der bidrager til biodiversiteten i markerne. Vinstokkene selv er af mange forskellige og ofte overraskende sorter. “Sorterne arvede jeg, da jeg overtog markerne,” forklarer Hauksson og slår fast: “Kræsen kan man ikke være, man overtager det hele.” Foruden Pinot Noir står der bl.a. Blaufränkisch, Merlot og Malbec på den røde side, og Pinot Gris, Kerner og Riesling på den hvide — og så har han endda fjernet flere sorter (Chasselas, Dakapo, Dornfelder, Dunkelfelder og Garanoir) og poder parceltvist stokkene om (til mere Blaufränkisch, Pinot Gris, Chardonnay, Kerner og Riesling — se hvordan her). Det kommer der en række fine og ret forskelligartede vine ud af.

Det er ikke kun i vinmarkerne, Hauksson gør sig anstrengelser ud over det sædvanlige. I kælderen gør han sig også særligt umage og evner at tænke ud af boksen for at finde midler til at opnå sit mål.

Målet er at lave rene og friske vine, der afspejler deres alpine terroir, og det på en så naturnær og minimalistisk måde som muligt. Man skal kunne smage det kølige klima og de bakkede kalkstensformationer, der strækker sig hele vejen fra Jura og videre østover til Zürich. Hoss Hauksson:

“Min filosofi er (1) frisk og ren vin (2) med så få ingredienser og indgreb som muligt— men det sidste er bestemt nummer 2. Har jeg brug for at gøre noget for at sikre 1, så gør jeg det gerne; og så bliver det selvfølgelig angivet på etiketten. Jeg er ikke slave af en definition af naturvin. Jeg forsøger at være så minimalistisk, som jeg kan, og jeg er helt bestemt åben om, hvad jeg gør.”

Så skønt Haukssons vine bestemt hører til i den mere minimalistiske og naturlige ende af spektret, så er de hverken skæve, skøre eller præget af skavanker. De er bare biodynamisk dyrkede og håndlavede vine uden dikkedarer. “Jeg tilsætter ingen gær, ingen bakterier, ingen enzymer, og vi bevæger os bestemt i en svovlfri retning. Jeg forsøger at ramme 20-25 mg fri sulfit pr. liter, så jeg tilsætter omtrent 40-50 mg/L før flaskning.”

Her har Hauksson igen lært noget af naturen, nemlig at ikke kun drueskallerne men også druestilkene har antioxidativt potentiale: “De fungerer på samme måde som de urter, jeg bruger i min vermouth. De indeholder potente antioxidanter, og de vil på sigt gøre mig i stand til drastisk at reducere brugen af sulfitter eller helt undvære dem. Generelt går jeg mere i retning af at inkludere stilkene, så alle vinene efterhånden vil blive gæret med hele klaser.”

Det giver vine med en frisk, grøn nerve, en nordisk kølighed og en næsten urnordisk kraft. Naturkrafterne går også igen i vinenes navne, som søger inspiration i det islandske: Sólskin behøver ingen oversættelse til dansk, det er en saftig Pinot Noir med smag af sol, sommer og røde bær. Tunglskin betyder måneskin og er Müller-Thurgau med lang skindkontakt, struktureret og mineralsk men mild og godmodig. Horn er hans Kerner med stringens, saftighed og forårsfornemmelser. Dertil kommer en frugtig orange/rosa Pinot Gris, substantielle røde på Cabernet Franc, Merlot, Malbec og Blaufränkisch; og så selvfølgelig de urte-infuserede vermouther.

Skandinavisk design

Såvel vinenes navne som etiketternes enkle design trækker tråde til Haukssons islandske aner. “Skandinaver vil helt sikkert kunne genkende det som noget skandinavisk,” siger Hauksson, som har både det schweiziske og det islandske som sit hjemmemarked; men han håber på en større eksport og satser her først og fremmest på sine skandinaviske fæller. “Skandinavien er et naturligt marked for mig, og jeg har arbejdet sammen med Henrik Tachau og Cool Wines i Skagen siden 2020.”

“Etiketten er et tegn på det, der er indeni. Logoet er en gammel rune, og runerne var jo ikke kun bogstaver men blev også brugt som magiske symboler,” forklarer Hauksson. “Ásatrú, den gamle nordiske religion lever jo stadig i Island, næsten 5.000 mennesker. I april 2019 talte jeg med allsherjargoðien, deres ypperstepræst, og vi lavede en lille ceremoni, der skulle ånde liv ind i runen.” Den kunstfærdige binderune rækker ud i alle retninger (minder en smule om Vicseks fraktal) og er et magisk symbol til at stifte venskab eller vinde en kvindes kærlighed.

“Det er det, vin gør ved os. Når man deler en flaske med nogen, så snakker man mere, det bliver sjovt, og der sker ting. Måske man bliver venner med nogen, måske man forelsker sig. Så pas på med, hvem I drikker flaskerne med!”


Malurt i bægeret

Haukssons vermouth voksede nærmest ud af vinmarkerne helt af sig selv.

“Jeg har en lille urtehave med traditionelle lægeplanter, som jeg gør brug af i vinmarkerne. Salvie mod svampesygdom, timian, rosmarin og pebermynte til at afskrække insekter, og her havde jeg også plantet malurt (tysk: Wermut), som kan hjælpe med at holde hvepse og bananfluer væk. Jeg høstede malurten i juli, men allerede i oktober var den vokset op igen; og på daværende tidspunkt havde jeg en italiensk bekendt til at arbejde for mig, og han var fyr og flamme — ‘Vi bliver nødt til at lave vermouth, det er vææældig godt’ — og sådan blev det så!”

Først lavede han en lille test med små 70 flasker, som faldt særdeles i deres smag; og året efter blev det 3.000 flasker, som nu også afsættes til schweiziske toprestauranter. Tricket, der gør Haukssons Wermut til noget særligt, er, at han benytter første klasses vin som basis; og så bruger han friske urter og ikke tørrede som tilsætning. Urterne, først og fremmest malurt men også urter fra vinmarkerne og stængler fra drueklaserne, tilsættes så snart vinen er gæret færdig, og de trækker typisk i vinen en uges tid. Det giver tør, karakterfuld og krydret vermouth, der kan drikkes som den er, med is, med tonic, som spritzer, med citrus, “du kan lave alt muligt med dem og ikke kun Negroni.” De bærer de islandske navne Hvítur (hvid i stedet for bianco) og Rau∂ur (rød i stedet for rosso). Hvítur er brygget på orangevin af Müller-Thurgau og Kerner tilsat blanc-de-noirs Pinot Noir og skaller fra Chardonnay, Riesling og Sauvignon Blanc for mere aromatik samt malurt, røllike og isop. Rau∂ur er brygget på fadgæret Pinot Noir med ekstra Pinot Noir-stilke og malurt. Det er bittert, men det er balanceret, kreativt og yderst originalt. Mousserende vin og brændevin er også undervejs. Hoss gentager: “Jeg har mange projekter i gang!”

Der er altså lagt op til velsmagende og varieret druk, og hvad deraf følger; men frygt ikke, for “tømmermænd er sjælens monolog og egentlig en nødvendighed for ethvert tænkende menneske,” som Einar Már Gudmundsson skriver et sted i sin roman Sindets Tremmer. De der islændinge har nu fat i noget.

Schweiziske solstråler

Haukssons topvine er Pinot Noir fra Probstberg og Alpberg samt Merlot fra Ciliegio; men mindre kan også gøre det. Følgende tre vine er gode at stifte bekendskab med og alle tilgængelige i Danmark.

Kerner Horn 2019 er en snorlige, stringent og saftig vin med mild duft af lindeblomst og et strejf af nyslået hø og grønne urter. Rank og slank med sirlig citrisk syrlighed, som rinder ud i en kalket mineralitet. En forfriskende sommervin. Kerner er en krydsning af Riesling og den røde Trollinger og dyrkes som den sidstnævnte særligt i det alpine, f.eks. i Alto Adige. Hos Hauksson får den en god uges skindkontakt (og hele klaser med stilke i årgang 2020), som styrker strukturen men ellers kun knapt anes, og vinen er modnet tre måneder på akaciefade og flasket ufiltreret. 249,-

Pinot Gris Im Lee 2019 er en laksefarvet og saftspændt sag med sødmefuld frugt og mange lag. Duft af kandiseret orangeskal, bergamot, marcipan, stjerneanis, urter og græs og smag af skovjordbær, hindbær, rabarber og granatæble. Glukkende sommersaft med blid syre og meget fine tanniner, en orangevin til folk, der ikke kan lide orangevin og en rosévin til folk, der ikke kan lide rosévin. 249,-

Sólskin 2018 er hans signaturvin og genskæret fra den lange, varme sommer det år: Fyldig og moden frugt, søde røde men også mange mørke bær, røgelse, trækul og krydderier i eftersmagen. “Det er altid godt at tage noget solskin med sig til de mørke efterårsdage,” som Hauksson siger, før han forklarer de særlige forhold omkring årgangen: “2018 var vildt varmt og vildt tørt. Vi havde to uger til at høste (mod normalt seks), og vi kunne simpelthen ikke følge med. Så nogle af druerne blev overmodne. Det var ikke sådan jeg selv ønskede det, men folk elsker den; den er alles darling til smagninger.” Vi taler 15% alkohol, men det til trods er den en flot balanceret rødvin med fin syre. 245,-

Blaufränkisch Döttingen 2019 fremstilles endnu kun i begrænsede mængder og er ikke på det danske marked; men på en austrofil side som Flaskevis lader vi selvfølgelig ikke en god Blaufränkisch gå ubemærket forbi.

“Blaufränkisch var faktisk den sort, som jeg var mest ulden ved at overtage, for der er stort set ingen viden om den i Schweiz og ingen, jeg kunne spørge til råds om den; og på forhånd vidste jeg meget lidt om den,” indrømmer Hauksson. “Først tænkte jeg på at pode stokkene om, men inden da lavede jeg en vin på den, og den udviklede de smukkeste hindbær- og skovbær-aromaer. Den minder mig om Pinot Noir, som også er slank og elegant; men Blaufränkisch er mere intens og har en anderledes, lidt mørkere aroma. Nu tror jeg, jeg har luret den og ved, hvor jeg vil hen med den.” Arealet er undervejs øget fra 0,1 til 0,6 hektar, så der er flere flasker på vej.

Dem kan vi se frem til at smage på, for Haukssons Blaufränkisch kan måle sig med gode eksemplarer fra de køligere egne i Østrig og Tyskland. Der er stram men afstemt syre, fine tanniner og tæt mørk bærfrugt à la blåbær, solbær og hyldebær med fine noter af urter og krydderier, myrte- og laurbærblade.

Flaske: Blaufränkisch 2019
Vinhus: Hauksson Weine
Oprindelse: Aargau, Schweiz  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Kunstprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Cool Wines
Pris: cirka 250,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

At holde djævelen fra døren

Comment

At holde djævelen fra døren



Glem alt om hellige skrifter, vievand, hvidløg, rosenkranse og salt. Det ultimative middel til at holde alt ondt fra døren er den ærefrygtindgydende Sagrantino. Djævelsk sort men med guddommeligt levende frugt og med tanniner, ekstrakt og alkohol nok til både at bedåre, beruse og bringe dårligdomme i knæ. Druen, der har hjemme omkring Montefalco i Umbrien, har en lang tradition bag sig, selvom den nuværende tørre stilart først er blevet standarden i nyere tid. Tidligere dæmpede man druens vildskab ved at koncentrere dens sødme gennem lufttørring af druerne. Et af de historiske vinhuse, der har fulgt hele denne udvikling, og som præsterer både en fornemme udgaver i både tør og sød, er Pambuffetti-familiens Scacciadiavoli.



Helgener og munke, djævle og eksorcister

En lokal legende beretter om en mand, der boede for sig selv på en gård i udkanten af en lille landsby. Han var en særling benådet med særlige kræfter, heriblandt evnen til at uddrive det onde. En dag søgte de lokale hans hjælp til en ung kvinde, som var blevet besat af en dæmon og var ilde tilredt. Dæmonen lod sig dog ikke sådan lige uddrive, og hans vanlige kræfter kom til kort. Som en slags sidste udvej besluttede han at give den unge kvinde noget af rødvinen fra hans gård for at dæmpe hendes vildskab. Kvinden berusedes i vinen, mistede bevidstheden, og da hun kom til sig selv igen, var den dæmoniske besættelse mirakuløst overstået. Det styrkede landsbyboernes tiltro til vinens helbredende evner og cementerede mandens omdømme som eksorcist. De lokale gav derfor ham og landsstedet tilnavnet ‘Scacciadiavoli’, ‘den der driver djævlene ud’.

Vi er efter sigende on location på Azienda Agraria Scacciadiavoli lige uden for Montefalco. Selve vinhuset går dog ikke tilbage til hin middelalderlige eksorcist men til midten af 1800-tallet, hvor den fyrstelige familie Boncompagni Ludovisi fra Toscana slog sig ned på Case Vecchie ved Montefalco. Slægten stammede fra Assisi men gjorde karriere i Bologna og Rom (paven Gregor den 14.s verdslige navn var Ugo Boncompagni), før en gren vendte snuden hjem mod Montefalco-egnen. I 1868 tilkøbte de Villa La Quiete, og i 1881 grundlagde den stort tænkende Ugo Boncompagni Ludovisi (1856-1935) så et moderne vinhus efter alle kunstens regler. 100 hektarer vinmarker blev plantet mellem Foligno og Todi, og man benyttede den franske Guyot-opbinding — et særsyn i Italien på det tidspunkt — og der blev gravet vandingskanaler og konstrueret et stort vineri, il Cantinone, også efter fransk forbillede. I de følgende årtier producerede vinhuset omkring 3.000 hektoliter vin om året, især på sorter som Sangiovese og Malvasia Nera. Disse druer er stadig udbredt i området, og Sangiovese er i dag rygraden i vinen Montefalco Rosso.


Sagrantino spillede dengang kun en begrænset rolle, i århundrederne før var den især blevet knyttet til kirken og klostrene. Man må huske, hvor stor en social og kulturel rolle kirken og det kristelige dengang spillede i det daglige liv. Politisk og økonomisk var den også en magtfaktor at regne med, ikke mindst vigtig for landbruget, som var det afgørende erhverv. Montefalco hørte, som hele Umbrien, til Vatikanet frem til den italienske forening i 1861. Sagrantino, ‘den lille helgens’ skæbne var at forvandles til en mørk, rig og sødmefuld passito, som især spillede en rolle som ‘sakramente’ eller ‘hellig vin’: Søde vine var dengang særligt kostbare og afholdte, så det har ikke været en almindelig altervin eller messevin men en vin til de særlige sakramenter dåb, firmelse, bryllup og kirkelige højtider som påske, pinse og jul. Sagrantino modner sent og høstes først midt i oktober, og da druerne måtte tørres op til to måneder, kom gæringen først i gang hen imod jul. Vinen var så klar til påske, og der opstod en vis tradition for at skænke den påskesøndag. Den dag i dag er passitoen forbundet med påskemåltidet i form af krydret lammesteg, hvor kødets sødme og krydring går op i en højere enhed med vinens.

Sagrantino blev muligvis bragt til Montefalco af Fransiskanermunke engang i Middelalderen. Har den lokale helgen, den hellige Frans af Assisi, mon drukket den? Efter sigende skulle den stamme fra et sted i Lilleasien, muligvis Georgien, men det er spekulation. Navnet Sagrantino kan længst spores tilbage til 1549, da en kunde bestilte druemost hos købmanden Guglielmo i Trevi. Den første videnskabelige beskrivelse af Sagrantino stammer fra 1879— fra den umbriske ampelografiske kommission, som startede sit virke i 1875. Moderniteten var trådt ind på scenen i Montefalco og omegn, også på det daværende Scacciadiavoli.



Handel og vandel i det 20. århundrede

Amilcare Pambuffetti havde som 14-årig arbejdet for familien Boncompagni Ludovisi; og i 1954 kunne han så som 71-årig købe deres gamle gård. I mellemtiden skulle visse dæmoner dog drives ud først.

Tidernes ugunst gjorde, at Boncompagni Ludovisi måtte afhænde vingården i kølvandet på Første Verdenskrig. Da overtog den ligurisk fødte advokat Vittorio Rolandi Ricci og førte vinhuset videre. Hans senere omdømme er temmeligt blakket: Som medlem af fascistpartiet og dekoreret af Mussolini blev han idømt femten års fængsel efter Anden Verdenskrig. Han fik senere amnesti, men ejendommen blev konfiskeret, nationaliseret og siden solgt for en slik. En formildende omstændighed er, at det inden da var lykkedes ham at gøre et mindeværdigt nybrud: Som den første præsenterede han i september 1925 en tør Sagrantino på vinudstillingen i Montefalco. Det skulle et halv århundrede senere være en kunst, man gjorde ham efter.

Familien Pambuffetti i dag. Iacopo længst til venstre, Liù nummer tre fra højre, Amilcare længst til højre. Foto: Christ Filippi

Familien Pambuffetti i dag. Iacopo længst til venstre, Liù nummer tre fra højre, Amilcare længst til højre. Foto: Christ Filippi

Pambuffetti-familien fra Foligno etablerede sig på gården under navnet Scacciadiavoli og gjorde vinhuset til et nyt familieforetagende. Amilcare døde i 1977, hvorefter hans sønner Alfio, Settimio og Mario førte gården videre. Settimos sønner, Francesco, Carlo og endnu en Amilcare førte i tredje generation gården videre; og i dag er det fjerde generation med Liù og Iacopo, der står i front. I mellemtiden kom den tørre Sagrantino til via Adanti, Bocale og Caprai, som også hentede international opmærksomhed til det lille, landlige område af Italien. Scacciadiavoli laver en næsten arketypisk udgave af vinen; og samtidigt laver de som de eneste også tørre, mousserende vine på druen. Den gammeldags søde passito værner de også om, dertil kommer også områdets ‘almindelige’ røde Montefalco Rosso på Sangiovese, Sagrantino og Merlot. I dag hører 130 hektarer land til gården, hvoraf de 40 er vinmarker. 

Familien besidder marker med massal selektion af Sagrantino-kloner, så der er en stor diversitet blandt planterne, med klaser af forskellig størrelse og med forskellige modningstider. Det vanskeliggør selvfølgelig mark- og høstarbejdet en smule— men det er en del af jobbet for et kvalitetsbevidst vinhus som Scacciadiavoli. Velvalgte høsttidspunkter og grundig selektion samt ikke mindst nænsom vinifikation er nødvendigheder for at holde Sagrantinos diabolske sider nede og få dens indre dyder frem.

Selvom kælderen er moderne med ståltanke og temperaturkontrol, er der stadig stærke traditioner på spil. En af de oprindelige, moderne innovationer, cementtanken fra 1900, er stadig i brug. Naturen arbejder også med, moderne teknologi gør det ikke alene: Ventilation får man gennem gamle skakte i selve konstruktionen, og gravitationen arbejder i stedet for pumper: Man får druerne ind øverst, presser og gærer i midten, og lagrer nederst— et system, der er muliggjort af, at huset og kælderen er bygget ind i den bagvedliggende bakke.


Sagrantino 2015

Den tørre Sagrantino di Montefalco blev DOC i 1979 og fik i 1992 status af DOCG. Siden 2014 er navnet officielt omvendt til Montefalco Sagrantino. Ifølge forordningerne skal den have mindst 37 måneders lagring, før den frigives, og heraf skal den ligge mindst 12 måneder på træfade. Stilistisk spænder den fra meget kraftige og kraftigt fadprægede til mere frugtbetonede og knapt så krydrede versioner. I de senere år han mange i anerkendelse af stadigt stigende alkohol-, tørstof- og restsødme-indhold efterstræbt en mindre bombastisk stil. Som den nu pensionerede Amilcare Pambuffetti sagde det som formand for det lokale konsortium ved præsentationen af årgang 2015: “Vi har opnået meget, men vi skal til stadighed udvikle os.”

Scacciadiavolis stil placerer sig moderat mellem moderne og traditionalistisk: De ønsker at bevare Sagrantinos stærke signatur, dens tanninstruktur og intense frugt, men vil samtidigt mildne og modne den med lang lagring på store fade og på flaske, så den fremstår fremkommeligere og venligere. Årgang 2015 er således allerede nu ganske drikkemoden— omend man skal holde af fast strukturerede vine! Det var en solrig og ret lun årgang, hvor frugten modnede fuldt ud, og man kan forvente vine med stor fylde.

Scacciadiavoli Montefalco Sagrantino 2015 er en duftende, frugtig og krydret Sagrantino med fast tanningreb og ungdommelig frugt. Violer, blåbær og blå blommer i duften, og sorte kirsebær, solbær, brombær og svesker i smagen, der runder af med en smule lakrids og friskkværnede kaffebønner. Som altid robust fylde, stringent syre og fine tanniner. Det gør den mere end velegnet som bøfvin— for tiden grillvin— men til alskens italiensk kost med kød, tomater, linser, bønner og lignende vil den kunne stå sin prøve. Holder man af de mere mørke og udviklede noter, kan den sagtens klare fem-ti år i kælderen.

Scacciadiavoli importeres af Umbria Vine på Fyn, det danske Umbrien, og i deres portefølje findes også Le Cimate og Colle Ciocco, to andre traditionstro og familieejede huse i Montefalco, og begge huses vine er værd at stifte bekendskab med.


Flaske: Montefalco Sagrantino 2015  
Vinhus: Scacciadiavoli  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Drue: Sagrantino  
Jordbund: Ler, sand
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Importør: Umbria Vine
Pris: 225,-  

Comment