Comment

Weninger Kékfrankos Balf 2021

Franz Weninger laver livlige vine på begge sider af den østrigsk-ungarske grænse, Blaufränkisch i Burgenland og Kékfrankos i Sopron. Vingården i Balf erhvervede familien i 1997, tiltrukket af den nærmest uberørte natur rundt om vinmarkerne syd for Fertő tó (Neusiedlersee) og den stenede jordbund med gnejs og glimmerskifer. Det omsætter de med biodynamisk dyrkning til saftspændte og mundvandsdrivende mineralske vine— her håndhøstet fra flere marker midt i september, spontangæret på ståltanke med to ugers skindkontakt, og siden modnet godt et år på store træfade, flasket ufiltreret og med kun 12 mg/l sulfit. Fin duft og smag af sursøde ribs, solbær og en smule hyldebær, frisk syre og fine tanniner, med små noter af sorten muld, lakridsrod, sort peber og tørrede krydderurter.

Flaske: Kékfrankos Balf 2021
Vinhus: Weninger
Område: Sopron
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, gneis, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 145,-

Comment

Comment

Krauthaker Pomale 2022

Læskende gyldne dråber fra Slavonien, god Graševina skal man aldrig gå af vejen for. Slavonien er måske mest berømt for sine egetræer, som leverer ved til piemontesernes og toscanernes foretrukne træfade; men den kroatiske region burde være lige så anerkendt for sin rige vinkultur, ikke mindst den lokale specialitet Graševina, som med germansk arrogance oftest kaldes Welschriesling. Vlado Krauthaker er en levende legende i den kroatiske vinbranche og en gudsbenådet fortolker Graševina fra marker rundt omkring den historiske by Kutjevo, eksempelvis Mitrovac, Pomale, Podgorje og Vidim. Pomale laves af lidt senere høstede druer fra en parcel på Mitrovac, og den har en mageløs balance mellem saftighed og frisk frugt på den ene side og moden fylde og rigt ekstrakt på den anden. Milde dufte af hvide blomster og gule æbler følges op af sprød syre og saftig frugt, gule æbler og solmodne abrikoser. Lækker mundfølelse og en fin balance mellem syre, sødme og delikate bitternoter, kamille, akaciehonning, æblekerneolie og marcipan, mineralske undertoner og vedholdende eftersmag.

Flaske: Pomale 2022
Vinhus: Krauthaker
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: eks. Miva
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vino Gross Colles 2022

Fantastisk Sauvignon fra Štajerska, og endnu en forunderligt levende flaske fra Maria og Michael Gross. Colles er som en krystalklar kilde, der strømmer over af friske frugter og alt, hvad der er grønt i denne verden; som et dyk ned i den frodige vinmark på en smuk sommerdag og en gåtur gennem enge og skove. Citrisk sprød og næsten cideragtig, med mundvandsdrivende syre og masser af saftig stenfrugt mingeleret med limeskal, krydderurter, nåleskov, harpiks, humle, pibetobak, røg. Afstemt og appetitvækkende, ren og skær velsmag. Colles er en svært stejl parcel på den større enkeltmark Gorca, en sydvendt skråning i 290 til 330 meters højde. Marken har kun et tarveligt tyndt lag muldjord, så Maria og Michael arbejder aktivt med kompostering og formuldning, og ellers må vinstokkenes rødder søge fodfæste i sprækker i den kompakte opok nedenunder, Štajerskas karakteristiske kalkmergel.

Flaske: Colles 2022
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 278,-

Comment

Comment

Weinhauerei 378 Grüner Veltliner Smaragd Ried Wösendorfer Höll 2022

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Höll 2022
Vinhus: Weinhauerei 378
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Sand, gnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Gevorkian Hay Areni Rosé Pét Nat 2023

Gamle druer på nye unoder. Vahagn Gevorkian bringer nysgerrigt gamle armenske traditioner til live fra sit vineri i udkanten af hovedstaden Jerevan, og det gør han godt— hvad enten det er granatæblevin, traditionel kakhani vin af tørrede druer, gæring og lagring i de antikke lerkrukker karas, eller nye versioner af landets rige arv af indfødte druesorter. Som eksempelvis signaturdruen Areni, som han var den første til at markedsføre en pét nat på med druer fra Vayots Dzor. “Areni udvikler nogle virkeligt fine dufte og smage under gæringen, og dem ville jeg gerne forevige på flaske; så den naturlige vej at gå var selvfølgelig méthode ancestrale." Hay Pét Nat Rosé har en frisk og forførende duft af blomster, røde bær og noget let røget. Luftig skum i glasset, sprøde bobler og en lækker sursød frugt, kirsebær og skovbær, og en mild tonisk bitterhed i eftersmagen. Ingen tilsatte sulfitter. Et smilende skud solskin fra Armenien, livlig, ligefrem og forfriskende sommervin.

Flaske: Hay Rosé Pét Nat 2023
Vinhus: Gevorkian
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesort: Areni
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskegæret
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Forhandler: Wines of Armenia
Pris: €10,95

Comment

Comment

Tomac Millennium Extra Brut

En fornøjelig sprudlende forfriskning, Millennium er et charmerende blend af Chardonnay og gamle lokale sorter, der så at sige bygger bro mellem Champagne og Plešivica. Første årgang kom på markedet til årtusindeskiftet, deraf navnet, og hvad end der er sket af vilde ting siden, så holder Millennium stadig! Druerne er dyrket biodynamisk, vinifikationen følger den traditionelle metode og to års flaskelagring før degorgering. Knitrende sprøde bobler, sitrende syrlig og fuld af alskens citrus og eksotisk frugt. Moden citron, citrongræs og ingefær får følgeskab af ananas, carambole og kumquat, med fine gærnoter underneden og et krydret, mineralsk finish.

Flaske: Millennium Extra Brut
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Chardonnay,
field blend af gamle lokale sorter
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: Store træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 175,-

Comment