Comment

Geyerhof Stockwerk Grüner Veltliner 2021

En Grüner Veltliner lige så frisk og opløftende forårsagtig, som Geyerhof er gammelt og grundfæstet. Stockwerk er Josef og Maria Maiers hyldest til vinstokkens værk, en let og livlig og aldeles alsidig vin. Saftige, sprøde æbler i smagen, en smule græs, engblomster og peberkrydring, moderat alkohol, frisk syre og fint tørt finish. Omhyggeligt frembragt af biodynamisk dyrkede druer fra forskellige marker omkring gården i Oberfucha, håndhøstet i små kasser, presset som hele klaser og mosten langsomt gæret på ståltanke og modnet på gærresterne til næste forår. Formidabel go-to Grüner Veltliner til hverdag og fest.

Flaske: Stockwerk 2021
Vinhus: Geyerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalksten, granulit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: ViniPortugal
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Fürstlich Castell’sches Domäneamt Silvaner Hohnart 2021

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Silvaner Hohnart 2021
Vinhus: Castell
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Clai Sveti Jakov Malvazija 2018

Sveti Jakov er en fyrig og righoldig mundfuld Malvazija, med gule rosiner, tørrede abrikoser, figner og kastanjecrème, og fine pennestrøg af nyskåret hø, urtete og laurbærblade i kanten. Stor fylde, fløjlsbløde tanniner og mundvandsfremkaldende mineralitet. Druerne er høstet fra en gammel mark (“Sankt Jakob”) syd for byen Buje i det nordvestlige Istrien, kun 4 km fra Clais landssted i Krasica. Vi er i “det hvide Istrien" med dets lyse, kalkholdige flysch, stærk indflydelse fra Adriaterhavet og masser af sol. 50 år gamle stokke, druerne dyrkes økologisk, håndplukkes, afstilkes og gæres spontant med skallerne på store træfade i godt tre måneder, hvorefter vinen lagres i to år på store gamle egetræsfade. 2018 er modnere og mørkere end vanligt, men trods sin høje ekstrakt og hede alkohol bevarer den alligevel en flot balance. Fuldkornsfornøjelser fra Istrien og en af orangevinens store mestre!

Flaske: Sveti Jakov 2018
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Pinot Noir by Jeff Carrel 2021

Jeff Carrel kan et eller andet med at krænge kølig saft ud af sydfransk terroir. Han gør det glimrende med Grenache, og minsandten om det ikke lykkes lige så godt med den notorisk vanskelige Pinot Noir. Råstoffet er druer fra ældre stokke på højere beliggenheder, og metoden spontangæring på stål- og cementtanke. Smagen? Modne ribs og skovbær og små strejf af rabarber i en frisk og lind saft. Syren spiller selv i det sydfranske, så den har god Pinots balance af det syrlige, det sødmefulde og det sart bitre. Mere elegant end kompleks, men drikkeglæden er stor! Pengene, man må smide, er til gengæld små— det er et sjældent godt køb.

Flaske: Pinot Noir 2021
Vinhus: Jeff Carrel
Område: Languedoc-Roussillon
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 100,-

Comment

Comment

Edi Keber Collio Bianco 2020

Forår, forandring i luften og fornyet livskraft. Far og søn Edi og Kristian Keber kastede Collios mangefold af sortsrene vine fra sig for snart mange år siden og fokuserede i stedet på ét eneste balanceret blend af lokale sorter som repræsentant for lokalt terroir og tradition— og tak for det, for deres Collio Bianco er en enestående autentisk og meget velsmagende vin. En velspillende trio af 70% Friulano, 15% Malvasia og 15% Ribolla, hvor hver spiller sin stemme perfekt og samtidigt smelter sammen til en harmonisk komposition— kyndigt dirigeret i kælderen med gæring på cementanke og modning på cement og til dels tonneaux. Betagende dyb duft, frisk og fast frugtsmag, spændstig syre, mineralsk summen og en mageløs mundfølelse… med grapefrugt, modne pærer og abrikoser og mindelser om multebær og hindbær. Druerne er dyrket økologisk og i omlægning til biodynamisk drift. Jordbunden er ponca, en flaget og mineralrig mergel, som præger de terrasserede skråninger ved Zegla ved Cormòns, kun et stenkast fra grænsen til Slovenien. Her har familien Keber huseret i mere end tre århundreder, og i dag står Kristian i front for familiehuset; og for et friskt skud ved Medana i den slovenske naboregion Brda, hvor han laver en absolut anbefalelsesværdig og en smule mere macereret udgave af blendet.

Flaske: Collio 2020
Vinhus: Edi Keber
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Friulano,
Malvasia Istriana, Ribolla Gialla
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på cementtanke
Lagring: Cementtanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Distinto
Pris: 299,-

Comment

Comment

Krajančić Pošip Intrada 2018

Varmblodet hvidvin fra den kroatiske ø Korčula, med en kølig brise af blomstrende enge, blød fylde af honningmelon, saftige modne ferskner, vaniljesyltede pærer og mandelsplitter. Frisk og smidig syre, som smyger sig igennem hele herligheden før en pikant salt afslutning. Af sted til Adriaterhavet! Pošip Intrada er kunstner og vinmager Luka Krajančićs værk og en formfuldendt introduktion til druen og dens potentiale. Krajančić anses af mange som manden bag sortens store boom de sidste par årtier, og han fremstiller en bred vifte af Pošip vine og maler selvfølgelig selv etiketterne.

Flaske: Intrada 2018
Vinhus: Krajančić
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Sand, kalkholdig sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 150,-

Comment