Comment

Weingut Knoll Riesling Smaragd Ried Schütt 2008

Weltkulturerbe fra Wachau! Selvom 2008 var en vanskeligere årgang til den køligere side, så slog det ikke Emmerich Knoll junior og senior ud. Deres Riesling Smaragd fra marken Schütt slår tonen an med en smukt stenet og pebret duft, masser af saftig stenfrugt, cremet syre samt en salt mineralitet. Fine noter af peberrod, petroleum, våde sten og hvid peber, og der er fornem balance, ikke mindst mellem den friske frugt og de dybere modne toner. Smager af en svunden tid, med andre ord er det klassisk Knoll. Schütt er en delvist terrasseret sydvendt skråning på Donaus venstrebred øst for Dürnstein med en sandet og stenet jordbund på forvitret gnejs.

Flaske: Riesling Ried Schütt 2008
Vinhus: Weingut Knoll
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, grus, gnejs
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: !3%
Importør: Løgismose
(nyere årgange)
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Luis Pato Espumante Vinha Pan 2017

Baga med bobler fra manden med det sorte bælte i Baga, Bairradas rebelske traditionalist Luis Pato. Med sine rødvine viste han verden potentialet i den tykskallede, sorte drue, og siden 2010 har han også fremstillet mousserende vine på den. Bairrada har nemlig også en lang tradition for bobler. Her hersker et mildt kystklima med sol, vind og vand ligeligt fordelt. Vinha Pan er plukket før druerne til rødvinen fra Vinha da Panasqueira, en sydvendt skråning med kalkholdig lerjord og masser af kalksten; gæret på ståltanke og andengæret på flaske, uden dosage og uden sulfitter — og det er sgu sjovt: Frisk, sprød og frugtig skum med livlig syre, moden gul stenfrugt og citrus, et strejf af røde bær og let røgede og nøddeagtige noter.

Flaske: Espumante Vinha Pan 2017
Vinhus: Luis Pato
Område: Bairrada
Land: Portugal
Druesort: Baga
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltank,
andengæring på flaske
Lagring: 30 måneders faskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Haslund Wine
Pris: 169,-

Comment

Comment

Sepp Moser Grüner Veltliner Ried Schnabel 2019

En frugtig og fyrig Grüner Veltliner fra Sepp Moser i Kremstal: Mild duft af modne grønne pærer, kødfuld fersken og let røgede, krydrede noter. Der er flot fylde i munden, frisk frugt og fin syre, godt med tørstof og noter af grøn peber, timian og salt. Druerne dyrkes biodynamisk og stammer fra marken Schnabel ved Rohrendorf, en sydvendt skråning på løss og konglomerat, hvorfra kommer krydrede og fuldmodne vine. En del af deres dynamiske trio Schnabel, Gebling og Breiter Rain.

Flaske: Grüner Veltliner Schnabel 2019
Vinhus: Sepp Moser
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinotheket
Pris: 188,-
(ældre årgange)

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2019

De har gjort det igen! Fynske familien Stokkebyes flotte Solaris Liva står stærkt i årgang 2019. Denne gang er hele molevitten lagret på fade, og det kan smages, men fadet er fornemt integreret med frugten og den syngende syre — som funklende sol gennem grønne blade, der vejrer i vinden: Grønne æbler, sødmefuld lime, en smule sydfrugter og små strejf af hyldetræ, harpiks og karamel, med et saftigt flow og i flot balance. Liva er Solaris fra stokke plantet i 2009 og 2015, økologisk dyrket, spontangæret og fadlagret 11 måneder på fade fra Domaine de Chevalier. Det bedste af den danske sommer, Midsommervisen som drik!

Flaske: Liva 2019
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 235,-

Comment

Comment

Markowitsch Zweigelt Ried Kirchweingarten 2015

Zweigelt med struktur og salt sprødhed fra Gerhard Markowitsch i Carnuntum sydøst for Wien. Smagte mere Zweigelt bare sådan her… af moden mørk bærfrugt (kirsebær, solbær, brombær) med stringent syre, fine og smidige tanniner og noter af nødder, skovbund, urter og røgsalt. Substantiel men slank og forfriskende. Opskriften er enkel: Sunde druer fra den kalkholdige ler på marken Kirchweingarten, en blid sydvestvendt skråning for foden af kirken i Höflein; spontangæret med en god andel hele klaser og modnet halvandet år på brugte barriques. En flot vin.

Flaske: Ried Kirchweingarten 2015
Vinhus: Gerhard Markowitsch
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Zweigelt
Jordbund: Kalkholdig ler, løss
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,4%
Importør: Supervin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Peter Jakob Kühn Riesling Doosberg 2017

Rhinguld igen! Det var vel egentlig vådeværk at drikke en så stor Riesling så ung, men det kan hænde… Heldigvis viser den sig allerede fuld af moden frugt, men man skal være svært glad for syre og følelsen af istapper i munden. En tæt citrus- og ferskenfrugt folder sig stille ud fra den stramme syre, og der er smuk balance og en summende mineralitet hele vejen igennem — og guldet gemmer sig på bunden. Doosberg er en sydvestvendt skråning lige nord for Rhinen og øst for Oestrich, hvor familien Kühn holder til. Jordbunden består af løss fyldt med grå kvarts, rig på mineraler og med en høj vandlagringsevne. Den porøse løss har også holdt på mangt en grævlingehule, deraf navnet Doosberg, der på Rheingaus dialekt betyder Grævlingebjerget. Langsom helklasepresning og gæring uden temperaturkontrol, 13 måneders modning med bundfaldet på store, gamle fuderfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Doosberg 2017
Vinhus: Peter Jakob Kühn
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Melin Vin
Pris: 375,-

Comment